tirsdag den 15. september 2015

Nebbiolo under 15%..

Jo mere usvovlet 11%-vin man drikker, jo tungere og unødigt kluntede kan mange af de gamle favoritter virke. Nu skal man ikke (kun) lade sig jage rundt af sine friller, men jeg bekymrer mig oprigtigt talt om hvordan Piemonte (især Langhe) klarer overgangen til en ny tid hvor pendulet svinger mod lettere vine. Stadigt flere Baroloer tikker jo nu ind på 15%.



2013 Cascina Luisin, Langhe Nebbiolo ‘Maggiur’
Så jagten er gået ind på nebbiolo med fuld uddeling uden den høje alkohol. Første skud rammer Cascina Luisin, som arbejder om ikke økologisk, så tæt på. 60 år gamle stokke, traditionel vinificering med spontangæring og lagring på store fade i et år. 13,5%.
Klassisk nebbiolo-næse, dog i den mørke ende af skalaen med kraftig tjære og lakrids foran frugt af sur-søde kirsebær og tørrede roser.
Smagen er ru og mørk med kirsebær, bark og ferskensten. Ikke så høj syre og lidt dumb i munden, men afslutningen er rigtig fin med godt, bittert tanningreb. Klassisk, solid og meget seriøs nebbiolo i en tæt, mørktonet stil med masser af tørstof og asfalt/tjære-toner.


2013 Brezza, Langhe Nebbiolo
Vinificering på stål med kort gæring 4-6 dage. 13,5%. Transparent i glasset og god, roligt frugtig nebbiolonæse med masser af rabarber, hybenroser og lidt sorte toner af kul, lakrids og peber. 
Fin til at begynde med i smagen også men hen over tungen tager alkoholen og kulturgæren over med alkoholvarme og kemisk slikkede amaretto-toner der ikke rigtig harmonerer med friskheden i syre og frugt. Materialet virker godt nok, der er fasthed og kvalitet i frugten, men den korte gæring på (efter al sandsynlighed) kulturgær ødelægger det lidt. Og 13,5% virker for højt og tungt i den her lyse stil.
Brezza kaldes ofte traditionel fordi de lagrer på store fade, men det er jo ikke det eneste parameter: Kort, temperaturkontrolleret kulturgæring har fx. stor impact på vinens stil.
Hagelquist sælger 12’eren for 100,-



2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco
En kending fra kælderen. Har fået brunlige toner nu, en del bundfald og en mere udviklet næse med betoning på det modne/tørrede frugtspektrum i den afdæmpede næse - svedsker og tørrede kirsebær. Men den åbner virkelig flot op og de lyse toner bryder igennem med ribs og lakridsrod.
Det er som altid i munden, Produttori vinder - vidunderlig nebbiolotypicitet i en lys og funklende frugt med en syre der har imponerende kraft og længde og finkornede tanniner, der griber godt fat på bagkanten. Det smager hamrende godt og det føles godt - syren kilder i kinderne og tanninerne strammer om gummer og tungerod: Nebbiolo, som man ønsker den skal være. Sprødhed i teksturen og rustik, tør smagsprofil med cement, pap, lakrids i forskellige afskygninger, en anelse trøffel her i smagen, en sødme af roser og bitterhed af kommen. Det er så oldschool, og med den velsmag, typicitet og balance er det vel til at overse at der ikke er så meget til næsen. Med 14% er vi deroppe hvor madens peber hiver alkoholen rigeligt frem, men det skygger ikke for det overordnet lyse og rustikt elegante (kan man sige det?) udtryk.
PdB tilsætter 40-50 mg/l svovl inden pres, hvilket vel umuliggør spontangæring(?). Men gæringen er alligevel lang, tre uger, og blandt andet det mærkes tydeligt som en dybde og kompleksitet i forhold til fx. Brezza, der virker forceret.
Philipson importerer Produttori.



2012 Costa Filippo, Nebbiolo d’Alba ‘Bricco Barone’
Moderne nebbiolo i frisk, flæsket stil med rund indsmigrende krisebærfrugt og spor af barrique-lagring. 13%. Blød, frugtdrevet næse som også har fin nebba-parfume - tørrede roser, viol og en anelse rust.
Smagen er frisk og blød - meget harmonisk og velbalanceret med den syrlige, runde kirsebærfrugt der næsten minder om barbera indtil en stålmineralsk finale med - dog relativt lette - tanniner sætter ind. Der er en fin intensitet og det smager simpelthen godt - ikke særlig kompleks, men alligevel. I finishen dukker fadet op igen med vaniljesødme og lidt animalske smøragtige toner.
En fin nebbiolo - til den som ikke vil have det for råt. Piemontevine sælger for 135,-

torsdag den 29. maj 2014

2012 Cigliutti, Langhe Nebbiolo


Cigliuttis nebbiolo er fra cruen Bricco di Neive i Neive (Barbarbesco) og er tidlig aftapning af Via Erte-Barbarescoen. 15-årige stokke, udbytte på max 35 hl/ha, vinifikation på stål og lagring på stål og botti, 5 måneder på hver.

Transparent rubinrød-violet farve. Herlig kødfuld nebbiolonæse med friske svampe, kirsebær, kamfer, rust, ferskensten, kul og kridt.
Sødlig blomme- og kirsebærfrugt og overraskende (sød)lakridset i smagen. Flot fylde og tredimensionalitet i kroppen. Syren er moderat til høj, de kridtede tanniner er lækkert faste med ungt aggressivt bid i finishen. En lille anelse alkoholvarme (måske blottet af den tilbageholdne syre?) er eneste anke.

Det er helt tydeligt at vi er langt over almindelig basisnebbiolo, det her er virkelig flot og i liga med fx. Sottimanos Langhe Nebbiolo (fra Basarin-marken også i Neive) eller Produttoris Barbaresco. Masser af klassisk nebbiolokarakter og en flot udvikling i flasken, som indikerer potentiale.
Købt i den fine lille Løve's Vincafé i Borggade, Aarhus, som også importerer. 135,-
90

søndag den 25. august 2013

2008 Pelissero, Barbaresco Nubiola



Nubiola er Pelisseros standard-Barbaresco. Den lagrer halvandet år på en blanding af store og små fade. Efter hvad der synes som evigheder med den lidt svage piemonte-årgang 2005 og derefter den varme 2007 på hylderne, har vi set frem til en version af Nubiola fra et klassisk år - og nu er den her:

Rubinrød farve, relativt mørk. Åben duft med æterisk frugt af violer, ribs, pomerans sammen med rust, lak og et sødligt pust af vanilie. Mørke fadtoner af læder, lakrids, rågummi og tjære. Klar med delikat sødme og en rå, mørk understrøm.
Mørk og brydsk i smagen med bitter tjære- og lakridspræget frugt, intens og kraftig. Fugten er ribsdomineret og der er i fint sammenspil med en cremet vaniliesødme. En vidunderlig syre lyser op hen mod finish og ud i den lange eftersmag. Heftige tanniner sætter grundigt ind midtvejs og dominerer hele afslutningen.

En ung og rå Barbaresco, som er i samme mørke, brydske stil som 07'eren, men en anelse slankere og mere tight. Skal lagre noget tid så de heftige bittertoner lægger sig lidt tilbage i billedet og frugten åbner op. Flot vin og svær at slå til prisen: 300 kr for 3 stk hos Vinikassevis.dk
90

tirsdag den 9. april 2013

2000 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Montestefano Riserva [revisit]



Måske har min flirt med pinot nero efterhånden kalibreret min smag hen mod dette mere elegante nebbiolo-udtryk, eller også har 00-montestefanoen først nu for alvor ramt sit drikkevindue. Ihvertfald er det en strålende oplevelse og en stor vin, som synes at blive ved at vokse. Alt for mange af mine flasker er væk nu, men heldigvis er der et par tilbage.

Farven er rødbrun. Trøffel, rust, spearmint og lak i den dybe duft sammen med smuk stilfærdig frugt af jordbær og søde kirsebær. Slanker ud over et par dage og en lakrids- og æteriske toner vokser frem. Smagen er blød og rund, fuldstændig integreret og et studie i balance. Storheden viser sig i dybden og i de søde kirsebær, som dukker op hen mod afslutningen og blomstrer helt vidunderligt ud i eftersmagen. Strukturen er fast og klar, men perfekt modnet ind i en helhed sammen med frugten. Bravo!
93

søndag den 10. februar 2013

Sottimano & Produttori revisits




Vi tjekker ind på tilstanden af to klassikere i kategorien Value-nebba:

2009 Sottimano, Langhe Nebbiolo [revisit]
Sottimanos Barbaresco fra Basarin kommer fra unge stokke, ligger kortere på fad (14 måneder) og sælges derfor tidligere under etiketten Langhe Nebbiolo. Det er en fremragende nebbiolovin i en stil der blander traditionelle og moderne metoder - lang maceration, vildgær, ingen filtrering, men høj koncentration og lagring på barriques.
Efter luft folder den sig helt ud med vidunderlig nebbiolo-aroma - friske, mørke kirsebær, krydderier af nelliker, kanel og anis, kamfer og trøflet karamel fra fadene. I smagen er den ung og viril, høj syre og kraftige tanniner - men også tydelig præg af den varme 09-årgang i frugten, som er blød med en behagelig sødme. En flot balanceret (omend rå) ung vin, som er en fornøjelse hele vejen igennem.
Theis har overtaget importen af Sottimano fra Atomwine, så selv tilbudspriserne er nu højere end normalpriserne var før..
90

2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco [revisit]
Efter for nylig at have drukket 2007'eren af denne klassiker på den glimrende vinbar Bar'Vin (sammen med spændstig basisrielsing fra Jakob Peter-Kühn og Bürklin-Wolf), er jeg nysgerrig på at tjekke ind på 06'eren. 2007'eren virkede ærlig talt temmelig enkel og enstrenget med lidt for ligefrem frugt og slap struktur, den første årgang PdB jeg ikke er begærlig efter. 06'eren husker jeg anderledes, omend (som altid med Produttori) man skal vente længe på de tertiære aromaer som gør disse vine så interessante. Af samme grund ligger kassen godt i kælderen med den mentale mærkat: Glem! Nu hiver vi alligevel een frem fra glemslens mørke og ser hvad der sker:
Den tomatrøde farve viser ingen tegn på modning og duften er lukket, men åbner op med fin nebbiolokarakter i den typiske, lakridsdominerede stil. Kamfer, ribs, nyplukkede solbær, tomatsovs og tjære.
Smagen er rund og mellemfyldig, hvor man med det samme fornemmer markant anis-sødme i den røde frugt som i finishen drejer over i regulær lakrids. Syren kilder lidt i kinderne og tanninerne er der i afslutningen, men det er først og fremmest et meget harmonisk udtryk hvor nebbiolofrugten går lige igennem og hvor intet stikker ud. Klassiske dyder mere end rå traditionalisme. Philipson importerer.
90

To herlige nebbiolovine af høj kvalitet og integritet fra hver sin kommune i Barbaresco. De har den umiskendelige nebbiolokarakter til fælles, men er ellers meget forskellige. Og selvom min sympati for et klassisk, harmonisk udtryk altid er der, kan jeg ikke lade være med at holde med den unge vilde.

tirsdag den 24. april 2012

Barolo & Friends 2012


Strada del Barolo og I Vini del Piemonte arrangerede igen i år smagning af de seneste årgange af vine fra Langhe og omegn. Det foregik ligesom som sidste år i børssalens smukke rammer. Her blev en lang række mindre / mindre kendte producenter samlet, og det er en rigtig god mulighed for at få et overblik, tale med de mange interessante producenter og måske lokalisere nogle hidden gems. Under alle omstændigheder en sympatisk og velgennemført event med masser af skøn vin, passionerede mennesker og ikke mindst: God ost! Her er lidt noter på vine fra et par af de producenter der i mine øjne stod ud og som virkelig var positive nye bekendtskaber:


Cascina Bruciata


Cascina Bruciata var en stor, positiv overraskelse med seriøse og velstrukturerede Barbaresco'er af høj kvalitet. Huset er på 7 ha som ligger på og omkring Rio Sordo-marken syd for Barbaresco by.
2010 Langhe Nebbiolo er en virkelig charmer med frisk og virkelig levende parfume, den obligatoriske høje syre og ranke røde frugt med lidt sødme strømmende underneden. Lagrer kun på stål, men der er et snert af spøgelsesfad i finishen. 2008 Barbaresco er sky og lidt lukket i næsen, men ganske flot i munden, især med en imponerende finish med intensitet i alle elementer og resolutte, unge tanniner. Syren er tårnhøj. 2007 Barbaresco Rio Sordo er anderledes vidåben i næsen, ligefrem og intens med sødme og blommefrugt. Rund i frugten og et ægte barn af en lun årgang. Rio Sordo lagrer 2 år på brugte barriques. 2006 Rio Sordo Riserva er intet mindre end fantastisk, en vildt forførende og meget personlig næse med grøn the, jasminblomster, søde krydderier og ristet hasselnød - næsten over i Nutella. Der er en super balance her mellem sødme, bittertoner, floralitet og syre. Imponerende finish og meget lang - velplacerede, kraftige tanniner.


Mauro Molino


Mauro Molino er et lille familiehus i La Morra, hvor Mauro selv både står for mark- og kælderarbejde. 6 af de 10 hektar er beplantet med nebbiolo. 
2008 Barolo er en flot og klassisk normale med slanke, friske kirsebær, sødlakrids, røg og stenfrugt i næsen. Fersk og ligefrem i munden med flotte, kridtede tanniner hele vejen gennem forløbet og bittersyrlig ferskensten. Meget ung, men frisk. 2008 Barolo Gallinotto har en fin, æterisk parfume omend med en del sprit. Tanninerne er mindre end normalen og bitter alkohol dominerer finishen. 2008 Barolo Gancia er anderledes indsmigrende med sødlig næse af kagedej, nødder og sammen med frugten af jordbær og blomme. Fint spændt bue i munden med en (relativt!) let og feminin afslutning. 2008 Barolo Conca har et ekstra gear og fremstår mørkere og voldsommere. En hård næse med dækgummi, asfalt, timian og syrlig frugt af blodappelsin og kirsebær og fadtoner af lys chokolade og kanel. Tanninerne er kæmpestore i munden og den her kommer til at udvikle sig fantastisk. En stor vin! Gancia lagrer 50/50 på nye og brugte barriques og Conca på 70% nye, men de er ikke hårdt ristede og vinene virker slet ikke overdrevet fadprægede, selvom en gennemgående sødme stammer derfra.


Podere Ruggeri Corsini

Ruggeri Corsini er et lille hus i Monforte d'Alba, som producerer 6000 flasker årligt. 2010 Langhe Nebbiolo er en seriøs LN med 18 måneder på botti. En virkelig skøn og åben næse med røde bær, røde blomster og masser af lakrids. Uhyre saftig og velbalanceret i munden. En skøn vin som minder mig om Produttoris Barbaresco, måske med en lidt rundere frugtprofil. 2008 Barolo San Pietro lagrer i botti og er husets basisbarolo. Megaklassisk nebbiolo i rund og delikat fortolkning. Lakrids, slanke kirsebær og læder og en elegant, let afslutning. Rigeligt med bittertoner ud i eftersmagen, men en klassisk og garanteret madvenlig Barolo. Barolo Bussia Corsini dyrkes i 450 meters højde og lagrer på en blanding af barriques og botti, og her smagte vi den i tre årgange 2006, 2007 og 2008. Tre virkelig flotte vine på hver deres måde, her ser man virkelig de tre årganges forskelligheder som de kommer til udtryk på denne ene hektar. 2008 er frisk, elegant og ligefrem med kirsebær, rabarber og røde æbler. 2007 har derimod en sødmefuld fremtoning med søde jordbær og daldler i frugten. Men også virkelig balanceret med god syre- og tanninstruktur til at give modstand. 2006'eren er overraskende nok den mest friske af dem alle, vildt spændstig næse - ung og æterisk med vidunderlig dybde og typicitet. Tårnhøj syre, intenst greb i finishen og meget lang eftersmag - en Barolo som allerede har fundet sig selv, men som har masser af sprælsk ungdom. Endnu et eksempel på en 06'er i topform!

Også fremragende Gavi fra Castellari Bergaglio, især 2009 Gavi di Gavi Rovereto-VignaVecchia, som sammen med den typiske pærefrugt havde en flot udfoldet kompleksitet af pinjekerner, voks, friskt træ, mv. Castellari Bergaglio producerer kun Gavi i ikke mindre end seks aftapninger fra 10 hektar i 300 meters højde. Man bliver virkelig nysgerrig på Gavi i hænderne på en topproducent som denne, desværre importeres Castellari Bergaglio ikke til DK.
Cascina Bruciata importeres af KB Vin, Podere Ruggeri Corsini af Skovgaard Vine og Veras Vine og Mauro Molino af Gerbola Vin.

tirsdag den 20. december 2011

Tenuta Carretta Roero Bric Paradiso & Barbaresco Garassino

Tenuta Carretta er en af de største private producenter i Piemonte med 70 hektar, halvdelen omkring vineriet i Piobesi d'Alba i Roero og resten fordelt i Langhe. 
Vi tester to enkeltmarks-nebbioloer fra hver sin side af Tanaro-floden:

2007 Roero Bric Paradiso
Fra marken omkring Carretta, udbytte på ca. 45 hl/ha og lagring 18 måneder på barriques.
Transparent rubinrød, lysviolettonet farve. Frisk og ung næse med røde bær - især jordbær, efterfulgt af kirsebær og ribs - sammen med lidt lakrids og letsødlige, unge fadtoner af tryksag, vaniliesukker og karamel. Køn næse, men noget tilbageholdende.
Frugtdrevet i smagen med masser af friske jordbær og kirsebær. God balance mellem saftig frugtsyre og sødme. Der er god intensitet i frugten, straight forward saft med den nebbiolotypiske bitre understrøm. Lette tanniner i finish, som igen har mere karakter af bittertoner end egentligt mærkbare tanniner.
Her foregår det forrest i munden hvor der er fokus på saftighed og den umiddelbare frugtige charme. Bagerst og ud i eftersmagen fremstår den mere enkel. En easygoing nebbiolovin med charmerende rød frugt og god balance. Den virker lidt lukket og ung nu men kan godt gå hen og hente en del med tiden. For et års tid siden smagte jeg 03'eren, som var meget åben og med en del udviklede træk.
87

2005 Barbaresco Garassino
Fra Garassino-marken i Treiso. Udbytte på ca. 50 hl/ha og lagring i 12 måneder på store franske fade. Transparent, mørk rubinrød, orangetonet. Her er der meget mere power på: Intens duft med sødmefuld frugt af blommer, bagt rabarber, remonce, Kongen af Danmark-bolcher, kandiseret æble sammen med 'brændte mandler'-bod fra fadet. En virkelig flot Tivoli-agtig nebbiolonæse som også har den druetypiske alvorlige mineralitet af ferskensten og cement og et animalsk strejf af moskus.
Alvorlig frugt i smagen af rabarber, drueskind og ferskenskind med masser af trøffel- og moskustoner. Hård og tør nebbiolokarakter med den karakteristiske sødme og cement-tanniner som føles helt fra start og lukker rigtig godt i afslutningen. God intensitet og fokus hele vejen. Den tætte balsamico-syre griber fat bagerst i munden og holder langt ud i eftersmagen. En flot Barbaresco og imponerende på det her prisniveau.
90

Barbarescoen er den bedste vin af de to - mere kompleks, alvorlig og helstøbt og på ingen måde mærket af den på papiret lidt svage årgang: Faktisk er 05'eren her bedre - dybere, bedre struktureret og mere fuldendt - end jeg husker 04'eren. Virkeligheden indretter sig som bekendt ikke efter årgangsskemaer og her er en lille reminder om det. En klar anbefaling af Barbarescoen, og hvis man er til blødere, frugtigere (nebbiolo)vine kan man vælge Roeroen. Begge koster 100 kr v. 6 stk hos A Vinstouw.

lørdag den 22. oktober 2011

2006 Pertinace, Barbaresco Castelizzano


Cantina Vignaioli Elvio Pertinace er et lille kooperativ med 13 dyrkere i Treiso i Barbarescozonen. Husets topvine er enkeltmarks-barbarescoer fra Marcarini og denne fra Castellizzano, som er på 1,3 hektar. Mellemlang maceraction på 2 uger og lagring på en blanding af slavonske botti og franske tonneaux (500 l).

Rubinrød farve med granatrøde reflekser. Duften lægger helt lukket og ret kedeligt ud, men vokser over et døgn til en klassisk nebbioloduft, tør og mørktonet: Jord, læder og ferskensten i front med lakrids, lidt trøffel og rød frugt underneden. Stadig tilbageholdende, men druetypisk og delikat.
Smagen har mere saft og kraft - skal også have et døgns tid i flasken for at vise ynderne frem, men så er det også her med klassisk Barbaresco-profil: God intensitet i den elegante røde frugt og de mørke mineraler. Det bedste er finishen, som har fast greb og åbner for lyst læder og kridt i eftersmagen, hvorefter syren kører parløb med et smørret animalsk strejf - det er godt. Medium længde.

Skal luftes godt og viser så en klassisk, feminin Barbaresco-karakater frem. Kan lagre noget tid og vinder ihvertfald over de næste få år. 130/90 kr ved 1/6 i SuperBest.
87

onsdag den 20. juli 2011

2009 Sottimano, Langhe Nebbiolo

Sottimano's Langhe Nebbiolo produceres fra 4 hektar på Basarin-marken i Neive i Barbaresco-zonen. Her er stokkene 15-20 år gamle og Sottimano mener det indtil videre er for ungt til at Basarin kan udgøre den femte cru-barbaresco i det imponerende sortiment. Derfor aftappes den som Langhe Nebbiolo efter spontangæring, 12 dages maceration og 10 måneder på anden- og tredjeårs barriques.

Lækker, æterisk og 'tør' nebbioloduft hvor kridt- og jernmineraler vælter op af glasset sammen med masser af syrlig, rød frugt og en let anis+vanilie-agtig sødme. Der er også godt med tjære, røg og en vild, grenet grønhed - man kan nærmest dufte de rå unge tanniner! Med luft kommer sødmen lidt længere frem og tjære-/røgaromaerne drejer over mod tæt pulverlakrids og dækgummi. Altsammen i et slankt og rent udtryk.
Superlækker i smagen med blød, kridtstøvet tekstur forrest, som så vokser til en flot syre- og frugtkoncentration med saftighed, frisk mineralitet og fremfor alt megaintense tanniner i finish som klæber munden fuldstændig sammen. Tanninerne og frugtsyre hænger rigtig flot ved ud i eftersmagen, som har god længde - men lidt gennemsigtig og uden så meget frugt.

Det er den mest klassiske nebbiolovin jeg har smagt fra Sottimano: Klar, stringent og virkelig fokuseret. Saftig og frisk og i en stil som giver næsten ubegrænset anvendelig ved bordet: Seriøsitet, struktur og tanniner til at klare den største bøf og samtidig en læskende renhed som også gør den egnet til fx. pastaretter eller charcutteri. Tanninerne er virkelig imponerende, ung nebbiolo er fantastisk når den på denne måde trænger sig på og bliver fysisk, lidt ligesom chili eller citron kan gøre det. Jeg er vild med den nu, men den kan naturligvis rundes lidt af lagring og holder rigtig mange år. 119 kr hos Atomwine, 99 kr indtil 31/7. Anbefales varmt - tæt på 91.
 
90 

fredag den 8. april 2011

2007 Pelissero, Barbaresco Nubiola

Det er som om 2005-årgangen af denne vin har stået på hylderne i en evighed. Gobi/Superbest sprang nemlig 2006 over og har først for nylig fået den nye årgang. Hvorfor ventetiden har føltes lang, kan fx. læses her og her: 2005 er ikke decideret dårlig i Barbaresco, men bestemt heller ikke super, og den svage årgang syntes at have mærket Pelisseros Nubiola. Syrefattig, mat og faddomineret præg på en vin, som ellers må siges at være et af de få store lyspunkter på de grå supermarkedshylder.

Pelissero producerer to dolcettoer (bl. a. den fremragende Munfrina), barbera og fire nebbiolovine fra 30 hektar i Treiso i Barbarescozonen. Barbaresco Nubiola er (semi)modernistisk anlagt med (sandsynligvis ret kort) maceration i rotofermentatorer og halvandet års lagring på en blanding af botti og barriques, hvoraf 10% er nye.
Rubinrød farve med tomatorange tendenser. Det er ved allerførste snif helt åbenlyst, at dette er en anden vin end 05'eren. Den åbner flot op med en mørk, æterisk næse med masser af jord, syrlige lyse (vingummi-)bær, ferskensten, (para)nødder, friske champignons, lakrids og mørkt læder - plus understrøm af kinesisk supermarked og eukalyptusbolcher. Lækker, mediumintens duft som i stil minder meget om Sottimanos skov- og nøddefester. Her i 07'eren er fadet slet ikke tilstede som sig selv, men bygget ind i vinen. Med luft vokser marcipan, appelsinskal og kridt ud af den røde frugt til en virkelig flot og mere klassisk nebbiolonæse.
Smagen er ren og fyldig med fede, let balsamiske bær, jord og røg. Stor fylde i frugten og flot fokus hele vejen. Syren er virkelig tændt og vedholdende og kulminerer i finishen sammen med tæt sødlakrids og rabarbertærte-frugt. De jordagtige tanniner har til at begynde med ikke helt kraft og greb nok til at lukke forløbet tilfredsstillende, men vågner helt op til dåd med luft. Det kage-agtige ligger over ud i den lange eftersmag med smørtoner, paranødder og lækre syrlige bær.

Antonio Galloni (Robert Parkers Wine Advocate) er ude med 93 points og det er da klart i overkanten (virker i det hele taget som om Bob har bedt ham sænke barren lidt..) - men alligevel slet ikke så langt ude som jeg havde forestillet mig. Rigtig flot Barbaresco, som er overraskende klar allerede og virkelig velbalanceret. 100 kr. er en suveræn pris.
 
91

Finare Vinare har smagt 06'eren og flere andre Pelissero-vine 

lørdag den 12. marts 2011

Vini d'Italia 2011

I weekenden var der dømt Italiana i den gamle presse under Politiken. Vini d'Italia er Danmarks største italienske vinfestival og her kan man virkelig få sig et bredt overblik over den italienske vins høje kvalitet og fascinerende mangfoldighed. Jeg har samlet lidt noter på nogle af de bedste indtryk på den røde front:

2000 Antichi Vigneti di Cantalupo, Ghemme
Smuk, moden nebbiolofarve og -næse med svampe, nedfladsæbler og jordbærgrød. Flot og levende i smagen med materiale og struktur til mange år endnu - god, blød frugt og lækre, saftige tanniner. Papillon importerer.

2004 Fratelli Ferrero, Barolo Gattera e Luciani
Ret udviklet næse, dog med mere spændstighed i frygt og syre. Jordbærfrugt i næsen med karamel-, gummi- og nøddetoner fra fadet. Lidt dump pg støvet forrest i munden, men åbner rigtig flot op bagtil med god syrekadence og hårde tanniner. Syrlige bær, kraftig røg og fadgummi i lang eftersmag. Papillon importerer.

2006 Foradori, Teroldego Rotaliano
Smuk, tindrende næse med tændt frugt af blåbær, æblegrød, lidt kakao og lakrids - næsten spritzig i duften. Svagere i munden, hvor den er læskende men ikke så kompleks og savner lidt greb. Sikkert en vinder ved bordet, hvor den ikke skal præstere op mod hårdere strukturerede vine. Bichel importerer.

2007 Cagiorgna, Etna Rosso
Yes! Nerello Mascalese for fuld udblæsning! Røg, vådt ler og fede forårsblomster i næsen. Slank og mellemfyldig krop med ok syre, skøn mineralitet, god koncentration og lækre, kraftige tanniner som sætter sent, men resolut ind. Ok længde og overordnet flot, slank power-stil. Stikker ud i mængden, men lever nok umiddelbart ikke op til prisen på 369,- Distinto importerer.

2006 Tirburzi, Sagrantino di Montefalco 'Taccalite'
Mørk, sød næse med kompot af mørke bær, saftigt træ og karamel. Blød og tyk i smagen - mørk, fed frugt godt balancveret af høj, 'dyb' syre og rigtig godt tanningreb. Alt for meget alkohol allerede tidligt i munden og dominerer eftersmagen. God længde og super syre, men ærgerligt med den dominerende alkohol. Måske vil det dæmpe sig lidt med tid. Distinto importerer.

Sottimano, Barbaresco Fausoni, Pajoré og Riserva
Sottimanos Barbarescoer lagrer på 25% nye barriques, men det betyder ikke blækkede fadbamser overhovedet. Her er der super-styr på fadene, og Sottimano arbejder tæt sammen med bødkeren om den helt rigtige egetype og lette ristningsgrad. Til Riservaen fremstilles specielle fade.
07 Fausoni er utrolig åben i glasset, virkelig floral og parfumeret duft med fin, rød frugt og klokkeklare hasselnødder. Mil i smagen og (for typen) let finish. Man mærker den åbne og lune årgang og Neives mildere terroir - er overraskende drikkeklar.
07 Pajoré er en lidt anden sag. Udbytte, vinificering og lagring er 100% identisk med Fausoni, men der er klar forskel: Pajoré er mere seriøs, kompleks og knudret med mørkere frugt, tungere lakrids og sandet tanninstruktur. Den giver ikke så meget som Fausoni lige nu og her og syren er ikke så liflig, men der er bedre greb og fokus i strukturen. Skal ligge.
04 Riserva (blend fra Cotta og Pajore, laves i 04, 05 og 08) har en markant mere lukket næse, giver næsten ikke noget i forhold til småsøstrene. Sødlig nebbiolofrugt og lædertoner. Fantastisk fylde i smagen, virkelig imponerende og uventet i forhold til den tilbageholdende duft. Stor frugt og mega grip - seriøs og i flot balance. Til fremtiden! Atomwine importerer Sottimano. Med ca. 300 kr. for ikke-riservaerne er de prissat noget højt i forhold til konkurencen i den prisklasse, men det er en utrolig sympatisk og dedikeret producent med topprodukter over hele linien.

Poggio di Sotto, Rosso og Brunello di Montalcino
07 Rosso: Wow, den bedste rosso jeg har smagt nogensinde. 2 år på store fade og helt klar: Traditionel sangiovese vælter op ad glasset i overraskende moden karakter. Stor og sød, sød sangiovesefrugt med rabarberkompot, vaniliesukker og svampe. Lidt svagere i munden hvor den virker noget let og en anelse syrefattig. Men saftig og med virkelig flot balance og stor elegance.
05 Brunello er lidt mere lukket, 'brunere' i stilen. Virker slet ikke som et stort skridt op i forhold til Rossoen og er det nok reelt heller ikke, de to årgange og rossoens meget brunelloagtige opvækst taget i betragtning. Samme sødlige karakter og større tyngde, men også brunelloen er tanninfattig og virker let og en anelse slap i finishen. Jeg gav den al min opmærksomhed, men den trænger nok til tid trods alt. Atomwine importerer.

2008 Vietti, Barbera d'Asti Tre Vigne
Åben duft med sorte kirsebær, fyldte likør-chokolader og sødlakrids i ellers relativt slank stil. God koncentration i munden og flot balance mellem mørk frugt, friskhed, fylde og syre. Umiskendelig barbera. Sammen med Aldo Conternos Conca Tre Pile 07 de bedste barberaer idag efter min mening.

2006 Vietti, Barolo Castiglione
Traditionel men meget åben næse med røg, nødder, kirsebær og blomme. Rigtig flot 'samling' af elementerne i smagen - fokuseret frisk og hård. Kraftige tanniner som fader ind på det helt rigtige tidspunkt. Minder om Germano i stilen, men ikke helt så karakteristisk.
Ettore Germano var foriøvrigt også blandt højdepunkterne, især 05 Cerretta som har de fantastiske, karakteristiske paranødder i den søde nebbiolofrugt-næse. 06 Prapò havde tændt frugt og super-aggressive tanniner, men ikke helt så åben. Niche Vine importerer Vietti, Viniropa importerer Germano

2006 Barolo fra Brovia, Aldo Conterno og Giovanni Corino
2006 Brovia, Barolo Rocche har lukket næse med røg, kridt og slanke lyse bær. Man kan dufte tørheden. Fin smag, med kridt, høj syre og brutal tanninfinish, som sætter tidligt ind og slipper meget modvilligt. Hindbær og umødne brombær holder langt ud i eftersmagen.
Aldo Conternos 2006 barolo er hård og kantet, virker lidt kedelig og uinspireret pt. Men fin sødmefuld frugt i mediumfyldig stil og virkelig delikat lakrids i både duft og finish. Seriøs og med korslagte arme, men med god balance og tæt sammenvævede elementer som lover godt.
2006 Giovanni Corino, Barolo Giachini er klart den mest åbne og givende barolo i denne trio af Conterno, Brovia og Corino. Understøtter La Morra-fordommen om den parfumerede, tilgængelige stil. Søde blomster og blommer i næsen og virkelig lækker, blød nebbiolofrugt i smagen med røde bær, blommer, lakrids og harmonisk greb. Næsten barbera-vibes i både næse og mund.. Det er et helt fantastisk Barolo-sortiment Domaine Brandis importerer!

Felsina
Felsina er blandt de bedste producenter i Chianti med enkeltmarksriservaen Chianti Classico Rancia og IGT-vinen Fontalloro i front.
Felsinas Basis-chianti 2008 Chianti Classico er frisk og klassisk med flotte sorte kirsebær, grenede toner, youghurt og let frugtsødme i næsen. Smagen har god syre, fine bær og grønne toner. Mellemfyldig krop og bygget til bordet.
2007 Chianti Classico Riserva Rancia er heller ikke i 07-årgangen nogen charmeur her på dagen. Lukket og ikke super-interessant i næsen. Smagen byder på rigtig flot og hård struktur. Sure kirsebær og strejf sødtobak med mørk lakrids i finish. God, slank eftersmag.
2007 Fontalloro (IGT Toscana, 100% sangiovese, 20 mdr. på barriques) er en helt andet snak. En fantastisk vin også på dagen og i den lidt vanskelige sammenhæng her, hvor en vin som Rancia har det svært. Pivåben, sød næse med stor frugtfylde og delikate fadnuancer. Meget smuk, dyb syre i smagen, næsten som indkogte æbler. Masser af karamel og syrlige bær. Flotte, resolutte og perfekt satte tanniner og megalang, delikat eftersmag med tanninerne hængende på tænderne. Flot! Domaine Brandis importerer.

Massimago 1883
Massimagos 2008 Valpolicella Superiore er et fantastisk bombardement af frisk, rød og blød bærfrugt. Skole-valpolicella i næsen og en med en duft som denne, hvad skal man så med ripasso og amarone? Lagrein-agtig med fuldmodne bløde kirsebær, spritzig i syren a la ribsgrød, mælk, og græs. Frisk i smagen med stor frugt, frugtsyren får det næsten til at fornemmes perlende. Lækker ribsfrugt og moden kirsebærsødme underneden. Forførende og super overraskelse.
2006 Amarone della Vapolicella har de samme elementer, men føles ikke uventet tungere. Dybere frugt, mere kompleks med sødlig-krydrede træk, enorm koncentration og tung sød-lakrids. Den obligatoriske alkohol fornægter sig ikke og føles altså lidt klodset her også (men det er måske et spørgsmål om vane, når det gælder Amarone). Men dejligt nyt bekendtskab! Viniropa importerer.

Domaine Brandis (Tom Brandis midt i billedet) står for Vini d'Italia, som er et fremragende arrangement, hvor meget af den bedste italienske vin er repræsenteret. Det er en unik mulighed for at prøve bredden og kvaliteten af indenfor en alle genrer og regioner. Jeg savnede i år lidt de forrige års lyse lokaler og rolige stemning. Der var for mange mennesker denne gang (den sene fredagssession), for lange køer ved bordende og den mørke, larmende hal under Politiken var med til lave et hektisk helhedsindtryk, som gjorde det svært at tale roligt med importører og de af producenterne der var tilstede. Men ikke desto mindre som altid interessant og med gode oplevelser indimellem. Rigtig meget fantastisk vin på ét sted! Vi ses næste år:-)

Ps. Læs også Italienska Viners indtryk fra lørdagen.

torsdag den 30. december 2010

2005 & 2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco

Vejrforholdene et givent sted og år er jo fakta, og det er som regel rimeligt nemt at vurdere om disse vejrforhold har været gode eller dårlige for druehøsten. Men så holder entydigheden også op, for det viser sig gang på gang at forventningerne udfordres og man må indse at årgangsskemaer og årgangsbeskrivelserne ikke beskriver kvaliteten af en konkret flaske.
Produttori del Barbaresco er som bekendt en klassisk producent af rene nebbiolovine - man har nærmest fornemmelsen af vinene aftappes direkte fra marken. Derfor går årgangens karakter måske relativt usminket igennem, og vi tester Barbaresco 05 og 06 overfor hinanden hér. Begge vine luftes meget grundigt.

2006 skal lokkes for at komme frem, men så er det også med en skøn, klassisk nebbiolonæse med kridt i front sammen med tranebær, hindbær og lakagtig kemi ledsaget af grønligt-bitre undertoner af limeblade og karse og den obligatoriske lyse spejderhagls-lakrids.
Frisk i munden med kridtede røde bær, stenfrugt og rank struktur, hvor den røde frugt, syre, lakridsrod og tannin er i god balance. Er overraskende nok egentlig bedst for sig selv, de mere subtile nuancer forsvinder nemt i mængden.

2005 er ikke så mineralsk og har en fladere duft med jordbær og kirsebær og begyndende modningstoner af skov og muld. I munden er forskellen evident: Syren er klart svagere, især i formunden er den fraværende og tanninerne har heller ikke samme styrke og vedholdenhed. Frugten holder helt ud og syren kommer lidt efter det i finalen. Det er helt klart en lækker Barbaresco, men ikke på højde med 06'eren.

Der er en ret åbenlys kvalitetsforskel her og 06-årgangens overlegenhed bekræftes i denne omgang. Den tidligere vurdering her på bloggen af de to på hhv. 91 og 89 pts. holder cirka.

PS. Produttori del Barbaresco har valgt ikke at aftappe deres berømte enkeltmarksriservaer fra 2006, selvom årgangens kvalitet berettiger til det. På grund af den økonomiske krise og de mange gode-til-fremragende årgange i 00'erne, frygter de at markedet mættes, og har derfor valgt at blande enkeltmarksfadene i den almindelige Barbaresco (læs direktør Aldo Vaccas begrundelse til Do Bianchi her). MEN det gælder ikke for de første aftapninger - her tester vi lot 9.090 (aftappet omkring 1/4 2009) som er uden riserva-frugt. Det er altså en fair sammenligning af de to normaler.

søndag den 28. november 2010

2004 Tenuta Carretta, Barbaresco Garassino

Tenuta Carretta er en stor producent i Piobesi d'Alba i det sydlige Roero, som er det område der ligger lige nord-nordvest for Barolo og Barbaresco på den anden side af Tanarofloden. Carretta råder over ialt 65 ha i bl. a. Barolo, Barbaresco, Gavi, Asti og Roero.

Barbaresco Garassino kommer fra marken af samme navn i Treiso-kommunen. Den macererer i 7 dage og lagrer 18 mdr. på botti og 4 mdr. på barriques.
Flot, klassisk nebbiolofarve: Transparant rubinrød med rødbrune træk. Duften er flot åben og ligeså klassisk som farven med blomme, søde jordbær, jord, svampe (med et lille trøffeltouch) og krydrede toner af kraftig hvid peber, let muskatnød og frisk-bitre valnødder sammen med mørke elementer som kul, sort gummi og mørk lakrids. Det er en lækker og seriøs næse med god kompleksitet og typisk 04-frugt: fuldmoden, men med stringens og præcision i behold. Virkelig meget druetypicetet i duften.
Kompotagtig frugt i smagen med blomme, jordbær og cherrycoke i front. Sødmen fra moden frugt er godt balanceret med strukturen og især finishen har god kraft med fin frugtsyre og tæt, klar nebbiololakrids. Helt ren hindbærbolche og let kanel i en god udklang med en lille, fin smørnote langt ude i spidsen.
Man savner strukturel tyngde og vildskab både hvad angår frugtkoncentration, syre og tannin, men til gengæld er det en imødekommende og blød moden nebbiolovin, som også fungerer til lettere retter og for sig selv. Glimrende i næsen med typicitet og tydeligt præg af god årgang. Man får meget for pengene her, flot value-nebbiolo! 79 kr v/6 hos A Vinstouw.
89 

torsdag den 18. november 2010

Merolliana

Enhver med interesse for italiensk vin kender (eller bør kende!) importøren Carlo Merolli, og enhver som abonnerer på Merollis ugemails kender Natale Simonetta, Cascina Baricchis balstyrige ejer og winemaker. Merolli havde besøg af Natale Simonetta og holdt smagning i Christianshavn af et program sammensat omkring Baricchis vine.

Carlo Merolli importerer vine med et udpræget fokus på det, som fungerer ved bordet og/eller i kælderen. Med andre ord er det ikke pumpede, designede vine som klæder sig af og viser ynderne med det samme. De skal lokkes frem med tid og luft - noget som ikke er muligt på en eftermiddag. Til gengæld serveres der overlækre crostini til, som rykker vinene et nyk tættere på deres rette element..
Herunder lidt hurtige noter:

2009 Cascina Baricchi, Dolcetto d'Alba
Lysere og mindre violet end man normalt møder Dolcetto. Ekstremt urtet og ret tiltalende rå duft med løvstikke, druekvas og æbleskrog. Meget syrlig i munden med surt æble og ribs - lidt anonym i smagen, men duften er dejlig.
86

2007 Cascina Baricchi, Barbera d'Alba
Rigtig lækker næse med typisk barberafrugt - bløde modne kirsebær, sødlakrids, kød, urin (ikke helt utiltalende her i sammenhængen:-)) og fadkaramel. Rigtig fin balance i munden og skøn fed lakrids som holder langt ud. Slikken frugt og blød stil med afdæmpet syre - strukturen holdes oppe af lette fadtanniner i finalen. Lækker Barbera!
88

2005 Cascina Baricchi, Langhe Nebbiolo
Fine roser og jordbær med lakrids, lidt tjære og strejf af fadsødme. Virker lidt ukarakteristisk i munden med en anelse flad frugt og småtræt struktur. Vil højst sandsynligt åbne sig mere med luft.
85

2006 Cascina Baricchi, Barbaresco
Powerfuld nebbiolonæse og god kraft i smagen også. Vedholdende skovjordbær og hindbærbolche sammen med en fin anistone i eftersmagen. Kraftige tanniner og flot struktur. Baricchis vine var generelt efter min mening ikke så fadprægede som jeg havde frygtet og nebbiolofrugten går ganske godt igennem her. Flot Barbaresco, som performer ret godt faktisk, sin uhyrlige ungdom til trods. Kommer til at vinde meget på bare 1-2 år.
88

2005 Cascina Baricchi, Brigante Pinot Nero
Klassisk Pinot-næse med de karakteristiske kirse- og hindbær helt fremme, røg, urin og søde toner fra fint integreret fad. Særdeles saftig og køn frugt og gode tanniner for typen, men jeg bliver nok personligt ikke foreløbig jublende pinot-fan, heller ikke i denne piemonteudgave, som jeg havde glædet mig til at smage. Men da et lækkert glas ikke desto mindre, tjek den ud hvis du er til PN. Jeg kunne godt tænke mig at smage en varmere årgang, fx. 2003, som må være mere vampet, det ville klæde den pæne frugt her.
89

Lidt ærgerligt at Baricchis vine ikke begejstrede mig mere på dagen. Det er gode og virkelig vellavede vine, og jeg ser frem til at smage dem igen og måske revurdere mit fine, men ikke imponerende indtryk.

2006 Schiavenza, Barolo Bricco Cerretta
Flot vin på et umiskendeligt højt niveau. Lukket og ung som et lille barn, hvor man i glimt kan se hvordan det udvoksede menneske vil forme sig. En virkelig floral og køn næse, meget lig 04-eren, som jeg smagte for godt et år siden og en lidt til en side i forhold til Schiavenzas andre Barolo, med en straightforward stil - ren, frugtig og frisk. Roser, lakrids, generte skovjordbær, overmodent æble, helt vild syre og skønt onde ungtanniner.
91

2004 Schiavenza, Barolo Riserva Prapò
Wow, her kommer Schiavenza så for alvor ridende med suveræn nebbiolofrugt som er simpelthen uforglemmelig. Vi har alle vores reference-oplevelser og Schiavenza er og bliver min baroloreference. Hér i suveræn riservaudgave fra topårgang. Utrolig koncentration i den knastørre frugt og tindrende syre. Smukke roser, druekerner, ferskensten og trifli. Selv et døgn efter husker ganen denne helt specielle smag af Schiavenza.
93

2004 Schiavenza, Barolo Riserva Broglio
Men det bliver bedre endnu: Både i 03 og 05 virker Prapò langt mere tiltalende og rå på en åben måde end Broglio. Men her er det lige omvendt: Broglio Riserva er klart mere åben med et lille plus på alle parametre. Helt vidunderlig Barolo med masser af moskus, roser, lys lakrids, tung jordbær, appelsinskal, ferskensten og piberøg fra tør tobak.
Men igen: Måske var dette sidste glas i flasken, og måske var Prapòen det første glas fra en nyåbnet. Det kan gøre en stor forskel. Begge 04'ere er unge endnu og virker langsomt modnende. De har et meget, meget langt liv foran sig!
95


2000 og 2001 Cantine Gemma Barolo Riserva Tabui
'Smag dig frem' er en nedslidt kliche, men ikke desto mindre sand og her aktiveres den igen: 2001 Tabui er en skøn moden Barolo fra et topår, på papiret 00'eren overlegen. Og den smager virkelig godt med flotte modne træk, masser af svampe, skovbund, mørk tjære og pulveriseret sten, rust og lakrids. Stadig gode tanniner, som griber moderat fat. Syren er dog skuffende mat og finalen bliver lidt vandet. 00'eren derimod har de samme træk og derudover en høj og særdeles levende syre og klart mere aggressive tanniner.
Man skulle have gættet på det modsatte, men 00'eren er klart flottest af de to i strukturen - skøn oplevelse, moden og indbydende og aldeles uimodståelig. Og en påmindelse om ikke at lade sig styre af vintage-charts!
2000: 93+
2001: 92

Rinaldi, Corte Nomanna, Fattoria San Francesco
Rinaldis Barberavine var ikke ovenud interessante, basisbarberaen Rioglio virkede lidt tyndbenet, den barriquelagrede Sisula var bedre og i god balance, men stadig en smule anonym og ufokuseret i munden, ikke på niveau med fx. Baricchis Barbera i samme stil og prisklasse.
Lidt det samme gør sig gældende med Corte Normannas Aglianicoer: Klassiske, lækkert syrlige og ranke vine (langt fra de syditalienske fordomme!), men det var lidt svært at se en helt særlig karakter her. Men tiden og situationen gør sig måske særligt gældende her for Aglianicovinene - jeg husker det samme lukkede, let-reducerede indtryk fra D'Angelos Aglianicovine på en tidligere smagning. Enkeltmarks-algianicoen Tre Pietre var dog et rigtig godt glas, den vil jeg gerne genprøve ved bordet. Også charmerende 2010 Novello (2010!) som var uhyggeligt letdrikkelig i druesaft-stil, men med en flot, bred og vinøs duft.
Fattoria San Francesco fra Kalabrien var dagens lykkelige overraskelse. Især basis-cirò'en (100 pct. Gaglioppo) er fremragende med megahård struktur, virkelig rank syre og overtændte tanniner som tørrer rigtig lækkert. Det er et tophit til italiensk antipasti, primo- og hverdagskøkken og hvidt kød i det hele taget. Traditionel stil med lang maceration. Minder mig om Grignolino i stilen; lys og let vin som gemmer på en hård, kantet og kraftig struktur. Et kup til de 60 kr, hvis man er til denne type vin. Den barriquelagrede Ciró Ronco dei Quattro Venti er også rigtig flot, men på en måde lidt mindre karakteristisk. Endnu et lille trin ned ad typicitet-stigen og mindst interessant er Donna Madda Calabria IGT hvor Gaglioppo blandes op med Merlot og Magliocco i en blødere og mere mainstream stil. Men virkelig lækre vine alle tre, dejligt nyt bekendtskab.

En herlig smagning i Restaurant Kanalens hyggelige anneks på Wilders Plads, Christianshavn!
 

torsdag den 4. november 2010

2005 Pelissero, Barbaresco Nubiola [revisit]

Mørk rubinrød med tomatfarvet kant. Duften er lige ud af flasken en opvisning i mint-nuancer: Kamfer, sød spearmint, icemint og mynte. Det viger lidt med luft og frem vokser en duft med kraftig petroleum, læder, spidse tindrende trane- og hindbær, salmiak, rust og ristede nødder og gummi fra fadet. Lagringen foregår på en blanding af botti og barriques i 18 mdr., og de små fade er tilstede i duft og smag, men slet ikke så markant som for et år siden, hvor jeg var skeptisk overfor den fadede atypicitet. Det er noget andet nu, fadet er trukket noget tilbage, vinen har udviklet sig og der er masser af nebbiolokarakter i næsen her.
I smagen er der den karakteristiske insisterende syre, som lægger sig helt ud til tyggemusklerne og kilder godt. Fin lille sødme i frugten og kraftige, stadig unge tanniner som ligger forrest i munden.
Rigtigt antrit, men både duft-intensitet, syreniveau, fokus og længde mangler noget for at begejstre. I samme prisklasse og stil finder man de suveræne value-baroloer fra Ratti (Marcenasco) og Cucco (Cerrati) og der kan Pelisseros Nubiola ikke være med. Den er på det rigtige spor, men mangler lige det sidste og det kan skyldes årgangen. Finare Vinare er begejstret for 06'eren, som desværre ikke ser ud til at komme til DK, aktuel årgang hos SuperBest er den helt nye 07'er - et varmt år (ulig 05) som jeg ser frem til at smage.
 
88 

onsdag den 29. september 2010

2000 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Montestefano [revisit]

For nøjagtig 10 år siden høstede man druerne til den her vin. Årgang 2000 var et varmt år i Piemonte og er blevet beskrevet med både ros og skepsis. 100 points for årgangen i Winespectator var nok lidt overstadigt, ligesom på den anden side affærdigelse som 'amerikanerårgang' selvfølgelig er useriøs. Foråret var varmt og vådt, juli kold og sensommeren meget varm, en udvikling som er mindre god for de tidlige druer, men udmærket for sent modnende druer som Nebbiolo. Man kan læse Produttoris egne beskrivelser af årgangene her.
Farven er decideret rødbrun. Up front møder en tør, hård frugtighed næsen med tranebær, ferskensten og kridt. Underneden strømmer en delikat julekage-/panfortesødme, sammen med tung lakrids, tjærefyldt tobak, lidt skovbund og spearmint. Duften er karakteristisk, men medium-intens og med aftagende tendens.
I munden går den stenede frugt igen i en elegant, afdæmpet smagsprofil. Nogen ville måske betegne fraværet af de typiske lyse, tindrende kirsebær som et tegn på alderdomssvækkelse, men jeg holder meget af den her modenhed, hvor bærfrugten og syren er trådt lidt tilbage for de mange nuancer af læder, tobak, jord, sten og stenfrugt. Sødmen ligger som en konstant, blød bas her med syren (stadig helt klart levende) i kontrolleret diskant og de modne elementer i det dominerende mellemregister. Fine og elegante tanniner tørrer stille og roligt i hele munden, mens moden syre bliver ved og ved på helt klassisk PdB-måde i eftersmagen. Har udviklet sig siden sidst og det er et udtryk med vægt på moden harmoni mere end power. Skal ikke luftes.
 
91 

søndag den 29. august 2010

Il Senso [revisit]


Vinbaren Il Senso er et godt sted at spise og drikke italiensk i uformel atmosfære midt i Kbh K. Distinto vinimport står for det meste af kortet, som er godt i alle prisklasser. Disse to er fra den nedre del (350-400 kr.):

2006 Balbi Soprani, Barbaresco
Klar rubinrød. Klassisk nebbiolonæse i tilbageholdende stil med roser, lakrids, mint, jord og syrlig rød frugt. I munden har den god struktur - rank syre og ok intensitet i frugten. Mod afslutningen kommer lidt mørkere toner af lakrids, skovbund og lille tjære frem og med lidt arbejde i munden lokkes de unge tanniner godt frem og tager godt fat i gummerne. Fin, tør eftersmag med læder og lakrids. Det er ikke den mest koncentrerede og kraftfulde nebbiolo, men klassisk og med druens dyder i spil.
88

2008 Kellerei Sct. Pauls, Alto Adige Blauburgunder 'Luziafeld'
Pinot fra Südtirol, lagret et år på barriques og botti i forholdet 80/20%.
Gennemsigtig, lys rubinrød farve. Diskret næse med elegante lyse bær sammen med lidt læder og en anelse nøddetoner. Næsen afslører ikke lagringen, træet er så godt som skjult og det dufter snarere af minimum det omvendte lagringsforhold. I munden er vinen enkel, elegant og meget feminin i saftig-syrlig, spinkel stil med hindbær, ribs og umodne jordbær. Strukturen er helt bundet op på syre-frugtbalancen, der er ingen tanniner, men dog en ganske lang, delikat eftersmag med ribs og umodne solbær. Jeg kan godt se charmen, men vil have det mere råt, sorry.
83

Jeg har blogget fra Il Senso før. 

fredag den 9. juli 2010

2003 Produttori del Barbaresco, Barbaresco


Farven er klassisk nebbiolo, smuk og moden og gennemsigtig rødbrun med helt orange kant. Duften er virkelig tiltrækkende med modne kirsebær og blommer, jord, skovbund, spyt, lak, anis-bolche, lakrids, cognac og frisk læder. En lille alkoholisk tendens i næsen.
I smagen er de modne bær helt fremme, ledsaget af den intenst nærværende syre, skarp frugt i form af tranebær og appelsinskal sammen med jord, gran (gin!) og tør tobak. Stor lækker udklang med kraftig syre (syntetisk citrus), kirsebær, lakrids og bittertoner a la tranebær, sammen med tanniner som holder ved forbavsende længe på gummerne og langsomt klinger ud.
Et nyt kapitel i den lille fortælling om hvordan traditionelt orienterede producenter har lavet fremragende vin i 2003, selvom der (som måske bekendt) var ekstreme varmegrader over hele europa og altså også i Italien og Piemonte. Produttori aftappede derfor ikke de ni enkeltmarksriservaer, hvilket vil sige at også druerne fra de bedste marker er hældt i normalen her.
Som altid med Produttori er alt ved den her vin ærkeklassisk. Her er masser af alting og det er en moden og kompleks vin, som dufter og smager fantastisk. Philipson importerer, men denne årgang er udsolgt.
 
90+ 

mandag den 14. juni 2010

2001 Produttori del Barbaresco Riserva Ovello


Aftensolen er på ingen måde på vej ned over denne fantastiske enkeltmarksriserva fra superårgangen 2001. Tværtimod. Produttori del Barbaresco er - som navnet indikerer / som bekendt - et kooperativ, hvilket man normalt slet ikke forbinder med produktion af topkvalitet. Undtagelsen som bekræfter den regel er uden tvivl Produttori, som år efter år laver Barbaresco i traditionel stil på højt niveau til gode priser. Normale-barbarescoerne er noget af det bedste value-for-money jeg kan komme i tanke om, og enkeltmarksriservaerne er i gode årgange i topklasse og kan gemmes i årtier. Der aftappes riservaer fra 9 cru'er, som lagrer 3 år på botti og halvandet år på flaske inden frigivelse.
I glasset er den her 01 Ovello utrolig smuk. Ærkeklassisk moden nebbiolo - decideret rødbrun med orange kant, en dyb rubinrød kerne og fed viskositet i strukturen. Selvom den er knap 9 år gammel skal den have luft for at vågne op, men så er det også med en fantastisk næse som man kan dufte til hele aftenen. Kirsebær, tranebær, appelsinskal, lakrids og mint helt up front og hele tiden med nye dybder og nuanceringer i form af muslingeskal, valnødder, skovbund, sødlige bolcher (kongen af danmark), tobak (samson), læder og gummitoner.
I munden er frugten vidunderlig med en tæt smagskoncentration i den sødmefulde nebbiolofrugt, genialt kontrasteret af den velkendte PdB-syre og flot lakrids sammen med masser af bittertoner som valnødder, slank bitter chokolade og appelsinshinde. Eftersmagen er vildt lang og intens med karakteristisk kirtelsprinklende frugtsyre og bær- og tobaksaromaer en masse. Utrolig balance og harmoni i den her vin. Elementerne er perfekte i forhold til hinanden. Hvis fx. Schiavenzas 03'ere er Richard Strauss, er dette Stravinsky: Klassicistisk, fokuseret, aristokratisk og råt.
 Philipson importerer.
93 

tirsdag den 20. april 2010

2007 Sottimano, Langhe Nebbiolo


Andrea Sottimano er af en ny generation af vinmagere i Piemonte, hvor det skarpe skel mellem traditionalister og modernister ikke rigtig giver mening længere. Vinifikationen på denne enkeltmarks-nebbiolo fra Basarinmarken i Neive er forholdsvis traditionel med naturgær og maceration på 12 dage, hvorefter vinen lagrer 10 mdr. på barriques, 1/4 nye og 3/4 op til 4 år gamle. Stokkene er under 15 år gamle og det er derfor Sottimano har valgt ikke at lave Barbaresco her fra Basarin (endnu).
Farven er klar rubinrød. Til at begynde med kommer og går duften lidt uregelmæssigt og har reduktive tendenser, men efter godt med luft (et døgn i flasken) er den virkelig fokuseret og præcis. En parfumeret duft med meget ren nebbiolofrugt - tørrede roser, lakrids, marcipan, mynte, syntetisk cherry, hindbær, (kogt) jordbær og lidt mørkere toner bagved af tjære, tørrede svampe og nelliker. Der er en fin sødme i duften, som også går igen i smagen, der er præcis og med et flot, harmonisk forløb fra start til slut - masser af frisk bærfrugt, jordbærmarmelade, pebermynte, lakrids og unge tanniner som tørrer lækkert. Eftersmagen er ret svag, lidt enkel og ikke særlig lang, men det er ikke helt nok til at udviske indtrykket af en flot og stilsikker vin. Stilen er på ingen måde faddomineret som jeg havde frygtet, faktisk har man mere indtrykket af karakteristisk og ret traditionel nebbiolo i ren og elegant stil.
Atomwine importerer og har desværre for nylig sat prisen op til 119 kr. Til gengæld kan man dér nøjes med at købe enkeltflasker, hvis man vil, og fragtpriserne er holdt godt nede.
 
90