Vinduo 2015

Rosforth og Vinrosen bød op til dans i Odd Fellows fine sale sidste weekend. Omgivelserne skriger Bourgogne, og det er der da også en del af - men bourgoisie-fimsen luftes ud af de rebelske øko-producenter, der gør tingene præcis som de vil. En virkelig flot smagning, her et par noter på noget af det mest interessante:

Et enkelt blik ind i lokalet og man ved hvem smagningens eneste italiener er. Guilio Armani er vinmager hos La Stoppa og har her sit eget projekt Denavolo med orange vine fra Emilia Romagna. Alt er økologisk, vinene spontangærer med skalkontakt og der tilsættes ingen svovl, ingen klaring eller filtrering.

Topvinen Dinavolo er et blend på bl. a. på malvasia candia aromatico, marsanne og sauvignon med 4 måneders skalkontakt og to år på botti. 2010 Dinavolo er en smuk vin med letbrændte toner af farin og malt og masser af oxiderede aromaer. Syren er rigtig høj i munden og der er fin tannin i finishen. Ingen tvivl om at det er radikale vine vi har med at gøre, jeg elsker kompromisløsheden her! 2008 Dinavolo har relativt få ox-toner og er bredere og mere udviklet - tungere og dybere i aromaspektret: lak og fernis spiller her sammen med karamel, kløvet træ, læder og staldtoner i en harmonisk helhed, der mere minder om fx. ældet nebbiolo end hvidvin. 2006 Dinavolo har igen masser af oxiderede toner og dyb aroma af lynghonning og kogte stikkelsbær og bittertoner af lever og rust. En meget intens vin, næsten voldsom i sin aromastyrke.

Alle tre årgange har flot syre- og tanninstruktur og dyb, flerlaget frugt med både friske og udviklede elementer. Vi er i toppen af italiensk orangevin her, og det siger som bekendt ikke så lidt!

Armani havde også 2010 & 2011 La Stoppa, Ageno med, ligeledes på malvasia candia aromatico, her blandet med bl. a. trebbiano. 30 dages maceration og 12 måneder på brugte barriques. Meget mørke, næsten brune, og ret ekstreme i deres udtryk også, masser af calvados og lever i næsen og mærkbart højere alkohol. Men flotte vine, lidt mere mad-krævende måske.

I den anden ende af spektret - det friske og hvidgule - finder man Jo Landrons superærlige vine fra Muscadet-Sèvre et Maine. Økologiske, sur-lie lagrede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Især den mousserende NV ‘Les Atmosphères’ imponerede med overraskende kompleksitet og harmonisk mund-feel og duft af anis, hvedebrød og hvid fersken. 2012 Melonix VdF er helt usvovlet og var den bedste af de stille hvide med rugbrøds-aromaer inde bag den slanke, saftige hvidblomstrede frugt. Fine bittertoner. Dette er ikke de dyreste vine, men hvor er det dog godt!

Pierre Frick fra Alsace laver klokkeklare biodynamiske enkeltsortsvine fra Alsace, hvor druekarakteren går fuldstændig rent igennem. Smuk, klingende og helt ren pinot noir, ung klassisk riesling fra skolebogen og fed, lavendel-/hyldeblomstret og hamrende aromatisk gewürztraminer. Men det er pinot gris’erne der er sjovest, ikke mindst den skalmacererede 2014 Pinot Gris Macération med 2 ugers skindkontakt, hvilket for gris betyder at den er decideret rød-roséfarvet. Fantastisk anisduft af Kongen af Danmark-bolcher og frugt af roser og ribs. Nul svovl. Også superflot oxidativ 2009 Pinot Gris og 2013 Blanc et Noir på lige dele pinot blanc og noir med især en vidunderlig duft af tang, æg og saltmineraler.

Maison Pierre Bourée (récoltant-négociant) stiller med et flot line-up med en forbilledligt gennemtænkt rækkefølge, hvor logikken findes i vinene og ikke tallene - 1998, 2010, 2007, 2006, 2002, 2006. Her er det klassisk Bourgogne med årgange der går rent igennem, lige fra de elegante, over de helstøbte og til de kradsbørstige. Vinene er ikke økologiske, men der bruges ingen ukrudtsbekæmpelse. Spontangæring og lagring i to år på barriques. 1998 Chambolle-Musigny er utrolig elegant og i balance med læder, sart lakrids og skovjordbær. 2006 Beaune 1er cru Les Epenottes er fint særpræget med masser af mynte og bildæk og kraftige tanniner. 2006 Charmes-Chambertin Grand Cru er endnu vildere med de heftigste pinot-tanniner jeg har mødt. Her snakker vi nebbiolofadprøve-niveau. Helt slank og lys i frugten og på den måde et fascinerende struktur-paradoks.

Rigtig flotte vine allesammen, lyse og klassiske med beherskede fadaromaer mere i dild- og kanel-genren, fremfor de mange mørke kaffe/gummi/nellike-toner man finder hos nyere og mere hårdt ristede fade..



Charles Dufours biodynamiske champagner var højeste klasse, ihvertfald dem på pinot noir. Blanc de Noir Haut de Guignelle Brut Nature er smuk med ruskind, brød, æblekage i næsen og i munden en så fin cremet-mineralsk finish. Og rosé-champagnen Le Champ du Clos ‘Rosé de Saignée’ var ung og med smukke toner af anisbolcher, roser, ribs og hvedebrød og igen med en fin cremet mund og (med lidt luft) topbalance i forholdet mellem syre, mousse og mineraler.

Andre gode ting:

2008 Dublère, Charmes-Chambertin Grand Cru - klassisk Bourgogne-pinot med velintegreret fad og rigtig elegant og velbalanceret struktur. Kaffe, trøffel, nelliker og jordbær. Også flot 2011 Chablis Grand Cru Les Preuses på indkøbte druer. Men ellers generelt lidt rigeligt fadpræget stil for min smag, selvfølgelig især de yngste vine.

Alexandre Bains vine fra Pouilly-Fumé er skønne og herligt sauvignon-aromatisk i den der grønne, tomatstilkede stil som vi allesammen elsker. Især 2012 Pierre Précieuse var flot og havde fin udvikling med gule æbler, petroleum, anis og masser af salt.

2011 Domaine Trapet, Chambertin Grand Cru havde en utrolig præcis og intens syre og en kraftig, fokuseret frugt med mørke kirsebær, kalkmineraler og tobak som fik mig til at tænke på slank højklasse-sangiovese.