Brachetto d'Acqui er den mindre kendte røde søster til den allestedsnærværende Moscato d'Asti. Brachetto dyrkes pletvis i det meste af Piemonte, men har sit egentlige hjem i Asti og Alessandria, især i området nord for Acqui Terme i DOCG'en Brachetto d'Acqui. Giacomo Bolognas 'Braida' er kendt for store, moderne barbera-vine, men laver også andre enkeltsortsvine fra Asti, bla. en aldeles glimrende og traditionel grignolino. Den søde brachetto her får skalkontakt i knap 2 døgn og gærer videre i tryktank indtil aftapning.
Lys, transperant rubinrød farve med lyselilla reflekser og let, hvidt skum. Duften er intenst indsmigrende med jordbær, kirsebær, vanilje, hyldeblomst og røde æbler.
Fløjlsblød og samlet i smagen med blød mousse og dyb frugt af kogte jordbær, modne krisebær, vanilje og en fascinerende tarte tatin-agtig karamel. Perfekt mousse, bredspektret sødme, levende bær-syre og fin længde med især røde æbler.
En overlegen brachetto vævet i charmeuse. Bag det letlevende ydre har den en rund dybde, som åbenbarer at vi er på højeste kvalitetsniveau for typen og langt fra det sodavandede. 170/140/120 ved 1/6/12 stk hos Philipson eller €11 hos mair-mair.it i Italien.
90
Ingen kommentarer:
Send en kommentar