Hvad er mere beskrivende for min kærlighed til italiensk vin end her i en jubilæums-post at have to druesorter som aldrig har været med før på Più Rosso. Trods 500 indlæg og et bestandig nysgerrigt approach. Sådan er vin-italien - der er altid nyt at opdage, en fantastisk diversitet venter den som søger!
2008 Borgo San Daniele, Arbis Ròs Venezia Giulia IGT
Pignolo fra Cormons i Friuli. 15 dages maceration og lagret et år på fade af forskellig størrelse.
Rødsort med lilla skær. Frugtdrevet og intens næse med tæt solbærfrugt og let krydring af jern, nelliker, allehånde, læder og tobak. Intens i smagen - uhyre velbalanceret med stor, intens solbær-frugt og kirsebærsovs med en bagt sødme og sødlakrids, der pakker den intense syre flot ind. Herligt kraftige tanniner og bittertobak lukker til sidst.
2011 Zidarich, Teran Venezia Giulia IGT
Terrano fra Carso i det østligste Friuli, hvor Zidarich er et af fyrtårnene for naturlig vin. Biodynamisk, spontangæret uden temperaturkontrol med 4 ugers maceration, lagret i 20 måneder på botti og aftappet ufiltreret.
Flot og forførende næse med hyldebær, blåsyre, kommen og gran. Rank og fast i smagen med sin slanke hyldebær-prægede frugt, syngende syrestruktur og metalliske mineraler. Ung, frisk og let i kroppen men med masser af mørkfrugtig intensitet. Små elegante, læderagtige tanniner afslutter og blåsyren (a la bittermandel) kigger frem i eftersmagen.
To blåfrugtige og tætfarvede vine i hver sin stil, men med lige stor personlighed og typicitet. Zidarich vinder mit hjerte med det samme, det er en fantastisk kombo af friskhed, lethed og intensitet. Men til mørke, indkogte ting er pignoloen et suverænt match.
2 kommentarer:
Intressant läsning. Kan inte påminna mig att jag provat Borgo San Danieles viner men jag kan ha fel. Pignolo är hur som helst en intressant druva. Teran är onekligen en aquired taste. Syran skrämde bort mig ett tag men nu är jag helsåld.
Kan du anbefale andet godt pignolo, Ingvar? Det er svært at finde rigtigt. Udover Bressan kan jeg ikke huske at jeg er stødt på pignol i dansk handel..
Send en kommentar