onsdag den 24. juni 2015

NV Strohmeier, Rosé Sekt


Strohmeiers Weiss no. 6 var ren lykke forleden, vi kører videre på Steiermark-biodynamikken og kigger på husets rosé-sekt på Blauer Wildbacher. Basisvinen (2012) er spontangæret og har 20% reserve-vin. Der tilsættes gær og sukker ved andengæringen på flaske. Ingen klaring eller filtrering og der tilsættes ikke svovl på noget tidspunkt i processen.

Meget smuk rosé-farve med orangebrune skær i den klare, varmt-røde væske. En forbilledlig ren jordbær-note i næsen sammen med kalk og kraftig lakrids.
Modne, rolige jordbær går rent igennem i den friske smag også, her tilføjet blodgrape og igen kraftig lakrids, faktisk er vi ovre i engelsk lakrids i den bittertonede finish.
Der er ikke så meget mere at skrive, og det er nok den eneste anke ved en vin som smager virkelig godt, er ren, ærlig og i flot balance og med karakterfuld bitterhed. Mangler måske noget vildskab eller karakter for at sparke sokkerne helt af, men en flot sekt!

Ingen kommentarer: