søndag den 16. oktober 2011

2009 Bersano, Ruché di Castagnole Monferrato

Ruché er en temmelig sjælden piemontedrue, som er berømt eller berygtet for sin specielle og intense parfume. Den er ikke særlig udbredt og at finde en ruché på det danske marked er som at lede efter en nål i en høstak. Derfor er det ret overraskende at Føtex Food pludselig fører et parti ruché, godt nok fra storproducenten Bersano fra Nizza Monferrato, men ikke desto mindre svær at gå forbi upåagtet. Ruché di Castagnole Monferrato er druens 'hjemme-DOC', som blev ophøjet til DOCG fra 2010-årgangen.

Lys, transparent rubinrød farve. Meget særpræget duft, som alligevel oser af piemonte: Ekstremt floral og parfumeret med hindbær i frugten og masser af violer, tulipan, roser - næsten tropeagtig floralitet - sammen med hvid peber-krydderi og en stilket/løgplanteagtig grønhed. Virkelig intens parfume her!
Relativt lav syre og slank, meget elegant frugt med god kraft. Speciel her i munden også, med den parfumerede, krydrede frugtighed i front. Blød og oppulent med et lille animalsk strejf - næsten som æbleflæsk: cremet frugtmos + løg + røget kød. I finishen er der flot frugtkoncentration, medium tanniner og masser af skolekridt (sød mint, lakrids) og hindbær ud i eftersmagen.
Lidt uventet for en lys og ufadet piemontevin, er den blød og cremet i munden, men den relativt lave syre betyder ikke, at man savner friskhed og elegance. En stor fornøjelse, som ikke kun fungerer som vin til mad, men også kan drikkes på egen hånd, fx. på altanen. Blød og parfumeret, men også virkelig frisk i den vanlige slanke piemontestil og en skøn vin til fx pastaretter - aftenens puttanesca kunne dårligt have haft en mere passende ledsager. Minder lidt om den ligeså usædvanlige piemonte-specialitet tør brachetto (fx. Sottimanos Maté), men med meget lavere syre og mere outreret i sin parfume. Varm anbefaling, især til de aktuelle 119 kr. for to!
88

lørdag den 15. oktober 2011

Terroiristen


Jægersborggade på Nørrebro er et fascinerende og sammensat sted. Her er en helt speciel stemning af driftighed på flere niveauer. På den ene side er der de The Wire-agtige scener, komplet med dealernes politiadvarselshuj, gemte stashes og våben på parkerede bilers hjul, og på den anden side er gaden Nørrebros pendant til Værnedamsvej med en perlerække af trendy gourmetsteder - Meyer, Grødbar, Relæ, Coffee Collective mv. - og så byens måske allerbedste vinbar, ihvertfald hvis man er til terroirdrevne italienske vine: Terroiristen. Et enormt hyggeligt sted med et fantastisk sortiment som kommer fra indehaveren Stefan Jensens importfirma Winewise. På væggen kan man se hvilke vine der er åbne i dag og kunne man tænke sig noget andet er det ikke umuligt at det kan åbnes. Derudover er der naturligvis hele flasker en masse og et fint lille spiskort med enkle ting som går godt i spænd med et glas vin. Jeg fik en tallerken god bresaola med parmeggiano og pesto, som var perfekt sammen med et glas:

2007 Giacomo Fenocchio, Barolo
Nys frigivet Barolo Normale fra det klassiske hus i Monforte d'Alba som producerer cru-Barolo fra Bussia, Villero og Cannubi. Traditionel stil med naturgær, 4 ugers skalkontakt og lagring på store 50 hektoliters fade.
Rubinrød farve. Meget lukket i duften hvor ungdommen er åbenbar - syrlige kirsebær, lidt dækgummi og pulverlakrids, men ellers ikke meget på nuværende. I munden er det helt anderledes - stor kraft og med den typiske halvdøve indgang i frugten som så bare bliver ved og ved at crescendere: En kondenseret Bolero i munden! Intens syre og fokuseret, skarp frugt med stor, tindrende fylde. Mørke cement-tanniner nedenunder er med næsten fra start og strammer let til, perfekt balanceret, i finishen. Elegant - ikke for meget, ikke for lidt. Lang udklang med intens frugtsyre og nærværende kød- og trøffeltoner, som også må dukke op i næsen med lagring. 
Det er rigtig godt det her, jeg holder meget af kombinationen klassisk stil og varm årgang i Barolo. Savner meget i duften, men det kommer - der er potentiale her. (90-91)
Italienska Viner har (sammen med netop Stefan Jensen) været på besøg hos Fenocchio .

onsdag den 12. oktober 2011

2008 Di Majo Norante, Ramitello Biferno Rosso


Di Majo Norante er det vinøse fyrtårn i et ellers hurtigt overskuet Molise. Ramitello laves på 80% montepulciano og 20% aglianico fra 18 hektar med samme navn i Campomarino, Biferno DOC. En måneds maceration og lagring i 18 måneder på en blanding af stål og mindre egefade. Sammen med aglianicovinen Contado og den barriquelagrede Don Luigi udgør den husets top.

Tæt mørk-rubin farve med dybe violette træk. Typisk montepulciano-duft med tæt og blød mørk solbærfrugt, tindrende kirsebær, æterisk-kemiske toner af lim og maling fra den lange maceration og sødmefuld fudge, engelsk lakrids og læder fra fadlagringen. Det tegner rigtig godt og overraskende seriøst, det her.
I munden fortsætter montepulcianofrugten med sin mørke og bløde solbærfrugt i frugtig, intens stil. Så kommer syre og tannin fra de 20% aglianico buldrende frem inderfra og danner en fokuseret strukturel rygrad i den saftige, faste finish. I eftersmagen er der syntetiske kirsebær og masser af de langmacerede sødligt-kemiske træk sammen med den virkelig tændte frugtsyre. Medium længde, men rigtig god intensitet.
Kombinationen af den enormt bløde og mørke frugt og den meget lange maceration er lidt af en genistreg her, fordi de æteriske træk får den mørke frugten til at lyse op på en måde. Fadlagringen er perfekt styret og også den mørk-bitre engelske lakrids (som er et andet karakteristisk træk ved fadlagret montepulciano) er holdt godt. Det er en ligefrem crowdpleaser, men der er sandelig også vitaminer - struktur og seriøsitet.

Forbløffende og tankevækkende hvor lille kvalitetsforskellen er på den her og Gajas Promis i samme runde, frugtige stil - den enorme prisforskel taget i betragtning. 60 kr. v/6 hos supervin.dk er et kup. Ramitello 08 bliver skamrost med bl. a. 90 pts Veronelli og 92 pts Galloni - det er i overkanten, synes jeg, men forstår begejstringen.
89

søndag den 9. oktober 2011

2010 Arianna Occhipinti, SP68 Bianco Sicilia IGT


Arianna Occhipintis røde SP68 tog os med storm og vi er spændte på hendes hvide vin med samme navn (som simpelthen er gårdens vejnummer). Druerne er albanello og zibibbo (moscato d'alessandria) som dyrkes i 280 meters højde, gærer med skalkontakt i 15 dage og lagrer på ståltank i et halvt år for den aftappes ufiltreret og med minimal svovl-tilsætning - derfor er den atypiske skalkontakt nødvendig; for at udtrække antioxidanter. 

Lys gylden farve - synet afslører ikke at der er tale om ufiltreret, macereret naturvin. Duften er ekstremt moscato-typisk med tæt, sød hyldeblomst, nedfaldsæbler og muskatnød i meget aromatisk stil. Det er virkelig som at dufte til en dessertvin, men der er også bio-toner nedenunder: ensilage, agurk, komøg - ja man kan samle det i ordet traktor (diesel/dæk/jord). En flot og intens duft, men man forventer sandt at sige noget andet end der møder i munden: Tør, stram og grøn smagsprofil med græs, agurk og citronskal og mineralsk rankhed som man slet ikke sporer i duften. Medium syre og let krop, som henter lidt kraft i finishen med en honningagtig sødme, saltmineraler og letbitter lille tanninfornemmelse. I eftersmagen vender moscato-profilen tilbage med de karakterisktiske aromatiske træk.

Fie Simoncini fra Cibi e Vini beskriver det som en nærmest personlighedsspaltet vin og det er spot-on: Duft og smag er to forskellige verdener her. Botero i næsen og Giacometti i munden. Og på den måde er det ikke en hvidvin i harmoni, den stritter lidt i mindst et par retninger, men det er alligevel charmerende og man fascineres for hver snus og slurk. Savner i smagen både syreintensitet og koncentration for at komme helt op på naglerne, men det er en flot basishvid, hvor man har fornemmelsen af at blive fortalt en historie, eller møde en interessant personlighed. En velkommen modsætning til det karakterløse og strømlinede. Også smagt her. 119 kr hos Cibi e Vini.
88

lørdag den 8. oktober 2011

2008 Ca' Marcanda (Gaja), Promis Toscana IGT


Angelo Gaja købte Ca' Marcanda-ejendommen i Bolgheri ved den toscanske vestkyst i 1996 og tilplantede de 100 hektar med hovedsageligt merlot, cabernet og syrah. Gaja er (som nok bekendt) modernistisk pionerånd i Piemonte inkarneret: Han tilskrives bl. a. indførelse af grøn høst, enkeltmarksvine, malolatisk gæring, barriques-lagring og franske druer i Piemonte. Selvfølgelig ikke alene, men hans enorme succes var afgørende for at de moderne teknikker vandt udbredelse. Nogle af dem er indlysende kvalitative, andre er kontroversielle - ikke mindst i en så traditionsbevidst region som Piemonte. Og selvom sublim kvalitet altid er i forgrunden hos Gaja, er der også et element af provocateur, som da han omplantede en nebbiolo-topmark i Barbaresco med cabernet (til vinen 'Damargi') eller deklassificerede sine Baroloer for at kunne tilføje barbera.
Der produceres tre vine fra Ca' Marcanda, Promis er basisvinen og laves på 55% merlot, 35% syrah og 10% sangiovese. Lagres et år på brugte barriques.

Mørk rubinrød farve. Dyb og intens, kødfuld duft af mørk frugt med sø-vand, kraftigt mørkt læder, lidt engelsk lakrids, bitter mælkebøtte, uparfumeret creme og en marcipanagtig sødme i den dybe, chokoladesvøbte bærfrugt. Det er den her duft man går hjem med fra en Gambero Rosso-smagning: Mørk, blød frugt + fad i højkvalitets-stil. Det er skønt, det er high class - en næse skabt af en topkirurg..
Smagen er et studie i smoothness: Superblød frugt i mellemfyldig krop med helt lette balsamiske toner, medium syre og smørret fedme. Hen mod finish fader gode bittertoner ind og syren hæver sig til et godt bid i afslutningen. Her er ingen skarpe kanter (såsom høj syre eller hvasse tanniner), kun poleret balance og blød feelgood. Eftersmagen er lang og silkeagtig med cremet flødekaramel og blød frugt sammen med meget tydelige estragontoner og det kraftige læder.

At bede om tradition eller typicitet fra Bolgheri svarer vel nærmest til at forvente europæisk højkultur på den amerikanske prærie i nybyggertiden. At kritisere Gajas Bolgherivine for at være internationale eller moderne giver ikke mening, det er ligesom hele præmissen. Og I den her stil er det supergodt, kvaliteten er slet ikke til at tage fejl af. Faktisk er Promis overraskende (moderne) toscansk, den minder hverken om fx. sydfrankrig eller højrebredsbordeaux på trods af druesammensætningen. Den tilbageholdende, mellemfyldige krop og den egentlig temmeligt sarte balance klæder stilen. Flot! Meget få kan tage den pris for en tredjevin, men der er en grund til at Gaja er en af dem. 259 kr. hos Vinoble.
90

fredag den 7. oktober 2011

2010 Gemma, Moscato d'Asti Vigna Fiorita


Tiramisu har mange venner og få fjender. Det er en skøn dessert, nem at lave og har også den fordel at den uden problemer kan laves i store mængder og ikke behøver (ikke bør!) portionanrettes: At stikke skeen ned gennem det bløde kakaolag på en jomfruelig Tiramisu er i sig selv enormt tilfredsstillende.. Som så mange andre enkle og populære klassikere fra Italien - fx. ragù alla bolognese - findes der mange måder at lave Tiramisu på. Ligesom med ragùen går jeg ind for no-nonense i min Tiramisu, dvs. ingen vanilie, fløde, chokoladestykker eller andet pjat. Vinen til er en anden sag: Nogle mener retten er nok i sig selv og at man slet ikke skal drikke noget til, andre mener med god pointe at Marsalaen fra retten også skal i glasset - og selvfølgelig vil enhver (hvid) passito og lignende passe fint. Men Tiramisu er en tung dessert og har man tilmed fået en solid secondo, trænger man på dette tidspunkt til noget friskt: Effekten træk-mig-op (som Tiramisù betyder) kan føres helt ud i glasset med en kold, mousserende dessertvin til: Moscato d'Asti. Tiramisu er faktisk ikke en supersød dessert, så man kan sagtens tillade sig at kontrastere lidt ved ikke at vælge en kraftig og meget sød vin.

2010 Gemma Moscato d'Asti Vigna Fiorita har en hvidgul farve med letgrønne træk og kort hvidt skum. Duften har gala-æbler, ananas, lidt røg og en markant og ret delikat tone af ren stearin. Signatur-hyldeblomsten er næsten gemt væk i duften, men kommer frem i smagen, som er frisk og mineralsk i munden med god, fast syrestruktur og delikat sødmefuld frugt. Stringens i frugten også med den typiske umoden-nektarin-agtige rankhed. Eftersmagen åbner med hyldeblomst og røgtoner og klinger fint ud med syre og frugtspil.
Det her er helt klart en moscato i elegant stil, langt fra klistret-sød hyldeblomst. Frisk, velbalanceret og med gode bittertoner i den slanke frugt - og stadig sødme nok til at hamle op mod kage- og frugtdesserter eller som her: Tiramisu. En Moscato d'Asti i den bedre ende, ikke mindst i supermarkedssammenhæng - 70 kr i Føtex Food.
87

søndag den 2. oktober 2011

Cascina Cucco Barolo Cerrati Vigna Cucco


Cascina Cucco ejer hele Cerrati-cru'en centralt på den østlige side af den langstrakte kommune Serralunga d'Alba i Barolozonen. Den øverste del af Cerrati kaldes Cucco og navngiver altså både huset og dets topvin. Cascina Cucco har generelt en moderne tilgang til vinmageriet, men Baroloerne kan alligevel ikke kaldes modernistiske, det er en slags mellemting. Med lagringen (2+ år) helgarderer man og lagrer basisbaroloen på store fade, 'Cerrati' 50/50 på små og store og 'Vigna Cucco' 66/33. Vi smager sidstnævnte i to årgange op mod hinanden: 2005 og 2007.

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco
Rubinrød ungdommelig farve - dyb, men let transparent og med tomatrøde kanter. Duften er intens og seriøs med blommefrugt og dyb, kraftig sødme a la remonce og krydret med anis og kanel. Sort læder og engelsk lakrids drejer indtrykket i den mørke retning. Bred og sød i stilen, men stadig med den typiske hårde kerne af rust og ferskensten i baggrunden.
I smagen er der flot koncentration og fokus helt fra begyndelsen - enormt flot struktur med tæt frugt, intens syre og kraftige tanniner som betrækker munden med kridt og snørrer helt sammen i finishen. I eftersmagen åbner de anissøde blommer og fadaromaer men så kommer den syrlige kirsebærfrugt buldrende og laver en virkelig lang og flot udtoning sammen med støvet, sækkelærredagtigt tannin-ekko.
Det er en smuk, moderne Barolo hvor den klassiske kerne er bibeholdt og fadet holdt i strakt arm. Styrken i strukturen er markant større end i 07 Cerrati-udgaven og kan nærmest ikke sammenlignes med Cuccos lidt svage 07 basisbarolo 'Serralunga'. Virkelig flot og den bedste barolo jeg har smagt fra Cascina Cucco til dato.
93

2005 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco
er også en flot Barolo og her er kvalitetshoppet i forhold til 05 Cerrati endnu større. I forhold til 07 Vigna Cucco er frugten mere tilbageholdende i duften, flere skovtoner og lysere i stilen med tørrede blomster, tørt træ og lyse lædertoner.
Slank og lidt gemt frugt igen i smagen. Lidt mere forsigtig, men igen vokser en rigtig flot struktur frem, med vidunderlige, grovkornede tanniner og stor syre i finishen og begyndelsen af eftersmagen. Også her i 05'eren er der enorm længde med power i frugten som her i udklangen kommer til syne helt utildækket.
Strammere, tørrere og slankere end 07'eren, men stadig med flot power og skøn stuktur. Viser ikke særligt tydelige tegn på modning i forhold til den to år yngre udgave, hvilket siger noget om at det er langlivede vine, de her.
92

Det er to rigtig flotte baroloer og det er et spørgsmål om generel præference, hvilken man foretrækker. Jeg synes den dybere frugt og sødme løfter 07'eren et trin højere - det fuldbyrder på en måde den moderne approach, som er grundpræmissen her. Men det er under alle omstændigheder på ingen måde overfadede vine vi har at gøre med her - drue og terroir er i centrum og hurra for det. Carlo Merolli importerer.

Italienska Viner har tilfældigvis på samme tid testet disse to op mod hinanden, med vanlig præcision og læseværdighed. Men modsat os med præference for 05'eren!

2009 Vincio & Vaglio Serra, Barbera d'Asti Superiore 'I Tre Vescovi'

Superiore-barbera fra det det store kooperativ i Asti-zonen, som specaliserer sig i barbera. 180 medlemmer råder over ialt 320 hektar. 
Mørk rubinrød farve med violette træk. Tilbageholdende, sød barberanæse med meget kraftig anis, sødtobak, sødlakrids og frugt af blommekompot og kirsebær.
Smagen har egentlig god kraft med druetypiske bløde kirsebær. Barberatrademarket - syren - er ok, men kan ikke rigtig sætte sig igennem overfor en markant sødme, som faktisk ikke er særligt tiltalende. Det smager lidt af for gamle spisedruer og dårlige fade. Finishen er ikke kraftfuld, men frisker en smule op, hvorimod eftersmagen med gajolpastil og alkohol i front er decideret svag og temmelig kort. Vinen vokser ikke og får urene toner af kiks og granny smith-skræl og endnu mere markeret alkohol - temmeligt uharmonisk indtryk overordnet.
Til en ukompliceret pasta går det an, men ikke på egen hånd. Jeg foretrækker under alle omstændigheder faktisk producentens basisbarbera, som er noget friskere og ikke har den der gammel-sødme. Dansk supermarked importerer. For en vin omkring de 50 kr er det da godkendt, for en superiore skuffende.
80

fredag den 23. september 2011

2006 Calabretta, Carricante Sicilia IGT


Calabretta er en favoritproducent fra Etna. Fra små parceller med hovedsageligt gamle stokke producerer Calabretta en række vine, hvoraf man i Danmark kan få to fremragende røde og så denne hvide. En grundig beskrivelse af huset og et skønt beskrevet besøg kan man læse om her. Druen er carricante (og en lille smule minella), som dyrkes højt oppe på Etna i vulkansk jord og med meget lavt udbytte.

Mørk, næsten ravgul farve. Tilbageholdende og 'alvorlig' duft i let oxidativ stil med nedfaldsfrugt og pomerans sammen med støvede toner a la salvie, tørt træ og læder/tobak-aromaromaer.
I munden er det en tæt og meget fyldig vin med mørkegul frugt igen af overmodne pærer/æbler, pomerans og en næsten karamelagtig, cremet saltsmag. Syren lægger moderat ud og vokser så i styrke henover forløbet og kadencerer i den kraftige finish sammen med pastistoner og glycerol-sødme som munder ud i en markant alkoholvarme. Lang eftersmag med bitter frugtsyre i centrum. 

Det er en stor hvidvin i koncentreret og lidt tilknappet, alvorlig stil. Strukturen er tæt og olieret, men ikke blød: Grove stenmineraler, den kantede, tætte pomeransagtige syre og en markant bitterhed holder alkohol og viskositet i ave. Vi flipper ikke helt ud over den i aften, men kvaliteten er høj og den udviklede stil er ikke udtryk for at den er på vej ned efter min vurdering. Hvis man holder af moden hvidvin (count me in!), kan man tværtimod lade den udvikle sig endnu mere i flasken. Vi har nogle stykker liggende og ser hvad der sker. Også smagt her og her - 105 kr. hos Carlo Merolli.
89

lørdag den 17. september 2011

2008 Nals Margreid, Pinot Nero Mazzon


Mere pinot nero fra 2008, denne gang Alto Adige (Südtirol), hvor zonen Mazzon regnes for at give et af de bedste forhold for pinot nero i Italien. Nals Margreids Mazzon dyrkes i 450 meters højde og lagrer et år på barriques og botti i forholdet 40/60.

Meget lys og transparent rubinrød. Vidunderlig duft med røg, grill-briketter, kål, spegepølse og med ultraslank, floral frugt med tulipaner, ribs og røde æbler. En smuk, æterisk lakridsrod vokser helt frem med luft og de animalske toner udvikler sig til mere integrerede, lyse læderaromaer.
Det er en meget rank og elegant vin, men smagsfylden overrasker i munden med en tæt kerne i den florale, røde frugt. Tårnhøj syre, tændt og saftspændt frugt og alligevel med en særlig blød ro i frugten, som er meget karakteristisk. Finishen har godt bid fra frugtsyre, lakridstonerne og lette tanniner, som leder over i en enormt lang eftersmag som har rødt økofrugtslik, røg, lidt røde æbler og igen en tæt kerne - her nærmest a la stearin.


Der er sublim balance i forløbet og stilistisk elegance i denne her vin. Slank som en haute couture-model, men med masser af koncentration, stålsat fokus og nuanceret aristokratisk dybde. Det er en helt sikker hånd som fører denne pinot - utroligt vellavet fra yderst til inderst og med en beundringsværdig fadbehandling, der er helt umærkelig og på en subtil måde understøtter de animalske og røgede træk i vinen.
Meget helstøbt og karakaterfuld - en af de mest elegante vine, jeg har drukket. Førhen kunne jeg ikke helt forstå hvorfor man skulle drikke pinot nero, når man kan få det hele og dertil masser af (tannin)struktur hos nebbiolo, grignolino eller nerello. Men med denne og forrige udgave har jeg lært pinot er noget for sig selv og meget nærmere studier værd. En grundig indføring i pinot nero finder man for iøvrigt hos pinot-specialisten Finare Vinare, som aktuelt har blogget masser af italiensk pinot med vanlig ekspertise og læseværdighed.
Nals Margreids PN Mazzon koster 150 kr. hos Theis Vine.
91

torsdag den 15. september 2011

2008 Cabanon, 'Cabanon Noir' Pinot Nero Provincia di Pavia IGT


Vi fejrer valgaftenens udfald med en gang pinot! Der dyrkes enormt meget pinot nero i Lombardiet, hovedparten går til produktion af mousserende vin, men der aftappes også rødvin på druen. Her er det fra Provincia di Pavia IGT'en i det sydvestlige hjørne af Lombardiet. Elena Mercandellis Fattoria Cabanon anvender Bourgognekloner af pinot noir - dyrket højt, økologisk og med lavt udbytte.

Mørk rubinrød farve med purpurskær. Skøn næse af friske svampe, dækgummi og dyb, mørkerød frugt af kirsebær. Også jord og en grøn krydret karsetone og med luft en virkelig delikat, æterisk sødme i de modne kirsebær og masser af lim-toner fra lang maceration.
Enormt saftig og lækker frugt i munden. Overraskende mørk og med en blød, læskende smagsprofil. Masser af modne, saftige kirsebær og lette solbær, grøn-bitter krydring og en kerne af tjæret og jordet tannin som tager til og sikrer godt bid i finish. Røg og moden, saftig frugtsyre åbner eftersmagen, som er imponerende lang - frugten slipper ikke sådan lige og fader langsomt ud sammen med levende frugtsyre og tobaktoner. Man tænker wow og får lyst til mere. Enkel, men på ingen måde simpel - og fremfor alt med en flot, koncentreret frugt og forførende stil.
Producenten oplyser ikke tekniske informationer på hjemmesiden (eller mail), men der er sandsynligvis tale om lang maceration (20+/- dage) og en kortere modning på botti. Det er fremragende det her, friskt og ligetil og alligevel med pirrende kompleksitet og dybde. Selv korrigeret for den specielt gode stemning i aften, bliver det til mange point:-) 105 kr (89 kr i blandingskasse, se hjemmesiden) hos Cibi e Vini.
90

onsdag den 14. september 2011

2008 Donnafugata, Contessa Entellina Bianco 'Vigna di Gabri'


Donnafugata regnes blandt de bedste producenter på Vestsicilien. Huset ejes af Rallo-familien, som før producerede Marsala, men solgte og investerede midlerne i Donnafugata. Huset er primus motor i den lille DOC Contessa Entellina, under hvilken Donnafugata aftapper de tre bedste hvide og den røde topvin 'Mille e una Notte'. 
'Gabri' refererer til Gabriella Rallo, som sammen med sin mand Giacomo driver huset. Hun ville lave en hvidvin som udtrykte den sicilianske ansonica-drue maksimalt, og resultatet blev 'Vigna di Gabri' (første årgang 1987). Den lagrer et lille halvt år på stål og barriques (10%).


Gylden-grønlig farve. Intens, frugtig næse med en stærk og mørk mineralitet af jern og kul. Frugten er rund og tæt i duften med fersken, akaciahonning, gule blomster og æblegrød.
Smagen er mellemfyldig med helt lette mikroperler. Ret lav syre, men frugten er fokuseret og klar og den stenagtige, mineralske struktur er rank. Det er først og fremmest den delikate, florale frugt som er attraktionen her. God finish hvor mineralerne antager en mørkere og mere kraftfuld karakter og frugten trækker sammen i en flot, sødmefuld anis-kadence. Lige efter afslutningen er der et kort, markant dyk i intensitet, men så blomstrer en flot og lang eftersmag op med sødlig, levende frugt.
En meget typisk syditaliensk højkvalitets-hvidvin med intens, sødmefuld frugt og (mørk-)mineralsk rygrad. Delikat, sprød og velbalanceret. 150 kr. hos Theis Vine.
87

lørdag den 10. september 2011

2010 Chiarli 1860, 'Mutina' Lambrusco Grasparossa di Castelvetro



Ny årgang af Carlo Merollis særaftapning af denne skønne flaskegærede amabile på grasparossa-varianten af lambruscosorten. Amabile betyder - som måske bekendt - halvtør/halvsød, hvilket også kan afkodes i alkoholprocenten: Jo lavere alkohol, jo sødere vin (groft sagt). Her er vi på 8%, og det er jo lige netop på halvvejen mellem de søde 5 og tørre 11.

Mutina har en smuk og helt mørk rubin-lilla farve med meget kønt lyserødt skum. Duften er enkel og frugtig med masser af mørke skovbær med god dybde. Smagen er saftet og sødmefuld med rynkebys blandet saft i frugten, og lidt youghurt i den letbitre syrlighed. Meget harmonisk forløb med god balance mellem perler, sødme og frugtsyre.
En enormt læskende og nærmest fræk vin i sin kombination af sødme og friskhed. Saftig finish med fine bittertoner inde bag sødmen: små bark-/rucolaagtige tanninstrejf som klæder den sødmefulde frugtsaft virkelig godt og lige vækker til eftertanke.

En amabile Lambrusco bliver vel aldrig nogen decideret point-stormer,  enkelhed/endimensionalitet ligger i hele konceptet. Men vi har at gøre med aldeles solid kvalitet her, og de objektive point siger ikke nok om den udsøgte fornøjelse det er at drikke den her vin! På rette tid og sted er det simpelthen mageløst - som en popsang, der rammer plet.
God til mange typer mad, hvor det er ok med lidt sødme og også perfekt til frugt. Er pt. udsolgt, men vender ifølge Merolli tilbage til oktober. Nye årgange plejer at komme omkring april/maj. 55 kr.
86

torsdag den 8. september 2011

2006 Marsaglia, Roero Brich d'America

Vi tester Marsaglias 06-Roero med Produttoris basisklassiker fra samme år som reference. Interessant at smage de her to nebbiolovine overfor hinanden - Barbarescoen er objektivt nok en lille tand bedre, men jeg foretrækker faktisk her og nu Roeroens mere åbne og modne stil, som dufter bedre og har en lækker sødme.

2006 Marsaglia, Roero Brich d'America
Marsaglia er et lille familiedrevet hus i Roero, som råder over 15 hektar med arneis, barbera og nebbiolo. Marsaglias røde topvin Roero 'Brich d'America' laves på 95% nebbiolo og 5% barbera. Lagrer 18 måneder på 25hl-botti.
Mørk rubinrød. Vidt åben, blød nebbioloduft med dyb, mørk blomme- og kirsebærfrugt og sorte roser bagved et heftigt animalsk præg med råt kød og blod og bitre urtetoner af cannabis, mint, løvstikke og saltlakrids. Blød, mørk og rustik næse, som med luft lægger sig lidt til en mere afrettet, klassisk nebbioloduft.
Rund og fyldig i smagen med sødmefuld mørk frugt. Søde kirsebær, sødlakrids, blod og læder. Flot fylde og koncentration - rund nebbiolo med markant sødme, som ledages af god saftig frugtsyre. Ikke så intens i finishen, hvor tanninerne er lette og helt integrerede - men der er alligevel ok bid med dyb syre og masser af saltlakrids. God længde i den sødmefulde frugt i eftersmagen, men alkoholen stikker et nyk for meget ud efter min smag.
En moden, åben og delikat nebbiolovin, som nok tilgengæld ikke vinder mere ved lagring. Kan bestemt anbefales - især hvis man er typen, som ikke er så vild med meget hårdt struktureret nebbiolo. Bliver lige akkurat under 90.
89

2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco
20 måneder på store fade. Lysere i farven - straight transperant rubinrød. Tilbageholdende og noget enkel næse, men stilren og arketypisk nebbiolo med lette jordbær og hindbær i frugten og kridt, lakrids og jord som mineralsk rygrad. Med luft bliver duften lidt dybere med enebær og Kongen af Danmark.
Smagen er mere intens, med en smuk syrestruktur og (efter luft) god koncentration i frugten. Ret let finish med masser af rank lakrids, saftig syre og tannin som lige akkurat formår at snørre sækken tilfredsstillende. Flot længde i den rigtig flotte og syrligt saftige eftersmag! Det er på bagkanten, denne vin har sin helt store styrke.
Egentlig en 'mindre' vin end jeg husker den, men absolut lækker - frisk og læskende til mange typer mad, også det lette. Den viser ingen tegn på modning overhovedet, men til gengæld ser det ud som om den taber lidt i karakter.. Man må formode (/håbe) det er en fase. Kravler med nød og næppe op på 90. Tidligere smagt her og her.
90

Pt. henholdsvis 156,- hos Theis og 100,- hos Philipson.

tirsdag den 6. september 2011

2010 I Veroni, Iveronirosé Colli della Toscana Centrale Rosato IGT

Rosato på 100% sangiovese fra den gode Chianti Rufina-producent I Veroni. Gæring med skalkontakt i 2 døgn og lagring 6 måneder på ståltank.

Lyserød farve. Frisk duft med lyse blomster, champagnebrus-is, frosne jordbær og en lille sødlig kerne af remonce og anis. En let og lettilgængelig næse med god friskhed.
Det er mere substantielt i munden: Frisk og lækker smag, hvor en blød frugt overrasker lidt med sin fyldighed. En flot streng af fennikel/anis/lakrids klinger med den sorbetagtige hindbær- og jordbærfrugt, de lette mineraler og sarte blomster. Salt finish, igen med lette lakridstoner og harmonisk udklang præget af sorbettonerne.

Flot i strukturen - frisk og floral frugt og saltmineralsk kerne, medium syre. Det er en let rosato med hvidvinsagtig struktur, men god balance og delikat, blød frugt. Sødmen er fint afstemt med den relativt lave syre. 75 kr hos Carlo Merolli.
 
84 

fredag den 2. september 2011

Bordeaux 2010 Primeur på Børsen

En forbilledlig smagning på Børsen arrangeret af Theis Vine. Der var god plads og udskænkningen perfekt - og Børsens rammer kan vel ikke være mere passende. Der tjenes store penge på cru classé-slottene i Bordeaux, og det mærkes: Her er det ikke landbrugsparret fra den lille cantina i den italienske provins, det er mere ovre i urban fransk high class med nålestribede og spadseredragter, formfuldendt engelsk og strømlinet, charmerende salgsattitude.

Det er en primeursmagning, så vi skal smage 2010. Producenterne havde desuden den samme vin med fra ældre, valgfri årgang - en enkel, men virkelig genial fremgangsmåde (som man da burde overveje til italienske smagninger i stedet for den endeløse række af basis-/bordvine man skal igennem - og som man jo ELSKER, bare sjældent til en smagning). Det sætter den latterligt unge fadprøve i relief at se hvordan vinen er, når den er lidt nærmere sit drikkevindue. Lad det være sagt med det samme: De fleste 2010'erne ER urimeligt unge, især de cabernet-dominerede tatoverer PAS ENCORE på næsevægge og tunge med rødlilla blæk. Fælles for dem er den karakteristiske limeskal- / nytrykt avis-agtige harskhed i duften, som kommer til at lægge sig allerede i løbet af et det næste års tid på fad/flaske.

Der var både skuffelser og overraskelser, men overordnet var det personligt en ganske markant oplevelse med en Bordeaux-injektion af den her størrelse og kvalitet. Bordeaux er endnu mere end før maîtressen i mit italienske vinhjerte..
Her er mine lynhurtige indtryk på nogle af de bedste og et par positive overraskelser.



Château Montrose, Saint-Estèphe 2. cru
1998: Fantastisk duft med nødder, gammelt læder, tobak og skøn blommefrugt. Sødkrydret med kanel og kardemomme. Fremstår alligevel frisk i munden - dyb frugt i superelegant, færdigmodnet stil. Fin struktur med relativt høj syre og god tannin i finish. 1998 er måske ikke det største år, men her sættes de mange unge vine virkelig i perspektiv - her er svaret på hvorfor Bordeaux skal modne. Intens, men elegant og transperant i øjne, næse og mund (93).
2010'eren er selvsagt helt anderledes og vil nok også komme til at udvikle sig et andet sted hen på 13 år. Tæt, blækket sag - meget parfumeret og livlig duft med masser af blomster og græs sammen med den sorte frugt. Meget saftig i smagen og tung, hård struktur. Utrolig kombination af saftighed og stålagtig kølighed i frugten. Dyb og lang. Leave it! (94)

Château Pontet-Canet, Pauillac 2. cru
2000: Smuk sødme i næsen med sødtobak, trøfler, skovbund og flot, dyb kirsebæragtig frugt. Moden og blød, men flot struktur i smagen - forløbet er helt velafbalanceret og elegant (92).
2010 er tæt, hård og kantet - koncentreret, mørk frugt med suveræn syrestruktur og kraftige tanniner. De sødlige fadkrydderier er særligt flotte her og er smukt vævet ind i frugten. Megalang (93).

Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
Den bedste 10'er i dag! Cabernet ud over det hele. Fuldsændig suveræn mouthfeel, megaintens og kraftfuld samtidigt blød, utroligt balanceret. Ubeskriveligt. Stort fokus i frugten, intenst struktureret finish med helt vild tæthed og enormt bid og stor, stor længde med masser af frugt, læder og tobak. Wow.. (95)

Château d'Armailhac, Pauillac 5. cru
Igen en 5. cru som overraskede: 2006'eren har en meget åben duft med delikat sødme og rund frugt - dufter af merlot, selvom der kun er 23%, hvilket angiveligt skyldes Armailhacs terroir som giver meget afrundet cabernet. Colasødme, mørk frugt og kraftigt læder og grønne toner inde bagved (89). 2010: Hold da op, megavegetal næse med porrer, selleri og druestilk sammen med en intens, sæbeagtig parfume. Rigtig flot i munden med kraftfulde tanniner. Jeg kan godt lide denne her som ung. (91)

Château Lagrange, Saint-Julien 3. cru
2008: Virkelig fin, feminin næse med dæmpet, fint krydret frugt og fin tone af våd lerjord. Meget høj syre hele vejen gennem paletten og gode resolutte tanniner. En smuk vin hvor balance er kodeordet. Elegant! (92)
2010'eren virker lukket og ufærdig i dag, ihvertfald på mig.


Château du Tertre, Margaux 5. cru
2010: En overraskelse fra 5. cru slottet i Margaux, som jeg egentlig ikke havde specielt høje forventninger til. Men her er der den skønneste Margaux-næse med klokkeklar solbærfrugt - saftig og intens, men alligevel blød - suveræn fadhåndtering med sorte oliven, tæt gummi og masser af sødlakrids og engelsk lakrids. Frugten er afdæmpet i munden, men syren er god og fast og især længden imponerer! Alt cab franc kom i andenvinen, til gengæld er der 10% petit verdot her i 10'eren.. (92)

Château Giscours, Margaux 3. cru
2004: Smuk og meget præcis solbærfrugt i superintens næse med læder og vanilie i flot løb med frugten. En af de bedste vine i duften i dag, virkelig intens og fokuseret og karakterfuld! Munden er desværre svagere med lidt lav syre, slap finish og faktisk lidt for kort i eftersmagen (91). 2010'eren har en intens duft i sammen stil men mere sæbe-parfumeret og lidt harsk olie-agtig i sin unge grønhed. Men her er munden mere klar med smuk solbær-syltetøj, kaffe og engelsk lakrids. God kraft og balance.

Château Ferriere, Margaux 3. cru
2004: Super Margaux-parfume: Tæt, intens frugt og flot mangefacetteret fadsødme. Direkte læskende frugt i munden, saftet på en god måde for der er syrerygrad til at komplementere. Flot tyngde og længde (91).

Château Pichon-Longueville Baron, Pauillac 2. cru
2004: En helt fantastisk næse, meget elegant og moden: Nødder, trøfler, karamel og bouillion sammen med fin frugt af tørrede figner og bær. En anelse afdæmpet i munden - kandis, nødder og jordbær og ikke så intens i finishen som man kunne håbe på. Men superelegant og smuk vin (94)

Château d'Issan, Margaux 3. cru
2007: Overraskende fyldig for 07 - smuk tindrende næse, knivskarp solbær- og brombærfrugt. Flot balance i smagen med fyldig frugt og gode mørkbitre toner af rugbrød, kaffe og fremfor alt engelsk lakrids. Savner måske lidt tyngde bagerst, især flot i næsen (91). 2010 er plumb, lidt klodset og neongrøn nu, slet ikke klar.



***
Læs også indtryk fra Stockholm og Oslo.

onsdag den 31. august 2011

2001 Chateau Lilian Ladouys, Saint-Estèphe Cru Bourgeois

Meget vand er løbet gennem Gironde siden Chateau Lilian Ladouys i det 19. århundrede blev regnet blandt eliten i St-Éstephe. Det gør det ikke længere, men er måske på vej opad med nye ejere og investeringer. Der er vin på 47 hektar med fordelingen 60% cabernet sauvignon, 35% merlot og 5% cabernet franc - i gennemsnit 40-årige stokke. Naturlig gæring og lagring på en tredjedel nye fade i 18 måneder.

2001'eren her har en smuk moden farve - mørk rubinrød med postkasserøde modningstræk. Duften har moden flæsket frugt af mørke, saftige bær med en syrlig, animalsk tone: meget tydeligt råt oksekød og toner af tørret fisk, en barneånde-agtig sur-sødme og friskmalet kaffe. Venstrebredstypiske grønne grene og lidt grafit og modningstoner af balsamico og læder. Ikke intens, men ganske kompleks næse som changerer en del henoover tid og er lidt snavset i stilen.
God kraft og balance i munden. Høj, koncentreret syre, som ligger godt i hele forløbet også ud i eftersmagen. Grene og (tørrede) mørke bær sammen med café au lait-agtigt fadpræg. Fadet er helt integreret men løber som en understrøm i den modne vin. Let til medium finish og smør, bærkompot og en bbq-agtig brændt tone i eftersmagen.
En god, moden og klassisk bordeaux. Fint integreret fad og tannin. Lidt flygtig i duften og indimellem med urene træk i munden. Det er en rustik og lidt grov vin, men alligevel ret tiltrækkende i momenter. Lidt som når Kempf spiller Beethoven: Alt for groft og indimellem endda kluntet - men egentlig charmerende på sin egen lidt off måde.. Læs iøvrigt Winedoctors informative artikel om Lilian Ladouys.
 
87 

2008 Chateau Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois

Med den absurde prisudvikling i Bordeaux er det faktisk utroligt at det stadig kan lade sig gøre af få Cru Bourgeois til omkring €10. At det ikke kun er på bekostning af kvalitet beviser fx. Chateau Beaumont - her tester vi en anden: Chateau Grand Clapeau Olivier, som laves på 55% cabernet og 45% merlot.

Ret transparent rubinrød farve. Frisk og grønlig næse som med luft åbner sig til en traditionel, lowend bordeauxnæse med nygæret frisk rød frugt, den typiske kvasede bitterhed fra cabernet (som med luft drejer over mod en lavendelagtig blomstersødme), lidt restgær og let lakrids - det hele svøbt i sødligt læder, friskost og bouillon fra gamle fade. Ikke ubehagelig næse overhovedet, men det er klart at det ikke er stor vin her. Næsten ung Valpolicella-agtig duft med den unge, letbitre og overspændt saftige frugt. Fadbehandlingen er mere rustik end ren - men det generer sådan set ikke mig.
Enkel, men frisk i munden med god syre og ok balance. Markant bitterhed hele vejen, som peaker i finish sammen med lakrids og syre. Bedst på midten, hvor tanniner i form af kridt- og lædertoner lægger sig ind og balancerer godt op mod frugten.
Mediumfyldig og mediumintens og også medium længde på en ganske udmærket eftersmag med frugt, dæmpet syre, lakrids og en let alkoholvarme. Medium er i det hele taget kodeordet her - en udmærket vin på bordet til rustik mad, men forveksler nogen dette med grand vin fra Bordeaux, bliver de skuffede. Men hvem forventer også det til €10?
 
82 

tirsdag den 30. august 2011

2008 Chateau de Fonbel, Saint-Émilion Crand Cru

Plus de Rouge!
I layoutet lægger Chateau de Fonbel-etiketten ikke skjul på det direkte slægtskab med en af verdens dyreste (og påstået bedste) vine: Chateau Ausone. Fonbel ejes da også af Alain Vaultier fra Ausone, og det ydre slægtskab skal vel ses som en slags gestus til lillebror Fonbel - ihvertfald at man ikke er bange for referencen. Poor man's Ausone, som Parker kalder Fonbel. Det lyder jo godt: Når trangen til ranke vine med tæt, mørk frugt og velhåndterede barriques (kort sagt bordeaux) melder sig indimellem, vil man på en måde hellere have det direkte fra kilden, end de mange (også italienske) wannabees. Vi får at se om en denne prisrimelige kandidat kan tilfredstille det behov.
Chateau de Fonbel er på 16 hektar med 70% merlot, 20% cabernet sauvignon, 7% petit verdot og 3% carmenere - i gennemsnit 20 år gamle stokke. Lagrer et år på en tredjedel nye fade. Når det gælder Bordeaux, blev 2008 imødeset efter et svagt 07, men er siden ligesom druknet i hypen omkring 09 og 10. Så der bliver måske (relativt) gode køb at gøre, mange (bl. a. Parker) mener, at især højre bred er ganske god i 08.

Sortviolet farve med rubinrøde reflekser. I duften er der intens frugt af søde solbær (creme de cassis) og kirsebær og vegetal-mineralske toner af earl grey, grafit, lyst læder og lidt røg. Næsten ingen fad at spore og de 33% nye fade er meget svære at få næse på, men en lille, forknyt kandis-smørkaramelagtig sødme stammer derfra.
Den samme intense frugtighed går igen i munden med en tæt, syrligt-bitter solbærfrugt. Balsamisk tæthed og høj syre, grønne stilk-træk en masse og i finishen en let lakrids sammen med læder og små tanniner. Eftersmagen er enkel og lidt tynd og præget af en tynd bittersort engelsk lakrids og den syrlige sol/-kirsebærfrugt.

Jeg er ingen stor bdx-kender, men ville aldrig have gættet det her som højrebred og merlot - cabernet går klart igennem med de grønbitre solbær. Lidt endimensionel og lukket, men man kunne godt forestille sig den tage revanche med tiden - den er urimeligt ung nu og vokser da også betragteligt over nogle dage. Den tætte frugt er i god balance og vil uden tvivl lagre godt i mange år. Klassisk og stram Bordeaux, som ikke giver meget nu - men der er grund til at håbe det bedste. Theis Vine forhandler Fonbel, 08 koster pt. 150 kr.
 
85(+) 

mandag den 29. august 2011

2005 Chateau Citran, Haut-Médoc Cru Bourgeois Superieur

Plus de Rouge! Vi vender for nogle dage blikket vestpå og kalibrerer næse og mund til ugens vinøse begivenhed i København: Bordeaux 2010 Primeur smagningen på Børsen. Hvide fra Tyskland og Røde fra Bordeaux kan stadig få hjertet til at slå hurtigere, også selvom det for længst er tabt til Italiens mangfoldige storhed.
Vi lægger ud med en moderne Haut-Médoc-klassiker fra superåret 2005. Chateau Citran dyrker vin på 90 hektar og blander lige dele merlot og cabernet sauvignon. Maceration (cuvaison, oui) i tre uger og lagring et år på 40% nye barriques.

Mørk og tæt rubinrød farve med sort kerne og fed struktur i glasset. Duften er mediumintens med dyb, blød kirsebær- og solbærfrugt og modne fadtoner i gummi-, tobaks- og læderantræk. Distinkt tone af brun sæbe og krydderier kommer frem med luft, især nelliker sammen med lidt lavendel og kanel og en tiltalende sødme a la bittermasse bag frugten.
Smagen er fløjelsblød med mørk, vandig bærfrugt fra merlot og klare grønbitre træk fra cabernet. God koncentration i frugten. Syren lægger udmærket ud forrest og dukker fint op igen i bagkanten af finishen og lever længe ud i eftersmagen - men den har ligesom et markant dyk på midten af forløbet. Lædertoner plus porøse tanniner i afslutningen og god længde i udklangen med den delikate mørke frugt med nuancer af de sød-krydrede fadtoner.
Lækker og tiltalende på grænsen til forførende, men ikke dyb nok i hverken næse eller mund til at vække stor begejstring. Noter fra mere substantielle og erfarne bordeauxkilder her og her og en artikel om Citran hos winedoctor.
 
87 

torsdag den 25. august 2011

2009 Arianna Occhipinti, SP68

Arianna Occhipinti er en 27-årig vinmager som lavede den første årgang i eget navn i 2004. Hun råder over ialt 16 hektar med vin og oliven i ca 300 meters højde på det sydøstlige Sicilien. Derfra produceres to enkeltsortsvine, Nero d'Avola og Frappato, og en blanding af de to, basisvinen SP68 (opkaldt efter vejen der kører gennem marken). Occhipinti laver naturlige vine, dvs. der dyrkes økologisk, naturlig gæring uden tilsat gær, ingen eller minimal svovltilsætning (og derfor meget lang skalkontakt ved gæringen for at få maksimal gavn af antioxidanterne i skallerne), ingen klaring og filtrering ved aftapning med mere. Kort sagt, vinmageri med så lidt kunstig manipulation som muligt, hvor man arbejder med naturens processer istedet for at kompensere for eller afværge dem.

Lys og transparant rubinrød farve. Helt vidunderlig æterisk næse tydeligt præget af den lange maceration: masser af kemi i form af lak, lim, linoleum og rengøringsmidler. Samtidig vælter det op med rosenblade og lækre, lyse bær - de klareste hindbær og jordbær i tæt parløb med deres slikvarianter: hindbærbrus og jordbærsyltetøj. Tindrende frugtduft hvor frugtsyren dirrer helt op i næsen. Flot salmiak, pebermyntepastil og støvede mineraler (grus) ligger som mere tørre undertoner.
Fremragende frugt i smagen - lyse, superfokuserede bær i en saftspændt og elegant stil: hindbær, jordbær, ribs, rå rarbarber. God sødme er der også, som afbalancerer den høje syre og ranke frugt rigtig godt. En grøn-kvaset kerne og perfekt afrunding i finishen hvor lette tanniner snørre blidt til sammen med lakridstoner og syren. Den grønne grenede tone åbner eftersmagen sammen med den lyse jordbærfrugt, pebermynte og med den delikate frugtsyre kildrende i tungekanterne.

En kompromisløs og virkelig skøn vin - mellemfyldig og elegant, men enormt karakterfuld og med en fantastisk duft der bare vokser og vokser med luft. Man skulle tro den kom fra køligere egne (forståeligt at de svenske Friuli-, pinot- og nordpiemonte-fans også er begejstrede:-)). En inspirerende oplevelse som giver lyst til mere. Utrolig høj kvalitet for en basisvin! 119 kr (94 kr i blandet 3-pak, se hjemmesiden) hos Cibi e Vini på Christianshavn - en meget hyggelig butik med suverænt italiensk øko-vinsortiment, salumi og ost, under alle omstændigheder er et besøg værd.
 
91 

mandag den 22. august 2011

2006 Malvira, Roero Arneis Trinità

Malvira drives af brødrende Damonte som grundlagde firmaet i 70'erne. De overtog huset fra deres far som havde solgt vin i bulk siden 50'erne. Malvira anses generelt for at være bannerfører per eccellenza for den indfødte hvidvinsdrue arneis, som har sin egen DOCG her i Roero i Piemonte. Huset har arneis på 42 hektar og har i 25 år aftappet 4 arneis-vine: en normale og tre enkeltmarker - Renesio, Trinità og Saglietto. De lagrer 6 måneder - Renesio på ståltank, Trinità 20/80% på barriques/stål og Saglietto 50/50%.

Trinità har en smuk mørk-gylden farve og en tyk struktur i glasset. Duften er dyb og kompleks med frugt i front af moden pære, fersken og abrikos sammen med lyst læder, lakridsrod og modningstoner af ristede nødder, hvid balsamico og helt inderst støvede toner af mørtel og mel.
Tæt, gylden frugt i smagen - det er en saftig vin, med en balanceret, moden syre, som understøtter de mangefacetterede frugt- og modningstoner. Ret intens og fyldig, især på midtpaleten. Finishen er specielt delikat med remonce, lakridsrod, frikt træ og en lille fin pistace-tone som trækker ud i eftersmagen sammen med den likør-sødlige frugt og den dybe syre. Alkoholen er oppe på 14% og der er en del glycerol-sødme især ved lidt højere temperatur, men det er holdt i ave af den flotte frugt og der er ingen sprittede træk overhovedet.
Det er en vin som er i perfekt modenhed nu og har gyldne øjeblikke i både næse og mund. En smuk vin fra en meget sikker hånd. Theis Vine importerer Malvira.
 
90 

torsdag den 18. august 2011

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati

Ny årgang af en favorit fra Serralunga d'Alba, hvor Cucco har monopol på Cerrati-marken. Tidligere prøvet i tre andre årgange med gennemgående høj kvalitet. Stilen er semimoderne med kort maceration og lagring et år+ på barriques og derefter et år+ mere på botti. Første flaske havde prop, vi åbner en mere - ah, det var straks bedre:

Lækker nebbiolonæse med hård, fokuseret frugt af jordbær, tranebær og hindbærbolcher, mineralsk kerne med kridt og især røg og mellemtoner af spearmint, medicin og syntetisk læder/pressening a al gymnastikmadras som med luft drejer mod dækgummi. Åben duft, hvor frugten er rank men svøbt i en markant, stiltypisk frugtsødme og sødligt krydderi, som her er utrolig tiltalende: kandis, kaffebolcher, anis og marcipan. Noget af sødmen kommer fra lagringen, men det er ellers nærmest umuligt at spore fadet direkte - virkelig flot integration og den mindst fadpåvirkede Cerrati fra Cucco, jeg har smagt.
Smagen er blød og indtagende med varm, moden frugt og flot intensitet i forløbet. Mørk i smagsprofilen, men saftig og ganske letdrikkelig. Relativt lav syre som først gør sig bemærket i finish og ud i eftersmagen. Tanninerne er også afdæmpede og giver med deres (relative!) tilbageholdenhed en lidt nøgen finish, hvor alkoholen står en anelse blottet. Udklangen er frugtig, lækkert saltmineralsk og med ok længde.

Tannin- og syrestrukturen er ikke så tæt som 06'eren (for ikke at tale om 04'eren), og det savner man lidt til kraftige retter. Til gengæld er frugten uforskammet charmerende og anvendeligheden desto mere alsidig. Det er en mellemfyldig Barolo som nærmest er direkte læskende og ret så uimodståelig med sin specielle kombination af sødligt-krydret charme og rank mineralitet. 165 kr. (714 for sæt-sixpack) hos Carlo Merolli. 
Italienska Viner og Frankofilen har også smagt.
90 

onsdag den 17. august 2011

2007 Sportoletti, Assisi Grechetto

Hvidvin på 100% Grechetto fra den lille umbriske DOC Assisi i bakkerne omkring den berømte by øst for Perugia og nord for Montefalco. Sportoletti er nok den bedste producent her, ihvertfald den eneste med eksport-succes, måske ikke mindst på grund af den internationale stil udført af Riccardo Cotarella (også ønolog for Falesco m. fl.). Sportoletti råder over 20 hektar og 5 af dem (300 moh) bruges til denne Grechetto.

Meget mørk og smuk, gylden farve. Frugtig duft af citrus, friske abrikoser, dåseferskner og lidt grønne æbler og en ganske let modning a la halm eller nødder.
Smagen er mere tung og moden end duften med kraftige tørrede abrikoser, æblegrød, ferskner igen og så en delikat bitterhed a la æbleskræl /-stilk i finishen. Lille halmagtig modningstone dukker frem efterhånden her i smagen også. Flot udklang som lægger ud med lyng og honningbolche og klinger gradvist ud med den gule frugt.
Tæt og ren over hele forløbet med lav syre, men flot koncentration og en cremet, fyldig struktur. Alderen har tilført en rund dybde uden at smide hele friskheden. Meget høj kvalitet i denne prisklasse. Theis Vine pt. 60 kr.
86 

fredag den 12. august 2011

2006 Giacomo Ascheri, Barolo Sorano

Cantine Ascheri Giacomo ejer marker i Verduno, Serralunga d'Alba (begge i Barolozonen) og Bra (Roero). Poderi di Sorano er Ascheris serralunga-ejendom, hvorfra der produceres to Baroli fra Soranomarken og en dolcetto. I Barolo Sorano gennemgår 60% af druerne meget lang, traditionel maceration i 40 dage med capello sommerso, resten 15 dage ved 30°. Lagres et halvt år på stål, 28 måneder på (15% nye) botti og 10 måneder i flasken inden frigivelse.

Rubinrød farve og frisk næse med lys og klar, rød frugt af hindbær og kirsebær, floralt præg af jasmin og harpiks, mineralitet domineret af stål og røg, kølighed fra (spear)mint og en mørkbedsk farvning fra fad af gummi, tjære og ubehandlet læder. Ikke vildt intens eller personlig næse, men arketypisk og tiltalende med masser af frisk nebbiolofrugt.
Tændt og levende i smagen med rigtig flot koncentration i den saftige kirsebærfrugt og syre hele vejen ud til finish. Rigtig flot fokus i forløbet og godt bid i afslutningen med en smuk, tæt lakridsrod, tjære og integrerede tanniner. En lettere struktur end 04'eren - især tanninerne er meget mere moderate - til gengæld er indtrykket lidt mere velbalanceret og elegant.
Eftersmagen har distinkt appelsin(juice) sammen med lys og lang, rød frugt af især hindbær og små smørtoner ude i spidsen.

En flot Barolo i klassisk snit. God kraft, fylde og fokus, men udtrykket er især overordnet elegant og stringent - og en anelse tilknappet. Strukturen er afdæmpet, men der er krop og frugt til lang lagring. €20 hos superiore.de er en rigtig god pris.
 
91