onsdag den 21. marts 2012

2004 Le Mazel, Cuvée Saint-Philippe VdP de l'Ardèche


100% Syrah fra søskendeparret Oustric på Domaine du Mazel i Ardèche. Dyrket biodynamisk og vinificeret uden tilsat gær, uden filtrering, uden svovl, uden klaring.

Lys, tåget granatrød farve. Er man allergisk overfor oxiderede toner, står man nok allerede af her i duften - men jeg er tolerant: Æblecidereddike, ribs og en langmacereret æterisk sødme helt i bund sammen med en temmelig flot tone af ubehandlet læder og lakridspastil. Det er lige før der er modne aglianico- eller nebbiolotoner i associationerne med den spidst syrlige frugt, den bagt blomme-agtige sødme underneden og ruskindstonerne.
Slank i munden med høj, balsamisk syre og en letcremet, sur frugt af æbler, ribs og rå rabarber. Som usødet saft. Kridt-tanniner ligger på lur fra begyndelsen og sætter ind på bagkanten til en tør og lidt benet finish, som nok afslører at frugten er på retræte.

En skarp og meget rustik vin, som er past it's day, men det er ikke svært at dufte og smage kvaliteterne. Der er dog ikke samme betagende virilitet om i de to modne hvide jeg har smagt fra Le Mazel, her trykker alderen noget mere. Italienska Viner har smagt en anden og yngre syrah-cuvée fra producenten. Pétillant importerer Le Mazel.

Ingen kommentarer: