Har man besøgt et sted og gået i vinmarken, er der noget specielt ved at åbne en flaske med saften af de selvsamme druer, man har studeret på tætteste hold. Da vi besøgte Rheingau i juli 2012, var der stegende varmt, men det var stort set første gang hele den sommer, og det fortsatte heller ikke længe. En kølig årgang med sen høst og på den måde i kontrast til den rekordtidlige 2011.
2012 Leitz, Riesling Trocken har en helt lys hvidgul farve og en fin, frugtig og ung rieslingnæse med grønne æbler, hvide blomster, youghurt og et strejf af anis. Smagen er frisk og levende med en næsten feinherb-agtig sødme. Syren er høj og frugten elegant og gul. En god basisriesling i umiskendelig Leitz- og Rheingau-stil
Til sammenligning er 2012 Bürklin-Wolf, Riesling Trocken fra Pfalz markant mere mineralsk med en sprød og spændstig struktur i forgrunden fremfor intens frugtighed som hos Leitz. Gråpære, mineraler, lakridsrod, estragon og citrus og (med luft og varme) et lille andrag af petrokemi i finishen. Virker egentlig mere afdæmpet og mere kompleks på samme tid. Min favorit blandt de her to herlige og friske rieslinge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar