søndag den 30. juni 2013

2007 Malvirà, Roero



Malvirà er en af Roeros bedste producenter, og er ikke mindst kendt bannerfører for den hvide Roero Arneis med fremragende enkeltmarksvine, fx. denne. Nebbiolodruerne til Roeroen her kommer fra Trinità og Renesio, som også tappes som enkeltmarker. Lagring: 20 måneder på botti.

Rubinrød farve med et orange skær. Ærkeklassisk nebbiolo i næsen: Regnvåde jordbær, violer, mørkt krydrede toner af tjære, kanel og fiskesauce og friskere pust af mint og fennikel.
Smagen er blød med en kridtet struktur under den rige, sødlige jordbærfrugt. Lav syre og sødmefuld frugt afslører den varme årgang, men der er alligevel god tænding og nuancerigdom i smagen. Finishen har sød fennikel, et fint let tanninbid og en smørret tone fra fadet. God længde.

Nebbiolo viser sig her som rund charmeur, men ikke desto mindre et herligt og klassisk glas nebba. Anbefales! I Brooklyn koster denne saft $26 (150 kr), Theis importerer Malvira til DK.
89

onsdag den 19. juni 2013

2011 Kellerei Terlan, Alto Adige Lagrein Rosé


Rosato på ren lagrein som overskriften antyder. Terlan er et af de store kooperativer i Sydtyrol, og her - i modsætning til de fleste andre steder - er det ikke kun en dårlig ting; kooperativerne er generelt velanset i Alto Adige og betaler for kvalitet og ikke kun kvantitet. Druerne her er dyrket i op til 500 meters højde, udbyttet er 60 hl/ha og lagringen et halvt år sur lie i ståltanke.

Mørk lyserød farve. Herlig duft med hindbær, jordbær sammen med søde gala-æbler og en distinkt tone af fennikelfrø.
Smagen har saftig tæt frugt med jordbær i front og masser af salte mineraler. Og der er en en interessant bitter tone som går godt i spænd med den sødlige, saftige frugt og salten. Finish og udklang er moderate i intensitet og længde, men det er overordnet et herligt glas rosato med karakter og attitude. En anbefalelsesværdig vin, som med sin tætte frugt, karakteristiske bittertoner og 13% alkohol også er seriøs til tungere sommermad. Og husk - du kan godt drikke rosé og stadig være en bad-ass!
86


fredag den 14. juni 2013

New York



New York har ikke haft min store bevågenhed som vin-region, men man skal jo smage lokal vin hvor man kommer frem og ikke mindst Finger Lakes er jo kendt for sine koldklima-sorter som riesling og cabernet franc. Så jeg glæder mig og går med åben pande ind i den herlige vinbiks Gnarly Vines i Brooklyn.

2010 Dr. Konstantin Frank, Finger Lakes Rkatsiteli
Rkatsiteli er en Georgisk drue, som har høje niveauer af både sukker og syre og har været udbredt i østeuropa på grund af god modstand mod kulde. Her i USA er den en raritet og det var da også den berømte riesling fra Finger Lakes i upstate New York vi gik efter, men kunne ikke lade denne for os ukendte drue ligge.
Lys gulgrøn farve. Meget speciel og intens næse med ekstremt meget frisk hindbær sammen med mandarinskal og tørrede morbær. Græs, melon og surdej bidrager til det sære, men meget tiltalende udtryk.
Smagen er frisk og mineralsk. Sprød og frugtig og med masser af mineraler og citrusskal af forskellig slags sammen med en let-sødlig frugt af melon og hindbær. God fylde i frugten forrest, men en anelse anæmisk i afslutningen. Eftersmagen vinder dog lidt i styrke og det overordnede indtryk er en meget særlig vin af god kvalitet. Nogle ved bordet var endda decideret forført (u know who u are!).

2010 Herricks Lane, North Fork of Long Island Cabernet Franc
Rubinrød, ikke så tæt og lilla som loire-franc kan være. Fremragende næse med masser af røg, hængt kød og luksus-ristet nymalet kaffe sammen med frugten af søde kirsebær og blåbær.
Smagen har sødlig mørkerød frugt i en velbalanceret og tilbageholdt stil med fine toner af kanel, kød og kaffe. Syren savner lidt bid og tanninerne er fraværende, men selvom strukturen savner greb er det en saftig og delikat fornøjelse, hvor man ser frem til næste slurk og glas. Definitivt noget andet end Loire, men ikke desto mindre rigtig godt. Herligt bekendtskab!

mandag den 3. juni 2013

2005 Mastroberardino, Taurasi Radici Riserva



‘Radici’ er Mastroberardinos traditionelle serie af de klassiske store Campania-vine. Taurasi Riserva undergår lang maceration og lagrer 30 måneder på en blanding af barriques og botti.

Dyb, rubinrød farve. Stor og ekspressiv næse med en saftig frugt af kirsebær, røde æbler og fede sommerblomster sammen med tobak, jord og kemisk-æteriske toner inde bagved af lim og maling. Sødlige fadaromaer af gummi og let vanilie.
I smagen er der virkelig flot samling og fokus. En seriøs og dyb mouthfeel med intensitet i frugten og solid, velbygget struktur i alle led. Syren er høj og mineralerne giver en kølighed som er meget tiltalende i den perfekt modnede frugt. Tanninerne sætter ind helt rigtigt og griber godt fat i afslutningen. Meget lang i eftersmagen.
En fantastisk vin! Stor nydelse nu, men den er tydeligvis ung, og det er helt sikkert at lagring vil bringe endnu mere, når de tertiære nuancer rigtig sætter ind. Den her er bygget til at kunne holde længe!
92