søndag den 14. juni 2015

2012 L’Olivella, Frascati Superiore


Den klassiske Lazio-hvide på et blend af bl. a. to typer malvasia og to typer trebbiano. Mit første glas italienske hvidvin var da jeg var 17 og fik en vidunderlig frascati i et vandglas til en lige så skøn arrabiata på en lille romersk familierestaurant. Hvad der senere kom af rødt og sødt husker jeg ikke, men frascatien var en mindblower på det tidspunkt. Gad vide hvad det var - måske Olivella?

Pæn og straight duft af frisk ananas, lakrids og gummi. Og en godt koncentreret smag med en fin, velsat syre og udmærket balance. Ananas, frugtpastiller og en halvparfumeret bittertone af maling.
Klassisk og konventionel hvidvin, som ikke gør stort væsen af sig, men er en balanceret fornøjelse. Meget mere konventionel end Bombinoen fra samme hus og ikke lige så interessant, men bestemt et godt og læskende glas mainstream hvid fra økologiske druer.
Bombinoen er simpelthen et suverænt glas beskrevet mere indgående her. Hø, fennikel og petroleum i duften og en original, tør og usaltet, smag af lyng, vintergækker, hø og gule æbler.
Carlo Merolli importerer L’Olivella.

Ingen kommentarer: