onsdag den 3. februar 2016

2011 Foradori, Vigneti delle Dolomiti Teroldego





Elisabetta Foradori er en af foregangskvinderne både for en ny og mere naturlig måde at anskue vinproduktion på og for Trentinos opblomstring. Foradoris naturligt vinificerede hvidvine er nogle af de bedste hvide i Italien overhovedet efter min mening. Her er det mere basis, Foradoris første succes-vin, teroldegoen fra Rotaliano. Biodynamisk, spontangæret på cement, lagret et år på store fade og cement, ufiltreret.

Kraftig, mørkt-æterisk duft af kul, ruskind, tobak, malt, sødlakrids og med stor, blød frugt af syltede brombær og fuglekirsebær. En virkelig flot og stor duft, som her med lidt modning er superintens og interessant.
Smagen er tæt, vinøs og på sin vis saftig i sin blanding af brombær, sorte kirsebær og tørrede, mørk-søde dadler. Det er en helt tætfarvet vin, nærmest sortrød, og smagen er også kraftig, frugtig og blød med rigtig fin, sød krydring af karry, kardemomme, sødlakrids og lidt fad plus lette tanniner der slutter af. Eftersmagen er fyldt med elementerne fra næse og mund og er noget af det sjoveste.

En skøn vin! Meget sjovere og mere sympatisk end fx. skamsprøjtet bordeaux i nogenlunde samme stil. Hele 90.000 flasker laver Foradori af den her vin, så det er ikke engang særlig nicheagtigt. Bichel importerer Foradori.

fredag den 6. november 2015

2012 Klaus Lentsch, Alto Adige Pinot Nero 'Bachgart'


Enkeltmarkspinot fra Sydtyrol. Relativt mørkfarvet for hvad man forventer af en pinot og også næsen afslører at det er en lidt atypisk pinot vi har her. Eller måske rettere: At vi hverken er i Tyskland eller Frankrig, men Italien: Det er nemlig en udpræget italiensk næse, faktisk ville jeg måske endda blindt have været tættere på at gætte sangiovese end pinot noir. Det kan skyldes at den vokser i ler og/eller den indledende koldmaceration. Vinen ligger 20 måneder på en blanding af store og små fade - brugte, sandsynligvis, for fadpåvirkningen er fint behersket.

Metallisk duft med klare tyttebær og skarpe kirsebær i frugten sammen med tør tobak og slank lakrids. Frisk og levende i munden med flot balanceret frugt. Syren er ikke specielt høj, men den er velintegreret i den friske kirsebærfrugt. Også her er den typisk italienske, lidt skarpe metalliske struktur, men mod slutningen kommer en fin tone frem af gennemsigtige hindbær og en smørret, animalsk tone fra fadet, som sammen med den slanke frugt giver et klarere pinot-udtryk. Det er især med lidt luft at karakteren trædder frem, så giv den noget luft.
En fin italiensk pinot-fortolkning, Carlo Merolli importerer.

søndag den 6. september 2015

2011 Eugenio Rosi, ‘Anisos’ Vallagarina IGT


Hvidvin på pinot bianco, chardonnay og nosiola fra Trentino. Økologisk og spontangæret med skalkontakt, ufiltreret og minimalt svovlet ved aftapningen.

Anisos dufter fuldstændig vidunderligt - kraftige toner af koldpresset rapsolie ligger i front og en fin kompleks frugt af sukat, appelsinskal, citron og fennikel. Det er en på samme tid reserveret og indsmigrende vin med masser af udvikling i glasset - en kæmpe fornøjelse at dufte til over aftenen. Ingenlunde nogen ekstrem vin, som trods skalkontakt og ufiltreringen er klar og gylden i farven, og det er endda umuligt ikke at tænke lidt på Bourgogne med raps- og smørtonerne og den fennikelstængte citrusfrugt.
Frisk og spændstig i munden, igen med klassiske chardonnaytoner af citrus, kalk og høj intens syre, men også nosiolas runde appelsin-, sukat- og mirabelletræk, som bløder op. Vinen er let (12,5) og uhyre velbalanceret, men føles fyldig med den tætpakkede struktur og nuancerige frugt. Der er en del fad som viser sig med smørtoner i finishen, men det forstyrrer ikke mig og bidrager til bourgognereferencen og kompleksiteten - frugt og struktur kan sagtens klare det.

Stor og flot hvidvin - købt hos Cibi e Vini, 175,- Ingvar har besøgt Rosi.


fredag den 27. marts 2015

2004 Altesino, Brunello di Montalcino [Revisit]


Det er vel nu her efter 10 år at selv gode vine kan begynde at falde fra. Det er spændende at følge, især i en topårgng som 2004.

2004 Altesino, Brunello di Montalcino
Fin og elegant udviklet Brunello med transparent tomatrød farve og orange kanter. Lukket i begyndelsen, men vårner sandelig op efter et par timer til en traditionel  elegant duft af ribs, umodne jordbær, hindbær, gran, kanel, citronskal og lakridsrod. Let volatile træk er med og en anelse svampe/skovbund/trøffel inderst. En smuk næse - ‘dufter af dansk sommer’ siger én, og har ret.
Meget velbalanceret og rolig i munden. Afdæmpet syre, men alligevel meget frisk i strukturen: sprød, syrlig og slank frugt af pigeon-æbler, ribs og rabarber sammen med toner af lyst læder og lak. En smule trøffel og æbleskræl i eftersmagen.
Ærkeklassisk og fint modnet sangiovese, det her er godt! 400 kr hos Philipson, købt for 130. 2010 koster 150.
91

2004 IASMA, Trentino Merlot
Vi prøver op mod en anden 2004’er - merlot fra Istituto Agrario San Michele som macererer tre uger og ligger på brugte barriques et år.
Herlig, moden duft lige ud af flasken - kraftig næse af jord og svampe sammen med calvados, violer og kirsebær. Klokkeklar druekarakter med den ‘flæskede’ mørkerøde merlotfrugt, som jeg finder temmelig forførende. Fadet er integreret og uddyber underskovstonerne.
Flot i smagen som har markant struktur med hårdt bid i syre og tannin. Mørk, forførende frugt hele vejen og afslutningen har en mineralsk kølighed med grafit og der kommer lidt smør fra fadet til ud i eftersmagen.
En stor fornøjelse og rigtig flot den første aften. De brændte malt/calvados-toner tager over dag 2, hvilket vil sige at den så småt er ved at være færdig. Men hvorfor også lade den stå? Er næsten udsolgt hos Carlo Merolli, men 2010’eren er der også - fristende! 130 kr.
89

søndag den 2. marts 2014

2012 Erste+Neue, Kalterersee Classico Superiore ‘Leuchtenburg’


Ung schiava fra DOC’en omkring Lago Caldaro i Sydtyrol. Vinificeret på stål med to ugers maceration og lagret på store fade.

Rødlilla transparent farve. Flot ung næse med blød frugt af modne brombær og en markant tone af græs. Man kommer til at tænke på lambrusco her med den sorbet-agtige mørke frugt og nygærede toner.
Virkelig dejlig og saftig i smagen. Let krop med blød, sødlig frugt af brombær og æbler. På midten melder syren sig og afbalancerer. Mandel- og anistoner i finishen, som har fint bid.
En læskende og indbydende vin - og med sødmen går den fint til stærk mad også. 99 kr. hos Carlo Merolli.

torsdag den 6. februar 2014

2011 Erste + Neue, Alto Adige Gewürztraminer 'Puntay'


Traminer Aromatico fra det gode kooperativ Erte + Neue i Alto Adige, som kalder sin topserie Puntay

Her har vi en ordentlig basse - en superheftig hvidvin med hele traminer-udtrækket: Hidsig mørk grøngylden farve, og fed og koncentreret duft af hyldeblomst, hyacint og marcipan. Stor og intens næse, men ikke så kompleks - den blomstrede sødme er magtfuld. Stor og fyldig i smagen også, her er masser af tæt frugt, alkohol og letbitre mineraler, og syren er middel. Det er nærmest som en tør dessertvin, hvis det giver mening.

Altså klassisk, stor gewürztraminer - like it or not - og man må tage hatten af for den bombastiske boldness, der er ikke en finger at sætte på udførelsen. Perfekt til fx. (jule)fjerkræ, kraftig ost eller indisk. 175,- hos Carlo Merolli.

tirsdag den 24. december 2013

2011 Erste+Neue, Alto Adige Blauburgunder 'Mezzan'



Jeg har smagt god lagrein fra Erste+Neue. Dengang indkøbt i Italien, men nu er Carlo Merolli begyndt at importere den ambitiøse sammenlægning af de to gamle kooperativer. Hurra for det!

Pinoten fra Erste+Neues cru-serie lagrer et år på dels store fade, dels barriques. Den er lys og transparent rubinrød og har en flot næse med syrlig frugt af jordbær, kirsebær og ananasæbler. Plus et pift af lakrids, grenet friskhed og en lille animalsk sødme fra fadet.
I munden er den høje syre i forgrunden - røde bær og delikate bittertoner spiller fint sammen med en jordbæret sødme, salte mineraler og let animalsk finish. Strukturen er sprød og indtagende, let og alligevel med intensitet. Rigtig godt!

Rank pinot som også er charmerende og givende, og yderst velegnet som madledsager. Minder i stil om Merollis anden pinot i denne prisklasse, nemlig IASMAs - og er mindst ligeså god. Luft er obligatorisk på nuværende og den har potentiale. 145 kr.
90

onsdag den 20. november 2013

2010 Istituto Agrario San Michele, Trentino Pinot Nero



Pinot Nero fra den navnkundige landbrugsskole i San Michele, Trentino. 12 dages maceration, 12 måneders lagring på barriques, 14%.

Transparent rubinrød farve. Herlig næse med lækre hindbær, fenikel og sødlige limtoner. Slank og æterisk stil med ung frugt og et umiskendeligt italiensk præg i kemien.
Lækker i smagen også - ingen spor af de 14%, det her er saftet og letdrukket, samtidig med at der er en delikat krydring af lakrids, kemi og fad og animalske træk i finishen som sikrer dybde og fastholder interessen. Meget harmonisk og robust. 

Et skønt glas basis-pinot med både tydelig druekarakter og ophav. Selv for pinot begynder konkurencen altså at blive hård når vi når herop omkring de 20€, men det er alligevel et rigtig godt bud på italiensk PN i mellemklassen. 135,- hos Carlo Merolli.
88

lørdag den 31. august 2013

2010 Instaglio, Trentino Pinot Noir



Helt straight og ligetil pinot uden fad fra Trentino.
Lys rubinrød farve og en lidt lukket næse med små fine pinot-toner af hindbær, bolcher, mint og fennikel. Smagen er det bedste - herligt balanceret i let stil med masser af saft og bolcheagtig sødme, glimrende akkompagneret af frisk syre og finish med lakridsrod. Ikke den mest personlige vin, men en herlig hverdagspinot som går til alt lettere mad og faktisk også er frisk og læskende solo. 3 for 180,- hos smagførst.dk
86

torsdag den 15. august 2013

2009 Erste & Neue, Alto Adige Lagrein Riserva ‘Puntay’



Puntay er Erste & Neue’s topserie og lagreinen her vokser på den stejle Putzmauer-mark i Kaltern og lagrer først nogle måneder på barriques, derefter på botti.

Mørk og tæt violet farve, faktisk næsten sort. Mørk og åben duft med frugt af brombær, solbær og æblegrød. ‘Tørre’ toner af pap og hø er med og diskrete fadnoter af kaffe og rågummi. Med frugt kommer kemisk-søde toner frem af bærlikør og lak.
Meget tæt og koncentreret i smagen. Lagreins høje syre tager fat helt fra start og frisker op i den mørke frugt af brombærkompot og balsamico. I finishen kommer engelsk lakrids og letbitre fadtanniner og ud i eftersmagen lidt smørnoter også fra fadet. Fornemmes lidt kort, den høje koncentration taget i betragtning.

En flot og seriøs lagrein, som er heldigvis reddes af den friske syre. Jeg har tidligere tænkt at lagrein ikke er bedst som top-vin, men brillerer på basis- og mellemniveau, og sådan har jeg det stadig. Lagrein er en meget ekstraktrig druesort og derfor bliver det let for meget, især i en varm årgang som 2009. Men Puntay bliver lige på den rigtige side af grænsen og er en lækker, anbefalelsesværdig vin. Spis bøf til;)
89

mandag den 29. juli 2013

2009 Foradori, Nosiola Fontanasanta


Elisabetta Foradori producerer biodynamisk i det sydlige Trentino. Nosiolaen her er en ambitiøs naturvin fra 2 parceller på ialt 2 hektar sydøst for Trento. Spontangæring med 8 måneder på skallerne i amforaer.

Meget smuk lys bronzefarve. Næsen er sky i begyndelsen, men belært af både IV og FV får den godt med luft og 09‘eren her vågner ret hurtigt op med en flot natur-næse med sart elegant frugt af hvide ferskner og æbler sammen med kraftige toner af røg, hav, jern, lakrids/fennikelfrø og hø. Gradvist vokser æterisk-kemiske toner fra den lange maceration frem - nuancer man jo normalt forbinder med (traditionel) rødvin. Starter som sagt ud med at være bly, men vokser til en smuk og intens æterisk duft med stor nuancerigdom.
Blød og balanceret i munden hele tiden med lakrids og salt som dominerende, frugten er blød og den mineralske struktur er kantet og fast. Høj frugtig syre især på bagkanten og i finishen lette tanniner, lidt alkohol og floral-parfumeret hvid frugt. God længde.

En fremragende vin som er en oplevelse at følge over en aften. Vi smagte den til jomfruhummere og stegt sværdfisk og begge match var sublime. Købt i Italien, men Cibi e Vini importerer Foradori, hvor Fontanasanta koster 245,-
92

onsdag den 19. juni 2013

2011 Kellerei Terlan, Alto Adige Lagrein Rosé


Rosato på ren lagrein som overskriften antyder. Terlan er et af de store kooperativer i Sydtyrol, og her - i modsætning til de fleste andre steder - er det ikke kun en dårlig ting; kooperativerne er generelt velanset i Alto Adige og betaler for kvalitet og ikke kun kvantitet. Druerne her er dyrket i op til 500 meters højde, udbyttet er 60 hl/ha og lagringen et halvt år sur lie i ståltanke.

Mørk lyserød farve. Herlig duft med hindbær, jordbær sammen med søde gala-æbler og en distinkt tone af fennikelfrø.
Smagen har saftig tæt frugt med jordbær i front og masser af salte mineraler. Og der er en en interessant bitter tone som går godt i spænd med den sødlige, saftige frugt og salten. Finish og udklang er moderate i intensitet og længde, men det er overordnet et herligt glas rosato med karakter og attitude. En anbefalelsesværdig vin, som med sin tætte frugt, karakteristiske bittertoner og 13% alkohol også er seriøs til tungere sommermad. Og husk - du kan godt drikke rosé og stadig være en bad-ass!
86


tirsdag den 23. april 2013

2011 Istituto Agrario San Michele all’Adige, Trentino Nosiola



Trentino-specialiteten nosiola fra det velbeskrevne landbrugsakademi i Trentino. Vi var begejstrede for nosiolaen fra 2009 (som vi faktisk har været for alle IASMA vine) og er spændte på 11‘eren her.

Helt lys hvidgrøn farve. Næsen er meget sauvignonagtig med masser af ymer, tomatstilk og sødlig-aromatisk frugt af pære og ananas. Med luft kommer tørt bagværk til - knækbrød og klejner.
Smagen er virkelig salt. Flot syre og godt med bittertoner. En karakteristisk og edgy vin, som trods de heftige saltbitre mineraler er meget imødekommende med en delikat frugtsødme af især ananas. Ymer, knækbrød og godt syrebid i finishen.

Igen et pletskud fra IASMA. Jeg sætter virkelig pris på stilen i de her vine, som er både generøs i frugten og sprød i strukturen. Alle vinene har en klokkeren druekarakter, er friske og har samtidig dybde nok til at interessen holdes fanget. 96 kr. hos Carlo Merolli.
88

mandag den 25. marts 2013

2011 Istituto Agrario San Michele all'Adige, Trentino Sauvignon



Sauvignon fra den navnkundige landbrugsskole i Trentino, som er så leveringsdygtig i druetypiske hvidvine med et umiskendeligt italiensk touch af fylde og kraft.

Helt lys i farven og tilbageholdende i duften som langsomt giver noget fra sig med frugt af pære, forårsblomster og en lille 'tør' tone af hø/halm. En delikat lille næse. I smagen er den sødlige pærefrugt også dominerende men der er godt med rank struktur i form af høj granny smith-agtig syre og aromatiske bittertoner a la æble- og appelsinskal. Der er god fylde og krop med velpolstret frugt og markante sødligt-viskose toner af anis i finishen. Forløbet er glimrende og når vidt omkring - fra en let, prikkende indledning til en mere seriøs og udtryksfuld afslutning.

En herlig og meget vellavet hvidvin som både er frisk og fyldig og vækker behag bordet rundt. Den virker ikke helt så karakterfuld som fx. nosiolaen eller rieslingen fra samme hus, men lidt mindre kan også gøre det. Carlo Merolli importerer og har lige nu et meget attraktivt udsalg på det hvide IASMA-sortiment.
87

onsdag den 13. marts 2013

2008 Franz Haas, Alto Adige Pinot Nero



Franz Haas både køber og dyrker druer fra i alt 50 hektar, hvoraf lidt over halvdelen tilhører familien Haas selv. Druerne til pinot nero'en her kommer bl. a. fra Mazzon, hvor Haas har parceller på den øverste del, ved siden af Gottardi. Udbyttet er 35-40 hl/ha, gæres spontant i åbne kar og lagrer et år på barriques.

Helt lys gennemsigtig tomatrød. I duften er der vidunderlig pinot-karakter med frugt af hindbær, tranebær og skovjordbær sammen med sødlakrids, karse, spearmint og gummi - et komplekst aromaspil med et fint højfrekvent mineralsk spor og afstemt fad. Med luft drejer duften i en sødere retning med jordbær, vanilie og skocreme.
Smagen er virkelig salt med sød saltlakrids (Saltbomber) og frugt af især tranebær. En fornemmelse af icebergsalat og sød mint indføjer sig i mineraliteten og i finishen smørtoner fra fadet. Med luft bliver frugten mere slikken og jordbær/vanilie-agtig, som dog holdes godt i ave af den levende syre. Især den røde frugt holder langt ud i eftersmagen.

En poleret og læskende pinot, som det er en sand fornøjelse at dufte til og drikke. Masser af kompleksitet og dybde og samtidig en saftig drikbarhed. Rund, uhyre velbalanceret og med delikat pinot-karakter. 230 kr. hos Laudrup.
90

lørdag den 16. februar 2013

2008 Muri-Gries, Alto Adige Pinot Nero Riserva 'Abtei'


Benedektinerklostret Muri-Gries i Bolzano producerer hovedsageligt lagrein fra ca. 30 ha marker omkring Bolzano. Men også hvidvin (15%) og en andel schiava og pinot nero. 3 hektar ligger ved selve klostret, resten er parceller omkring Bolzano og Appiano. Produkterne er delt i to serier, hvor 'Abtei' er riserva-serien. Pinot Nero Riserva vokser i 600 meters højde ved Appiano, macererer i 12 dage og lagrer 14 måneder på tonneux.

Rubin- til tomatrød farve. Duften er helt fremme lige fra åbning med karamel, nødder, lakridspulver og snavsede toner af stald og muslinger, som gradvist viger for en teutonisk pinot-frugt med skarpe skovjordbær, hindbær og stilk.
Smagen er kølig med den karakteristiske letgrønne bittertone i den salte, røde frugt. God viskositet, blød fylde og medium syre. Saftighed, elegant sødme og balance er hovedindtrykket her og så kommer den italienske lakrids, som med luft antager mere læder- eller jordagtige associationer. Finishen er mediumintens ligesom længden - men langt ude er det som om vinen her vinder styrke med et herligt spil af røde bær og lette fadaromaer af nødder og skov.
En flot pinot - igen fra det kølige 2008, som er leveringsdygtig i super AA-pinot lige nu. Med en dag i flasken har både smag og især duft tabt højde, med en mere straight og renere profil. Mangler lige lidt intensitet og vedholdenhed for at komme helt op at ringe. €18 i Tyskland hos Unserweinladen.de
89

lørdag den 2. februar 2013

2009 Nals Margreid, Alto Adige Pinot Noir Mazzon



Skulle man illustrere forskellen mellem årgangene 2008 og 2009 for pinot noir i det meste af Europa, kunne man fint gøre det med Nals Margreids version fra den navnkundige Mazzon-mark. 2008'eren var en pinot-åbenbaring af skinnende lys, ultraslank frugt med et væld af komplekse, æteriske krydderier. Knastør, kølig og superelegant.

2009'eren her er mørkere i både farve og frugtprofil med bløde blommer, marcipan, sødlakrids og tobak i duften. Smagen er præget af sødlig frugt med let likørpræg, selvom de 14,5% er maskeret ret godt af en velbalanceret frugt og mest fornemmes som viskositet og fylde. Fin kølig mineralitet, lækker Barbaresco-agtig sødlakrids og præcise små tanniner, men det varme indtryk vender tilbage i afslutning og eftersmag med likør og julekrydderier. 

En rigtig god madvin som har syre og alkohol nok til at skære gennem fede retter, og der er er egentlig fin karakter - bare ikke så meget drue-ditto. En dejlig vin, men slet ikke en opvisning i pinot noir som 2008'eren var det.
87

onsdag den 23. januar 2013

2011 Tiefenbrunner, Alto Adige Pinot Nero Turmhof


Purung pinot fra Tiefenbrunner's mellemserie 'Turmhof'. De unge stokke står på to forskellige marker omkring Kurtatsch, den ene i 4-500 meters højde, den anden helt oppe i 850 meter. Modner 8 måneder på store fade og brugte barriques.

Ung farve med lysviolette træk. Temmelig pinot-typisk næse med livlige røde bær og saltlakrids. Lukket, men med luft kommer røg, sødlige krydderier og råt kød til, og duften åbner op og bliver mere interessant. Også smagen åbner gradvist op og er efter et par dage i flasken blevet virkelig delikat med velbalanceret rød frugt af ribs og hindbær og toner af røg og kød i finishen. Mellemfyldig krop og medium længde med en anelse varme fra de 13,5% akohol.
Det er et stykke fra de syre- og mineraldrevne tyske basispinot'er i stilen, og fornemmelsen er meget italiensk med rund, syrlig frugt og bløde lakridsnoter. Men det er godt, især den sidste sjat, så den skal selvfølgelig luftes grundigt medmindre man vil følge opvågningen over nogle dage. €12 i Tyskland hos Unserweinladen.de
86

tirsdag den 15. januar 2013

2009 Alois Lageder, Alto Adige Pinot Noir



"Vores mål er ikke at producere imposante, vægtige vine som imponerer ved blindsmagninger. Vi vil lave alsidige vine med dybde, som man gerne drikker 2. glas af og som passer sammen med mad". En sympatisk indstilling hos Alois Lageder, som passer som hånd i handske med vores egen. Lageder er under gradvis omlægning til biodynamisk produktion, og de laver to blauburgundere hvoraf denne kommer fra 10-40 årige stokke på en håndfuld små parceller på det øverste Mazzon i 400+ meters højde. Udbytte på 56 hl/ha, gæring på stål og lagring på slavonske botti i 15 måneder.

Rubinrød farve med grantrøde træk. Næsen åbner lidt tilbageholdende med saltlakrids, kirsebær og guldkorn og åbner efter en dags tid i flasken op for mere kompleks rød bærfrugt under masser af røg, urter og lakrids.
Mere decideret pinot-karakter i munden med den delikate og typiske frugt af hindbær, ribs og skovjordbær. Meget salt og tætvævet i smagen, med høj syre og saftig frugt. En forholdsvis smalspektret men intens pinot med god koncentration, cremet/olieret midte og godt med mineralske bittertoner i finishen. Afslutningen er en anelse hård og varm, men ellers er det en flot balanceret vin, som nok er mere italiensk end burgundisk og sender tankerne i retning af en slank barbera af høj kvalitet - med samme madvenlighed og drikkeglæde. €13 i Tyskland hos unserweinladen.de
88

torsdag den 29. november 2012

2008 Haderburg, Hausmannhof Südtiroler Blauburgunder Riserva



Enkeltmarks-riserva fra Haderburg, som dyrker biodynamisk i det sydligste Sydtyrol ved grænsen til Trentino. Husets top-pinot er fra op til 44-årige stokke dyrket i 500 meters højde. Macererer i to uger på ståltanke og lagrer et år på nye barriques og derefter et år på gamle.

Rubinrød farve. Næsen åbner diskret med jordbær, lakridsrod, mandelmasse og karamelagtige fadtoner. Ikke den mest intense eller spændende næse, men ren og fin.
Smagen er anderledes kraftfuld. Her er intens, tæt frugt - fløjlsblød og bred i karakteren, men alligevel saftig og frisk. Jordbær og kirsebær i frugten med et hint af balsamico og med en finish af fin lakridsrod, mineraler og smør-toner fra fadet. Rigtig god længde, flot og kraftfuld i smagen!

Det er en anelse skuffende at denne topvin selv over et par dage ikke rigtig folder sig ud og leverer. Kvaliteten er helt klart meget høj, men stilen er lidt anonym, der mangler ligesom lidt vildskab og pinot-kick ikke mindst i næsen. Men jeg havde også høje forventninger, denne 08'er var blandt mine favoritter på Merolli og Cibi e Vini's pinot nero-smagning i foråret. Lagring påkrævet. Finare Vinare har også smagt.
90