tirsdag den 5. november 2013

2004 Il Poggione, Brunello di Montalcino



2004 Il Poggione, Brunello di Montalcino
Mørk rubinrød farve. Meget kirsebærdomineret duft præget af primærfrugt og balsamiske anstrøg. Sødlige læder-, gummi- og lakridsfudge-toner. Der er en fin kerne med sødlige, kemiske toner af lim og så næsten lagreinagtige mindelser om halm og pap. Åbner stille og roligt flot op til en dybere og mere æterisk-traditionel næse, det her er klart stadig en ung vin med masser af potentiale.
Utrolig flot og imponerende i smagen. Enorm kraft og balance og et svært beskrivelig greb. Meget heftig syre støttes op af tætte surkirsebær og underliggende toner af kridt, kødfond og balsamico. Aristokratiske tanniner lukker fint og længden er god. En smuk vin, som skal have luft og vil udvikle sig godt i mange år. 2006 koster 285 kr. hos Otto Suenson.
92

2004 Altesino, Brunello di Montalcino
Vi sammenligner med et revisit på Altesinos 04'er. En herlig Brunello i en let og traditionel stil - virkelig drikbar og fint modnet nu.
Næsen har en let sødmefuld frugt af appelsin, rødbede og røde bær og der er en flot æterisk kerne. Jord, sødtobak og toner af grønne krydderurter og blade.
Smagen er frisk med en rødbedeagtig syre-sødme-balance og delikate noter af appelsin og bær. Tanninerne er tilstede som kridtede mineraler inde bagved. Elegant og friskt samtidig med at der er en svampet moskus og skovbund som giveren aristokratisk dybde. I finishen er der lette toner af smør og karse. God længde.
Flot vin - skulle man virkelig springe på 08'erne? 140 kr. koster de nyere årgange i de regelmæssige tilbud på Philpson.
90

Ingen kommentarer: