Usvovlet, biodynamisk vin med 4 år på gærresterne i små fade. Hovedsageligt chardonnay med lidt sauvignon og welschriesling. Ewald Tscheppes Weingut Werlitsch i Steirerland er demeter-certificeret. Der er kalkmergel i undergrunden og i kælderen tilsættes ingenting, ligesom vinen heller ikke filtreres ved aftapning.
Superkraftig fadnæse - der er dømt reel whisky sour: Citronsaft sammen med et stort register af fadaromaer - gran, træ, røg, enebær, nelliker og kaffe. Det dufter meget af ung, heftigt fadet bourgogne: Grønne æbler og citrus i frugten bag træet og godt med slanke kalkmineraler.
Let og elegant krop i munden med høj, meget intens syre og tæt citrusfrugt, igen sammen med grønne æbler. 12,5% betyder her slankhed og dejligt fravær af sødlige glyceroltoner. Tæt og flot struktureret, meget velbalanceret og fokuseret. Fin og koket syrlig finish med smør og golden delicius æbler.
En virkelig flot vin, hvor næsen desværre er gemt rigeligt væk bag det kraftige fad. I smagen er træet meget mere subtilt, fordi strukturen er så tæt og syren så høj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar