tirsdag den 22. april 2014

2011 Seehof, Westhofener Morstein Riesling trocken


Ah, når man sætter næsen ned i riesling på det her niveau og med den her karakter, så er det næsten som at møde en savnet ven.
Seehofs Morstein har en skøn duft med lækre petroleumstoner, karamel, tobak og småkagedej foran frugt af råmoset hindbær og melon. Det er så herligt - stringent og åbent på samme tid.
I smagen er frugten tæt og generøs med indkogt æble og hindbærmos og teksturen er sprød - både læskende og ‘stor’ vin. Syren er tændt og der er flot intensitet i hele forløbet, som slutter af i krydret finish med et lille strejf af kaffebønne, sukat og brunkage og så den brede, intense syre som trækker imponerende langt ud i eftersmagen. Ingen spor af de 13,5%.

Klart, jeg kan forestille mig 10’eren som slankere og mere stringent, som FV er inde på i en sammenligning af de to, men det her er utrolig godt og faktisk mere udviklet og komplekst end Leitz’ mere frugtige 11’ere - ihvertfald end Kaisersteinfels, som jeg har gensmagt for nylig. Florian Fauth laver Lagen-riesling fra to marker, Morstein og Steingrube. Atomwine importerer.
92

3 kommentarer:

Lessrof sagde ...

Härlig beskrivning som vanligt! Visst är det här en fantastisk producent. Provade nyligen Morstein Alte Reben 2012. Kändes nästan som en blandning av 2010 och 2011.

Piu Rosso sagde ...

Ja jeg lod mig begejstre efter længere tids rieslingtørke og et par små-skuffelser og er rundhåndet med pointene her:) Men den her 11'er sidder lige i skabet nu efter min mening - måske tager AR'erne lidt længere tid?
VH Niels

Anonym sagde ...

Hej Niels,
Grundet din positive oplevelse gik jeg i kælderen og fandt en flaske frem af samme vin. Meget enig i din beskrivelse og dejligt at den er begyndt at åbne mere op. Glæder mig nu rigtigt meget til Steingrube og Alte Reben, men de skal nok lige ligge lidt længere.

Mvh Mads Eggert

PS. Dejlig blog du har.