Noma (II)

Noma er et sted som få andre. Et sted der går til yderligheder, det er som om menuen er et slags radikalitetens manifest, en hyldest til konsekvens og omhyggelighed. Man efterlader Noma imponeret og dybt taknemmelig for, at det sted findes.

Besøget på Noma for to år siden var en overvældende emotionel oplevelse. I går var den mere intellektuel. Hvor retterne dengang fremkaldte minder, længsel og en mærkelig gemt kærlighed, var det denne gang en mere legende oplevelse, hvor hver ret rummede en klar idé, som det var en storslået intellektuel og sanselig fornøjelse at afkode.

Et fascinerende spor at følge er hvordan ideen om balance angribes. Det synes ikke at handle om at få retten til at balancere som sådan, men derimod at fokusere på et element og så dyrke det, udfolde det, og på den måde nærmest transcendere det. For eksempel den sødligt fede jomfruhummer sammen med sødligt fede grillede løg og sødligt fed rosenolie. Er man ikke opmærksom, fanger man simpelthen ikke kompleksiteten i præcis dette - at man zoomer ind på et særligt aspekt og derinde opdager nye detaljer og ny rigdom.

Menuen denne gang var mere kødbaseret; skaldyrene var en slags hovedtema og de blev vist frem som noget af det første, en slags præsentation af hovedkaraktererne - mens de endnu var i live.

Vinen er sublim og lever fuldt op til radikaliteten i menuen. Parringen er flere steder fuldstændig genial, intet mindre. Og et smukt formet forløb mod det mere og mere oxiderede: Fra den friske, gærprægede Strohmeier Lysegrøn 3 over Tschidas let orange Himmel auf Erde Maische II, videre til den botrytis-prægede og tanninrige Riffault Akméniné og til slut i det spor Tissots ekstremt oxiderede vin jaune-lignende Savignin. Helt fantastiske vine, som understregede nuancerne og radikaliteten i serveringerne.

Måske er det alligevel her man kan spørge om det ikke er et kompromis at servere central- og sydeuropæisk vin på en restaurant der så entydigt og konsekvent går efter det lokale og nordiske og som på alle andre områder går hele vejen i forhold til selv at producere og udvikle? Jeg ved det ikke og det er sikkert diskuteret omfangsrigt før. Jeg ville selv meget nødigt have undværet den sublime vinmenu. Vi startede iøvrigt med en himmelsk æble/gran-juice som fungerede fantastisk i stedet for champagne.

En tur rundt i køkkenerne giver et indblik i den ekstreme omhyggelighed og den enorme forarbejdning, der ligger bag de på overfladen enkle retter.

Jeg er ingen madekspert og det her er selvfølgelig ingen ‘anmeldelse’, ligesom iøvrigt alt på den her blog heller ikke er det. Blot refleksioner fra en lægmand.

Tak.

Et kig ned i hullet!

Il Buco, Alimentari, La Banchina.. 3 uundgåelige for den italofile i København. Og der er efter sigende en mere på vej. En slags flerhovedet mama med ypperlig italiensk hyggelighed og kvalitet skabt af Christer Bredgaard.

Vinene er alle naturlige og helt i top - Portinari, Spellare, Giardino, Barracco, Noci, Longarico og mange flere. Den eneste grund til man ikke møder de her vine overalt er vel primært at de sælger så mange af dem selv. Alene på banchinaen er der flere hundrede gæster på sådan en solrig sensommerdag.

Den navnkundige Tue Bach Petersen er nu hos Buco+ og sammen smager vi på lidt af sortimentet mixet med nogle af hans Vinsvin-vine fra Loire. Hvilket line-up! Mine favoritter blandt de italienske:

Sicilien

Barracos vidunderlige grillo med fantastisk delikate oxidative noter, krydret honning og bagte æbler. Lidt varm måske med de 13,5%. Longaricos basis-bianco (cataratto) er flot, det samme er den fyldige, mørkt frugtige, tanniske nerello cappuccio Riversu. Men det er den skalmacererede Catartico (også på cataratto) som er allerbedst: Fantastiske toner af gran, appelsin, salvie og lyng og en kalket tekstur med høj syre og en exceptionel finish af hasselnødder og elegant karamel. 12%. Ingenting tilsat eller taget fra hos Longarico, et vildt interessant nyt bekendtskab!

Campania

Cantina di Giardino har jeg smagt flere gange, måske alle deres cuvéer over årene. De er generelt noget svingende, og for den volatil-følsomme kan det være for meget. Men 2015-fianoen (ikke macereret) er frisk med grønne æbler, lime og lækker crisp. 2007 Nude Aglianico er fantastisk med stor aglianico-power - slank og moden nebbioloagtig aromaprofil af roser, brændte og friske figner og bildæk.

Liguria

Biodynamiske Santa Catarinas basishvide (vermentino) og -røde (merlot-blend) er ganske fine, men den let skalmacerede enkeltmarksvermentino Poggi Alti er noget særligt. Lækre tanniner i en stram metallisk struktur med slank mirabellefrugt og anis.



Emilia Romagna

Ca' de Noci laver en vidunderlig tør moscato (med spergola og malvasia) som macererer i 10 dage. Der er ikke noget tydeligt orange-præg, men en hamrende aromatisk moscato-næse, en ren blomsterbuket - hybenrose, hyldeblomst, honning, tulipan, pære. Som altid med tør moscato (fx. også Occhipintis SP68) er forskellen på den entydige sødvin-næse og den knastørre mund med vild syre en fascinerende kontrast, et næsten trylleagtigt perceptions-trick.

Il Bucos vine kan mestendels købes ude hos Alimentari på Njalsgade og selvfølgelig på spisestederne.

Naturlig Nebbiolo

To vidunderlige nebbioloer! Det er i stigende grad her i de (på papiret) mere ydmyge appellationer man kan finde de helgode nebbiolooplevelser, ihvertfald hvis man som mig holder af slank vin. Begge er økologiske og vinificeret naturligt.

2013 Conti, Colline Novaresi Nebbiolo ‘Flores’
Især vinen fra de tre søstre på Conti er fantastisk - helt frisk, med behersket alkohol og en syngende, sprød elegance. Næsten grignolino-agtig i sin helt lyse stil med de hårde tanniner. Men også umiskendelig nebbiolo i den sødligt-mineralske, dybe duft af roser, rust og ruskind. Frisk, syrlig, læskende og dyb. Hvis man savner let elegance og naturlig vinificering i sin Barolo, skal man gå herhen! Spontangæret og helt uden svovl.

2008 Roagna, Langhe Rosso
Roagna er mørkere og lidt mere kærv, men stadig utrolig elegant. Druerne er fra Pira i Barolo og Pajé i Barbaresco, 2 måneders maceration og 5 år på fad. Langhe Rosso, haha! Hvis bare flere B/B blev behandlet med denne omhu og langmodighed. Den typisk Roagnaske stramme, lidt tilbageholdte stil, men alligevel virkelig skøn og intens duft af friske svampe, kamfer, tulipaner og læder. I munden får tanninerne styrke med lidt luft, syren er relativt lav, men balancen er flot, og jeg er lykkelig for at have et par af disse i kælderen. Økologisk.

Cibi e Vini har Conti og Atomwine har Roagna.

Instagram

Man kan nu følge Più Rosso på Instagram. Jeg har vægret mig og her er hvorfor: Jeg holder af de vine, som er skabt med særlig omhu - med omhyggelighed, ambition, respekt og glæde i mark og kælder. Smagenoten er min ydmyge måde at give noget tilbage til vinen på, den er en slags taknemmelighed. Derfor skal den også være omhyggelig, af respekt for den vin og vinmager den handler om.

At splatte et billede op på Instagram giver intet tilbage. Man klæder sig med lånte fjer ved at gøre andres bedrift til sin egen. Hvis ikke man har noget at sige om en vin hvorfor så poste et billede? Der er ingen der er interesseret i hvad du har drukket. Men hvorfor du drak det, hvordan det smagte, hvordan det er lavet etc. er derimod interessant.

Men vin er også en fest, vin er social. Selvfølgelig når den drikkes, men også i samtalen om den. Flere af dem som fik mig til at blogge in the first place, har vist hvordan man faktisk kan opnå præcise, respektfulde og sigende smagenoter med relativt få ord - det er svært (se bare dagspressens elendige forsøg), men kan lade sig gøre. Og på Instagram kan man jo skrive lige så langt man har brug for alligevel. Dertil kommer hashtags, som er et genialt community-redskab, så langt foran blogrolls, RSS og hvad det altsammen hed engang.
Og så er det simpelthen meget nemmere at poste, så flere vine kommer med og hele meningen er jo på længere sigt at huske hvad der var hvad.

Piú Rosso bloggen består selvfølgelig her til de lidt større og mere direkte italienske ting.

www.instagram.com/piu_rosso

Bruno Allion, Touraine

Bruno Allion dyrker biodynamisk i Touraine, Loire og vinificerer uden intervention og helt svovlfrit.

2014 Bruno Allion, FAK400 VdF

På gamay. Tæt blålille farve, blød og mørk frugt med en del sødme i duften a la lagrein eller teroldego, men lidt lysere og mere frisk - kogte blåbær, appelsin og en distinkt tone af frisk gran.

Også munden er virkelig frisk med høj syre og frugt af sure æbler, appelsin og friske blåbær. Helt ung og spændstig med tændt frugtsyre, næsten prikkende på tungen. En meget saftig vin med en benet kerne der holder den primære, ja nærmest pubertære, frugt oprejst.
Usædvanlig mørk i frugten for en gamay, måske fordi Bruno Allion har noget gamay teinturier, en mørk gamay-type.

2013 Bruno Allion, Surin VdF
Fin hvidvin på sauvignon, der ligger næsten to år på gamle fade. Chenin-agtig med klar citron og bivoks og ikke umiddelbart mange af de arketypiske sauvignontræk. Duft af citron og smør og nærmest noget frugtig kaffe fra fadet. Lidt lever og voks kommer til. Høj citrus-syre i munden - en ren og klar vin, både frisk og med fine udviklede noter på bagkanten.

Begge vine er ærlige og flotte, uden ligesom at brænde sig hårdt fast i bevidstheden. Men især hvidvinsstrategien appellerer - 14-sauvignon skulle ifølge Bruno Allion være et niveau over 13, så det skal jeg have fat i til den tid. Rosforth tager disse hjem, læs wineterroir’s reportage.

2013 Pheasant Tears, Kakheti Rkatsiteli

Den cooleste blogger, importør, vintjener (på Pondus - tag derhen! glem stjerne-fimsen, det er bib der sker i Aarhus) og dude i det hele taget Tue serverede den her forleden, en georgisk Rosforth-vin, som var en skøn overraskelse. Skalmacereret, biodynamisk og lagret i qvevri - lerkar med bivoks indvendigt, som er gravet ned i jorden.

Klar gylden-orange farve og en fremragende duft - kompleks og interessant med røgelse, halm, cement, kål og et salt salmiak-spor inderst.
Smagen er lige så flot og karakteristisk, strukturen er hård og dominerende, men blødes op af en rigtig fin, melet-sødlig mirabelle-frugt. Ellers er det de stenede mineraler i front i en glasklar smagsprofil, syren er høj og velbalanceret og i afslutningen sætter kraftige valnødde-tanniner ind, umærkelige hele vejen, men pludselig er de der og klæber tungen til ganen på en original og herligt hård måde. Eftersmagen samler trådene med røgelsen, mirabeller, oxi-toner og appelsinskal. En smuk vin!

Ingvar har ved flere lejligheder skrevet om Pheasant Tears

2011 Foradori, Vigneti delle Dolomiti Teroldego

Elisabetta Foradori er en af foregangskvinderne både for en ny og mere naturlig måde at anskue vinproduktion på og for Trentinos opblomstring. Foradoris naturligt vinificerede hvidvine er nogle af de bedste hvide i Italien overhovedet efter min mening. Her er det mere basis, Foradoris første succes-vin, teroldegoen fra Rotaliano. Biodynamisk, spontangæret på cement, lagret et år på store fade og cement, ufiltreret.

Kraftig, mørkt-æterisk duft af kul, ruskind, tobak, malt, sødlakrids og med stor, blød frugt af syltede brombær og fuglekirsebær. En virkelig flot og stor duft, som her med lidt modning er superintens og interessant.
Smagen er tæt, vinøs og på sin vis saftig i sin blanding af brombær, sorte kirsebær og tørrede, mørk-søde dadler. Det er en helt tætfarvet vin, nærmest sortrød, og smagen er også kraftig, frugtig og blød med rigtig fin, sød krydring af karry, kardemomme, sødlakrids og lidt fad plus lette tanniner der slutter af. Eftersmagen er fyldt med elementerne fra næse og mund og er noget af det sjoveste.

En skøn vin! Meget sjovere og mere sympatisk end fx. skamsprøjtet bordeaux i nogenlunde samme stil. Hele 90.000 flasker laver Foradori af den her vin, så det er ikke engang særlig nicheagtigt. Bichel importerer Foradori.

2014 Weingut Fritsch, Materia Prima

Biodynamisk og spontangæret gewürztraminer fra Wagram, Østrig.

Meget parfumeret hvidvin med tung og sød traminer-næse af heftig hyldeblomst, sød pære, honning, lavendel, sæbe. Der er et strejf af peber- og persillekrydring med, som bryder det søde lidt.

Smagen er slet ikke som næsen, man forventer klart en sød eller tung vin her, men det er den ikke: Tør med klar frugt og fin balance i den lette krop. Mørktonet i den lette frugt, men klar med meget delikat blomstrede toner og ikke på nogen måde natur-outreret eller gewürz-vulgær. Ikke så høj syre og med sæbede bittertoner der kunne forveksles med alkohol - det er det ikke, for vi er nede på 11%.

Det er en ambitiøs og heftigt brandet vin som jeg nok havde forventet mig noget mere af, mere vildskab eller originalitet. Men alligevel dejlig, ren og ærlig traminer, virkelig fint at prøve den drue udenfor biedermeier-værelsets tunge luft af parfume og gamle buketter.

2014 Domaine Ratapoil (Raphaël Monnier), Arbois Ploussard 'Partout'

Fantastisk ploussard! Man bliver glad af sådan en vin her, der er så meget liv og originalitet, det er et æstetisk objekt simpelthen, som man bliver glad for at nogen har sat i verden.

Meget smuk, tæt og intens duft af hængt og stegt kød, får/vildt, bagt rabarber, tyttebær, havtorn, anis, peber, råddent træ og svampe. Elegant, men meget kraftig og forførende, næsen trækkes nærmest ned i glasset i en slags rus efter mere. Som en særligt foretrukken armhule, man inhalerer fra med vellyst.
Flot og uhyre velbalanceret i munden, noget af det bedste ploussard jeg har smagt. Ren frugt med både masser af frugtig friskhed, en let pinot-agtig sødme og lidt snavset dybde af de skovede, animalske træk som er vævet så fint ind i væsken. Ligesom i næsen er den både tæt og slank - overvældende og helt let på samme tid.

Monnier dyrker økologisk, håndplukker, spontangærer (carbonique), lagrer sur lie på gamle fade og aftappes ufiltreret og minimalt svovlet. Fra forskellige små parceller i Arbois, 11% alkohol.

2008 Mastroberardino, Taurasi Radici

Mastroberardino er den klassiske taurasi-producent. Radici hedder toplinien og Riserva-udgaven viser aglianico-druen i fuldeste flor, stor og klassisk med dyb kompleksitet. 99’eren er stadig en af mine referencevine. Radici ‘normale’ her er en mere moderne vin, som er mørkere og blødere i stilen og bl. a. lagrer (2 år) delvist på barriques, fremfor store fade. En helgarderingsstrategi med cuveer for enhver smag, som mange producenter vælger, og som måske er nødvendig, men sguda også lidt slap.

Det er en flot og virkelig velsmagende vin. Den forsvinder hurtigt til ribeye'en, fordi den er af så åbenlys høj kvalitet og så indtagende. Men den er også lidt karakterløs, tydeligvis konventionel og kunne komme mange steder fra - typiciteten er ikke særlig stærk.
Duften er sødmefuld med solbær, søde kirsebær, blommer, gummi og kanel. Smagen er kraftfuld, men med elegancen i behold - det er ikke nogen bulderbasse overhovedet. Stringent i strukturen, men som sagt i en relativt blød, mørkfrugtig og let sødmefuld stil. Kvaliteten er høj, men den bliver ikke husket så længe. Så hellere riservaens rankere klassicisme.

2014 Tavignano, Lacrima di Morro d’Alba ‘Barbarossa’

Jeg elsker den her drue, lacrima fra Marche, som er så vild og aromatisk, både vulgær og elegant, forførende og på sin vis frastødende på samme tid. Den dufter friskt og kraftigt parfumeret, næsten syntetisk slikket af litchifrugt, især kinesisk litchi-slik, geleer og den slags: Meget floralt, sødligt-syntetisk. Roser, kardemomme og lavendel kommer lidt derhenad. Og så er der sødlakrids og let bitre stilkede toner.
Smagen er ligefrem og frisk med saftig frugt, igen her er bitterheden klædelig. Og så fra midten og ud, denne helt særlige parfumerede aroma.
Jeg har sagt det før, Lacrima kan kategoriseres (ikke dna-agtigt, men som type) sammen med Ruché fra piemonte - de deler den vilde floralitet og indsmigrende vulgaritet og også meget af aromaspektret konkret. Men Lacrima - ikke mindst Tavignanos version her - er lidt strengere og syrerig i strukturen, en meget flot kontrast, som gør den elegant og frisk i modspil til de slikkede elementer.
Carlo Merolli importerer Tavignano.

Biobobler

2014 Fuchs & Hase, Pet Nat Vol. 1
En lækker gang naturbobler på lige dele sauvignon og chardonnay, som spontangærer med skallerne og kapselflaskes uden dosage eller filtrering før gæringen er helt færdig. Den er fra et samarbejdsprojekt mellem de to unge winzer-par Arndorfer og Jurtschitsch i Kamptal, Østrig.
Flot næse med tydelige spor af skalmacereringen - kridt, muslingeskaller, jord og en delikat frugt af æbler og appelsin/citron-skal. Virkelig balanceret og karakterfuld i munden med perfekte perler og god kraft. Læskende og spændende på samme tid.

2007 Raumland, Pinot Noir BdN Brut Prestige

En afdæmpet, men vidunderlig pinot-sekt fra Rheinhessen, som jeg har drukket nogle flasker af over et par år, men som her med 8 år er bedre end nogensinde. En fantastisk lille aroma af Karl Johan svampe er vildt forførende, frugten er helt let og gennemsigtig lys og der er ristet rugbrød, kridt og grønæblet syre. Er også smuk i munden, men det er egentlig næsen som er mest frapperende. Helt tør med 1,4 g restsukker, 12,5% alk. En skøn sekt, jeg er ked af at det er sidste flaske.

Raumland laver også fremragende alkoholfri sekt, som ungerne fik nytårsaften. Der er både rød og hvid cuvée og en på røde vildæbler.
Fuchs & Hase var iøvrigt ideel ledsager til den her geniale tidlige noma-ret som jeg havde modificeret med lokale ørredrogn fremfor caviar (hvilket jeg synes giver mere mening af flere grunde).

VANG #2

I ved det selvfølgelig, men hvis det skulle være undsluppet opmærksomheden (måske fordi I af gode grunde for længst har droppet den trykte vinpresse): Det cooleste, sjoveste og mest interessante vinblad er udkommet for anden gang - VANG #2

Skynd dig til din nærmeste vinbutik og hvis den ikke har Vang - eller har haft - ved du, at du måske køber vin det forkerte sted. Eller skriv til Vang-gutterne og få det tilsendt. Bladet er gratis, men støt det dog så der også kommer en 3’er: mobilepay 60563225 eller på konto 0400-4020551580 - se vangvangvang.dk eller facebook.

Jeg har selv bidraget til herlighederne med bl. a. en - generaliserende og påståelig? - kronik om Piemontes fortid og fremtid.

Godt nytår!

2010 Ferme la Sansonnière, Grolle Noire

Mark Angéli laver vin i Anjou, Loire på Ferme de la Sansonniere, et af foregangsdomænerne for biodynamisk og naturlig vin i Loire. Grolleau’en her er en smule atypisk i forhold til andre jeg har smagt, hvilket nok skyldes vinificeringen, som vel er en slags carbonique (døm selv, man kan læse om den her hos wineterroirs). Den er ihvertfald mere blåtonet og tæt i stilen end mange andre grolleau’er.

Men det gør jo ikke noget! I duften er der først og fremmest et væld af lakrids - lakridspulver og -rod, anis, salmiak. En elegant vanilieagtig (ikke fad) tone ligger sammen med frugten af kogte blåbær og jordbær, og lidt mere snavsede toner af kål og bildæk er der også.
Sødmefuld, slank frugt i smagen, blød og rund til at begynde med, men syren kommer med fra midten og kraftige tanniner lukker rigtig flot. Eftersmagen er nærmest champagne-agtig med kridt og gærtoner. Den særlige vinificering hvor druerne presses gradvist i selve tanken under den lange maceration af tyngde ovenfra giver kraftige tanniner pga. skalkontakten, men ingen grønne/bitre tanniner fordi det foregår så nænsomt.
Der er en fersk og sprød struktur her og det er en skønt læskende vin, alligevel med masser af - egentlig ret klassisk - vinøs ‘storhed’ i form af bredde og kompleksitet. En flot vin, dog var én flaske nok for nu. Rosforth importerer, 175,- i Le Pinard.

9% alkohol, 100% love

2 biodynamiske vine fra hhv Loire og Jura. Begge er spontangærede, ikke filtrerede og uden tilsætninger. Forfriskende lav alkohol i begge to: 9%.

Francois Saint-Lô, Saint Grolô

En fantastisk vin! Fjerlet grolleau med helt lys, transparent farve og de fineste, delikate aromaer af blodgrape, hindbær, svampe og lakridsrod. Slank og sprød i munden med tranebær og campari og en lille smule frizz fra lidt malo i flasken. Ikke uden (rest)sødme i frugten, det er dog helt ok i den her slanke, saftige stil - der er masser af syre i den friske frugt. Vildt bitter ud i eftersmagen, med en åleslank tråd af engelsk lakrids. Det er smukt!

Domaine de l’Octavin, Corvées de Trou Trou

Trousseau fra Arbois. Radikal grå-rød(!), transparent farve og en smule forhøjet viskositet, formentlig en mindre oliefejl (Lot Trouss14) - noget man ellers fjerner med svovl, hvis man altså bruger den slags.
Men duft og smag skulle være intakt, og det er rigtig godt! Flot duft - tætvævet og rund i frugten, sart og uhyre karakterfuld på samme tid. Nyplukkede hindbær og skovjordbær sammen med mere højfrekvent citrusaromatisk clementin og et dybere mineralsk spor a la cement sammen med let oxidation. 

Perfekt balance i munden med en støvet, syrerig frugt og slank smagsstruktur, som alligevel har masser af fasthed, elementerne er vævet helt tæt sammen. Helt fersk, først på bagkanten kommer et lille salt strejf sammen med et delikat knib af bitterhed. Klart, det er en let vin, så der er ikke stor tyngde i afslutningen, til gengæld er der en skøn elegance og saftig drikbarhed.

2013 BioVio, Rossese Riviera Ligure di Ponente

Rossese.. Ikke ligefrem nogen grape-celeb. BioVio er en økologisk producent i Albenga, Ligurien (mellem Nice og Genova), som dyrker områdets lokale druer som fx rossese, pigato og selvfølgelig vermentino.
Rossesen her er en rigtig fin vin, helt lys og transparent, let i krop og alkohol (12,5%) og med en tilbageholdende duft af jordbær, bagt rabarber, marcipan og en let krydring af bark og lakrids. Smagen er sødmefuld og jordbær/rabarber-agtig med lidt restsødme, ikke ulig noget vellavet basis-spätburgunder. Ikke at det er en sød vin overhovedet, der er masser friskhed i den lette krop, især på bagkanten hvor syren klarer op. 

Der mangler måske noget af den karakter som andre druer i samme lys genre kan fremvise fx. poulsard i jura eller grignolino lige ovre på den anden side af grænsen til Monferrato, Piemonte. Men det er alligevel en fornøjelig vin - sødlig, charmerende og elegant.
Supermarco i sydhavnen importerer BioVio. Jeg tror ikke de har rossesen, men jeg skal da ud og have fat i noget af det hvide.

Simplicamente & Litrozzo

To bud på basisvine lavet på en naturlig måde - uden kulturgæring, svovl og filtrering. Både Le Coste og Ulivi laver fremragende vin, men her er det snarere drømmen om enkel, ren og billig vin i lidt større oplag - vin de soif, både i mængde og stil - som driver værket. ‘Simplicamente’ kommer i 8000 kapselflasker og ‘Litrozzo’ i 2500 (én-liters, kork).

Belotti (Cascina degli Ulivi), Simplicamente Rosso VdT

‘Simplicamente’ fra Stefano Belotti i Monferrato åbner med en virkelig flot og levende duft - intenst mørk, bitter og syrlig. Æbleeddike, spids lakrids, ammoniak og ferskenskind.

Kraftig og syrerig i munden, arketypisk barbera med lidt volatile syrer i halen. Grynet lakrids, intense kirsebær og skovbrombær. Lidt Loire-francagtig metallisk kant som sikkert kommer fra dolcettoandelen. En perfekt vin til os som kan synes at barbera kan blive lidt venlig i det. Finishen har en meget fin sødme af kogte brombær. Det er en rustik vin som alligevel føles ren - der er masser af saftig frugt, og man kan smage at der ikke er svovl i det her. En skøn vin - faktisk med en uventet dybde og seriøsitet.

Lavet på 60% barbera og 40% dolcetto, lagret 11 måneder på store fade. 13,5% - ingen tilføjet svovl (15mg/l total).

Le Coste, Litrozzo VdT
Ufiltreret og ikke dekanteret, dvs. farven er helt tæt matrød. En meget enkel vin fra Le Coste i Lazio - i forhold til ‘Simplicamente’ er vi her på et andet, lavere niveau. Der er ikke den samme dybde i frugt og struktur men til gengæld god saftighed og tæthed. Hindbær, sure kirsebær, lidt kølige mintagtige toner og stilket bitterhed. Syren vil være vel volatil for nogle, det generer ikke mig, og jeg kan godt lide den rustikke no-nonsense-stil. En helt klar vin til (enkel) mad, den er ikke rigtig interessant nok på egen hånd, og det er vel heller ikke meningen.
Til 10-15€ for en liter kan man ikke regne med mere, på den anden side er det interessant med et konkret bevis på at billig vin ikke behøver være industriel og kunstig.

Lavet på grechetto rosso, ciliegiolo, vaiano, og canaiolo. 10,5% - ingen tilføjet svovl (10mg/l total).

2012 Klaus Lentsch, Alto Adige Pinot Nero 'Bachgart'

Enkeltmarkspinot fra Sydtyrol. Relativt mørkfarvet for hvad man forventer af en pinot og også næsen afslører at det er en lidt atypisk pinot vi har her. Eller måske rettere: At vi hverken er i Tyskland eller Frankrig, men Italien: Det er nemlig en udpræget italiensk næse, faktisk ville jeg måske endda blindt have været tættere på at gætte sangiovese end pinot noir. Det kan skyldes at den vokser i ler og/eller den indledende koldmaceration. Vinen ligger 20 måneder på en blanding af store og små fade - brugte, sandsynligvis, for fadpåvirkningen er fint behersket.

Metallisk duft med klare tyttebær og skarpe kirsebær i frugten sammen med tør tobak og slank lakrids. Frisk og levende i munden med flot balanceret frugt. Syren er ikke specielt høj, men den er velintegreret i den friske kirsebærfrugt. Også her er den typisk italienske, lidt skarpe metalliske struktur, men mod slutningen kommer en fin tone frem af gennemsigtige hindbær og en smørret, animalsk tone fra fadet, som sammen med den slanke frugt giver et klarere pinot-udtryk. Det er især med lidt luft at karakteren trædder frem, så giv den noget luft.

En fin italiensk pinot-fortolkning, Carlo Merolli importerer.

(2011) Gerard Schueller et fils, Edelzwicker

Naturvins-skeptikere skal nok ikke begynde her. Bruno Schuellers Edelzwicker er på en blanding af pinot blanc og riesling og er så godt som helt tætfarvet grumset-matgul i glasset. Skøn duft, radikal og særpræget med toner af ost, gær, jern, lak og lakrids. Her skal man ikke være bange for en gang oxidering og generel natur-radikalitet! Frugten er af æbleskræl og pomerans og der er en markant kardemomme-agtig krydring.
Saftig og cidre-agtig i smagen med en kraftig syre. Smager af æbler og grapefrugt-juice, men er tæt i syren - ikke citrus-spids. Man kan næsten se farven mørkne i glasset og der kommer godt oxiderede toner ret hurtigt, bl. a. en.. interessant smag af hot-dog: røg, syltede agurker og ketchup. Så den skal ikke gemmes til i morgen! Faktisk helst drikkes ret hurtigt. Små tanniner lukker i en lidt rustik finish præget af frugtsyren.
En skønt radikal vin, en naturlig vin de soif til en 10-12€ for en liter, hvis man er i Frankrig.

Nebbiolo under 15%..

Jo mere usvovlet 11%-vin man drikker, jo tungere og unødigt kluntede kan mange af de gamle favoritter virke. Nu skal man ikke (kun) lade sig jage rundt af sine friller, men jeg bekymrer mig oprigtigt talt om hvordan Piemonte (især Langhe) klarer overgangen til en ny tid hvor pendulet svinger mod lettere vine. Stadigt flere Baroloer tikker jo nu ind på 15%.

2013 Cascina Luisin, Langhe Nebbiolo ‘Maggiur’
Så jagten er gået ind på nebbiolo med fuld uddeling uden den høje alkohol. Første skud rammer Cascina Luisin, som arbejder om ikke økologisk, så tæt på. 60 år gamle stokke, traditionel vinificering med spontangæring og lagring på store fade i et år. 13,5%.
Klassisk nebbiolo-næse, dog i den mørke ende af skalaen med kraftig tjære og lakrids foran frugt af sur-søde kirsebær og tørrede roser.
Smagen er ru og mørk med kirsebær, bark og ferskensten. Ikke så høj syre og lidt dumb i munden, men afslutningen er rigtig fin med godt, bittert tanningreb. Klassisk, solid og meget seriøs nebbiolo i en tæt, mørktonet stil med masser af tørstof og asfalt/tjære-toner.

2013 Brezza, Langhe Nebbiolo

Vinificering på stål med kort gæring 4-6 dage. 13,5%. Transparent i glasset og god, roligt frugtig nebbiolonæse med masser af rabarber, hybenroser og lidt sorte toner af kul, lakrids og peber. 

Fin til at begynde med i smagen også men hen over tungen tager alkoholen og kulturgæren over med alkoholvarme og kemisk slikkede amaretto-toner der ikke rigtig harmonerer med friskheden i syre og frugt. Materialet virker godt nok, der er fasthed og kvalitet i frugten, men den korte gæring på (efter al sandsynlighed) kulturgær ødelægger det lidt. Og 13,5% virker for højt og tungt i den her lyse stil.
Brezza kaldes ofte traditionel fordi de lagrer på store fade, men det er jo ikke det eneste parameter: Kort, temperaturkontrolleret kulturgæring har fx. stor impact på vinens stil.
Hagelquist sælger 12’eren for 100,-

2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco
En kending fra kælderen. Har fået brunlige toner nu, en del bundfald og en mere udviklet næse med betoning på det modne/tørrede frugtspektrum i den afdæmpede næse - svedsker og tørrede kirsebær. Men den åbner virkelig flot op og de lyse toner bryder igennem med ribs og lakridsrod.
Det er som altid i munden, Produttori vinder - vidunderlig nebbiolotypicitet i en lys og funklende frugt med en syre der har imponerende kraft og længde og finkornede tanniner, der griber godt fat på bagkanten. Det smager hamrende godt og det føles godt - syren kilder i kinderne og tanninerne strammer om gummer og tungerod: Nebbiolo, som man ønsker den skal være. Sprødhed i teksturen og rustik, tør smagsprofil med cement, pap, lakrids i forskellige afskygninger, en anelse trøffel her i smagen, en sødme af roser og bitterhed af kommen. Det er så oldschool, og med den velsmag, typicitet og balance er det vel til at overse at der ikke er så meget til næsen. Med 14% er vi deroppe hvor madens peber hiver alkoholen rigeligt frem, men det skygger ikke for det overordnet lyse og rustikt elegante (kan man sige det?) udtryk.
PdB tilsætter 40-50 mg/l svovl inden pres, hvilket vel umuliggør spontangæring(?). Men gæringen er alligevel lang, tre uger, og blandt andet det mærkes tydeligt som en dybde og kompleksitet i forhold til fx. Brezza, der virker forceret.
Philipson importerer Produttori.

2012 Costa Filippo, Nebbiolo d’Alba ‘Bricco Barone’
Moderne nebbiolo i frisk, flæsket stil med rund indsmigrende krisebærfrugt og spor af barrique-lagring. 13%. Blød, frugtdrevet næse som også har fin nebba-parfume - tørrede roser, viol og en anelse rust.
Smagen er frisk og blød - meget harmonisk og velbalanceret med den syrlige, runde kirsebærfrugt der næsten minder om barbera indtil en stålmineralsk finale med - dog relativt lette - tanniner sætter ind. Der er en fin intensitet og det smager simpelthen godt - ikke særlig kompleks, men alligevel. I finishen dukker fadet op igen med vaniljesødme og lidt animalske smøragtige toner.
En fin nebbiolo - til den som ikke vil have det for råt. Piemontevine sælger for 135,-

2011 Eugenio Rosi, ‘Anisos’ Vallagarina IGT

Hvidvin på pinot bianco, chardonnay og nosiola fra Trentino. Økologisk og spontangæret med skalkontakt, ufiltreret og minimalt svovlet ved aftapningen.

Anisos dufter fuldstændig vidunderligt - kraftige toner af koldpresset rapsolie ligger i front og en fin kompleks frugt af sukat, appelsinskal, citron og fennikel. Det er en på samme tid reserveret og indsmigrende vin med masser af udvikling i glasset - en kæmpe fornøjelse at dufte til over aftenen. Ingenlunde nogen ekstrem vin, som trods skalkontakt og ufiltreringen er klar og gylden i farven, og det er endda umuligt ikke at tænke lidt på Bourgogne med raps- og smørtonerne og den fennikelstængte citrusfrugt.
Frisk og spændstig i munden, igen med klassiske chardonnaytoner af citrus, kalk og høj intens syre, men også nosiolas runde appelsin-, sukat- og mirabelletræk, som bløder op. Vinen er let (12,5) og uhyre velbalanceret, men føles fyldig med den tætpakkede struktur og nuancerige frugt. Der er en del fad som viser sig med smørtoner i finishen, men det forstyrrer ikke mig og bidrager til bourgognereferencen og kompleksiteten - frugt og struktur kan sagtens klare det.

Stor og flot hvidvin - købt hos Cibi e Vini, 175,- Ingvar har besøgt Rosi.

2011 Emmanuel Giboulot, Bourgogne Rouge Hautes-Côtes de Nuits

Biodynamisk Bourgogne fra Emmanuel Giboulot - en ikonisk figur i fransk vin nature, han nægtede for eksempel at bryde 40 års økologisk dyrkning ved at sprøjte mod en bestemt plantesygdom i udbrud i 2013 og blev idømt bødestraf. En protest fik over en halv million underskrifter. Giboulot spontangærer alle sine røde på stål og aftapper med minimal svovl efter ca 15 måneder på brugte fade.

Æterisk og elegant næse med rabarber, hel ananas, friske hasselnødder og mandler i den fine, lyse frugt sammen med undertoner af acetone, dæk, ruskind og blå gajol.
Skøn duft, men den er endnu bedre i smagen. En vidunderlig pinot med struktur og dybde. Levende, tændt og kødfuld med høj og intens syre og et skønt aromatisk spil i frugten. Hele tiden er det æterisk og let, så kødfuld betyder her substantiel og bredspektret, ikke tung. God længde med en rigtig fin sødme af rabarber og vanilie.

Det er ikke en højtråbende vin, men virkelig levende, frisk, karakterfuld og balanceret. 185,- hos Rosforth, udsolgt nu.

2014 Rietsch, Alsace Pinot Gris ‘Quand le chat n’est pas là’

De deler drue, metoder og noget af aromaspektret, men ellers er vi stilistisk meget langt fra fx. Radikons imposante orange pinot grigio. Familien Rietsch’s pinot gris er elegant, slank og med masser af fin frugt. Ligger tre uger på skallerne og lagrer 6 måneder i brugte fade. Ingen tilsætninger, heller ikke svovl. 12% alkohol og 0,3g restsukker.

Klar, orange-rosa farve. Vidunderlig orange-næse i slank stil, humle og gulerødder i front sammen med frugt af friske abrikoser og persille plus mørke (‘rødvinsagtige’) toner af ler og salmiak fra macerationen. Der er fine flintmineraler, lidt læder og mint kommer til. En fornøjelse at dufte til, intens og indtagende.
Saftig og frisk i munden med masser af slank abrikosfrugt og en IPA-agtig feel med de bitter-florale humletoner. Koncentration, vinøsitet og længde stiger efterhånden som vinen åbner op.
En vidunderlig vin simpelthen - masser af nuancer at hente op ad glasset samtidig med en elementær saftighed og drikbarhed. Chapeau!

Barbera!

To barbera-vine i meget forskellige stilarter, dog med kant og tobakket tørhed som fællestræk:

2005 Renato Galliano,  Colline Saluzzesi ‘Nerone’

Her er barbera blandet op med 40% neretta cuneese, en lokal drue her fra Saluzzo i det vestligste piemonte. Galliano er en lille producent af økologisk frugt og vin i 550 meters højde, Nerone lagrer et år på store fade.
En herligt moden vin som med 10 år virker på toppen med både spændstighed og modenhed. Kraftig næse som på lækker piemontevis ikke flasher frugten forrest  - spejderhagl, læder, kommen og tobak. Solbærpræget frugt og en søvandsagtig tone kommer med i smagen, hvor der er god struktur med både syre og tannin og igen masser af tørre og bitre tobaks- og lakridstoner. Vidunderlig vin, karakterfuld og mærket af tiden som et sæt barkede italienernæver. Cibi e Vini, where else?

2013 Angelo Negro e Figli, Barbera d’Alba Nicolon
Enkeltmarksbarbera fra dyrker og negiociant Giovanni Negro, druerne her er fra en mark i Roero og lagrer 15 måneder på en blanding af nye og brugte fade. Den er drukket på Cofocos ‘Italy’, som er et ret vellykket bud på revitalisering af den klassiske italienske familierestaurant.
Barbera tager godt imod fad (efter min mening) og det er faldet rigtig godt ud her med masser af interessant krydderi - enebær, vanilje, estragon, peber sammen med røg og mørk kirsebærfrugt. God barbera-syre i smagen, frisk og uden overekstraktion og igen med fine krydderier. En smule varme og fadtanniner i finish, uden at det kammer over.
En moderne barbera med en kantet, krydret profil og ikke det bløde, flæskede man sommetider møder, når barbera skal være nymodens.

2012 Friedrich Becker, Spätburgunder & 'B'

2012 Friedrich Becker, Spätburgunder
Vi smager på to spätburgundere fra det sydlige Pfalz, helt op ad den franske grænse. Beckers basis er en flot og ren pinot, med spændstighed og balance, kraft og krydret pinot-aromatik. Enkelt ja, men en stor fornøjelse at drikke. Fin duft af lidt gran og røg, men det er især den slanke, syrlige frugt af hindbær, ribs, skovjordbær osv. det handler om.
Det er i munden, den er bedst - balanceret og interessant, frisk men ikke uden tyngde, det er en substantiel vin i mellemfyldig stil. Becker chaptaliserer en lille smule mod slutningen af gæringen for at forlænge den og dermed udvikle aromaerne - og når så altså op på de 13/13,5, som han mener er ideelt for pinot.
Becker producerer oldschool med fx. spontangæring i åbne træfade og økologi, men stilistisk er det klassisk og midt-på-vejen.
Læs mere om Becker her hos Finare Vinare.

2012 Freidrich Becker, Spätburgunder ‘B’
Åh hvilken duft, det er så tydeligt at vi her er i et andet gear, selvom Beckers basis slet ikke virker så basis endda. Det her er pinot på et højt niveau. Fra begyndelsen har vi delikate, letsøde fadaromaer af smør, frugtig kaffe og groft knækbrød sammen med let og intens frugt af hindbær og ribs og aromatisk krydring af dild og spæd gran.
Ren og slank i munden, sød og blød frugt af fuldmodne hindbær og en tæt, meget salt smagsstruktur. Høj, vital syre og bittertoner af druekerner og lakridsrod. Anelse rustik afslutning med kantet bitterhed i de fnuglette tanniner, men overordnet en både kraftfuld og elegant pinot med delikat fadhåndtering og syre nok til at balancere de sødlige elementer. Det smager rigtig, rigtig godt og bliver sikkert kun bedre over de næste par år mindst. Druerne stammer fra første høst på GG'en Sonnenberg og lagrer 15 måneder på brugte barriques.

Becker har skiftet den helt svagt rosa baggrundsfarve på rødvinsetiketterne ud med en overtydelig røjvinsfarv’ og har fået skruelåg på de her to - langtfra basis i stil og kvalitet - spätburgundere. Det ydre betyder jo INTET (note to self), men det virker alligevel tarveligere end før.

Købt hos Extrabrut.dk

Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'

Det skal blive meget spændende at se hvad de nye ejere af Cascina Cucco vil med huset. Cairo-familien er godt nok big business, men de er ledende partner i EcorNaturaSi, stordistributør af økologiske og biodynamiske fødevarer, og da de købte Gavi-producenten La Raia i 2003 omdannede de huset til demeter-biodynamik. Det ville jo være fantastisk med en biodynamisk Barolo-producent i Serralunga - lad os se hvad der sker.

Imens kan vi se på hvordan det går med de seneste årgange. Måske er der allerede noget i gære, for de tre her 2007/2008/2009 demonstrerer en interesant udvikling mod det lysere og mere elegante. 2007 og 2009 er markant forskellige, og det kan ikke kun tilskrives årgangene, da de begge er (meget) varme og på den måde sammenlignelige. 2009 er overraksende let og frisk i stilen og sammenholdt med hvordan jeg husker 10’eren, fortsætter den udvikling. Stilskift hos Cucco? Man lagrer for eksempel nu top-baroloen her Vigna Cucco (som er det øverste af Cerrati-marken) et år på barriques og derefter på store fade - før i tiden var det udelukkende barriques, så vidt jeg husker.

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'
07’eren lugter allerede gammel. Meget sød næse med dadler, svedsker, kandissukker, farin, karamel og amaretto. Lidt tjære og svampe kommer til. Men den brændt-bedske tone af ældet overmodenhed dominerer. 

Den er dog en del friskere i munden end man skulle tro. Rigtig god og meget lang syre, og god frugt af ribs og kirsebær. Tanninerne lukker flot og resolut. Varmen og bittertonerne af brændt karamel vender tilbage i finish. En lækker vin med substans og kraft - især i munden - men også sød og tæt på færdig. Det er tidligt for en Barolo.

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'
08’eren er den i trioen her med de mest arketypiske barolo-træk. Godt med rust, kamfer, asfalt og trøffel i en tætvævet duft med frugt af modne, syrlige kirsebær.

Moden og intens i smagen med tæt frugt og syre og en kornet/grynet struktur. Måske med en lille tendens mod overekstraktion. Ellers fint balanceret og uden bedske toner. Tanninerne er ikke så markante og alkoholen trædder en lille smule frem i finishen, men ellers har afslutningen fine animalske fadtoner af smør og kød. Barolo i moderne stil uden at tabe druen af syne.

2009 Cascina Cucco, Barolo Cerrati ‘Vigna Cucco'

Overraskende frisk, kemisk og urtet i næsen. Lak og træbeskyttelse sammen med grønligt-søde toner a la skovmærke. Nye blåbær, roser og æblecidereddike i frugten, og en blød, sød tone af mælkechokolade.

Mindre koncentreret end 2008 og især 2007. Syren er også meget lavere end 2007 og frugten er mindre fokuseret, lidt slaphed i både syre, frugt og tanniner og med en relativt svag finish. Men måske er det lettere og mindre oppulente ikke kun dårligt? Det er ihvertfald en mere drikbar vin og et sympatisk trin i en udvikling som måske fungere bedre i 2010-årgangen. Men overordnet er det den mindst karakteristiske og svageste af de tre. Alligevel blev den tømt før 07’eren.

Carlo Merolli importerer Cascina Cucco.

Forskellen fra 07 til 09: