Hvis man ikke helt har råd til at efterleve Carlo Merollis sympatiske slogan ‘Barolo til hverdag, Lambrusco til fest’, kan det modsatte også gøre det - ikke mindst her i sommervarmen. 2012-udgaven af Merollis egen etiket fra det store lambrusco-hus Chiarli er ligeså læskende og frisk som dens foregængere og selvom prisen er steget, er det stadig et autentisk glas til få penge.
Dyb mørk rubinrød farve med lyserødt skum. Duften er åben og frugtig med klare mørke kirsebær foran de andre skovbær og en let mineralsk tone af kridt og røg. Masser af saftet frugt og samtidig en flot vinøs næse.
I smagen er den supercremet med intens mørkerød frugt, blød mousse og flot afstemt balance mellem sødme og syre. Mister boblerne lidt hurtigt, men der er på den anden side få argumenter for at lade den her saft stå i glasset.
Den perfekte aperitivo eller ledsager til ikke for søde frugtdesserter. Amabile (halvsød/halvtør), 8% alkohol. 65 kr. hos Carlo Merolli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar