What!? Vermentino nero? Massaretta? Nej, dem har jeg heller aldrig hørt om. To specialiteter fra IGT'en Candia dei Colli Apuani i det nordøstlige toscana, hvor Terre Apuana aftappede første årgang i 2011. Stokkene er gamle dog, 60 år i gennemsnit. Dette er producentens mellemvin med 80% vermentino nero. Økologisk, spontangæret i cementtank og lagret dér et år.
Transparent rødviolet farve. Fantastisk næse med cerutter og roser, virkelig karakterisktisk. Kirsebær kommer til i frugten, sammen med lakrids og kafir-lime - et herligt røgfloralt(!) udtryk.
Smagen er ung og frisk - intenst syrlig med parfumeret bærfrugt af kirsebær, ribs og æbler. Kroppen er mediumfyldig og frugten rund. De 14% alkohol giver mørke og fylde uden at dominere overhovedet - syren er så nærværende og frugten ung og potent.
En flot og herligt levende vin! Cibi e Vini sælger til 160 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar