søndag den 2. oktober 2011

Cascina Cucco Barolo Cerrati Vigna Cucco


Cascina Cucco ejer hele Cerrati-cru'en centralt på den østlige side af den langstrakte kommune Serralunga d'Alba i Barolozonen. Den øverste del af Cerrati kaldes Cucco og navngiver altså både huset og dets topvin. Cascina Cucco har generelt en moderne tilgang til vinmageriet, men Baroloerne kan alligevel ikke kaldes modernistiske, det er en slags mellemting. Med lagringen (2+ år) helgarderer man og lagrer basisbaroloen på store fade, 'Cerrati' 50/50 på små og store og 'Vigna Cucco' 66/33. Vi smager sidstnævnte i to årgange op mod hinanden: 2005 og 2007.

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco
Rubinrød ungdommelig farve - dyb, men let transparent og med tomatrøde kanter. Duften er intens og seriøs med blommefrugt og dyb, kraftig sødme a la remonce og krydret med anis og kanel. Sort læder og engelsk lakrids drejer indtrykket i den mørke retning. Bred og sød i stilen, men stadig med den typiske hårde kerne af rust og ferskensten i baggrunden.
I smagen er der flot koncentration og fokus helt fra begyndelsen - enormt flot struktur med tæt frugt, intens syre og kraftige tanniner som betrækker munden med kridt og snørrer helt sammen i finishen. I eftersmagen åbner de anissøde blommer og fadaromaer men så kommer den syrlige kirsebærfrugt buldrende og laver en virkelig lang og flot udtoning sammen med støvet, sækkelærredagtigt tannin-ekko.
Det er en smuk, moderne Barolo hvor den klassiske kerne er bibeholdt og fadet holdt i strakt arm. Styrken i strukturen er markant større end i 07 Cerrati-udgaven og kan nærmest ikke sammenlignes med Cuccos lidt svage 07 basisbarolo 'Serralunga'. Virkelig flot og den bedste barolo jeg har smagt fra Cascina Cucco til dato.
93

2005 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco
er også en flot Barolo og her er kvalitetshoppet i forhold til 05 Cerrati endnu større. I forhold til 07 Vigna Cucco er frugten mere tilbageholdende i duften, flere skovtoner og lysere i stilen med tørrede blomster, tørt træ og lyse lædertoner.
Slank og lidt gemt frugt igen i smagen. Lidt mere forsigtig, men igen vokser en rigtig flot struktur frem, med vidunderlige, grovkornede tanniner og stor syre i finishen og begyndelsen af eftersmagen. Også her i 05'eren er der enorm længde med power i frugten som her i udklangen kommer til syne helt utildækket.
Strammere, tørrere og slankere end 07'eren, men stadig med flot power og skøn stuktur. Viser ikke særligt tydelige tegn på modning i forhold til den to år yngre udgave, hvilket siger noget om at det er langlivede vine, de her.
92

Det er to rigtig flotte baroloer og det er et spørgsmål om generel præference, hvilken man foretrækker. Jeg synes den dybere frugt og sødme løfter 07'eren et trin højere - det fuldbyrder på en måde den moderne approach, som er grundpræmissen her. Men det er under alle omstændigheder på ingen måde overfadede vine vi har at gøre med her - drue og terroir er i centrum og hurra for det. Carlo Merolli importerer.

Italienska Viner har tilfældigvis på samme tid testet disse to op mod hinanden, med vanlig præcision og læseværdighed. Men modsat os med præference for 05'eren!

tirsdag den 14. juli 2015

Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'



Det skal blive meget spændende at se hvad de nye ejere af Cascina Cucco vil med huset. Cairo-familien er godt nok big business, men de er ledende partner i EcorNaturaSi, stordistributør af økologiske og biodynamiske fødevarer, og da de købte Gavi-producenten La Raia i 2003 omdannede de huset til demeter-biodynamik. Det ville jo være fantastisk med en biodynamisk Barolo-producent i Serralunga - lad os se hvad der sker.

Imens kan vi se på hvordan det går med de seneste årgange. Måske er der allerede noget i gære, for de tre her 2007/2008/2009 demonstrerer en interesant udvikling mod det lysere og mere elegante. 2007 og 2009 er markant forskellige, og det kan ikke kun tilskrives årgangene, da de begge er (meget) varme og på den måde sammenlignelige. 2009 er overraksende let og frisk i stilen og sammenholdt med hvordan jeg husker 10’eren, fortsætter den udvikling. Stilskift hos Cucco? Man lagrer for eksempel nu top-baroloen her Vigna Cucco (som er det øverste af Cerrati-marken) et år på barriques og derefter på store fade - før i tiden var det udelukkende barriques, så vidt jeg husker.

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'
07’eren lugter allerede gammel. Meget sød næse med dadler, svedsker, kandissukker, farin, karamel og amaretto. Lidt tjære og svampe kommer til. Men den brændt-bedske tone af ældet overmodenhed dominerer. 
Den er dog en del friskere i munden end man skulle tro. Rigtig god og meget lang syre, og god frugt af ribs og kirsebær. Tanninerne lukker flot og resolut. Varmen og bittertonerne af brændt karamel vender tilbage i finish. En lækker vin med substans og kraft - især i munden - men også sød og tæt på færdig. Det er tidligt for en Barolo.

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'
08’eren er den i trioen her med de mest arketypiske barolo-træk. Godt med rust, kamfer, asfalt og trøffel i en tætvævet duft med frugt af modne, syrlige kirsebær.
Moden og intens i smagen med tæt frugt og syre og en kornet/grynet struktur. Måske med en lille tendens mod overekstraktion. Ellers fint balanceret og uden bedske toner. Tanninerne er ikke så markante og alkoholen trædder en lille smule frem i finishen, men ellers har afslutningen fine animalske fadtoner af smør og kød. Barolo i moderne stil uden at tabe druen af syne.

2009 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'
Overraskende frisk, kemisk og urtet i næsen. Lak og træbeskyttelse sammen med grønligt-søde toner a la skovmærke. Nye blåbær, roser og æblecidereddike i frugten, og en blød, sød tone af mælkechokolade.
Mindre koncentreret end 2008 og især 2007. Syren er også meget lavere end 2007 og frugten er mindre fokuseret, lidt slaphed i både syre, frugt og tanniner og med en relativt svag finish. Men måske er det lettere og mindre oppulente ikke kun dårligt? Det er ihvertfald en mere drikbar vin og et sympatisk trin i en udvikling som måske fungere bedre i 2010-årgangen. Men overordnet er det den mindst karakteristiske og svageste af de tre. Alligevel blev den tømt før 07’eren.

Carlo Merolli importerer Cascina Cucco.
Forskellen fra 07 til 09:


fredag den 7. december 2012

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco



Cascina Cuccos topbarolo i ny årgang. 2007 Vigna Cucco var en klasse bedre end dens lillesøster Cerrati, så efter at have smagt en særdeles vellykket 2008-udgave af Cerratien er vi spændte på hvad Vigna Cucco fremviser i den her årgang. Vigna Cucco er den øverste del af Cerrati-marken, hvor Cascina Cucco har monopol. Den lagrer 2 år på barriques.

2008 Vigna Cucco åbner lidt alvorligt og lukket i næsen, men åbner langsomt op med en skøn klassisk-moderne barolonæse med masser af nuancer og mørk kraft. Kirsebær og røde bolcher i frugten sammen med rust, lak, lakrids og stearin og søde fadtoner af ristede nødder og flødekaramel.
I munden er det en brydsk og seriøs vin med en en hård kerne af stål og ferskensten, rød frugt og unge, tidlige tanniner som sætter godt og hårdt ind og snørrer munden helt sammen i finishen. Syren er (ligesom cerratien fra samme år) relativt afdæmpet og det giver lidt rigeligt med plads til bittertonerne i form af en temmelig bedsk finish med bitter lakrids og kaffebønner. Frugt og fad bløder op i eftersmagen med en lille sødme og smørtoner.

Barolo af høj kvalitet, som minder mere om 06-udgaven end den åbne og mere givende 07'er. 08'eren her har brug for tid til at få fad, alkohol og bittertoner til at lægge sig lidt og frugten til at åbne op. Men så bliver det også godt! Her og nu ved bordet er kvalitetsforskellen mellem cerrati og cucco slet ikke så stor som i 2007, og førstnævnte er måske endda at foretrække - men sådan bliver det ikke ved med at være. Begge udgaver koster 149 kr hos Carlo Merolli.
91

lørdag den 11. oktober 2014

2010 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco


En efterhånden gammel favorit, siden 2004 har vi drukket Cucco. Den måske bedst prissatte Barolo i dansk handel, år efter år. Cucco har aldrig skuffet, men det er - især i Vigna Cucco-udgaven - Barolo i en moderne stil som ellers ikke helt er mig, med relativt kort maceration og lagring på barriques.
Vi tester her 2010’eren og ser hvordan det står til. 2010-årgangen generelt i Piemonte er allerede blevet kanoniseret som 04’s yngre søster i rækken af store årgange.

Allerede ved ophældning er det interessant. Overraskende transparent og lys rødlig farve. Duften er fantastisk! Javist, moderne stil - men funklende lys og med de fineste aromaer. På ingen måde mørk og tung som Barolo i den her stil ofte kan hælde mod. Frugten er klokkeren æble og figen sammen med mangeartet lakrids - fennikel, fennikelfrø og sødlakrids og en kraftigt indtryk af nytækt stråtag(!). Sødme af kardemomme, nødder og læder og i det hele taget en fin og lyst krydret næse, som er en fornøjelse.
Smagen er også superelegant og præget af æble - men her kommer også lidt bær til i frugten, kirsebær og ribs. Frisk og saftig hele vejen og med lækre, unge tanniner som fader flot ind og lukker resolut i finishen. Syren er forbilledlig og vokser ud i eftersmagen.

Balance, friskhed og elegance er nøgleordene her, og det er nok ikke lige det man ellers forbinder med moderne barrique-Barolo. Det er simpelthen rigtig flot, det her! Og hvorfor egentlig gemme, når det er så godt nu? Carlo Merolli importerer.
92

søndag den 17. oktober 2010

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga

Dette er Cascina Cuccos basisbarolo som kommer fra Vughera-marken i Serralunga d'Alba. Her hører Cascina Cucco hjemme og aftapper desuden 2 baroloer fra enkeltmarker: Cerrati og Cucco (som er den øverste del af Cerrati). Stilen er (semi)moderne med kort maceration og delvis lagring i barriques. 'Serralunga' lagrer dog udelukkende på store fade, Cerrati ca. 50/50 (botti/barriques) og Cucco ca. 25/75. Så der er tale om en slags helgardering hvad angår lagringen og vel også en god fornemmelse af hvad det forskellige druemateriale kan klare af eg.
Cuccos Serralunga fremstår ganske traditionel i stilen. Den er ung i farven, transperant rubinrød. Duften inviterer indenfor meget forsigtigt, men gemmer på klassiske nebbiolotræk, som tiltager i karakter med luft: Læder, lakridspulver, syrlige lyse bær, rabarber, umodne jordbær, våde blade og blå GaJol.
Smagen er frisk og levende med vibrerende syre og lækker rabarber-frugt sammen med læder, jord og lakridspulver. God udklang med den spillevende syre og en lille fin smørnote.
Det er en let barolo, der efter min mening savner lidt koncentration i frugten og tyngde i strukturen. Et godt stykke fra Cerratien i stil og kraft. Til gengæld er den elegant, charmerende og frisk og vinder ganske givet en del i kompleksitet ved bare et år på langs, den er urimeligt ung nu. Carlo Merolli har sammen med producenten sammensat en 05/06 Cucco-smagesixpack til 685,-. Need I say more?
 
87 

torsdag den 18. august 2011

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati

Ny årgang af en favorit fra Serralunga d'Alba, hvor Cucco har monopol på Cerrati-marken. Tidligere prøvet i tre andre årgange med gennemgående høj kvalitet. Stilen er semimoderne med kort maceration og lagring et år+ på barriques og derefter et år+ mere på botti. Første flaske havde prop, vi åbner en mere - ah, det var straks bedre:

Lækker nebbiolonæse med hård, fokuseret frugt af jordbær, tranebær og hindbærbolcher, mineralsk kerne med kridt og især røg og mellemtoner af spearmint, medicin og syntetisk læder/pressening a al gymnastikmadras som med luft drejer mod dækgummi. Åben duft, hvor frugten er rank men svøbt i en markant, stiltypisk frugtsødme og sødligt krydderi, som her er utrolig tiltalende: kandis, kaffebolcher, anis og marcipan. Noget af sødmen kommer fra lagringen, men det er ellers nærmest umuligt at spore fadet direkte - virkelig flot integration og den mindst fadpåvirkede Cerrati fra Cucco, jeg har smagt.
Smagen er blød og indtagende med varm, moden frugt og flot intensitet i forløbet. Mørk i smagsprofilen, men saftig og ganske letdrikkelig. Relativt lav syre som først gør sig bemærket i finish og ud i eftersmagen. Tanninerne er også afdæmpede og giver med deres (relative!) tilbageholdenhed en lidt nøgen finish, hvor alkoholen står en anelse blottet. Udklangen er frugtig, lækkert saltmineralsk og med ok længde.

Tannin- og syrestrukturen er ikke så tæt som 06'eren (for ikke at tale om 04'eren), og det savner man lidt til kraftige retter. Til gengæld er frugten uforskammet charmerende og anvendeligheden desto mere alsidig. Det er en mellemfyldig Barolo som nærmest er direkte læskende og ret så uimodståelig med sin specielle kombination af sødligt-krydret charme og rank mineralitet. 165 kr. (714 for sæt-sixpack) hos Carlo Merolli
Italienska Viner og Frankofilen har også smagt.
90 

lørdag den 22. september 2012

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati



Ny årgang af en velbeskrevet succes-Barolo fra Serralunga d'Alba, hvor Cascina Cucco har monopol på Cerrati-marken. Herfra produceres tre Baroli - en basis, Cerrati og Cerrati 'Vigna Cucco' fra den øverste del af marken. Cerrati lagrer et år på barriques og et år på botti.

Rubinrød farve. Duften er ung og sky men åbner op til en (ny)klassisk nebbiolonæse med en hård og typisk Serralunga-profil. Skovjordbær, appelsin og ribs i frugten og søde fadaromaer a la honningristede nødder, næsten over i pæreagtige toner. Strukturen kan duftes - kridt, lakrids, mint og med luft også læder. Vokser faktisk til en ganske intens duft.
Slank og frisk i munden - ligetil og saftig, igen med skovjordbær og appelsin i frugten og lakrids, kridt og ungt læder hen mod afslutningen. Tanninerne lukker godt til i finishen, men det er ikke en voldsom Barolo som kræver lagring for at blødgøre. Syren er ikke superhøj, og det stemmer med den kølige profil i frugten, hvor også sødmen er afdæmpet. Resultatet er en virkelig drikbar saft som er umiddelbar, men har masser af nuancer til at påkalde sig og fastholde interessen. 1% lavere alkohol havde gjort godt, men det er vel nærmest utopi at forestille sig en Barolo under 14% nu om dage..

Den klassiske karakter i årgangen går klart igennem her, det er en frisk Barolo i afbalanceret stil - næsten lidt pinot-agtig - som stadig har god kraft og godt greb. Endnu en flot Cerrati, som helt sikkert tager på i vægt over de næste år. Minder om 2006 i stilen, men den er mere charmerende her som helt ung end 06'eren var. 149 kr. hos Carlo Merolli. Læs om de andre årgange her.
91

PS. Hov, hvor er min smukke lyserøde DOCG-bandarole!? Fra i år (+/-) er der nye bandaroler på alle DOCG-vine, og de er slet ikke så flotte og ikoniske som de gamle. Ak.


søndag den 29. maj 2011

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga & Cerrati

Jeg har kun smagt Cascina Cuccos Baroloer i stringente årgange som 04, 05 og 06, så det bliver spændende at se hvordan de tager sig ud i den varmere 2007, som er på vej til importøren Carlo Merolli. Jeg rekapitulerer 2006 ved at smage basisbaroloen og enkeltmarken Cerrati, begge fra Serralunga d'Alba. Begge er blogget før her.

2006 Cascina Cucco, Barolo Cerrati [revisit]
Flot, rubinrød farve tenderende mod rødbrun. Lidt tilbageholdende, men yderst delikat duft som åbner op med lys, rød frugt af frisk blomme, jordbær og roser sammen med læder, røg, mandelessens og sødlig spearmint. Med luft bliver duften mere æterisk, og de sødlige træk trædder frem.
Smagen er mellemfyldig forrest med bitter-syrlig, rød frugt og crescenderer så op mod en slank, men virkelig resolut og saftig finish hvor tæt sammenvævet syre og tannin holder meget fast ved i udtørringen. Det er et smukt opløb og man glæder sig til næste mundfuld, så man igen kan følge den saftige tanninsammensnørring. Indtrykket er hele tiden slankt og stringent og fadet opleves ikke som en selvstændig enhed men som en understøttelse af sødmen og gummi/læder-tonerne. Eftersmagen åbner med en markant bitterhed med masser af røg og syrlig ferskensten og langsomt kigger en letkrydret jordbær- og rosefrugt frem og hænger længe.
En elegant Barolo med forbilledlig syre- og tanninstruktur og delikat, slank nebbiolofrugt med mange facetter. Skønt! 139/6 er en suveræn pris.
91

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga [revisit]
Cerrati er helt klart et niveau over Cuccos basisbarolo 'Serralunga', som har et lignende elegant anstrøg og god, ren nebbiolokarakter i blød stil, men slet ikke den samme sødmefyldte dybde i frugten, saft og kraft i syre- og tanninstrukturen og længde. Kort sagt ikke den samme intensitet. Forstå mig ret, det er en god og vellavet vin som fungerer godt til mad - men det er en lille Barolo. Måske er den varmere 07'er mere åben og givende?
87

fredag den 31. oktober 2014

2013 Cascina Cucco, Langhe Chardonnay


Cascina Cucco har et lille plot i Serralunga på en halv hektar med gamle chardonnay-stokke. Lagrer på barriques i fire måneder.
Farven er mørk grøngul. God, klassisk chardonnay-duft med syrligt æble, bagt marcipan, appelsinskal, våde sten, gummi og lidt ananas inderst.
Smagen har også god kraft med et højt, heftigt syreniveau. Æble- og citrusfrugt dominerer hele vejen, det er en vin på syre og frugt. Ren og mellemfyldig, uden spor af fadlagringen - det skulle lige være en marcipantone inde bagved syren. Flot intensitet, balance og længde. Men også lidt forudsigelig og interventionistisk i stilen..
86

søndag den 20. juni 2010

2006 Cascina Cucco, Barolo Cerrati


Meget ung barolo, som blev iltet grundigt over en hel dag. Smuk nebbiolofarve i den viskose væske: Gennemsigtig rubinrød med rødbrune nuancer og tegl i kanten. Næsen er kraftig med masser af mørke nuancer: læder, dæk, mint, mørk lakrids og ristede hasselnødder sammen med varm bær- og blommefrugt. I munden er vinen kontant og karakteristisk med toner af varm kompot, røg, træ, mint og karamel. Flot balance i strukturen med kraftig syre, intens frugt og heftige, let sandede tanniner, der tørrer godt.
Typisk semimoderne stil og en helt igennem lækker Barolo, som kan drikkes nu (hvis man giver den masser af luft), men som selvfølgelig vinder over de næste år. Sammenlignet (efter hukommelsen) med den store 04'er virker både syre og tannin en anelse svagere og afdæmpet, hvilket her og nu giver et lidt mere elegant udtryk. Skønt at Carlo Merolli importerer Cucco.
 Svenskerne tester her og her.
91 

torsdag den 19. september 2013

2010 Cascina Cucco, Barbera d’Alba Superiore



Barbera fra marken Elia i Roddi d’Alba. Cascina Cucco kender jeg kun (men godt) for deres glimrende Baroloer fra Cerrati. Superior-barberaen her vinificeres moderne med indledende koldmaceration og lagring et år på en blanding af nye og andenårs- barriques.

Mørkerød farve. Kirsebær, vanilie, læder og sødlakrids i næsen - arketypisk moderne barbera uden de store ranker af nuancer men herligt at dufte ikke desto mindre.
Det er i smagen det sker. Syrerig og saftspændt struktur og alligevel åh så blød og rund. Flot harmonisk helhedsindtryk med tæt på ideel balance mellem syre, sødme, frugt og fad. God intensitet og medium længde.

En vin som det er svært at tage det sidste glas af og en perfekt ledsager til aftenens steak frites. Har man lyst til moderne barbera er her et af de bedste bud jeg har smagt. - ikke mindst til prisen: 95 kr. lige nu hos Carlo Merolli.
89

mandag den 5. april 2010

2004 Cascina Cucco, Barolo Cerrati


De svenske bloggere har skrevet begejstret om denne barolo, bl. a. her på Italienska Viner og Finare Vinare (som er blandt forbillederne for denne blog). Alt synes at have gået rigtigt for den lille producent Cascina Cucco i den store 04-årgang, og det bliver spændende at se om de kan opretholde momentum i 05 og 06. Carlo Merolli importerer.
Farven er mørk rubinrød med brunlige reflekser mod kanten og en struktur med en flot viskositet. Næsen er moderne og fadpræget men med kraftig og udpræget nebbiolokarakter: Kirsebær, hindbærmarmelade, svamp, trøffel, dæk, cognacagtige toner, lakrids og (elegante) fadkrydderier som kanel, mintchokolade og kaffe. I munden er der et fantastisk fokus og et meget flot forløb: Flot og saftig frugt, spændstig syre og kæmpe tanninkadence som fløjlbetrækker munden, efterfulgt af en lang og flot eftersmag med imponerende frugtsyre, blød jordbær, umoden fersken, pomerans, ren stearin og lakrids.
På andendagen er fadet så godt som væk i næsen, duften er meget mere nedtonet og enkel med lakrids og lak. Smagen er stadig virkelig fokuseret og velbalanceret, dog med mere afdæmpede tanniner.
En skøn og flot barolo i (semi)modernistisk stil. Den kan sagtens holde sig en del år, men personligt kan jeg bedst lide den som den er direkte ud af flasken og tror ikke den bliver bedre med lagring.
 
92 

torsdag den 4. november 2010

2005 Pelissero, Barbaresco Nubiola [revisit]

Mørk rubinrød med tomatfarvet kant. Duften er lige ud af flasken en opvisning i mint-nuancer: Kamfer, sød spearmint, icemint og mynte. Det viger lidt med luft og frem vokser en duft med kraftig petroleum, læder, spidse tindrende trane- og hindbær, salmiak, rust og ristede nødder og gummi fra fadet. Lagringen foregår på en blanding af botti og barriques i 18 mdr., og de små fade er tilstede i duft og smag, men slet ikke så markant som for et år siden, hvor jeg var skeptisk overfor den fadede atypicitet. Det er noget andet nu, fadet er trukket noget tilbage, vinen har udviklet sig og der er masser af nebbiolokarakter i næsen her.
I smagen er der den karakteristiske insisterende syre, som lægger sig helt ud til tyggemusklerne og kilder godt. Fin lille sødme i frugten og kraftige, stadig unge tanniner som ligger forrest i munden.
Rigtigt antrit, men både duft-intensitet, syreniveau, fokus og længde mangler noget for at begejstre. I samme prisklasse og stil finder man de suveræne value-baroloer fra Ratti (Marcenasco) og Cucco (Cerrati) og der kan Pelisseros Nubiola ikke være med. Den er på det rigtige spor, men mangler lige det sidste og det kan skyldes årgangen. Finare Vinare er begejstret for 06'eren, som desværre ikke ser ud til at komme til DK, aktuel årgang hos SuperBest er den helt nye 07'er - et varmt år (ulig 05) som jeg ser frem til at smage.
 
88 

tirsdag den 9. november 2010

2005 Cascina Cucco, Barolo Cerrati

Rubinrød og ung i farven. Lettere vigende næse, nærmere klassisk end moderne i stilen: lakrids, dækgummi og røg i front med understrøm af delikat, sødlig nebbiolofrugt med sukat, anisbolcher (Kongen af Danmark), blomme og henkogt jordbær. Mellemfyldig i munden med flot harmoni, lidt anonym i begyndelsen, men laver et flot crescendo, hvor først syren sætter ind og gradvist tager hårdere fat og afløses af tanninerne som er fint modne allerede, men stadig ligger helt rigtigt og beslutsomt i finalen. Eftersmagen har karakteristisk syreudklang, rarbarber(tærte) og smørstegte svampe. Minder lidt om Brahms: Elegant og fintfølende og alligevel med fast maskulinitet og tør, (lidt utilnærmelig) aristokrati. Og ligesom Brahms begynder den også lidt svagt og vævende, men vokser i styrke og efterlader ingen i tvivl:-)
Cerrati 05 hænger klart bedre sammen end Pelisseros Barbaresco Nubiola 05, som blev testet forleden. Begge bærer dog en halvsvag årgangs mærke, ihvertfald når Cerrati 05 efter min mening ikke helt op på niveau med 04 og 06. Skal have MASSER af luft. Carlo Merolli sælger til 165 kr. (125 v. 6) eller som del af Cuccos 05/06-smage6'er til 685,- 
90 

søndag den 23. marts 2014

2006 Cascina Cucco, Barolo Cerrati (revisit)


Genbesøg. De gode svenskere snakker lidt om at Cuccos 06’ere er på vej ned, hvilket umiddelbart gav mig nervøse trækninger eftersom jeg har lagt dem langt væk med order to self’en: Glem. Så vi gør status.

Fin transparent rød farve med lidt teglfarve i kanten. Duften åbner flot op med luft til en klassisk slank serralunga-næse med lak, kamfer, ferskensten, kridt og ubehandlet læder. Frugten er afdæmpet af syrlige jordbær og ribs.
I smagen er der måske antydningen af volatile vibes hen mod afslutningen, men det forstyrrer ikke mig og hverken frugt, syre eller tannin virker træt. Der er tværtimod masser af liv og spændstighed. Syntetisk cherry, ribs og umodne jordbær i frugten. Alkoholen varmer lidt til sidst hvor frugten virkelig er slank med rene, usødede ribs en masse. Kraftige, kridtede tanniner sætter hårdt ind sammen med kølig kamfer og små animalske toner af smør og læder. Still going strong - imho.
91

PS. 2007'eren skal også stadig vågne op og får så gode, mørke aromaer af læder, medicinskab, asfalt, soya, mørke rosiner. Helt klart et mørkere og tungere udtryk end 06'eren. Også her er et snert af volatile syrer dukket op og sammenholdt med den sødere og lidt døvere frugt og struktur, er det nok snarere denne der ikke holder så længe endnu.

onsdag den 26. oktober 2011

2007 Cantine San Silvestro, Barolo 'Patres'


Denne Barolo har jeg flere gange gået i en stor bue udenom i SuperBest. Selvom nebbiolostokkene sommetider vokser ind i himlen med gode (udsalgs)priser på højkvalitetsproducenter som fx. Cascina Cucco eller Produttori del Barbaresco, ringer alle alarmklokker når kooperativ/negociant-barolo sælges i supermarkedet til langt under 100 kr.
Forleden offentliggjorde bloggerkollektivet Garantito IGP så resultatet af en blindsmagning af Barolo 2007, hvor San Silvestros 'Patres' var blandt en fælles top-11 i et bredt line-up fra La Morra og Novello. Garantito IGP er en selvbestaltet gruppe på 5 vinbloggere/-skribenter, heriblandt Kyle Philips, hvis grundige noter fra de italienske årgangsrelease-smagninger jeg læser med interesse på hans blog Italian Wine Review.
En negociant-Barolo til en dansk tilbudspris på 59 (nioghalvtreds!!) kroner udvalgt af 5 erfarne smagere som en af de bedste blandt (enkeltmarks)vine fra fx. Settimo, Veglio, Prunotto, Silvio Grasso, Oddero etc., det kan simpelthen ikke passe og må partout efterprøves:

'Patres' er sammenstukket af druer fra alle kommuner, macererer i 12 dage og lagrer to år på store, slavonske fade. Farven er lys og transparent rubinrød med en del tegl-nuancer. Klassisk nebbiolonæse, omend meget tilbageholdende med vandige jordbær, appelsinskal, sødlig anis og lette animalske toner af lyst læder og skovbund.
Let i munden med slank, letsødlig frugt af modne, røde bær og appelsin, lav syre for typen og mærkbare, men lette, tanniner. Fin længde i en lyst krydret eftersmag med slank (jordbær)frugt, ingefær, lakrids og våde jordtoner.
Der er ikke så meget at skrive hjem om her, men det er faktisk ikke helt dårligt - især ikke efter godt med luft. Der er tydligvis Barolo i glasset, omend det er i light-udgave: Elementerne er der, men det hele er skaleret ned. Slankt og rent nebbioloudtryk, hvor den varme årgang hjælper lidt på frugtens charme, men til gengæld betyder at syren er lav og generelt set er det for tyndt og ukoncentreret i alle led. Hvordan man i enig 5-stemmighed kan fremhæve den her i et stort og ret godt barolo-lineup, er mig lidt af en gåde.. Mon vi har smagt den samme vin? Læs bl. a. Kyle Philips' og Luciano Pignataros indlæg om smagningen.
85

mandag den 17. oktober 2011

Vinevent Aarhus 2011


Vinevent er en årlig smagning i Aarhus, som i år havde fundet ideelle lokaler i Früds Spisehus. Her var mere end 20 importører samlet for at vise deres sortiment frem, jeg holder mig her til det italienske repetoire med store forventninger til bl. a. Bichel, Lahvino, Pran og Carlo Merolli. Det skulle - lidt uventet - vise sig at dagen for mig kom til at stå i Venetos tegn:


Vin300.dk præsenterede det lille familiehus Bonazzi, som var et meget positivt bekendtskab. Klassiske Valpolicellavine med en meget tændt frugt i slankt udtryk med god dybde i alle tre produktled: 2008 Bonazzi, I Campo Veneto IGT er en fremragende basisvin lagret 6 måneder på botti og barriques: Ren, saftig corvina-frugt med den karakteriske sødlige kirsebærsaft og en helt tændt, rund frugtsyre som får det til at føles prikkende på fortungen. Den samme frugtprofil går igen i 2008 Bonazzi, Valpolicella Classico Sup. Ripasso som også har høj, blød syre men kombineret med sødlige fadkrydderier (2 år botti/barriques 2/1) af sødlakrids og kanel og en flot dybde. 2005 Bonazzi, Amarone della Valpolicella Classico er rank og klassisk i stilen med en rigtig flot duft af kirsebærsovs, kanel, vanilie, dæk og en metallisk rusttone. Virkelig god struktur, godt med tannin, rank syre og bittertoner, som får den til at virke meget frisk. 2 år på botti og 18 mdr. på barriques. Til hhv. 84, 89 og 188 er alle tre gode køb.



Carlo Merolli havde et fokuseret line-up med 10 vine af allerhøjeste kvalitet. Bl. a. Quercecchio Brunello og Rosso (Montalcino), den helt fantastiske 2000 Gemma Tabui Barolo Riserva, 2007 Cascina Cuccos Barolo Vigna Cucco og så denne Le Ragose-vertikal som blev dagens hovednummer. Le Ragose har nogle af de højest beliggende marker i Negrar, 500+ moh på stenet og meget mager jord, som giver ranke og mineralske vine.

2002 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Wow, vi lægger downright dirty fra land i den her minivertikal med 02'eren som har en skøn, snavset brett-næse med mødding, kloak, skrald sammen med (sur)kål, balsamisk frugt, lakrids og julekrydderier (især kanel). Blød og dyb, moden frugt i den klassiske stil hvor sødme og rund frugt vejes op af rank struktur, især med faste tanniner. Imponerende Amarone fra en på papiret temmelig svag årgang - det mærker man ikke her og det er en meget anbefalelsesværdig udgave hvis man godt kan lide det lidt beskidt!

2003 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Fra en kold og våd årgang til en varm og tør - to ekstremer i hver sin ende af skalaen. Men her i den hede 03 virker det til at Ragose har haft gavn af den høje beliggenhed: Næsen er overraskende frisk med ligefremme, krydrede kirsebær, blomme i madeira og vegetale fadtoner a la svampe og våde blade. Enormt blød frugt i munden, med masser af blommesaft og remonce i finishen. Svagere struktur end 02'eren, men mere saftig i frugten.

2004 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Næse domineret af læder og lakrids og friskere urter, næsten krydderurter. Tilbageholdende og kølig i frugten og pt. den strammeste af de fire her - men måske også den mest elegante. Ikke så spændende i munden som de 03'eren og faktisk med mere blottet alkohol i finishen. Men i den kølige stil er den frisk og ligefrem saftig, og er man ude efter en elegant Amarone til lagring er dette et godt bud.

2005 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
har en meget speciel og karakteristisk 'spids' i duften, som måske bedst kan beskrives som stilket med toner af kanel og lakrids. Meget rank - minder om 04'eren i stilen, men er endnu mere frisk og spændt og virker faktisk bedre struktureret med et højere syreniveau og en kraftigere tanniner. Jeg drak en flaske af denne for et par år siden og den er klart bedre og mere karakterfuld nu.

Fire flotte, klassiske Amaroner af høj kvalitet (90-92 pts.) og det er et spørgsmål om personlig præference og formål, hvilken man foretrækker. Igen en lektion i ikke at lade sig blænde af årgangsskemaerne, jeg foretrækker fx. idag helt klart 02'eren, som jeg synes har mest karakter og kompleksitet - og så er den moden.

MwineM.dk havde 2006 Bussola, Valpolicella Classico Sup. Ripasso Ca' del Laito fra Bussolas i 2001 tilkøbte 8 hektar i udkanten af Classico-zonen. Mørk og intens ripasso-fortolkning, som er saftig og blød men med så meget fokus i frugten at det føles alvorligt og fast - ikke noget floppy, semiamarone her!
2005 Bussola, Amarone della Valpolicella Classico er meget anderledes: En ekstremt kemisk og superintens amaronenæse med acetone, amaretto og sultaniner - en vildt æterisk og sprittet parfume. Smager af hedvin i munden med oxidative toner og masser af alkohol i den ellers elegante og egentlig lyse likørkirsebær-frugt. Det her viser hvor speciel og ekstrem en vintype Amarone kan være - elegant og tonstung på samme tid. Vildt, karakteristisk og flot! Bygget til fremtiden.


Pran var også rigtig godt repræsenteret også bl. a. med den saftige og kraftfulde 2006 Basilisco, Aglianico del Vulture, en mørk og koncentreret aglianico med moderat fad og god længde og især en meget intens og dyb syre. Også meget interessant 2006 Plozza, Sfurzàt di Valtellina - DOCG'en fra Lombardiet på tørret nebbiolo. En speciel smagsprofil som ikke umiddelbart blindt er til at gætte som nebbiolo. Mere sagrantino-agtig faktisk, med tæt frugt, sødme, høj alkohol og så den velkendte, faste struktur. Godt bekendtskab og bestemt en vintype, som er et nærmere kig værd.

Derudover smagte jeg blandt andet for første gang vine fra Mallorca og Canada - bl. a. en fremragende selection-riesling (2006 Cave Spring, Riesling CSV) fra Ontario, som var næsten ligeså petroleumsaromatisk som Sarraccos piemonte-riesling (samme breddegrad, også fra 06) og havde en skøn sødme og kompleksitet i frugten.

Generelt kan man måske give det råd til importørerne at de skal gøre op om det vil det eller ej. Man kan ikke fedte sig igennem sådan et arrangement med basisvine og nærig udskænkning - så bliver man kørt over af dem som går all-in. Carlo Merollis stand var (hvad angår røde) hovedattraktion på grund af den kompromisløse kvalitet i det fokuserede line-up og den rundhåndede udskænkning, som frigiver alle aromaer i glasset og betyder at man faktisk kan smage ordentligt på vinene. Det får simpelthen vinene til at fremstå i det bedst mulige lys - og det er vigtigt når rammerne ved en messe i forvejen per definition er vanskelige.
Men der var få svipsere blandt standene og som arrangement var Vinevent 2011 en yderst veltilrettelagt smagning med plads nok, god stemning og mange flotte og alsidige vine fra små importører.