søndag den 16. august 2015

2014 Rietsch, Alsace Pinot Gris ‘Quand le chat n’est pas là’

De deler drue, metoder og noget af aromaspektret, men ellers er vi stilistisk meget langt fra fx. Radikons imposante orange pinot grigio. Familien Rietsch’s pinot gris er elegant, slank og med masser af fin frugt. Ligger tre uger på skallerne og lagrer 6 måneder i brugte fade. Ingen tilsætninger, heller ikke svovl. 12% alkohol og 0,3g restsukker.



Klar, orange-rosa farve. Vidunderlig orange-næse i slank stil, humle og gulerødder i front sammen med frugt af friske abrikoser og persille plus mørke (‘rødvinsagtige’) toner af ler og salmiak fra macerationen. Der er fine flintmineraler, lidt læder og mint kommer til. En fornøjelse at dufte til, intens og indtagende.
Saftig og frisk i munden med masser af slank abrikosfrugt og en IPA-agtig feel med de bitter-florale humletoner. Koncentration, vinøsitet og længde stiger efterhånden som vinen åbner op.
En vidunderlig vin simpelthen - masser af nuancer at hente op ad glasset samtidig med en elementær saftighed og drikbarhed. Chapeau!


8 kommentarer:

Ingvar Johansson sagde ...

Intressant läsning Niels. Jag har provat en del orangevin från Alsace men inte detta. Var hittade du detta ? Har du några tankar kring druvtypicitet och orangeviner ? Många menar ju att orangeviner smakar mer av metod än druva och ursprung.

Ingvar Johansson sagde ...

Förresten, du ska händelsevis inte till Naturvinsbalunsen på Nörrebro nästa lördag ?

Piu Rosso sagde ...

Hej Ingvar!

Ja det er et interessant spørgsmål! Her har jeg dog svært ved at se at det kan være andet end pinot gris - alene den rødlige farve (som ikke helt fanges på billedet) er jo noget særligt for gris og minder mig om Fricks macererede PG. Og noterne af gulerod og abrikos er præcist ligesom i Radikons PG (slatnik). Så det virker meget druetypisk, det minder mig ihvertfald om andre gris'er, og det her kunne helt sikkert ikke være chardonnay, riesling eller pinot blanc fx. Men jeg er helt med på temaet som er en interessant diskussion.

Rietsch importeres af Lieu-Dit, som ikke sælger til private så vidt jeg ved. Det er iøvrigt en anden diskussion - importører som primært sælger til restauranter, men er ene-importør og dermed afskærer vinene fra en bredere kreds. Den her er købt i Paris.

Åh, jeg ville gerne på lørdag og er i byen, men med arbejde over begge ører hele dagen, så jeg tror ikke jeg når til nørrebro..
Vi snakkes! VH Niels

Italienska viner sagde ...

Intressant post, och dito eftersnack.
Jag har druckit ett antal skalmacererade vita viner vid det här laget och tyckt väldigt mycket om många, älskat några och varit likgiltig inför en del - ungefär samma ratio som hos de röda viner jag druckit, antar jag. Min absolut oomkullrunkeliga åsikt är dock att metoden med skalmaceration tar ifrån den gröna druvan en del av dess identitet, som vi känner den sedan tidigare. Såvida vi inte talar om de mera aromatiskt profilerade druvsorterna som muscat i olika varianter, malvasia, gewürztraminer etc där druvidentiteten ibland får en extra boost när skalen får vara med i leken. Jag kan på ett kongruerande vis tycka att röda druvor utan, eller med mycket begränsad skalkontakt (läs rosé, rosato) på ett liknande sätt berövas en del av sin identitet, som vi känner den NB. Jag lägger inga värderingar i om detta är bra eller dåligt, men känner att det nog finns en anledning till att de konventionella vinerna framställts "konventionellt" under en lång tid. Att det sedan är väldigt kul och ofta gott med orangea, eller skalmacererade vita viner, är en helt annan sak.

/Patrik

Ingvar Johansson sagde ...

Patrik, du skriver något väldigt intressant, "skalmaceration tar ifrån den gröna druvan en del av dess identitet, som vi känner den sedan tidigare". Där håller jag helt med dig. Det jag funderar över om det så att säga utvecklas en ny druvtypisk identitet. Jag har funderat mycket kring om det är så att när vi ställs inför en ny smakupplevelse så fastnar vi först för det som skiljer ut, i detta fallet orangevinkaraktären. Jag tänker att det kan finnas något mer. Det låter bara orimligt att skalkontakt skulle dölja terroir/druvtypicitet.

Annars håller jag med dig om att muskat, gewurtztraminer och säkert några till är de skalmacererade viner jag brukar känna igen

Ingvar Johansson sagde ...

Och Niels, visst skalmacererad pinot griogio/gris brukar ju inte vara så svår att känna igen. Bressans o Princics varianter ser ju ut som campari

Piu Rosso sagde ...

Hej Patrik og Ingvar - jeg er præcist med på hvad I mener og jeg synes det er meget interessant også hvad du er siger Ingvar, at der opstår en anden identitet, idet druerne selvfølgelig reagerer forskelligt på fx. maceration.

Men på den anden side: Er druen altid konge? Er terroir? Chardonnay fx. findes jo i et utal af udgaver, selvfølgelig først og fremmest påvirket af klima/terroir, men vel ligeså meget metoder og kælderarbejde. Jeg har lige drukket fantastisk chardonnay fra Sylvian Bock (Ardeche) og længere kommer man muligvis ikke fra fx. klassisk bourgogne. Og det er jo ikke kun terroir der er forskel, det er hele stilen og metoden. Men det betyder vel ikke at den ene er mere 'rigtig' chardonnay end den anden? Eller at man skulle ønske at en af dem ikke fandtes. Det er i lige så høj grad metoder som det er sorter og terroir som bidrager til mangfoldigheden, efter min mening.

I en naturlig håndværksvin kan man måske sige at metoden er en gren af terroiret: tradition og vildgær i området, det er vel en slags terroir?
Der hvor metoderne for alvor skygger for identitet er vel industrivinene hvor det netop handler om at skabe et så ensartet, generisk produkt som muligt og tilføjer 'identitet' med tilsætninger - industrigær, syre etc.

Spændende (kort..;)) rapport om SP68 i øvrigt Patrik! Apropos druekarakter og nænsom maceration. Skal blive spændende at smage.

MVH Niels

Italienska viner sagde ...

Visst är det som ni säger, och druvan är inte alltid nödvändigtvis kung, men jag kan inse att det finns en orsak till att exempelvis chardonnay används i überklassiska viner/områden som Champagne och Bourgogne. Det är helt enkelt en oslagbar förmedlare av elegans och kalkig mineralitet. Visst kan den vara duglig och drickbar efter 90 dagars skalkontakt också men det är knappast druvans forte, det finns andra som fixar det bättre.
Sedan detta eviga "terroir"... Vad är det egentligen? Jag tycker det används så vitt och brett att det helt förlorat betydelse som någon form av trovärdig definition eller indikator. Carlo använder ofta "lantbruksidentitet" som jag tycker säger mig mycket mer, även om det förstås inte är en direkt översättning.

/Patrik