onsdag den 29. oktober 2014

2011 Keller, Rheinhessen Scheurebe trocken


Klaus Keller fra Rheinhessen behøver ingen introduktion. Her er det dog ikke hans riesling men scheurebe det drejer sig om. Den kommer fra en lille parcel med gamle stokke på den berømte Morstein-mark, men det må kun skrives på flaskerne med riesling.

Det er en relativt enkel vin, men en fantastisk en af slagsen. Flot, klar og indbydende duft af rød grape og ananas, bakket op af hvid røg og grus.
Smagen er sprød og frisk med en fin sødme og ditto syre. Man siger at scheurebe har en distinkt tone af solbær, men det er ikke så åbenlyst her. Det er mere den kraftige, læskende blodgrape der slår igennem. Kernen er tæt med intens frugtsyre, og finishen domineres af røg- og stenmineralerne.
En nærmest lidt rørende vin, oldschool og fræk på samme tid. 85 kr. hos Atomwine.

Ingen kommentarer: