tirsdag den 12. marts 2013

2 x 2008 Riserva-Sangiovese



Vi tager et par temperaturer mere på 2008-årgangen i Toscana:

2008 Marchese Antinori, Chianti Classico Riserva
Top-Chianti Classico fra det store kvalitetshus Antinori, som næppe behøver nærmere introduktion. Fra Chianti Classico-zonen laver Antinori også de legendariske supertoscanere Tignanello og Solaia. Riservaen her er på 90% sangiovese og 10% cabernet, som macererer i 16 dage og lagrer et år på barriques.
Kirsebær, kanel og tobak i næsen, som er klassisk-moderne med tydeligt fadpræg og samtidig rank sangiovese-karakter. Frisk i smagen med god syrestruktur, rund kirsebærfrugt og delikat fadpræg i finishen med blødt læder og sødlig krydring. Feminine og ranke tanniner, lidt brat i afslutningen. Mere klassisk og rank end ventet, herligt! (89)

2008 Fattoria Le Pupille, Morellino di Scansano Riserva Poggio Valente [revisit]
Vi parrer Marchesen med en vin fra Maremma lidt længere ude mod den toscanske vestkyst i ca samme stil - ihvertfald er årgang, niveau og druer sammenlignelige.
Næsen virker lidt varmere end Antinori. Her er frugten en smule mere over mod solbær og fadet er mere fudge-præget. Men der er også en dybere kerne med æteriske toner af sødlig lim. Smagen er dyb og intens med mørk frugt, delikat sødlig krydring og elegante tanniner. Ikke helt så aromatisk som sidst, men en vin med intensitet og wow-faktor, samtidig med at den er fast og karakterfuld. (91)

Stilen i begge vine er måske ikke den, der på papiret tiltaler mig mest. Men er det godt, er det godt, og det er begge vine, som virkelig lykkes med at kombinere toscana- og sangiovesekarakter med et understøttende fadpræg.

Ingen kommentarer: