torsdag den 29. maj 2014

2012 Cigliutti, Langhe Nebbiolo


Cigliuttis nebbiolo er fra cruen Bricco di Neive i Neive (Barbarbesco) og er tidlig aftapning af Via Erte-Barbarescoen. 15-årige stokke, udbytte på max 35 hl/ha, vinifikation på stål og lagring på stål og botti, 5 måneder på hver.

Transparent rubinrød-violet farve. Herlig kødfuld nebbiolonæse med friske svampe, kirsebær, kamfer, rust, ferskensten, kul og kridt.
Sødlig blomme- og kirsebærfrugt og overraskende (sød)lakridset i smagen. Flot fylde og tredimensionalitet i kroppen. Syren er moderat til høj, de kridtede tanniner er lækkert faste med ungt aggressivt bid i finishen. En lille anelse alkoholvarme (måske blottet af den tilbageholdne syre?) er eneste anke.

Det er helt tydeligt at vi er langt over almindelig basisnebbiolo, det her er virkelig flot og i liga med fx. Sottimanos Langhe Nebbiolo (fra Basarin-marken også i Neive) eller Produttoris Barbaresco. Masser af klassisk nebbiolokarakter og en flot udvikling i flasken, som indikerer potentiale.
Købt i den fine lille Løve's Vincafé i Borggade, Aarhus, som også importerer. 135,-
90

mandag den 26. maj 2014

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir og Rosé


2 unge basisvine fra Josten & Klein, som ligger lige hvor Ahr munder ud i Rhinen, og har marker i både Ahr og Mittelrhein. Her er det spätburgunder og rose fra Ahr

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir
18 dages maceration og et halvt år på brugte barriques.
sødlige aromaer af stald og friskkværnet kaffe, intens spændstig frugt af parfumerede hindbær, multebær og tranebær med lidt sødme af tørrede bær nedeunder. En slikken og lækker næse.
Smagen er rigtig lækker, både frisk og sødmefuld frugt med røg og salmiak i finishen. Ingen tanniner eller mineraler - det er saftdrevet pinot det her, skabt til mad og sommer. Men med antydningen af animalske toner og det herlige røg-pift i afslutningen er det heller ikke for simpelt - nærmere enkelt, saftigt og elegant. Endnu en virkelig flot vin fra Josten & Klein. 100 kr. hos WineFly.
88

2012 Josten & Klein, Ahr Rosé
Rosé på spätburgunder og regent, som er høstet og gæret seperat og lagret et halvt års tid sur lie på tank.

Flot lys laksefarve. Fin og intens duft af jordbær, ymer og fenikel. Slikken næse, men de mørk-bitre aromaer til at støtter godt op. Let friz i munden, sprød tekstur som har en skøn saftet frugt. Godt med sødme henover midten og så en fenikel-præget finish, hvor jordbærene drejer i en mere syrlig retning og ender slankt og friskt.
Fin og letdrikkelig rose, som har klasse. WineFly importerer, 90 kr.
86


lørdag den 24. maj 2014

2011 Ankermühle, Rheingau Riesling 'Jesaja'


Skalmacereret riesling fra økologiske Ankermühle i Rheingau. Spontangæret, lagret to år på barriques og aftappet uklaret og ufiltreret.
Mat mørkegul farve med grønlige strejf. Hamrende intens næse med masser af både riesling- og orangemarkører. Kraftig og syrlig frugt af friske citroner og appelsiner, hybenroser, lette petroleums- og asfalttoner, limstift / syntetisk stearin, hasselnødder og mineraler af vådt grus.
Smagen er præget af appelsin i frugten og en heftig syre. Frisk mynte og mørke toner af kul og lakrids kører underneden. Usaltet men meget intens og fremfor alt i rigtig flot balance. Letbitter finish med grøn the, gummi, fadaromaer af nødder og vanilie og slank syrlig citrusfrugt. Der er et spændende spil og liv i vinen hele tiden og det vækker drikkeglæden og interessen. Stor vin! Orange Wines sælger i Tyskland.
91


torsdag den 22. maj 2014

2011 Cisterzienser Michel, Sauvignon Blanc trocken ‘Junge Reben’


Sauvignon fra Michel i Rheinhessen. Det her er ikke 'stor' vin, men jeg kan på den anden side ikke finde på noget som ikke er perfekt her. Fantastisk drikkeglæde som kombinerer tysk sprød basis-lethed med sauvignons lækre aromatik. 
Gulgrøn farve. Klokkeren sauvignonnæse med tomatstilk, sprød pære og en anelse ymer. Smagen har perfekt balance mellem syre og frugtsødme. Frugt af pære og tomat. En uhyre sprød tekstur understreget af en lille smule friz og en fin bitterhed som det er karakterisktisk for sauvignon. Lille mineralbid i finishen som er perfekt afstemt. Love it! Er god og åben også helt nede ved køleskabstemperatur. 75 kr hos WineFly.

mandag den 19. maj 2014

2011 La Toretta, Salento Negroamaro ‘Enne’


La Toretta producerer to rødvine fra gamle fritstående stokke i Salento. Her er det negroamaroen Enne, som gærer spontant i åbne tanke og lagrer på barriques et halvt år.

Fadpræget og varm næse til at begynde med - ristede nødder, søde kirsebær, blomme i madeira, brændte figner, farin, yoghurt. Med masser af ilt sker der ting og sager og duften folder sig ud i en mere klassisk retning med røg, stegt kød og frugt af søde kirsebær og rødt æble. 
I smagen kommer den varme frugt tydeligt frem med brændte figner, bagte valnødder i sirup og ligendende bagt-søde associationer. Strukturen er dog i top og holder helt klart denne vin på den rigtige side af grænsen - god syre, relativt lav alkohol (13,5) og et flot tanningreb i afslutningen. 115 kr. hos Carlo Merolli.
87

søndag den 18. maj 2014

2012 Chateau Cambon, Beaujolais


Til Ved Stranden 10s vidunderlige tallerken med vildsvinepølse, gåserillette og Arla Unikas ost Havgus, var denne beaujolais helt i skabet. Biodynamisk dyrket og ikke-interventionistisk. De navnkundige Chanudet, Lapierre og Chamonard gik sammen om at købe den her mark udenfor alfarvej med op til 100 år gamle stokke.

Maceration carbonique, spontangæring, ingen svovl og kort lagring på ældgamle fade. Ikke så kraftig næse, faktisk temmelig lukket men med fin slank frugt af tidlige blåbær og hindbær og så en lille animalsk biotone. I smagen er den fantastisk elegant, saftig og let - og med en finish hvor syre, lakridstoner og animalsk læder laver en flot kadence. Ikke særligt lang, men med en meget speciel og original eftersmag af de helt slanke bær plus skovsyre, kløver og andet grønt. Fint bekendtskab!

lørdag den 17. maj 2014

Monferrato Bianco


Fordommene mod piemontesisk hvidvin er at druerne er lidt syrefattige og de gode marker bruges til alt andet end grønne druer. Her tester vi et par hvide fra Monferrato, som man må formode har lidt bedre plads til grønne druer end Langhe. Begge fra Carlo Merollis forårsudsalg, hhv. 62 og 45 kroner. Iøvrigt sjovt at se de temmeligt forskellige etiketstrategier her:)

2012 Castello di Gabiano, Monferrato Bianco ‘Corte’
Sauvignon vinificeret på stål og lagret dér et halvt år sur lie. Helt klassisk, enkel sauvignonnæse med masser af tomatstilk og frugt af kølig pære og fennikel. I munden har den fin syre og er både frisk og crispy. Frugt af sprød pære og gala-æbler og med en markant tomatagtig bitterhed hele vejen. Der er ikke så meget at skrive hjem om, men en glimrende, enkel og druetypisk sommerhvid. Grignolinoen fra Gabiano er fremragende.

2010 Franco Mondo, Monferrato Bianco
En blanding af cortese, favorita og chardonnay, som ikke har så meget at byde på - måske skulle den have været yngre. Alkoholen er høj (13,5), hvilket giver et lidt tungt præg, fordi syren er meget lav og frugten dæmpet. Mandler, melet æble og lidt tropefrugt i en noget enstrenget aroma og smag.

PS.
Ikke fra Piemonte, men fra samme forårsudsalg var 2009 Fattoria Zerbina, Albana di Romagna  - en helt igennem skøn hvidvin, stadig helt frisk og crisp med flot balance og et udviklet, seriøst fundament. Jeg havde ikke forventet mig meget, men blev overordentligt positivt overrasket.

onsdag den 14. maj 2014

Josten & Klein, Riesling


Siden jeg smagte Josten & Kleins basisriesling i Berlin for et års tid siden, har jeg holdt øje efter en kilde til det her originale hus. Nu er Josten & Klein kommet til Danmark - den lille importør af tyske vine WineFly er begyndt at importere, hurra for det!

2012 Josten & Klein, Leutesdorfer Gartenlay Riesling trocken
Lagen-riesling fra Mittelrhein som høstes sent og gærer spontant på første- og andetårsfade, hvor den lagrer et halvt års tid sur lie. 4,4 g/l restsødme og 13,6% alkohol.
Dyb gylden farve. Ung, tæt duft med flot frugt og fantastisk krydderi. Pære og papaya i frugten og stor seriøs kryddertone af tobak, kagedej, salmiaklakrids, nelliker og peber. Med luft folder duften sig ud og man tænker frem på hvor fantastisk det her kan udvikle sig med lagring.
Tæt og stor i smagen med en generøs frugt med den krydrede aromatik og sødme. Hen mod finishen trækker frugten sig tilbage og vinen drejer i tør retning med hårdt bid fra syre, peberkrydderi og næsten tanninagtige kalkmineraler. Lang og intens i eftersmagen.
En meget stor riesling, fantastisk balance, koncentration og nuancerigdom. Helt klart ung nu og vil kun blive bedre de næste mange år. 225 kr. - en meget rimelig pris for riesling i det her format.
92

2012 Josten & Klein, Riesling “R”
Josten & Kleins mellem-riesling macererer 18 timer inden spontangæringen i ståltank, hvor den også lagrer sur lie et halvt år.
Lys gul farve. Herlig åben næse med masser af karakter. Mirabeller, melon og æble i frugten sammen med masser af  mørke mineralske toner af asfalt, røg og grus.
Fantastisk syre og bid i smagen. Mellemfyldig og velbalanceret med de mørke mineralaromaer foran den fine sprøde frugt. Den er intens og hidsig i syre og mineraler, en markant vin som vil noget og har kant.
Tydeligvis en ‘mindre’ vin end Gartenlay, men den drikker på en måde bedre nu her - der er en vidunderlig transparens i frugten og karakteren står rent og markant. Ligesom store- og lillebroderen en herligt radikal rieslingfortolkning. 130 kr.
90