mandag den 15. juli 2013

2011 San Paolo, Fiano di Avellino 'Lapio'



Fiano fra Lapio-kommunen lige syd for Taurasi by i Avellino-provinsen. Fiano d’Avellino er den ene af de to store klassiske hvidvine fra Kampanien, denne udgave er fra Magistra Vini-huset San Paolo er vinificeret på stål og ligger 3 måneder sur lie.

Lys gulgrøn farve. Åben og generøs næse med masser af karakter og personlighed: Flot krydring af røg, mandler, anis, vanilie og pecorino ligger side om side med frisk frugt af grønne æbler, hvide blomster og melon.
Frisk og spændstig i smagen med en markant salthed og sprøde bittertoner som giver et delikat afbalanceret udtryk sammen med den friske æble-frugt. I det hele taget er det en udtalt harmonisk smagsindtryk - syrlig, sprød og frugtig på samme tid. Medium intensitet og længde.

En herlig og ekstremt anvendelig hvidvin som imponerer med sin kombo af drikbarhed og personlighed. Et flot eksemplar af Fiano d’Avellino - minder om Mastroberardinos Radici i stilen, men er renere og friskere. Og så er vi skønt nede på 12,5% - alt for mange af de store hvidvine fra Italien er oppe på mindst 13,5. 139 kr. hos Carlo Merolli.
89

Ingen kommentarer: