søndag den 11. november 2012

2001 Gemma, Barolo Riserva 'Tabui'



Etiketdrikkere kan stoppe læsningen her. Cantine Gemma møder man i Dansk Supermarked med forskellige Piemontevine af middelmådig kvalitet, og husets ry er derfor til at overse. Men Gemma har også et andet ansigt med få vine af høj kvalitet fra egne marker. Den udmærkede Barolo Colarej er ikke til at kende fra négociant-baroloen, og især de store enkeltmarksriservaer er virkelig en opmærksomhed værd. Det ved Carlo Merolli, som for mere end 10 år siden udvalgte et blend fra Marenca og Sori Giblin til sin 'hus-riserva' med kælenavnet Tabui (efter Piemontes trøffelhunde). 99, 00 og 01 blev aftappet, 04 og 06 synes på vej(?) Små to ugers maceration og to års lagring på barriques.

Smuk rubinrød farve med brunlige træk. En helt fantastisk duft vælter op ad glasset og giver min medsmagerske gåsehud og rejste nakkehår ved første snif. Utrolig kompleks og åben med alle markørerne på stor Barolo. Vidunderlig frugt med både sødme og friskhed - kirsebær, blomme, lynghonning, æblecidereddike. Æterisk kerne med lak, harpiks og medicinskab. Det hele indhyllet i intens kamfer, svampe, skovbund, afbrændt træ og rågummi-toner fra fadet. Jeg stopper her, men kunne blive ved..
Smagen skuffer ikke. Bred, ædel og uhyre velbalanceret med dyb, moden nebbiolosødme samtidig med masser af fasthed i strukturen: Kraftfuld syre og mørk, integreret tannin som ligger som en understrøm i hele forløbet. Frugten er kirsebær, appelsin og blomme og der er toner af fiskesauce, kamfer og ingefær i finishen, hvor også fadet er tilstede som toner af mørdej og gummi. Intens og koncentreret men med så fin balance og gennemsigtighed at det på intet tidspunkt bliver for meget. Flot længde.


På alle måder en fremragende Barolo, som stolt har slået sit drikkevindue op. Der er materiale til lang tid endnu, men lige nu er der både ungdom og modenhed - og fremfor alt en imponerende balance. Stort! 320 kr. hos Carlo Merolli.
94

4 kommentarer:

Lessrof sagde ...

Oj så sugen man blir efter den beskrivningen! Provade -99 för två år sedan och skrev då i noteringen "toner av köttslig lusta". Minns därmed vagt både gåshud och resta nackhår även hos min medsmakerska. Tack för påminnelsen!

Piu Rosso sagde ...

Hej Lessrof!
Ja, det her er virkelig fremragende Barolo! Jeg har ikke smagt 99'eren desværre, men 00 og 01 overfor hinanden, hvor 00 klart var bedst..(!) Det er dog mere end et år siden og 01'eren er virkelig flot åben nu + har stadig mange år foran sig - ligesom sikkert 99'eren har det. Har du sikret dig flere af dem? Carlo har vist kun 01'erne tilbage nu.
VH Niels

Finare Vinare sagde ...

Det där låter riktigt lockande, Niels!

Ja, 00 var ju också väldigt god och färdig att njuta. Fast man kan väl föreställa sig att 01 är den som vinner i längden?

Lessrof sagde ...

Tyvärr var 99:an bara en enstaka flaska, men då kan man ju i stället köpa 01 med extra gott samvete. Den låter verkligen lockande. Bra tips!
vh