Azienda Agricola San Valentino er et nyt, moderne hus tæt ved Rimini i Emilia-Romagna. Der produceres fra 28 hektar med lave udbytter og en stor ny-anlagt barrique-kælder. 'Luna Nouva' er på 80% cabernet sauvignon og 20% merlot med et udbytte på 25 hl/ha. Lagrer et år på 80% nye barriques og aftappes ufiltreret.
Farven er tæt sort-rød med rødbrune kanter. Tung og mørk, moden duft med kraftig tobak, våd jord, læder, balsamico og tæt frugt af solbær og kirsebær. Det er en lækker duft som begynder lidt introvert, men åbner godt op med luft.
Smagen har meget kraftig sødlakrids og koncentreret, stringent frugt med balsamico- og bitre jordtoner. Tæt fornemmelse i munden og en koncentreret, mørk syrestruktur. Finish og eftersmag er til at begynde med domineret af alkoholvarme, men med luft bliver afslutningen mere harmonisk med fin tobak og lakrids og integrerede tanniner vågner op, ligesom længden i frugten tiltager.
En mørk og seriøs vin, som er overraskende 'italiensk' (i moderne toscansk stil), på trods af at udgangspunktet mildest talt er bordeaux-inspireret. Blindt ville jeg ikke have gættet på ren fransk druekombo, hverken på duft eller smag. Frugten er tæt og sluger fadet virkelig overbevisende, det er ikke tydeligt at der er tale om nye barriques. Flot vin, luft den godt.
88
Ingen kommentarer:
Send en kommentar