søndag den 4. januar 2015

2013 Vittorio Bera, Moscato d’Asti


Moscato d’Asti er sød og klæg i de dårlige udgaver, men helt vidunderlig i de gode versioner - med både kompleksitet og friskhed. Og så den herligt lave alkohol, som ofte er lige hvad man har brug for i slutningen af et rigt måltid. En af sommerens wow-vine var Carussins MdA direkte fra tanken, ufiltreret og fantastisk frisk.

Her er det også biodynamisk og spontangæret Moscato d’Asti, men i en mørkere stil med dyb gylden farve og duft af moscovadosukker, bagt pære, lynghonning og rosin. Smagen er tæt og bred, en stor koncentration for typen. Fint balanceret i en seriøs og karamel-agtig stil hvor ristede, mørk-krydrede toner sikrer et komplekst udtryk.
Med sin brede, mørke sødme ikke et helt rigtigt match til vores syrlige tarte au citron meringuée, men ikke desto mindre en flot dessertvin! Virker meget lavt svovlet og holder nok ikke så meget længere.

fredag den 5. oktober 2012

Moscato!




To vine på forskellige druer, der dog er af den samme familie. Moscato Giallo hedder også Goldmuskateller og er ikke særlig udbredt i Italien, især ikke anvendt til tørre vine som her. Moscato bianco er derimod en af norditaliens mest udbredte druer, især selvfølgelig i Piemonte, hvor den anvendes til de søde, mousserende vine Asti og Moscato d'Asti.

2009 IASMA, Moscato Giallo Trentino Bianco [revisit]
En fantastisk hvidvin, som stadig virker ung og frisk. Utrolig indtagende duft af blomster og citrusfrugter af alle slags - et væksthus af en næse! Sprød i munden med flot fylde og god balance mellem den florale extravaganza, høj syre og mineralsk sprødhed. Delikate frugtbolcher i finalen sammen med fine, lyse bittertoner. En hvidvin som på en mærkelig måde både er oppulent og elegant. Varm anbefaling! 95 kr hos Carlo Merolli.
89

2011 Luigino Grimaldi, Moscato d'Asti
Her er det tydeligt at vi er i en anden og lavere liga. Perlerne er slappe og forsvinder hurtigt og det er en Moscato d'Asti i den søde ende. Næsen er sød og honningdomineret uden den karakterisktiske hyldeblomst. I munden er syren lav og formår ikke at bidrage med friskhed til den søde væske. Nah, der er ikke noget der tyder på at det er en fejlflaske, men Moscato d'Asti plejer at forsvinde som dug for solen, og denne bliver ikke engang drukket op.. 75 kr. i Sallings Vinshop.
79

søndag den 27. maj 2012

2010 Icardi, Moscato d'Asti 'La Rosa Selvatica'


Huset Pierino Icardi ligger på grænsen mellem Langhe og Monferrato og råder over 75 hektar. De dyrkes økologisk - 10 af dem endda biodynamisk - af Pierinos arving Claudio Icardi, som også står for kælderarbejdet. Druerne til moscato'en her er fra 40-årige stokke i 260 meters højde, som høstes manuelt og gæres ved 20 grader i 10 dage.

Farven er bleg hvidgrøn med gyldne reflekser. Skøn moscato-næse med akaciehonning, hvide blomster og pink cripps-æbler. Der er faktisk nærmest hindbær i frugten og en vaniliesødlig tone af hvid chokolade. Interessant næse som har en kompleksitet i sødmen.
Den runde stil går igen i smagen, som er overraskende fyldig og sød forrest med en meget blød fløjelsagtig struktur og opblusende mousse. Derfra er udklangen et harmonisk decrescendo, hvor syren gradvist tager over og frisker op. I finishen kommer mineraler til og lukker fint. God længde for typen.

En flot Moscato d'Asti, som har klart mere harmoni og fylde end de billigere udgaver. Masser af sødme og fylde, men i en nærmest 'gennemsigtig' struktur, som får den til at virke let. 115 kr. hos Cappa Vin.
89

fredag den 23. marts 2012

2010 Fontanafredda, Moscato d'Asti 'Le Fronde'

Fontanafreddas Moscato d'Asti er måske en af de vine jeg har trukket hyppigst op. Ikke fordi den er uimodståeligt god, men det er den bedste af de lettilgængelige Moscato'er i de danske butikker: Moscato d'Asti optager nødigt kælderplads og derfor køber vi ofte halvspontant ind af de søde perler når vi har selskaber. Udover at være en usædvanligt indsmigrende vintype helt generelt, er Moscato d'Asti også en perfekt desertvin til selskaber hvor man ikke vil 'lukke' middagen med en tung vin, men derimod sætte et komma og åbne aftenen med en opfrisket stemning.
'Le Fronde' er den mellemste af tre Moscato d'Astier i Fontanafredda's produktlinie. Druerne kommer fra marker i Serralunga og Santo Stefano Belbo.

Meget lys gråhvid farve med en lille gul refleks. Sødmefuld duft med næsten ren hyldeblomst sammen med lidt pære og orangeblomst. I smagen er den rigeligt sød med fint afstemt mousse og igen masser af hyldeblomst. En syrlig granny smith-agtig sprødhed frisker lidt op og der er et udmærket lille kalkgreb i finishen. Medium længde.

'Le Fronde' er ikke nogen kompleks Mosacato d'Asti, men den er bestemt acceptabel og har friskhed nok til ikke at føles plumb. Der er et godt stykke op til fx. La Spinettas moscatoer, men som sagt er den glimrende i sit element: gode mængder og glade mennesker. Må ikke være for varm. Coop sælger til 50+/- kroner.
84

Rasmus Holmgård har i øvrigt skrevet en ode til Moscato d'Asti'en: Verdens bedste discountvin

fredag den 7. oktober 2011

2010 Gemma, Moscato d'Asti Vigna Fiorita


Tiramisu har mange venner og få fjender. Det er en skøn dessert, nem at lave og har også den fordel at den uden problemer kan laves i store mængder og ikke behøver (ikke bør!) portionanrettes: At stikke skeen ned gennem det bløde kakaolag på en jomfruelig Tiramisu er i sig selv enormt tilfredsstillende.. Som så mange andre enkle og populære klassikere fra Italien - fx. ragù alla bolognese - findes der mange måder at lave Tiramisu på. Ligesom med ragùen går jeg ind for no-nonense i min Tiramisu, dvs. ingen vanilie, fløde, chokoladestykker eller andet pjat. Vinen til er en anden sag: Nogle mener retten er nok i sig selv og at man slet ikke skal drikke noget til, andre mener med god pointe at Marsalaen fra retten også skal i glasset - og selvfølgelig vil enhver (hvid) passito og lignende passe fint. Men Tiramisu er en tung dessert og har man tilmed fået en solid secondo, trænger man på dette tidspunkt til noget friskt: Effekten træk-mig-op (som Tiramisù betyder) kan føres helt ud i glasset med en kold, mousserende dessertvin til: Moscato d'Asti. Tiramisu er faktisk ikke en supersød dessert, så man kan sagtens tillade sig at kontrastere lidt ved ikke at vælge en kraftig og meget sød vin.

2010 Gemma Moscato d'Asti Vigna Fiorita har en hvidgul farve med letgrønne træk og kort hvidt skum. Duften har gala-æbler, ananas, lidt røg og en markant og ret delikat tone af ren stearin. Signatur-hyldeblomsten er næsten gemt væk i duften, men kommer frem i smagen, som er frisk og mineralsk i munden med god, fast syrestruktur og delikat sødmefuld frugt. Stringens i frugten også med den typiske umoden-nektarin-agtige rankhed. Eftersmagen åbner med hyldeblomst og røgtoner og klinger fint ud med syre og frugtspil.
Det her er helt klart en moscato i elegant stil, langt fra klistret-sød hyldeblomst. Frisk, velbalanceret og med gode bittertoner i den slanke frugt - og stadig sødme nok til at hamle op mod kage- og frugtdesserter eller som her: Tiramisu. En Moscato d'Asti i den bedre ende, ikke mindst i supermarkedssammenhæng - 70 kr i Føtex Food.
87

mandag den 4. juli 2011

2010 Ca' del Baio, Moscato d'Asti '101'

Det fælles område for DOCG'erne Asti og Moscato d'Asti overlapper med dele af Barolo og Barbaresco (kommunerne Serralunga d'Alba, Treiso og Neive) og flere af de bedste Moscato d'Asti kommer derfor fra huse som også producerer god barbaresco eller barolo. Sådan er det fx. med Ca' del Baio, som producerer Barberesco fra 3 enkeltmarker i Treiso og blandt andet denne Moscato d'Asti fra Tre Stelle mellem Treiso og Barbaresco. Tilnavnet 101 refererer til nummeret på den parcel hvor Ca' del Baios moscato dyrkes, tilplantet i 1983.

Gråhvid farve med gullige træk. Masser af hyld, æble og kiwi i duften sammen med en let, sprød mineralitet. Sød i munden med typisk moscatofrugt af hyldeblomst, akaciehonning, spisedruer og pink cripps-æble. Perlerne stikker en anelse ud, og frugten er meget sød, men balanceres godt af en rank og saftig syre som frisker op hen mod finishen. Syren holder langt ud i eftersmagen, som har en imponerende længde med fine nuancer af de hvide frugt- og blomsteraromaer.
En lækker Moscato d'Asti som har kraft og koncentration i alle elementer. Derfor klarer den uden problemer lidt tungere desserter end man sædvanligvis serverer den til - fx. var den perfekt her i aften til jordbærtærte med marcipan og chokolade. 149 kr. hos vildmedvin.dk
 
88 

søndag den 1. maj 2011

2010 La Spinetta, Moscato d'Asti Biancospino

La Spinetta begyndte egentlig som producent af Moscato d'Asti og skabte sin formue som topproducent af netop det. Siden er de berømte næsehornsprydede vine kommet til, og det er disse store rødvine på nebbiolo og barbera, som har givet La Spinetta en plads i den absolutte elite.
I 1977 var Biancospino den første moscato fra enkeltmark sammen med søsteren fra Bricco Quaglia. Begge marker er på ca 20 hektar, ligger i 300 meters højde og har stokke på 30+/- år.

Lys, hvidgul farve med kort, hvidt skum. Intens, floral næse med pink cripps-æble, pære, hyldeblomst, akaciehonning og en lækker halvsnavset undertone af rugbrød og muskus.
I munden er der utrolig bløde bobler som skummer op på en helt fantastisk måde, som får vinen til at svulme op i munden på en fræk og fascinerende, næsten kunstig måde. Perlerne lægger sig roligt og så er der åbnet for smagen som er i smuk balance med sødlig frugt af druer og hård pære. Æbleagtig frugtsyre og de udfadende perler komplementerer sødmen med perfekt friskhed. Flot koncentration og lang eftersmag, hvor sødmen ligger delikat på tungen.
Et lille vinøst mirakel - hvis denne type vin ikke fandtes, måtte man opfinde den! Fokuseret og stilsikker topkvalitet som er virkelig afvæbnende og forførende. 115 kr. hos Enoteca.
 
90