onsdag den 22. juli 2015

2012 Friedrich Becker, Spätburgunder & 'B'


2012 Friedrich Becker, Spätburgunder
Vi smager på to spätburgundere fra det sydlige Pfalz, helt op ad den franske grænse. Beckers basis er en flot og ren pinot, med spændstighed og balance, kraft og krydret pinot-aromatik. Enkelt ja, men en stor fornøjelse at drikke. Fin duft af lidt gran og røg, men det er især den slanke, syrlige frugt af hindbær, ribs, skovjordbær osv. det handler om.
Det er i munden, den er bedst - balanceret og interessant, frisk men ikke uden tyngde, det er en substantiel vin i mellemfyldig stil. Becker chaptaliserer en lille smule mod slutningen af gæringen for at forlænge den og dermed udvikle aromaerne - og når så altså op på de 13/13,5, som han mener er ideelt for pinot.
Becker producerer oldschool med fx. spontangæring i åbne træfade og økologi, men stilistisk er det klassisk og midt-på-vejen.
Læs mere om Becker her hos Finare Vinare.

2012 Freidrich Becker, Spätburgunder ‘B’
Åh hvilken duft, det er så tydeligt at vi her er i et andet gear, selvom Beckers basis slet ikke virker så basis endda. Det her er pinot på et højt niveau. Fra begyndelsen har vi delikate, letsøde fadaromaer af smør, frugtig kaffe og groft knækbrød sammen med let og intens frugt af hindbær og ribs og aromatisk krydring af dild og spæd gran.
Ren og slank i munden, sød og blød frugt af fuldmodne hindbær og en tæt, meget salt smagsstruktur. Høj, vital syre og bittertoner af druekerner og lakridsrod. Anelse rustik afslutning med kantet bitterhed i de fnuglette tanniner, men overordnet en både kraftfuld og elegant pinot med delikat fadhåndtering og syre nok til at balancere de sødlige elementer. Det smager rigtig, rigtig godt og bliver sikkert kun bedre over de næste par år mindst. Druerne stammer fra første høst på GG'en Sonnenberg og lagrer 15 måneder på brugte barriques.

Becker har skiftet den helt svagt rosa baggrundsfarve på rødvinsetiketterne ud med en overtydelig røjvinsfarv’ og har fået skruelåg på de her to - langtfra basis i stil og kvalitet - spätburgundere. Det ydre betyder jo INTET (note to self), men det virker alligevel tarveligere end før.

Købt hos Extrabrut.dk


søndag den 10. maj 2015

2007 August Kesseler, Riesling Auslese Rüdesheimer Berg Roseneck


Auslese fra en af Rheingaus stjerner, der ligger lidt for sig selv i Assmannshausen - efter ‘knækket’, Rhinens sving tilbage i nordgående retning. Vi besøgte Kesseler en steghed eftermiddag i 2012 og havde bl. a. denne med derfra. Vi kom egentlig for at smage husets navnkundige spätburgundere, men da de hørte vi havde været hos Leitz og Weil kom rieslingen frem. Læs om besøget her.

Kesseler har også parceller på det sydvendte Rüdesheimer Berg, her er det Roseneck som ligger midt på bjerget mellem Rottland og Drachenstein. Fuld auslese-udblæsning i næse og mund. Klar Rheingaustil med den indbydende, florale frugt i forgrunden. Kraftig mango og ærtebælg i næsen efterfulgt af blegselleri, lidt petroleum, kirsebærblomster og nougat.
Stor, bolchet sødme i munden, men åh hvor er det elegant alligevel - en Helmut Newtonsk sammensmeltning af det vulgære og det æstetiske. Masser af næsten krads mango, blomster, akaciehonning og et snert petro. Og en lille nougat/smør-tone, måske fra lidt fad, i afslutningen. Vidunderligt auslese-kick!

tirsdag den 21. april 2015

2012 BattenfeldSpanier, Rheinhessen Riesling Hohen-Sülzen


Biodynamisk orts-riesling fra det sydlige Wonnegau i Rheinhessen.
Efter noget luft blomstrer en vidunderlig riesling-duft frem med masser af kørvel og stjernefrugt sammen med nøddede aromaer af frisk kokos, nougat og safran.
Velbalanceret og virkelig delikat i smagen, hvor kalkede mineraler holder strukturen oppe. Masser af frugt og syre og især en kanonflot finish hvor det vælter med safran.
En smuk og åben riesling i frisk, tør og elegant stil med kraft og saft. Atomwine importerer.

lørdag den 1. november 2014

Meyer-Näkel


2010 Meyer-Näkel, Ahr Spätburgunder 'Blauschiefer'
Spätburgunder fra gamle stokke på de meget stejle skifer-skråninger ved Dernau i Ahr. 18 dages maceration og 10 måneder på gamle barriques.
Helt lys, transparent tomatrød farve. Smuk, æterisk duft af blodappelsin, jordbær, salmiaklakrids og røg.
smagen er næsten asiatisk i sin profil med sin sur-søde smag à la citrongræs og soya. Stilen og niveauet minder meget om Seehofs Derby, men her hos Meyer-Näkel er der en lille kantet tobakstone og en lidt mere mørktonet mineralitet, næsten som kulstøv.
En vidunderligt let og elegant pinot med flot aromaspil og arketypisk pinot-karkater i alle aspekter. €21 i Tyskland.
90



2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Baden Spätburgunder ‘Hand in Hand’
et rørende projekt hvor parret Meike Näkel og Markus Klumpp er fælles om en Baden-pinot. Helt lys, transparent blårød farve. Skøn intens duft med frugt af hindbær, jordbær og lidt cola, masser af søde krydderier, kridtmineraler og røg og et strøg af friskmalet kaffe. Flot næse!
Smagen er frisk og saftig med bærene igen sammen med gulerod og god æbleeddike. Syren er frisk og levende og kroppen slank men med fin intensitet. Aromaspillet er rigest alene, mens den letdrikkelige saftighed tager over til mad. En skøn pinot! Blauschiefer er en bedre vin, men jeg tror jeg morede mig mere over den her. Sådan er det nogle gange. €13 i Tyskland.
88


2012 Meyer-Näkel, Ahr ‘Us de la Meng'
Også basisvinen Us de la Meng (‘ud fra mængden’) er værd at prøve. Supermarkedskæden Kaisers i Tyskland har et trist vinsortiment, men har for nylig indført en kvalitetsbetonet serie med (basis)vine fra nogle af de rigtig gode tyske producenter, heriblandt denne. Blend på spät-, frühburgunder og dornfelder, som lagrer på store fade. Helt mørk sort-lilla farve og aroma af youghurt, sorte bær og lidt julekrydderi. Saftig og læskende smag med blød, mørk dornfelderpræget frugt og med 4 g/l restsukker også en lille saftet sødme. €11 i Tyskland.
85

onsdag den 29. oktober 2014

2011 Keller, Rheinhessen Scheurebe trocken


Klaus Keller fra Rheinhessen behøver ingen introduktion. Her er det dog ikke hans riesling men scheurebe det drejer sig om. Den kommer fra en lille parcel med gamle stokke på den berømte Morstein-mark, men det må kun skrives på flaskerne med riesling.

Det er en relativt enkel vin, men en fantastisk en af slagsen. Flot, klar og indbydende duft af rød grape og ananas, bakket op af hvid røg og grus.
Smagen er sprød og frisk med en fin sødme og ditto syre. Man siger at scheurebe har en distinkt tone af solbær, men det er ikke så åbenlyst her. Det er mere den kraftige, læskende blodgrape der slår igennem. Kernen er tæt med intens frugtsyre, og finishen domineres af røg- og stenmineralerne.
En nærmest lidt rørende vin, oldschool og fræk på samme tid. 85 kr. hos Atomwine.

lørdag den 6. september 2014

2012 Josten & Klein, Leutesdorfer Gartenlay Sauvignon Blanc


Fra Gartenlaymarken ved Leutesdorf i Mittelrhein producerer Josten & Klein deres to hvide topvine, en riesling og en sauvignon. Rieslingen er kraftfuld og flot, men stadig meget ung - sauvignon’en her er helt klar til kamp fra start. Høstet sent (31. oktober) og gæret på nye barriques hvor den lagrer på bærmen et halvt år.

En stor og kompleks duft med intens grøn-krydret aromatik af asparges, estragon og fyrnåle i front sammen med frugt af passionsfrugt og grønne æbler. Kærnemælk og vanilie blander sig i en rig og flot duft.
Smagen er kraftfuld, men først og fremmest elegant og druetypisk med sauvignonens sprøde og slanke tekstur. Grønne friske æbler og et kraftigt mellemregister med en tæt og fast kerne af mejeri, vanilie og gul (frisk ananas/passion) frugt. Let sødlig anis- og vaniliekrydring i finishen men ellers er det et sprødt, friskt og komplekst udtryk trods de næsten 15% alkohol. Eftersmagen er lang og præget af den virile syre, som er præsent hele vejen fra start til slut.

Klart en af de bedste sauvignoner jeg har smagt, her satses alt på et topresultat og det lykkes. Marc Josten og Torsten Klein har gang i et virkelig sympatisk projekt med deres nye hus. 250 kr er ikke billigt, men det er sauvignon på højeste niveau. Winefly importerer Josten & Klein.
92

lørdag den 30. august 2014

2012 Gerhard Mäurer, Pfalz Gewürztraminer Spätlese Trocken


Her tordner gewürztraminer ind på arenaen i fuld galop! Megaintens næse, som oser af traminer: Tæt, sød, parfumeret og kraftfuld med hyldeblomst, hyacint, lavendel, gin og lynghonning.
I smagen er den overvældende fyldig - sød, bitter og alkoholtung. Bolcher, vingummi og karamel sammen med en klædelig bitterhed. Et flot forløb som afsluttes med stor længde.
Det er næsten for meget, men på den anden side: Det går hele vejen og skal noget være sådan her, er det traminer. Balancen er i behold med en fin syre og relativt sprød tekstur i munden. Flot vin, Gerhard Mäurer er spændende. 85,- er en superpris hos Winefly. Fra Freinsheimer Musikantelbuckel i det midvestlige Pfalz, nord for Bad Dürkheim.
89

tirsdag den 19. august 2014

2011 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir Mayschosser Mönchberg


Josten & Kleins basis-pinot var en saftig og frugtig sag i en klar og fokuseret stil, så vi ser frem til at se hvad storesøsteren bringer. En Lagen-pinot fra Mönchberg-marken lige ovenfor Mayschoss i Ahr. Høstet ved 104 oeschle, 4 ugers maceration og halvandet år på nye franske barriques.

Smuk, rød gennemsigtig farve. Flot næse, som er ung og tight men har masser af kraft. Intens frugt af appelsin og hindbær og en kraftig dild-tone fra fadet. Fin æterisk dybde og gode, friske lædertoner kommer til.
Smagen er fremragende med perfekt balance mellem syre og sødme. Intens og saftig frugt af appelsin, hindbær og kirsebær som får kryddertoner af let lakrids, nelliker og dild hen mod afslutningen. Mellemfyldig krop med kraft og længde.

Den rene og fokuserede stil er bevaret her i Josten & Kleins top-pinot. Her tilføjet dybde og fine fadkrydderier i den slanke, præcise frugt. En meget flot vin, som er ung nu og helt klart har det bedste i vente. 250,- hos Winefly.
91

mandag den 28. juli 2014

2012 Gerhard Mäurer, Freidenker


Gerhard Mäurer fra Dackenheim i Pfalz laver denne hvide topcuvée med navnet Freidenker. Det specifikke blend kender jeg ikke, men skyder på riesling, sauvignon og gewürztraminer:

Meget smuk ung duft - meget intens og frisk med ananas og hyldeblomst, kølige mineraler, et grønkrydret element af løvstikke, græs, persille og en dyb, kraftig tone (fra fad?) af hjemmelavet karamel.
Traminer-agtig i munden med fylde og tropefrugt. Samtidig er der en rieslingagtig friskhed og mineralitet, en lille smule sprød friz og rigtig flot syre, som især sætter sig igennem i finishen. Ud i den lange eftersmag spiller en delikat, frugtig sødme. En utrolig letdrukket vin, som samtidig er kompleks og med stor aromarigdom. Bedst kold.

Winefly er ved at få samlet sig et rigtig flot og attraktivt sortiment fra Tyskland, fx. repræsenteret ved den her perle fra Mäurer. 2012 er slut, 2013 koster 140,-
91

søndag den 29. juni 2014

Zelt og Knipser, Spätburgunder fra Pfalz


To spätburgundere, begge fra det mellemste Pfalz og begge fra GG-marken Grosskarlbacher Burgweg.

2009 Knipser, Pfalz Spätburgunder ‘Kalkmergel’
Senthøstet spätburgunder som hovedsageligt består af druer fra marken Großkarlbacher Burgweg.
Flot pinot-næse af den friske, frugtdrevne slags - med spændstige æteriske brom-, trane- og hindbær, læder, sødlakrids, boullion og maling. 
I munden er den præget af en varm årgang med sødlig, rund frugt og en gennemgående varme fra alkoholen. Det er en vin med en flot og mangefacetteret frugt, men syre, aromaprofil og balance mangler det sidste for at man kommer op at køre her. Jeg var heller ikke helt overbevist over Knipsers basis-SB, så måske ligger stilen her bare lidt ved siden af mine præferencer. Lidt for slikket og ligefrem i syre og frugt, imho. €17 i Tyskland.
87

2010 Zelt, Pfalz Grosskarlbacher Burgweg Spätburgunder
Transparent rubinrød farve. Intens sødkrydret duft med kraftig krondild, korianderfrø, anis og kanel. Æterisk og slank frugt af jordbær, blodgrape og mandarin.
Fast og intens i smagen med seriøs sur-sød frugt af jordbær i balsamico og kongen af danmark-bolche. Lækker og saftig syre hele vejen, salte mineraler og diskrete animalske toner af læder og smør. Røget pift i finishen, som er drevet af syren - god længde.
En seriøs Lagen-SB med flot fylde og balance. Det sødligt krydrede fadpræg er markant nu, men saften kan holde til det og jeg kan personligt godt lide det krydrede spil, når det er gjort med omtanke og kvalitet som her. €16 i Tyskland.
90

mandag den 26. maj 2014

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir og Rosé


2 unge basisvine fra Josten & Klein, som ligger lige hvor Ahr munder ud i Rhinen, og har marker i både Ahr og Mittelrhein. Her er det spätburgunder og rose fra Ahr

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir
18 dages maceration og et halvt år på brugte barriques.
sødlige aromaer af stald og friskkværnet kaffe, intens spændstig frugt af parfumerede hindbær, multebær og tranebær med lidt sødme af tørrede bær nedeunder. En slikken og lækker næse.
Smagen er rigtig lækker, både frisk og sødmefuld frugt med røg og salmiak i finishen. Ingen tanniner eller mineraler - det er saftdrevet pinot det her, skabt til mad og sommer. Men med antydningen af animalske toner og det herlige røg-pift i afslutningen er det heller ikke for simpelt - nærmere enkelt, saftigt og elegant. Endnu en virkelig flot vin fra Josten & Klein. 100 kr. hos WineFly.
88

2012 Josten & Klein, Ahr Rosé
Rosé på spätburgunder og regent, som er høstet og gæret seperat og lagret et halvt års tid sur lie på tank.

Flot lys laksefarve. Fin og intens duft af jordbær, ymer og fenikel. Slikken næse, men de mørk-bitre aromaer til at støtter godt op. Let friz i munden, sprød tekstur som har en skøn saftet frugt. Godt med sødme henover midten og så en fenikel-præget finish, hvor jordbærene drejer i en mere syrlig retning og ender slankt og friskt.
Fin og letdrikkelig rose, som har klasse. WineFly importerer, 90 kr.
86


lørdag den 24. maj 2014

2011 Ankermühle, Rheingau Riesling 'Jesaja'


Skalmacereret riesling fra økologiske Ankermühle i Rheingau. Spontangæret, lagret to år på barriques og aftappet uklaret og ufiltreret.
Mat mørkegul farve med grønlige strejf. Hamrende intens næse med masser af både riesling- og orangemarkører. Kraftig og syrlig frugt af friske citroner og appelsiner, hybenroser, lette petroleums- og asfalttoner, limstift / syntetisk stearin, hasselnødder og mineraler af vådt grus.
Smagen er præget af appelsin i frugten og en heftig syre. Frisk mynte og mørke toner af kul og lakrids kører underneden. Usaltet men meget intens og fremfor alt i rigtig flot balance. Letbitter finish med grøn the, gummi, fadaromaer af nødder og vanilie og slank syrlig citrusfrugt. Der er et spændende spil og liv i vinen hele tiden og det vækker drikkeglæden og interessen. Stor vin! Orange Wines sælger i Tyskland.
91


torsdag den 22. maj 2014

2011 Cisterzienser Michel, Sauvignon Blanc trocken ‘Junge Reben’


Sauvignon fra Michel i Rheinhessen. Det her er ikke 'stor' vin, men jeg kan på den anden side ikke finde på noget som ikke er perfekt her. Fantastisk drikkeglæde som kombinerer tysk sprød basis-lethed med sauvignons lækre aromatik. 
Gulgrøn farve. Klokkeren sauvignonnæse med tomatstilk, sprød pære og en anelse ymer. Smagen har perfekt balance mellem syre og frugtsødme. Frugt af pære og tomat. En uhyre sprød tekstur understreget af en lille smule friz og en fin bitterhed som det er karakterisktisk for sauvignon. Lille mineralbid i finishen som er perfekt afstemt. Love it! Er god og åben også helt nede ved køleskabstemperatur. 75 kr hos WineFly.

onsdag den 14. maj 2014

Josten & Klein, Riesling


Siden jeg smagte Josten & Kleins basisriesling i Berlin for et års tid siden, har jeg holdt øje efter en kilde til det her originale hus. Nu er Josten & Klein kommet til Danmark - den lille importør af tyske vine WineFly er begyndt at importere, hurra for det!

2012 Josten & Klein, Leutesdorfer Gartenlay Riesling trocken
Lagen-riesling fra Mittelrhein som høstes sent og gærer spontant på første- og andetårsfade, hvor den lagrer et halvt års tid sur lie. 4,4 g/l restsødme og 13,6% alkohol.
Dyb gylden farve. Ung, tæt duft med flot frugt og fantastisk krydderi. Pære og papaya i frugten og stor seriøs kryddertone af tobak, kagedej, salmiaklakrids, nelliker og peber. Med luft folder duften sig ud og man tænker frem på hvor fantastisk det her kan udvikle sig med lagring.
Tæt og stor i smagen med en generøs frugt med den krydrede aromatik og sødme. Hen mod finishen trækker frugten sig tilbage og vinen drejer i tør retning med hårdt bid fra syre, peberkrydderi og næsten tanninagtige kalkmineraler. Lang og intens i eftersmagen.
En meget stor riesling, fantastisk balance, koncentration og nuancerigdom. Helt klart ung nu og vil kun blive bedre de næste mange år. 225 kr. - en meget rimelig pris for riesling i det her format.
92

2012 Josten & Klein, Riesling “R”
Josten & Kleins mellem-riesling macererer 18 timer inden spontangæringen i ståltank, hvor den også lagrer sur lie et halvt år.
Lys gul farve. Herlig åben næse med masser af karakter. Mirabeller, melon og æble i frugten sammen med masser af  mørke mineralske toner af asfalt, røg og grus.
Fantastisk syre og bid i smagen. Mellemfyldig og velbalanceret med de mørke mineralaromaer foran den fine sprøde frugt. Den er intens og hidsig i syre og mineraler, en markant vin som vil noget og har kant.
Tydeligvis en ‘mindre’ vin end Gartenlay, men den drikker på en måde bedre nu her - der er en vidunderlig transparens i frugten og karakteren står rent og markant. Ligesom store- og lillebroderen en herligt radikal rieslingfortolkning. 130 kr.
90

tirsdag den 22. april 2014

2011 Seehof, Westhofener Morstein Riesling trocken


Ah, når man sætter næsen ned i riesling på det her niveau og med den her karakter, så er det næsten som at møde en savnet ven.
Seehofs Morstein har en skøn duft med lækre petroleumstoner, karamel, tobak og småkagedej foran frugt af råmoset hindbær og melon. Det er så herligt - stringent og åbent på samme tid.
I smagen er frugten tæt og generøs med indkogt æble og hindbærmos og teksturen er sprød - både læskende og ‘stor’ vin. Syren er tændt og der er flot intensitet i hele forløbet, som slutter af i krydret finish med et lille strejf af kaffebønne, sukat og brunkage og så den brede, intense syre som trækker imponerende langt ud i eftersmagen. Ingen spor af de 13,5%.

Klart, jeg kan forestille mig 10’eren som slankere og mere stringent, som FV er inde på i en sammenligning af de to, men det her er utrolig godt og faktisk mere udviklet og komplekst end Leitz’ mere frugtige 11’ere - ihvertfald end Kaisersteinfels, som jeg har gensmagt for nylig. Florian Fauth laver Lagen-riesling fra to marker, Morstein og Steingrube. Atomwine importerer.
92

torsdag den 20. marts 2014

Pfälzer Pinot 2010


2010 Knipser, Blauer Spätburgunder Pfalz
Knipsers basis-SB fra nord-Pfalz er lys rubinrød og dufter af rød frugt, stald og græs. I munden er syren slet ikke høj nok til at friske op i den salt-søde frugt og de landlige fadtoner. Her er der lidt for meget sødlig frugt og møding for min smag og den kraftige grønkrydrede græs/karse i eftersmagen bliver lidt voldsom. Men ret skal være ret, der er en fin frugt med god intensitet og et glimrende lakridsagtigt bid i afslutningen også. Især sammen med mad træder de gode sider frem og de let akavede tilbage.
Tysk spätburgunder kan levere rigtig meget glæde på basisniveau, men denne runde i hestevognen var OK og ikke så meget mere end det. 12 måneder på brugte barriques. €10,50.
84



2010 Friedrich Becker, Pfalz Spätburgunder 'B'
Becker fra det sydlige Pfalz er en af de bedste producenter i regionen med højt berømte enkeltmarksvine, især på spätburgunder. Her er vi i mellemklassen - 'B' spontangærer i åbne træfade og lagrer 15 måneder på barriques.
Flot transparent rubinrød farve. Intens duft med røde bær (især jordbær) og appelsinskal i front sammen med snavsede toner af mødding og stegt fisk, kridtmineraler og krydring fra fadet af brændt vingummi, kaffe og dild. Dyb og virkelig flot duft, høj klasse.
I munden er der først og fremmest harmoni. Syren er tændt og nærværende, men ikke specielt høj - den spiller holdspil med frugten, salte mineraler og de krydrede toner. Saftig og læskende med flot intensitet og et rigt og komplekst spil underneden. Fadtoner af især dild og kød i finishen og en lang eftersmag.
En smuk pfalzer-pinot! €19.
91



2010 Weingut Bernhart, Pfalz Schweigener Spätburgunder Kalkmergel
Ligesom med Becker er vi her i Schweigen i det sydlige Pfalz. Ekspressiv duft med kompot af hindbær og rabarber og generøse fadtræk af ymer, popcorn, kaffe og nyt pap.
Fin syre i munden hvor der også er smooth pinotfrugt med igen hindbær og rabarber. I finishen kommer stearin, hvid røg og karse til. Mellemfyldig og med middel længde.
En habil pinot med dejlig frugt, fine krydderier og en god balance, men mangler noget spræl for at komme op at ringe rigtigt. €13.
86



2010 Philip Kuhn, Pfalz Spätburgunder ‘Tradition’
Viskos, transparent granatrød i glasset. Duften er fin med sødlige kaffe- og krudttoner og en slikken sur-sød frugt af havthorn, appelsin, jordbær og syrnet fløde.
Smagen er mellemfyldig med god, tæt syre og saltmineraler. Appelsin og de syrnede mejeri-toner står klarest. Finishen er god og fast, dog fornemmes varmen fra de 14% alkohol, men det maskeres sammen med mad, hvor den virkelig gør sig godt. Temperaturen er også afgørende her, den skal ned på 15+/- grader.
En flot basis-spätburgunder fra Laumersheim i det nordlige Pfalz. Macererer i 2-3 uger og lagres 16 måneder på store fade. €12.
87

lørdag den 8. marts 2014

2011 Robert Weil, Kiedricher Riesling Trocken


Riesling fra Robert Weil i Kiedrich et par kilometer fra floden i det østlige Rheingau. Det her er kommunevinen, mellem basis og enkeltmarkerne. Lys grøngul farve. Herlig rieslingnæse med sart frugt af abrikos og lidt ananas sammen med tobak og begyndende petroleumstoner.
Knastør i munden med syrligt-kalkede stikkelsbær og abrikos. Meget slank vin drevet af frugtsyre. Et mineralsk touch i finishen støtter op og der er et fint aromaspil ud i eftersmagen.
Flot og elegant riesling, bedst i næsen og skal ikke ledsage noget fyldigt eller kraftigt. 13€ ex-cellar.

tirsdag den 25. februar 2014

2011 Leitz, Riesling Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels


Med ét snus er man tilbage i Rüdesheim, hvor vi besøgte Leitz. Dengang var vi af 11‘erne mest imponerede af Kaisersteinfels, som virkede mest mineralsk og fokuseret. Kaisersteinfels er den øverste stribe på skråningen, helt oppe ved skoven på toppen.

Herlig næse af gul frugt, kruspersille, muslinger, småkagedej og lakridsrod. Mineralsk, sødlig og kompleks, næsten med alsace-agtige associationer og ihvertfald meget ungt.
Det er især i munden Kaisersteinfels imponerer her i 11‘eren. Uhyre balanceret, hårdt spændt op mellem den høje syre og mærkbare sødme. Hvide ferskener, spisedruer og friske abrikoser i frugten. Vinen har for meget restsukker til at kunne klassificeres trocken og det mærkes faktisk, selvom syren gør sit.
Opleves nu her ikke som det mesterværk det måske kan blive. Leitz modner langsomt og personligt sætter jeg mere pris på lidt udvikling end frugtig friskhed når det gælder (stor) riesling, but I just couldn’t wait.. €25 ex-cellar.
90

fredag den 24. januar 2014

Stodden & Deutzerhof fra 2009

To meget anbefalelsesværdige spätburgundere fra Ahr, det lille nordlige vinområde i Tyskland, hvor forholdene for pinot er ideelle og rødvinsproduktionen dominerer. Stodden, Deutzerhof, Adeneuer, Meyer-Näkel og Kreutzberg er nogle af topproducenterne her. Her to mellemklassevine:



2009 Jean Stodden, Ahr Spätburgunder JS
Selektion fra de stejle skifferskråninger i Rech og Dernau. Macererer 19 dage uden stilke og lagrer 17 måneder på nye barriques.
Helt lys og gennemsigtig teglrød farve. Vidunderlig æterisk næse med violer, appelsin og kirsebær. Heftige toner af moskus og salmiak, og fine træk af kaffe og nødder fra fadlagringen.
Fantastisk i munden, tæt kraftig saltlakrids, koncentreret og tæt syre og frugt, men helt elegant og ultraslank og med et saftigt udtryk i frugten. Smukt greb i finishen hvor komponenterne - især salmiak, syre og kridtmineraler - samler sig og sætter punktum inden eftersmagens lange ekko. En stor vin.
91



2009 Deutzerhof, Ahr Spätburgunder Balthasar C.
Masser af pinot-oplevelser at hente i næsen her med charmerende frugt af hindbær og skovjordbær sammen med lakridsrod og flotte, let udviklede fadaromaer af svampe/moskus, dild og karamel. I munden er syren frisk og levende og der er et virkelig flot spænd mellem delikat og lidt slikken frugt og fad på den ene side og strukturen med høj syre og elegant tannin på den anden. Flot dybde i kernen, formodentlig fra spontangæring og/eller lang maceration. 
Balthasar C. lagrer på store fade og brugte barriques.
Smager af mere Deutzerhof!
90

Begge vine er købt i Tyskland til hhv. €20 og €19.

tirsdag den 7. januar 2014

2012 Riesling Trocken fra Leitz og Bürklin-Wolf



Har man besøgt et sted og gået i vinmarken, er der noget specielt ved at åbne en flaske med saften af de selvsamme druer, man har studeret på tætteste hold. Da vi besøgte Rheingau i juli 2012, var der stegende varmt, men det var stort set første gang hele den sommer, og det fortsatte heller ikke længe. En kølig årgang med sen høst og på den måde i kontrast til den rekordtidlige 2011.

2012 Leitz, Riesling Trocken har en helt lys hvidgul farve og en fin, frugtig og ung rieslingnæse med grønne æbler, hvide blomster, youghurt og et strejf af anis. Smagen er frisk og levende med en næsten feinherb-agtig sødme. Syren er høj og frugten elegant og gul. En god basisriesling i umiskendelig Leitz- og Rheingau-stil

Til sammenligning er 2012 Bürklin-Wolf, Riesling Trocken fra Pfalz markant mere mineralsk med en sprød og spændstig struktur i forgrunden fremfor intens frugtighed som hos Leitz. Gråpære, mineraler, lakridsrod, estragon og citrus og (med luft og varme) et lille andrag af petrokemi i finishen. Virker egentlig mere afdæmpet og mere kompleks på samme tid. Min favorit blandt de her to herlige og friske rieslinge.