Korte noter på to rieslinger på basis-niveau fra hver sin side af Tyskland - Alsace og Piemonte:
2006 Saracco, Langhe Bianco Riesling
Et genbesøg - sidste flaske i en kasse, som er blevet nydt og hver gang beundret. Det er ikke den mest elegante og spændstige riesling, men til gengæld er den et studieobjekt i modnet riesling: Petroleumsaromaer, sur-lie-lagringens brune/ristede toner og flygtig syre. En hurtigt udviklet riesling med masser af petroleum, raps, nødder, ristet brød og lidt kamfer i næsen sammen med frugt af citronskal og hjemmepresset æblemost. Syren vågner op i smagen med hård intesitet og et let præg af flygtige aromaer, frugten er tæt i midterregistret med citrus og æbleskræl. Medium+ længde.
Smagen er god, men det er især duften som fascinerer her, man (/jeg) kan dufte til det her i timevis og man glemmer aldrig den duft igen - smell and learn! Kommer ikke helt på højde med den første flaske for et par år siden, men det er stadig godt.
88
2010 Trimbach, Alsace Riesling
Her er der ung hvid i glasset og det dufter mere af Alsace end af riesling. Let citrus- og frisk abrikosduft plus våd slibesten og med luft kommer et lidt uventet strejf af hyldeblomst frem. Smagen er frisk og ret fyldig med en klingende ren frugt i midten af akaciehonning, nektarin og abrikos og en bitter understrøm. I finishen igen hyldeblomstnoten. Knækker lidt brat af i afslutningen, men har en fin udklang med frisk frugt og delikat syre.
En enkel og letdrukket Alsace-vin, hvor man savner lidt druetypicitet, men til gengæld får en delikat frugt og frisk struktur. Stilistisk set er den tættere i frugten, men ikke så sprød som en typisk rhein-riesling på det her basisniveau (generaliseret set).
84
Ingen kommentarer:
Send en kommentar