torsdag den 25. juli 2013

2010 Tenuta Montanello, Dolcetto d’Alba



Dolcetto fra Montanello-marken, som ligger i Castiglione Falletto mellem Bricco Boschis og Parussi. 4 af 11 af Tenuta Montanellos 11 hektar er beplantet med dolcetto. Vinificeret på stål. 

Mørk lilla farve med rubinrøde træk. Vidunderlig dolcetto-næse med al den saftige frugt man kan ønske sig - blåbær, brombær og kirsebær bakkes op af lakrids, violer og en slags hud.
Smagen er saftig, læskende - perfekt balance mellem den mørke frugt og strukturen. Syren er høj og levende og et let metallisk lakrids- og tanninbid lukker i finishen. Det her er arketypisk dolcetto, den perfekte madledsager som ikke inviterer til lange analyser, men som man savner så meget når den ikke er der!

Både Montanellos basis-barbera og basis-nebbiolo fra 2011 skæmmes noget af hele 15% alkohol, men her i 10-dolcettoen er der ren og skær drikkeglæde og med 13% ingen slinger i valsen. 89 kr. hos Il Buco i Njalsgade.
87

Ingen kommentarer: