Et kig ned i hullet!

Il Buco, Alimentari, La Banchina.. 3 uundgåelige for den italofile i København. Og der er efter sigende en mere på vej. En slags flerhovedet mama med ypperlig italiensk hyggelighed og kvalitet skabt af Christer Bredgaard.

Vinene er alle naturlige og helt i top - Portinari, Spellare, Giardino, Barracco, Noci, Longarico og mange flere. Den eneste grund til man ikke møder de her vine overalt er vel primært at de sælger så mange af dem selv. Alene på banchinaen er der flere hundrede gæster på sådan en solrig sensommerdag.

Den navnkundige Tue Bach Petersen er nu hos Buco+ og sammen smager vi på lidt af sortimentet mixet med nogle af hans Vinsvin-vine fra Loire. Hvilket line-up! Mine favoritter blandt de italienske:

Sicilien

Barracos vidunderlige grillo med fantastisk delikate oxidative noter, krydret honning og bagte æbler. Lidt varm måske med de 13,5%. Longaricos basis-bianco (cataratto) er flot, det samme er den fyldige, mørkt frugtige, tanniske nerello cappuccio Riversu. Men det er den skalmacererede Catartico (også på cataratto) som er allerbedst: Fantastiske toner af gran, appelsin, salvie og lyng og en kalket tekstur med høj syre og en exceptionel finish af hasselnødder og elegant karamel. 12%. Ingenting tilsat eller taget fra hos Longarico, et vildt interessant nyt bekendtskab!

Campania

Cantina di Giardino har jeg smagt flere gange, måske alle deres cuvéer over årene. De er generelt noget svingende, og for den volatil-følsomme kan det være for meget. Men 2015-fianoen (ikke macereret) er frisk med grønne æbler, lime og lækker crisp. 2007 Nude Aglianico er fantastisk med stor aglianico-power - slank og moden nebbioloagtig aromaprofil af roser, brændte og friske figner og bildæk.

Liguria

Biodynamiske Santa Catarinas basishvide (vermentino) og -røde (merlot-blend) er ganske fine, men den let skalmacerede enkeltmarksvermentino Poggi Alti er noget særligt. Lækre tanniner i en stram metallisk struktur med slank mirabellefrugt og anis.



Emilia Romagna

Ca' de Noci laver en vidunderlig tør moscato (med spergola og malvasia) som macererer i 10 dage. Der er ikke noget tydeligt orange-præg, men en hamrende aromatisk moscato-næse, en ren blomsterbuket - hybenrose, hyldeblomst, honning, tulipan, pære. Som altid med tør moscato (fx. også Occhipintis SP68) er forskellen på den entydige sødvin-næse og den knastørre mund med vild syre en fascinerende kontrast, et næsten trylleagtigt perceptions-trick.

Il Bucos vine kan mestendels købes ude hos Alimentari på Njalsgade og selvfølgelig på spisestederne.

Vinduo 2015

Rosforth og Vinrosen bød op til dans i Odd Fellows fine sale sidste weekend. Omgivelserne skriger Bourgogne, og det er der da også en del af - men bourgoisie-fimsen luftes ud af de rebelske øko-producenter, der gør tingene præcis som de vil. En virkelig flot smagning, her et par noter på noget af det mest interessante:

Et enkelt blik ind i lokalet og man ved hvem smagningens eneste italiener er. Guilio Armani er vinmager hos La Stoppa og har her sit eget projekt Denavolo med orange vine fra Emilia Romagna. Alt er økologisk, vinene spontangærer med skalkontakt og der tilsættes ingen svovl, ingen klaring eller filtrering.

Topvinen Dinavolo er et blend på bl. a. på malvasia candia aromatico, marsanne og sauvignon med 4 måneders skalkontakt og to år på botti. 2010 Dinavolo er en smuk vin med letbrændte toner af farin og malt og masser af oxiderede aromaer. Syren er rigtig høj i munden og der er fin tannin i finishen. Ingen tvivl om at det er radikale vine vi har med at gøre, jeg elsker kompromisløsheden her! 2008 Dinavolo har relativt få ox-toner og er bredere og mere udviklet - tungere og dybere i aromaspektret: lak og fernis spiller her sammen med karamel, kløvet træ, læder og staldtoner i en harmonisk helhed, der mere minder om fx. ældet nebbiolo end hvidvin. 2006 Dinavolo har igen masser af oxiderede toner og dyb aroma af lynghonning og kogte stikkelsbær og bittertoner af lever og rust. En meget intens vin, næsten voldsom i sin aromastyrke.

Alle tre årgange har flot syre- og tanninstruktur og dyb, flerlaget frugt med både friske og udviklede elementer. Vi er i toppen af italiensk orangevin her, og det siger som bekendt ikke så lidt!

Armani havde også 2010 & 2011 La Stoppa, Ageno med, ligeledes på malvasia candia aromatico, her blandet med bl. a. trebbiano. 30 dages maceration og 12 måneder på brugte barriques. Meget mørke, næsten brune, og ret ekstreme i deres udtryk også, masser af calvados og lever i næsen og mærkbart højere alkohol. Men flotte vine, lidt mere mad-krævende måske.

I den anden ende af spektret - det friske og hvidgule - finder man Jo Landrons superærlige vine fra Muscadet-Sèvre et Maine. Økologiske, sur-lie lagrede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Især den mousserende NV ‘Les Atmosphères’ imponerede med overraskende kompleksitet og harmonisk mund-feel og duft af anis, hvedebrød og hvid fersken. 2012 Melonix VdF er helt usvovlet og var den bedste af de stille hvide med rugbrøds-aromaer inde bag den slanke, saftige hvidblomstrede frugt. Fine bittertoner. Dette er ikke de dyreste vine, men hvor er det dog godt!

Pierre Frick fra Alsace laver klokkeklare biodynamiske enkeltsortsvine fra Alsace, hvor druekarakteren går fuldstændig rent igennem. Smuk, klingende og helt ren pinot noir, ung klassisk riesling fra skolebogen og fed, lavendel-/hyldeblomstret og hamrende aromatisk gewürztraminer. Men det er pinot gris’erne der er sjovest, ikke mindst den skalmacererede 2014 Pinot Gris Macération med 2 ugers skindkontakt, hvilket for gris betyder at den er decideret rød-roséfarvet. Fantastisk anisduft af Kongen af Danmark-bolcher og frugt af roser og ribs. Nul svovl. Også superflot oxidativ 2009 Pinot Gris og 2013 Blanc et Noir på lige dele pinot blanc og noir med især en vidunderlig duft af tang, æg og saltmineraler.

Maison Pierre Bourée (récoltant-négociant) stiller med et flot line-up med en forbilledligt gennemtænkt rækkefølge, hvor logikken findes i vinene og ikke tallene - 1998, 2010, 2007, 2006, 2002, 2006. Her er det klassisk Bourgogne med årgange der går rent igennem, lige fra de elegante, over de helstøbte og til de kradsbørstige. Vinene er ikke økologiske, men der bruges ingen ukrudtsbekæmpelse. Spontangæring og lagring i to år på barriques. 1998 Chambolle-Musigny er utrolig elegant og i balance med læder, sart lakrids og skovjordbær. 2006 Beaune 1er cru Les Epenottes er fint særpræget med masser af mynte og bildæk og kraftige tanniner. 2006 Charmes-Chambertin Grand Cru er endnu vildere med de heftigste pinot-tanniner jeg har mødt. Her snakker vi nebbiolofadprøve-niveau. Helt slank og lys i frugten og på den måde et fascinerende struktur-paradoks.

Rigtig flotte vine allesammen, lyse og klassiske med beherskede fadaromaer mere i dild- og kanel-genren, fremfor de mange mørke kaffe/gummi/nellike-toner man finder hos nyere og mere hårdt ristede fade..



Charles Dufours biodynamiske champagner var højeste klasse, ihvertfald dem på pinot noir. Blanc de Noir Haut de Guignelle Brut Nature er smuk med ruskind, brød, æblekage i næsen og i munden en så fin cremet-mineralsk finish. Og rosé-champagnen Le Champ du Clos ‘Rosé de Saignée’ var ung og med smukke toner af anisbolcher, roser, ribs og hvedebrød og igen med en fin cremet mund og (med lidt luft) topbalance i forholdet mellem syre, mousse og mineraler.

Andre gode ting:

2008 Dublère, Charmes-Chambertin Grand Cru - klassisk Bourgogne-pinot med velintegreret fad og rigtig elegant og velbalanceret struktur. Kaffe, trøffel, nelliker og jordbær. Også flot 2011 Chablis Grand Cru Les Preuses på indkøbte druer. Men ellers generelt lidt rigeligt fadpræget stil for min smag, selvfølgelig især de yngste vine.

Alexandre Bains vine fra Pouilly-Fumé er skønne og herligt sauvignon-aromatisk i den der grønne, tomatstilkede stil som vi allesammen elsker. Især 2012 Pierre Précieuse var flot og havde fin udvikling med gule æbler, petroleum, anis og masser af salt.

2011 Domaine Trapet, Chambertin Grand Cru havde en utrolig præcis og intens syre og en kraftig, fokuseret frugt med mørke kirsebær, kalkmineraler og tobak som fik mig til at tænke på slank højklasse-sangiovese.

(2012) Chiarli, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro ‘Mutina’

Hvis man ikke helt har råd til at efterleve Carlo Merollis sympatiske slogan ‘Barolo til hverdag, Lambrusco til fest’, kan det modsatte også gøre det - ikke mindst her i sommervarmen. 2012-udgaven af Merollis egen etiket fra det store lambrusco-hus Chiarli er ligeså læskende og frisk som dens foregængere og selvom prisen er steget, er det stadig et autentisk glas til få penge.

Dyb mørk rubinrød farve med lyserødt skum. Duften er åben og frugtig med klare mørke kirsebær foran de andre skovbær og en let mineralsk tone af kridt og røg. Masser af saftet frugt og samtidig en flot vinøs næse.

I smagen er den supercremet med intens mørkerød frugt, blød mousse og flot afstemt balance mellem sødme og syre. Mister boblerne lidt hurtigt, men der er på den anden side få argumenter for at lade den her saft stå i glasset. 

Den perfekte aperitivo eller ledsager til ikke for søde frugtdesserter. Amabile (halvsød/halvtør), 8% alkohol. 65 kr. hos Carlo Merolli.

2006 Castelluccio, Ronco dei Ciliegi Forlì IGT

Castelluccio råder over 12 hektar med vin og er blandt de bedste producenter i Romagna. Her har vi en af deres topvine Ronco dei Ciliegi på ren sangiovese (grosso) fra marken af samme navn. 35-årige stokke der dyrkes i 350 meters højde, høstes med udbytte på under 40 hl/ha og lagrer på brugte 350-liters fade i et år. Ønologen Vittorio Fiore fra Poggio Scalette i Chianti Classico laver vinen og ejer majoriteten af gården.

Rubinrød farve med tomatrøde træk. Vidunderlig sangiovese-næse med klar, rød frugt af kirsebær og modne blommer, masser af friske svampe, medicinskab, lidt mælkechokolade og en sødlig krydring af kardemomme, tobak og sødlakrids.

Smagen er poleret med både et sødligt, blødt lakridset spor og et friskt, mineralsk spor med sprøde bittertoner og grusede tanniner som er med fra midten og giver et klassisk sangio-feminint bid i afslutningen. Bærene er intense forrest i munden og så tager de mørk-bitre læder- og lakridstoner gradvist over. Syren er frisk og der er en lækker trøffel- og smørnote i finishen. Kombinationen af den røde frugt, de sødligt-svampede (fad)toner, mineralerne og den høje syre er i det hele taget virkelig delikat og meget harmonisk. For at armene kommer helt i vejret savner man lidt intensitet og fylde i finishen, men frugten vinder styrke igen i eftersmagen, som er god og har flot længde med den røde frugt, de bløde lædertoner og et lille træk af karse.

En skøn og saftig sangiovese som er i liga med rigtig god Chianti Classico eller Rosso di Montalcino. Anbefales til de 125 kr. den kostede, så der er kup-alert når Atomwine lige nu sælger resterne til 75,-!

89

2010 Chiarli 1860, 'Mutina' Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Ny årgang af Carlo Merollis særaftapning af denne skønne flaskegærede amabile på grasparossa-varianten af lambruscosorten. Amabile betyder - som måske bekendt - halvtør/halvsød, hvilket også kan afkodes i alkoholprocenten: Jo lavere alkohol, jo sødere vin (groft sagt). Her er vi på 8%, og det er jo lige netop på halvvejen mellem de søde 5 og tørre 11.

Mutina har en smuk og helt mørk rubin-lilla farve med meget kønt lyserødt skum. Duften er enkel og frugtig med masser af mørke skovbær med god dybde. Smagen er saftet og sødmefuld med rynkebys blandet saft i frugten, og lidt youghurt i den letbitre syrlighed. Meget harmonisk forløb med god balance mellem perler, sødme og frugtsyre.

En enormt læskende og nærmest fræk vin i sin kombination af sødme og friskhed. Saftig finish med fine bittertoner inde bag sødmen: små bark-/rucolaagtige tanninstrejf som klæder den sødmefulde frugtsaft virkelig godt og lige vækker til eftertanke.

En amabile Lambrusco bliver vel aldrig nogen decideret point-stormer,  enkelhed/endimensionalitet ligger i hele konceptet. Men vi har at gøre med aldeles solid kvalitet her, og de objektive point siger ikke nok om den udsøgte fornøjelse det er at drikke den her vin! På rette tid og sted er det simpelthen mageløst - som en popsang, der rammer plet.

God til mange typer mad, hvor det er ok med lidt sødme og også perfekt til frugt. Er pt. udsolgt, men vender ifølge Merolli tilbage til oktober. Nye årgange plejer at komme omkring april/maj. 55 kr.

86

(2010) Cantine Formigine Pedemontana, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro (bio)

(Semi)secco lambrusco med 10,5% alkohol på økologisk dyrkede druer af grasparossa-varianten fra det gigantiske kooperativ. Aftappet til det italienske bio-brand Sì Naturalmente og identisk med Formigine Pedemontana's 'Caronte'. En eller to af de tidligere flasker har måske virket lidt bedske og reducerede, men den sidste her i aften leverer maksimalt, der er dømt ren drikkeglæde i gården:

Meget mørk rubinrød med violette træk og tykt, kort lyserødt/-lilla skum. Fin lille duft af mørke bær og frisk gæring med undertoner af sommerblomster og sødtobak.
Blød og cremet i munden med fint afstemt sødme og en charmerende, saftig frugt af blåbær og kirsebær. Mørkner hen mod finishen med porter-agtige bittertoner, fjerlette tanniner og bid fra perlerne, som leder over i mediumlang, delikat eftersmag.
Vi er et par niveauer under fx. den sublime Battagliola, og det er god - ikke stor - vin det her. Og så alligevel: At drikke vin handler også om situation og kontekst, og denne kølige lambrusco gjorde det fantastisk i aften sammen med hjemmelavede pizzaer i gården, nys hjemvendt sommersol, legende unger og et dejligt leben. Et match som er hinsides point og peaker på andre skalaer end sædvanlig kvalitetsbedømmelse. Hvem sælger? Merolli, naturalmente!

2006 San Valentino, Rubicone IGT 'Luna Nouva'

Azienda Agricola San Valentino er et nyt, moderne hus tæt ved Rimini i Emilia-Romagna. Der produceres fra 28 hektar med lave udbytter og en stor ny-anlagt barrique-kælder. 'Luna Nouva' er på 80% cabernet sauvignon og 20% merlot med et udbytte på 25 hl/ha. Lagrer et år på 80% nye barriques og aftappes ufiltreret.

Farven er tæt sort-rød med rødbrune kanter. Tung og mørk, moden duft med kraftig tobak, våd jord, læder, balsamico og tæt frugt af solbær og kirsebær. Det er en lækker duft som begynder lidt introvert, men åbner godt op med luft.
Smagen har meget kraftig sødlakrids og koncentreret, stringent frugt med balsamico- og bitre jordtoner. Tæt fornemmelse i munden og en koncentreret, mørk syrestruktur. Finish og eftersmag er til at begynde med domineret af alkoholvarme, men med luft bliver afslutningen mere harmonisk med fin tobak og lakrids og integrerede tanniner vågner op, ligesom længden i frugten tiltager.

En mørk og seriøs vin, som er overraskende 'italiensk' (i moderne toscansk stil), på trods af at udgangspunktet mildest talt er bordeaux-inspireret. Blindt ville jeg ikke have gættet på ren fransk druekombo, hverken på duft eller smag. Frugten er tæt og sluger fadet virkelig overbevisende, det er ikke tydeligt at der er tale om nye barriques. Flot vin, luft den godt. 

88 

(2009) Cleto Chiarli, Lambrusco di Sorbara 'Centenario'

Tør Lambrusco på Sorbara-varianten, 11% alkohol. Meget lys farve, helt lyserød med lysviolette reflekser. Frisk og indbydende sorbet-duft med masser af sødme kombineret med slank, kølig bærfrugt af kirsebær, ribs og hindbær. Også små, mørkere toner underneden af dæk og næsten lakrids.

Smagen er superfrisk og saftig, især forrest i munden. Slank og let Lambrusco-stil med gode perler og lys frugt af røde bær og æble. Syren er rigtig høj og saftig og folder sig helt ud i eftersmagen med meget tiltalende syrligt hindbærbolche og klokkerene ribs, som fortsætter længe.
Her er en rigtig god balance mellem sødme, syre og perler. Det er en enkel og let, men virkelig fokuseret, Lambrusco som er utroligt læskende og har højere og mere spændstig syre end de mørkere udgaver. Genial sommervin, også til mad. Ved åbning er den bedst afkølet for at holde de mørkbitre toner i ave, men den gør sig faktisk allerbedst på andendagen ved stuetemperatur. Carlo Merolli importerer. 

85 

2009 Villa Martina, Friulano Collio

Hvidvinsdruen tocai friulano er en af Friulis indfødte stoltheder med en meget lang historie. Derfor er det også lettere bizart at EU har beordret tocai fjernet fra navnet, for at beskytte Ungarns produktion af den søde (og iøvrigt fantastiske) Tokaj. Men friulano er da under alle omstændigheder et retvisende navn.. Denne udgave kommer fra Collio DOC i den østligste del af regionen Friuli-Venezia Giuli.

Helt lys farve og enkel, frisk næse med hård pære, melon, lidt anis og latex. Blød og ren i smagen med friskt attack af slank pære og umoden melon, som hen mod finish drejer i en markant bitter, men også saftigere, retning med godt greb og god sprødhed. Salt-mineralsk kerne og bitterhed a la latexhandsker. Eftersmagen er slank, ok afbalanceret og delikat med fine salt-, bitter- og anistoner og elementerne klinger ud stille og roligt. Det er overordnet en god, ukompliceret hvidvin som til en pris på 40 kr. er et superkøb.

Ved samme lejlighed drak vi Tirelli, Malvasia Dolce, som er en yderst anbefalelesesværdig sød, mousserende desserthvidvin med lav alkohol (6%). I stil med Moscato d'Asti, men mere fyldig og dybere i både farve smag: Mørkere frugt med overmoden pære, dåsefersken og højsommerblomster og relativt lav syre, som tager lidt af friskheden - men til gengæld gør den egnet til lidt tungere desserter. Var et sublimt match til den let syrlige æble-karamelcreme, der ledsagede chokoladekagen. 65 kr.
Begge vine fås hos Carlo Merolli.

2010 La Battagliola, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Lambrusco på grasparossa-varianten fra Alberto Salvadoris La Battagliola, som kun producerer denne ene vin(!).

Smuk, mørk rubinrød-violet farve med yndigt lyserødt skum. Delikat og let næse med bløde, friske kirsebær, brombær, blåbær og meget markant Blå GaJol med subtile gummitoner underneden.
Meget indbydende næse som ikke lades i stikken af smagen: Det er en tør lambrusco (12%), men det første man mærker er alligevel et perfekt forhold her mellem tør syrlighed og behersket frugtsødme. Megalæskende og frisk, og samtidig med seriøs vinøsitet, dybde i frugten og stor balance. Superflot finish hvor den fine syre, perlerne og fjerlette tanniner trækker sammen og afslutter bestemt sammen med en virkelig delikat lakridsbolche-tone. Let, men delikat syre og lidt kandis-toner og blåbær i eftersmagen, som er forbløffende lang og med de små baby-tanniner i kinderne og ganen. Toner af nybagt rugbrød blander sig med bærsyren langt, langt ude i eftersmagen.
Den her Lambrusco lever på en måde allermest efter den er sunket, det er fra finish og ud i eftersmagen at den virkelig folder et ekstra lag ud og går fra rigtig god til fremragende. Flot!
Er ekstremt kapabel på bordet, men næsten bedst alene hvor de finere nuancer har plads - derfor for eksempel suveræn som aperitif. Selvfølgelig er det Carlo Merolli, der importerer - 85 kr. 

89 

(2009) Cleto Chiarli, Nivola Lambrusco Scuro dell'Emilia

Chiarli er en gammel hæderkronet gigant med en enorm produktion og forskellige Lambrusco-vine fordelt på tre underhuse: Chiarli, Az. Agr. Castelvetro og Cleto Chiarli.
Nivola er en flaskegæret Lambrusco på en blanding af Lambruscosorterne Grasparossa og Salamino og derfor klassificeret som IGT. Scuro betyder mørk og det er da også en Lambrusco i den alvorligere ende af spektret, selvom selve den rubinrøde farve ikke er specielt mørkere end så mange andre. Tør og kraftig i stilen med høj alkohol (11%) og afdæmpet perlen.
Duften har fine skovbær, 'champagnebrus'-is og tynde grønlige toner af salat. De tætte bær folder sig godt ud i smagen, god smagsfylde og skrøbeligt skum i munden sammen med let lakrids og letbitter solbærskal i finishen. Tør og robust, men med den typiske, nærværende sødme og en overordnet god balance. Lækker madvin. Carlo Merolli importerer Chiarli. 

86 

Lambrusco i sneen

Sval Lambrusco er den perfekte sommervin, men hvorfor lade sig tyrannisere af den slags konventioner? Più Rosso tester tre Lambruscoer her i novemberfrosten - og de er slet ikke så sarte. Tværtimod modstår de lidt af hvert, både hvad angår vejr og mad: Lambrusco er en glimrende madvin - selvfølgelig til antipasti, charcuteri og primo-retter, men måske især til de sursøde hverdagsretter med tomat som fx. pizza og lasagna.

Lambrusco er ikke bare én drue, men en hel gruppe af druesorter. Navnet betegner samtidig de vine som laves på disse druer og dækker over mousserende vine i alle typer: hvid, rosé og rød, sød, halvtør og tør. Den autentiske og interessante er dog den mørkerøde frizzante (let mousserende) udgave, som også findes i alle sødmegrader, som regel dog i det halvtørre område med relativt lav alkohol (8-11%) og en lille, behagelig sødmefornemmelse. Lambruscotyperne er ikke søde druer, men ofte vinificeres de så der er lidt restsukker tilbage eller der tilsættes en lille procentdel af den aromatiske drue Ancellotta.
De vigtigste Lmabrusco-typer er bl. a. Grasparossa, Maestri, Salamino og Sorbara. Lambruscovine produceres hovedsageligt i Emilia-Romagna, men også i dele af Lombardiet. Der er flere DOC'er som ofte både rummer druevariant og sted, fx "Lambrusco Salamino di Santa Croce DOC" eller "Lambrusco Grasparossa di Castevetro DOC"

(2008) Chiarli, Lambrusco Salamino di Santa Croce
Lavet på Lambrusco Salamino, som giver et af de højeste farveudtræk. Det ses tydeligt i glasset her, hvor farven er helt tæt mørkerød. Der er intet skum - LOT-nummeret siger 2008 og denne er nok på vej til at tabe sin spændstighed. Det mærkes dog slet ikke i næsen, som har klar kirsebærsaft og en flot vinøs duft med umiskendelig note af spøgelsesfad. I munden er der let friz og frisk, mørk frugt af kirsebær og hyldebær. Fine, helt små tanniner og lækre bittertoner i finnish, rigtig god længde. En kraftig og lækker Lambrusco i halvtør stil (abboccato) - dén vil jeg gerne smage friskaftappet.

(2009) Tirelli, Faresa Lambrusco dell'Emilia IGT
Mørk rubinrød med flot, lyselilla skum som dog falder lynhurtigt. Lækker, intens bærnæse med blåbær, jordbær og meget karakteristisk hindbærbrus sammen med lidt bittermandel og agurk. Læskende i munden med med friske blåbær og proseccoagtige gær- og bittertoner: Mandelskal, strandsand, rågummi.. De hele jordbær fra jordbærgrød i eftersmagen sammen med marcipanstrejf. God længde, holder bærintensiteten helt ud. Ret tør.

(2009) Cantina Soc. Coop. Quistello, Gran Rosso dei Vicariato
IGT Quistello fra kooperativet i Mantovaprovinsen i Lombardiet, mellem Verona og Modena. Lavet på sorten Lambrusco Ruberti med en smule af den søde Ancellotta. Flaskegæret.
Helt sortrød og tæt i glasset, koncentreret vin som hænger fast i glasset, når den slynges rundt. Flot, tykt lyselilla skum. Duften åbner med rensningsanlæg, brændte dæk og limstift, men de lidt urene toner brænder af og giver plads til flotte sødlige bær - sorte kirsebær, solbærsaft og blåbær og lakridschokolade.
Vildt flot balance i munden, helt blød og perfekt forhold mellem frizz, frugtkoncentration, afdæmpet frugtsyre og sødme.  Sorte bær, mælkechokolade og subtil lakridsvingummi. Slutningen har rigtig fine små tanniner og bitter antydning med mandel og en sjov blåmusling hængende i eftersmagen. Skøn Lambrusco i seriøs og koncentreret stil, den bedste i denne trio. Anbefales!

Alle er fra Carlo Merolli, som har et suverænt udvalg i Lambrusco. Den store historiske producent Chiarli aftapper for iøvrigt en glimrende amabile (i den søde ende af halvtør - 8% alkohol) på Lambrusco Grasparossa specielt til Merolli, som kaldes Mutina.