tirsdag den 24. april 2012

Villa Pillo, Cingalino & Borgoforte


Basis- og topvin fra Villa Pillo, som siden 1989 ejes og drives af det amerikanske ægtepar Dyson. Villa Pillo har 40 hektar med vin og ligger i Chianti-zonen, men producerer udelukkende IGT-vine.

2011 Cingalino Toscana IGT
2011 - det er ungt! Basisvin på 65% merlot og cabernet franc, som er kort forbi brugte fade.
Både cabernet franc og især merlot går direkte igennem i næsen med friske solbær, flæskede merlot-kirsebær, youghurt og fennikelfrø. Lille, men frisk næse.
Enkel og mellemfyldig i munden med høj, saftig syre som gør den virkelig vellegnet som madledsager. Godt greb og fint forløb med friske, mørkerøde bær hele vejen og finish med fennikel og spændstig syre.
Ikke mindeværdig, men et godt glas til rustik middelhavsinspireret hverdagsmad.
84

2009 Borgoforte Toscana IGT
50% sangiovese, 40% cabernet sauvignon og 10% merlot lagrer et på barriques.
Mørkt rubinrød farve, næsten tæt i kernen. Dufter indbydende af arketypisk moderne toscaner med friske sorte kirsebær, brakvand og sødlige fadtoner af kanel, vanilie og læder. Der er god intensitet og friskhed i frugten, så fadet tager ikke over, fin næse.
Fyldig og koncentreret i smagen med blød, intens frugt af røde og sorte bær. Delikat, let krydderkage-sødme og en resolut syre balancerer godt mod hinanden. God struktur og tæt finish med godt greb fra (fad)tanniner. Men alkoholen (14,5%) føles efter min mening for høj her, den vælter afslutningen og efterlader en varm hedvinstone i eftersmagen, som ellers har god længde med mørke kirsebær fint understøttet af bittertoner. Når grillbøffen spiller, er det måske acceptabelt - men efter min smag er alkoholen pt. for kraftig til at vinen helt balancerer.
86

Borgoforte minder om så mange andre moderne toscanere i mellemklassen. Til prisen får man dog god uddeling, især hvis man godt kan lide kraftige (oversøiske) vine. Men personligt foretrækker jeg faktisk her og nu den friske Cingalino til maden - en væver sag med saftig, enkel drikkeglæde og ligefrem druetypicitet. 59 og 89 kroner hos A Vinstouw.

Ingen kommentarer: