lørdag den 22. september 2012

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati



Ny årgang af en velbeskrevet succes-Barolo fra Serralunga d'Alba, hvor Cascina Cucco har monopol på Cerrati-marken. Herfra produceres tre Baroli - en basis, Cerrati og Cerrati 'Vigna Cucco' fra den øverste del af marken. Cerrati lagrer et år på barriques og et år på botti.

Rubinrød farve. Duften er ung og sky men åbner op til en (ny)klassisk nebbiolonæse med en hård og typisk Serralunga-profil. Skovjordbær, appelsin og ribs i frugten og søde fadaromaer a la honningristede nødder, næsten over i pæreagtige toner. Strukturen kan duftes - kridt, lakrids, mint og med luft også læder. Vokser faktisk til en ganske intens duft.
Slank og frisk i munden - ligetil og saftig, igen med skovjordbær og appelsin i frugten og lakrids, kridt og ungt læder hen mod afslutningen. Tanninerne lukker godt til i finishen, men det er ikke en voldsom Barolo som kræver lagring for at blødgøre. Syren er ikke superhøj, og det stemmer med den kølige profil i frugten, hvor også sødmen er afdæmpet. Resultatet er en virkelig drikbar saft som er umiddelbar, men har masser af nuancer til at påkalde sig og fastholde interessen. 1% lavere alkohol havde gjort godt, men det er vel nærmest utopi at forestille sig en Barolo under 14% nu om dage..

Den klassiske karakter i årgangen går klart igennem her, det er en frisk Barolo i afbalanceret stil - næsten lidt pinot-agtig - som stadig har god kraft og godt greb. Endnu en flot Cerrati, som helt sikkert tager på i vægt over de næste år. Minder om 2006 i stilen, men den er mere charmerende her som helt ung end 06'eren var. 149 kr. hos Carlo Merolli. Læs om de andre årgange her.
91

PS. Hov, hvor er min smukke lyserøde DOCG-bandarole!? Fra i år (+/-) er der nye bandaroler på alle DOCG-vine, og de er slet ikke så flotte og ikoniske som de gamle. Ak.


onsdag den 19. september 2012

2009 Cascina Tavijn, Ruché di Castagnole Monferrato



Ruché fra druens 'hjemme-DOC' Ruché di Castagnole Monferrato nordøst for Asti. Den unge Nadia Verrua har for nylig overtaget kælderarbejdet i familiehuset Cascina Tavijn. Druerne dyrkes økologisk og metoderne i kælderen er traditionelle med lagring på store fade. Tavijn producerer enkeltsortsvine på barbera, grignolino og ruché'en her.

Mørk rubinrød farve med en lillabrunlig sveskenuance og uklaret fremtoning. Utrolig karakteristisk og meget parfumeret næse med lysende hindbær og tranebær sammen med tørre kryddertoner af lakrids, kommen, kamille, jord og kridtstøv. Med luft samler duften sig til en mere mørk og seriøs næse, hvor søde kirsebær og figner kommer frem i frugten.
Smagen er kødfuld og heftig, saftig bærfrugt med en dyb sødme, høj syre, kantet karakter og så kraftige, kridtede tanniner. Mørk lakrids og hård mint a la Fishermans Friend på bagkanten, som er temmelig varm - alkoholen og kommenaromaerne giver nogle Rød Aalborg-associationer, som truer balancen. Men hele tiden er der den der meget karakteristiske aromatiske bær-parfume, som holder interessen fanget.

Den høje alkohol er en streg i bogen ved mig, men som Patrik fra Italienska Viner så rigtigt og flot formulerer det: 'Epitetet "balans" känns i stort sett oanvändbart, över den här ruchéen svävar nämligen en air av opulens, extravagans och nonchalans'. Det kan ikke siges bedre - hent en flaske hos Cibi e Vini på Torvegade og lad dig forføre af denne piemontetiske dandy!
90

tirsdag den 18. september 2012

2008 Müller-Catoir, Herrenletten Riesling Spätlese Trocken



Spätlese trocken fra Müller-Catoir's topserie Terroir som rummer enkeltmarksvinene fra området omkring Neustadt an der Weinstraße i Pfalz.

Grønlig-gylden farve. Meget køn næse med liflig frugt af hvide stenfrugter, mirabeller og pære. En æterisk anisfarvet kerne, mørke toner af røgagtige stenmineraler som antager let petroleum og sødlig tørret frugt (abrikoser, dadler). En levende duft men aristokratisk afmålt.
Sprød og ultraren struktur i munden med let småperlen. Slank og afbalanceret, med tæt og fokuseret frugt og godt indkapslet syre. Der er en ukunstlet friskhed i stilen som er meget attraktiv. Især finish og eftersmag er virkelig smukke, her hober de frugtige og mineralske aromaer sig op.

Virkelig forførende og umiddelbar riesling. Den er næsten lidt enkel og har sandsynligvis slet ikke foldet sig helt ud endnu. Atomwine importerer Müller-Catoir.
90

2007 San Felice, Vigorello Toscana IGT



San Felices Vigorello var med sin blanding af sangiovese, cabernet og merlot en af supertoscaner-revolutionens allerførste i slutningen af tredserne. For nylig blev druesammensætningen ændret, sangiovese røg helt ud, angiveligt for at skærpe forskellen mellem Vigorello og San Felices anden topvin Poggio Rosso (Chianti Classico Riserva). Tilbage er et rendyrket Bordeauxblend med 50% cabernet, 45% merlot og 5% petit verdot fra 3 marker på sammenlagt 8 hektar i Castelnuovo Berardenga. De macererer 3 uger og ligger 18-20 måneder på barriques.

Blodrød, næsten sort. Intens og dyb næse, fadpræget og Bordeaux-agtig i frugtprofilen, dog varmere og mere krydret med blomme, kirsebær, kardemommekapsler, fyrnåle, friskt læder, vanilie og engelsk lakrids. Fuld kraft på næsen og ret skøn at dufte til.
Lækker og cremet i munden med en supersmooth frugt, som alligevel byder på struktur og modstand fra syre og tannin. Rund og dyb og igen tænker man på Bordeaux fra en varm årgang. Afslutningen er det bedste med et godt, saftigt tanninbid og lækre fadaromaer af friskt læder og smør. Der kommer en bitter fadlakrids til som måske bliver for meget i længden med mindre der er kraftig mad involveret.

En flot og oppulent vin med masser af både Bordeaux og Toscana i karakateren. Meget åben og heftig, men ikke udpræget elegant. Kræver lagring eller en god dosis stegeskorpe som ledsagelse. 149 kr. i Føtex Food. Når den er på tilbus til 109 kr. er det europas klart bedste pris - til sammenligning koster den €30 hos Superiore.de. Mine indlæg om 2001 og 2004 her.
88

fredag den 14. september 2012

2009 Querciabella, Chianti Classico


Biodynamisk Chianti Classico fra Querciabella på 95% sangiovese og 5% cabernet. Udbyttet er lave 35 hl/ha, maceration i 12 dage og lagring 14 måneder i franske barriques, hvoraf 10% er nye og resten 1-2 år gamle.

Dyb rubinrød farve med tomatrød kant. Duften er meget frugtig med fuldmodne sangio-kirsebær af høj kvalitet sammen med krydret-brændte toner af soya, fritureolie, ruskind og basilikum og sødlige træk af sødtobak, sødlakrids, våde blade og vanilie.
I munden er frugten intens og fyldig i en saftig og ren stil med en delikat sødme. Relativt lav syre. Tanninerne er tilstede som en kridtet fornemmelse i hele forløbet og efter luft trædder de lidt mere frem i afslutningen. En del varme på bagkanten, men ellers er eftersmagen god med masser af frugt og en smørret tone fra fadet. Medium+ længde. Smagen samler sig mærkbart med luft og efter et døgn i flasken generer alkoholen mindre og grebet i strukturen er bedre.

En Chianti Classico af umiskendelig høj kvalitet, hvor frugten er dyb i både næse og mund og hvor den ene slurk tager den anden. En vin af overvejende af moderne tilsnit, hvilket ikke helt spiller med det som virker til at være endnu et varmt år i Toscana. Kunne være spændende at smage en lidt strengere 08'er. 139 kr hos Atomwine.
89

onsdag den 12. september 2012

2009 Manincor, Sauvignon Alto Adige Terlano 'Lieben Aich'

Manincor er Sydtyrols største private producent og har en kompromisløs kvalitetsorienteret produktion bl. a. med 100% biodynamik i markerne. I kælderen er metoderne mere konventionelle, men stadig med omtanke og tradition, bl. a. spontangæring, minimal svovling og lignende. 
En opprioriteret side af Manincor er det ydre, som er virkelig fint og luksuriøst designet - retromoderne typografi med de store serif-typer, tunge custom-flasker og tykt folie omkring halsen. En fornøjelse allerede inden man hælder op. Vi har smagt fremragende lagrein og pinot fra Manincor og forventer os meget her af top-sauvignonen fra subzonen Terlano nordvest for Bolzano. Den gærer spontant og lagrer på samme fade 10 måneder sur lie.

Lys gul farve. Næsen er her helt lukket, der er næsten ingen respons og slet ikke den sauvignon-typiske aromaintensitet. Let abrikosfrugt, lidt citrus og toner af lakridsrod.
I munden venter en anden intensitet: Flot og fokuseret frugt stil med en stålagtig syre, som er virkelig høj især på bagkanten. Sprød og slank frugt af æble, citrus og carambola. Rigtig flot finish hvor lakridsroden dukker op igen og syren sætter hårdt igennem sammen med kridtede mineraler, som næsten giver en lille skalmacereret association. God længde med en fin lille parfume af hvide blomster sammen med citrusdomineret frugt.

En skøn vin til mad med sin sprøde tekstur, høje syre og intense finish. Den mangler nok noget kompleksitet, ikke mindst i duften, for at man rigtig begejstres og jeg havde forventet mig lidt mere. €17 hos Mair-mair.
86

tirsdag den 11. september 2012

2009 Peter Dipoli, Sauvignon dell'Alto Adige 'Voglar'



Sauvignon fra den ambitiøse Peter Dipoli, som har i alt 4,6 hektar ved Kurtatsch, Margreid og Neumarkt. Dipoli er uddannet på IASMA og producerer tre vine - en sauvignon, en merlot-cabernet og en merlot. Sauvignonen er plantet i 1988-91 på Dipolis oprindelige 1,2 hektar i 600 meters højde ved Kurtatsch, hvorfra der produceres 1637 flasker Voglar. Spontangæring i akaziefade, hvor vinen også lagrer (ingen malo) i et halvt år sur lie.

Strågul farve. Skøn næse af fuldmoden gul tropisk frugt, citrus og nykogte æbler, et lille kemisk pift af acetone og let vegetale strøj af agurk. God kraft i en syrlig aromatik og få af de grønne sauvignon-markører.
Smagen er saftspændt og fyldig med rigtig høj og kraftig syre. Fersk i mineralstrukturen med lav salt men til gengæld er der mange stenede bittertoner. Igen er der godt med agurk med i den fyldige frugt. Kraftig på bagkanten hvor der er masser af fedme, intense noter citrus-skal og en let alkoholbitter tone i finishen. Men frugten er ren og fyldig hele vejen og det holder balancen. Der er en mikro-snert af petroleum i afslutningen og rigtig flot længde på eftersmagen.

En lækker og ambitiøs sauvignon som bærer tydeligt præg af den kølige opvækst. Mangler måske lidt af det som gør sauvignon så speciel, men det synes at være en del af projektet at modne sauvignon som ikke har de grønne, lidt snavsede markører - og det lykkes ihvertfald. Flot vin, €15 hos Mair-mair.
88

mandag den 10. september 2012

Bordeaux 2011 Primeur på Børsen


"Back to life, back to reality" kunne med sin muntert-melankolske fejring af hverdagen have runget i børssalen som et passende soundtrack til primeur-smagningen af Bordeaux 2011. Efter superårgangene 09 og 10 er festen forbi, en i bedste fald middelmådig vækstsæson i 2011 har slået bdx-feberen lidt ned og bibragt en smule realisme i prissætningen. Hos nogle slotte koster 11'eren op til 50% af 09-prisen, hvilket siger noget om hvor følsom Bordeaux er for årgangsvariationer. Smagningen var godt arrangeret og afviklet af Theis Vine i den flotte børssal, hvor man næppe kan forestille sig et bedre sted til Bordeaux's em af luksus. Der manglede et par af sidste års superstars, men som jeg også skrev dengang, er det en genial praksis at slottenes nye vine holdes op mod en valgfri tidligere årgang, det sætter tingene i det helt rette perspektiv samtidig med at der naturligvis gemmer sig store oplevelser i de enkelte 00'ere, 05'ere osv på smagningen.

For at sige det som det er, var der mange skuffende vine blandt 11'erne. Det er definitivt en årgang man skal smage før man køber ind, men gør man det, kan man være heldig at finde kup - de findes (alt er relativt). Jeg gik efter venstrebredsfavoritterne, men jeg skulle nok have tænkt mig lidt om og koncentreret mig mere om højrebreds merlot-dominerede vine hvad angår 11'erne. Jeg lister her hurtige noter på nogle af de vine jeg smagte:

Château Lascombes, Margaux 2. Cru Classé
2011 har en flot ren solbærfrugt i næsen med en let fadsødme. I munden er der sød frugt, sød lakrids og lav syre - det bliver for meget for mig. 2009 har en flot duft med masser af kaffe og ristede toner. Frugten er tændt og saftig i smagen og syren er rigtig god! En lille varme bagpå, men ikke nok til at vælte en virkelig flot struktureret vin!

Château Haut Bages Libéral, Pauillac 5. Cru Classé
2011 er helt lukket i næsen. I smagen er der grøn umoden bærfrugt med bitre tanniner. 2008 er mere åben og har udmærket frugt at dufte til, men stadig i en stram og bittertonet stil.

Château Beychevelle, Saint-Julien 4. Cru Classé
2011 har en fin sødlig krydring i næsen, men for mig bliver det til en lidt for irriterende vingummi-profil i munden. Dog er der god tanninstruktur og det kan måske ende godt. 2005 har en superflot duft: Letmodnet frugt, integreret luksuslakrids, skovbund og vanilie. Temmelig sød er denne også i smagen, faktisk med en brændt karakter (creme brulée) og syren er for lav til at opveje.

Château Talbot, Saint-Julien 4. Cru Classé
2011 har vådt træ, lakrids og slank solbærfrugt i næsen. I munden er den slikket og grøn på samme tid, det her hænger ikke sammen, lad os kryds fingre. Til gengæld havde Talbot en 2000'er med som havde en overdådig næse af megaintense figner - tørrede og brændte - ristede mandler, pandekager og dækgummi. Udviklet og blød moden frugt i munden med en nødde-agtig profil. Flot!


Château Smith Haut Lafitte, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
2007 er kødfuld og meget røget i næsen - lufttørret kød og slukket bål. Masser af kirsebær i intens smag - en ganske elegant vin. 2011 er meget, meget mørkere i farven. Lille og meget primær i næsen, lukket ultraung frugt med en lille kanelsødme. Men i munden er det anderledes - masser af fylde i den saftspændte mørke frugt, rigtig gode tanniner og ingen bittertoner. De 60% ny eg er godt gemt i begge vine.

Château Larrivet Haut-Brion, Pessac-Léognan
2011 har en fantastisk trøffelagtig næse med nødder og flotte røde bær - jeg må sikre mig at det virkelig er 2011 i glasset. Smuk i smagen med blød, fuldmodnet frugt, saftig syre og en flot tanninstruktur. Lækker lakrids i finishen og ingen grønne træk. Her er der et vaskeægte 11'er-kup, 200 kr getouttahere! 2009 er om muligt endnu flottere i næsen, landlig med kolort og jasmin og en flot parfume i let æterisk frugt. Sød, varm og lidt flad i smagen, slet ikke så interessant som 11'eren her i munden!

Château Latour-Martillac, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
2011: Uha, meget lukket i næsen med et lille lak-kemisk strejf. I smagen er den noget tynd og kort i frugten med en ubalanceret slikken sødme.. 2005'eren er en anden historie: Meget smuk næse med trøffel, svampe, gummi og syngende kirsebær. Mindre interessant i munden med lidt for meget varme og lidt flad frugt. God tanninstruktur dog, sødlakrids i eftersmagen.

Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
2011: Afdæmpet næse, straight-forward med brombær og ungt læder og også nogle grønne blad-agtige træk inde bagved. Grøn i munden med umodne bær og lerjord.. Håber den finder sig selv i fadet.
2007 var en af smagningens vine sidste år og den er også nu utrolig køn at dufte til - samlet, elegant og intens næse med poleret frugt og levendelagtig parfume. Flot og velbalanceret i smagen - måske en lidt anmassende vingummi-synteticitet i finishen?

Chateau Guiraud Sauternes 1. Cru Classé
Vi slutter af med en drøm af en 2001-sauternes. En fuldstændig vidunderlig vin med utrolig kompleks næse og en herlig kombo af den uimodståelige sødme, dyb syre og nærmest uendeligt aromaspil. Tæt, men elegant og utroligt lang.

***
Den mere bdx-kyndige Vintresserad har også smagt 2011 og er lidt mere positiv.


søndag den 2. september 2012

2008 Fattoria Le Pupille, Morellino di Scansano Riserva 'Poggio Valente'



Elisabetta Gippettas Fattoria Le Pupille er en af foregangsproducenterne i Maremma i Morellino di Scansano, som blev DOCG med 2007-årgangen. Top-IGT'en Saffredi er en af toscanas moderne klassikere og husets basis-morellino holder høj standard. 2004'eren var en af de vine som vakte min interesse for sangiovese med sin rene frugt.
Enkeltmarksriservaen 'Poggio Valente' regnes blandt appellationens absolut bedste. Den er lavet på sangiovese ('morellino') med en smule alicante fra 12 hektar med stokke på 20 og 40 år i 280 meters højde. Vinificeres på stål og lagrer 15 måneder på 40% nye barriques.

Mørk rubinrød farve. Superintens næse med helt vild frugt - saftspændt og syrlig med dybe røde bær, appelsinskal, kraftig ruskind og bittersøde krydderier af vanilie, estragon, sødlige nødder, moskus og kanel. En helt forrygende og meget intens næse!
I munden går det let sødlige indtryk igen med kraftige kirsebær og overmodne skovjordbær. Selvom der er fuld tryk på aromaerne og frugtintensiteten er det alligevel en slank og syredrevet fornemmelse i munden, ingen bitter-fede fadtræk eller overkoncentration: En suverænt balanceret struktur som helt sikkert er hjulpet af en kølig årgang. Bløde tanniner lukker i finishen og efterlader sødlige bærtoner, lidt højkvalitetsvanilie, lakrids og let moskus. Rigtig flot intensitet og længde.

En stor sangiovese. Meget forførende og ikke moderne på en irriterende overgjort måde. Fadbehandlingen fremhæver aromarigdommen og frugten er indtagende og harmonisk. Alt er holdt i ave her og balancen er i forgrunden. Bravo! Et kup til aktuelle 130 v. 6 stk hos Supervin/Superbest.
92