2004 Altesino, Brunello di Montalcino [Revisit]

Det er vel nu her efter 10 år at selv gode vine kan begynde at falde fra. Det er spændende at følge, især i en topårgng som 2004.

2004 Altesino, Brunello di Montalcino

Fin og elegant udviklet Brunello med transparent tomatrød farve og orange kanter. Lukket i begyndelsen, men vårner sandelig op efter et par timer til en traditionel  elegant duft af ribs, umodne jordbær, hindbær, gran, kanel, citronskal og lakridsrod. Let volatile træk er med og en anelse svampe/skovbund/trøffel inderst. En smuk næse - ‘dufter af dansk sommer’ siger én, og har ret.

Meget velbalanceret og rolig i munden. Afdæmpet syre, men alligevel meget frisk i strukturen: sprød, syrlig og slank frugt af pigeon-æbler, ribs og rabarber sammen med toner af lyst læder og lak. En smule trøffel og æbleskræl i eftersmagen.
Ærkeklassisk og fint modnet sangiovese, det her er godt! 400 kr hos Philipson, købt for 130. 2010 koster 150.

91

2004 IASMA, Trentino Merlot
Vi prøver op mod en anden 2004’er - merlot fra Istituto Agrario San Michele som macererer tre uger og ligger på brugte barriques et år.

Herlig, moden duft lige ud af flasken - kraftig næse af jord og svampe sammen med calvados, violer og kirsebær. Klokkeklar druekarakter med den ‘flæskede’ mørkerøde merlotfrugt, som jeg finder temmelig forførende. Fadet er integreret og uddyber underskovstonerne.

Flot i smagen som har markant struktur med hårdt bid i syre og tannin. Mørk, forførende frugt hele vejen og afslutningen har en mineralsk kølighed med grafit og der kommer lidt smør fra fadet til ud i eftersmagen.
En stor fornøjelse og rigtig flot den første aften. De brændte malt/calvados-toner tager over dag 2, hvilket vil sige at den så småt er ved at være færdig. Men hvorfor også lade den stå? Er næsten udsolgt hos Carlo Merolli, men 2010’eren er der også - fristende! 130 kr.

89

Det mørke Chianti

2011 Le Cinciole, Cinciorosso
Økologisk basisvin fra Le Cinciole i Panzano in Chianti, i Classico-zonen. Sangiovese blandes her med 20% cabernet, 10% merlot og 10% syrah. Vinificeret på cement.
En enkel, men frisk og harmonisk vin med ligefrem frugt af sødmefulde, sorte kirsebær, solbær og ribssaft. Lette toner af tobak, rust og lakridsrod er med også - især efter noget luft. En fornøjelse at drikke, men ikke noget analyseobjekt og jo heller ikke tænkt sådan. Der er en saftig blødhed fra de franske druer, men vinen lever især af den perfekt satte syre.
86

2012 Poggio Scalette, Chianti Classico

På Greve in Chianti-klonen Sangiovese di Lamole som tilhører Sangiovese Grosso-familien. Dyrket i 500 meters højde, vinificeret og modnet på cement.
Mørk vin med ren og kraftig duft af kirsebær, kardemomme, the og sødlakrids. Her er det sangiovese i mørke klæder med blød frugt, godt med bittertoner og komplekse, krydrede underlag. Der er høj kvalitet i frugten og det er befriende med en vin på det her niveau, som ikke har været på træ. Frisk og rund, men med sangioveses umiskendeligt pirrende syre og the-agtige bitterbid sammen med rigtig flot aromadybde og -bredde i frugten.
Selvom jeg generelt er mere til helt klassisk sangiovese, er der en plads i mit hjerte til Fiore’s frugtige og sødkrydrede sangiovesetolkning (både her fra Scalette og fra Casteluccio i Romagna).

88

Atomwine importerer Le Cinciole og Poggio Scalette. Hhv. 119,- og 139,-

Trinchero!

Sommerens besøg sammen med Italienska Viner hos Trinchero er lidt på afstand og vi har gensmagt mange af vinene herhjemme, for nogles vedkommende endda flere gange. Så nu er det tid til rapporten fra et smukt besøg hos en fantastisk producent:

Først må man forbi ‘Dræberhunden King’. Men så får man et fantastisk syn fra Trincheros gårdsplads ned over denne smukke del af Monferrato med de bløde barbera-klædte bakker. Trinchero ligger i Agliano Terme og kandiderer til Piemontes bedste biodynamiske producent. Går nogen rundt med natur-fordomme får de dog ikke megen føde på gården her. En strømlinet og ultraseriøs målbevidsthed lyser ud af bygninger og Trinchero’erne - ingen hippieromantik her.

Ezio Trinchero var blandt de allerførste i Piemonte til at lægge om til biodynamik. Dengang var det ugleset, men resultaterne har talt for sig selv og tidsånden har i den grad bevæget sig i Trincheros retning, ikke mindst de seneste år. De økologiske og traditionelle principper giver yderst terroir-drevne vine som oser af ophav og sorter. Vinene spontangærer på fade eller cementtanke og lagrer på op til næsten hundrede år gamle botti af slovensk eg og kastagne, som omhyggelige holdes ved lige, så de ikke går til. Aftappes uden svovl eller filtrering.

Trincheros vine er fantastiske, og jeg kan på det varmeste anbefale at gå forbi Stefan Jensens ‘Terroiristen', som importerer mange af dem til Danmark. Her er dem vi har smagt:

2011 Trinchero, Trabic

Fra en lille parcel med merlot. Lang maceration og lagring 18 måneder på store fade. Sortrød farve og en dyb, blød og krydret duft - intens og interessant og med en levende dybde. Balsamico, basilikum, timian, kål, sødlakrids og friskt læder sammen med en mørk og blød frugt af brombær og solbær. Klokkeklart Trinchero, men merlot fornægter sig alligevel ikke, der er et snert af bdx-højrebred i den saftige syre der løber som et slankt bånd over den generøse, bløde frugt. Lak, aubergine og svampe i finish og eftersmag. Rigtig godt greb i strukturen med flotte tanniner i afslutningen og en fast syre hele vejen igennem.

2011 Trinchero, Bianco
‘Bianco’ er så meget sagt, og er vel nærmest ment som en joke. En decideret orange vin på 60% arneis og 40% malvasia som får 8 dages skalkontakt og lagrer et år på botti. Helt fantastisk duft med nybagt rugbrød, hasselnødder, abrikos, muskat og lakrids. Duften udvikler sig hurtigt i glasset og ender i en nærmest sauternes-agtig duft med masser af aroamatisk sødme. Tør og rig i smagen med lakrids og abrikosfrugt. Flot struktur og greb og fine æteriske toner af lak i finishen.

2012 Trinchero, Rosso Palme

Brachetto bruges næsten udelukkende til sød frizzante, men Trinchero vinificerer den som tør, stille rødvin. Duften er aromatisk med en roseagtig parfume, ramk lakrids og frugt af pære, hyben og jordbær. En meget karakteristisk næse som sender tankerne direkte tilbage til Sottimanos tørre brachetto. En klart underkendt drue til tør vin - frisk og parfumeret og udpræget Piemonte. En slags blanding af ruché og dolcetto, hvis det vækker et billede.

Både hård og slikket i smagen med den parfumerede bærfrugt og så en utroligt frisk og tændt struktur med høj syre og faste, grenede tanniner. Lakrids og løvstikke i finishen. En skøn, fræk og frisk vin.

2008 Trinchero, Barbera d’Asti Superiore ‘Terre del Noce'
En måneds maceration på cement og et år på store fade. Ingen tilsat svovl. Flot aroma med mørk frugt og bambus og bålrøg. En saftig, blød og ganske ligetil barbera med blød frugt af brombær og kirsebær. Syre og mineraler støtter op og det er en barbera i imponerende balance med rank struktur og flot frugt. Den rustikke stil hos Trinchero klæder de 'bløde' sorter som barbera og merlot rigtig godt.

2007 Trinchero, Barbera d’Asti Superiore ‘Vigna del Noce’

Trincheros top-barbera fra marken Vigna del Noce som blev plantet i 1929 (se billedet). 45 dages maceration og 2,5 år på botti.
Et sandt powerhouse af en barbera, som her i den varme 2007 er stor, kraftfuld og koncentreret. Bolchepræget duft - Kongen af Danmark, Maltbolcher, Spejderhagl - sammen med svampe, våd underskov, chokolade og lak-toner fra den lange maceration. Koncentreret og fyldig i smagen med blød og sød, tæt bolchefrugt, som bæres oppe af intens, barberatypisk syre, lakrids, jord og jern. Meget lang og vældig, kræver nok lagring for at runde af. Vigna del Noce regnes blandt de bedste barberaer overhovedet og kan lagre meget længe.

2009 Trinchero, Grignolino d’Asti

Kun smagt her i Danmark, hvor den kan købes hos Terroiristen. Hvilken vin! Lys, orangerød farve. Stor, kompleks og helt fantastisk duft - man bliver totalt grebet af fryd hver gang man dufter i glasset! Min medsmagerske siger at det er som at stikke næsen ned i hendes barndoms mose: Jord, råd, brakvand, moskus. Tilføj rust, ferskensten, gammelt læder og lak. Det er stort, modent og kompleks - og blindt havner man uden tvivl i Barolo. Smagen er tør og lakket med et væld af tørrede bær og blomster sammen med hård rust-kerne og magtfulde tanniner. Lang og kompleks. En smuk vin, en af årets vinoplevelser!

***

Tak til Trinchero'erne for gæstfriheden og IV for følgeskabet!

Tenuta la Ghiaia, Ligurien

Tenuta la Ghiaia i Ligurien er et moderne vinhus, som indkorporerer og eksperimenterer med nogle af de gamle teknikker, man også møder hos producenter af naturvine - fx. maceration af hvidvinene, spontangæring, amforaer, sur lie lagring og (æggeformede) cementtanke. Interessant er det, Carlo Merolli importerer.

Tenuta la Ghiaia, Colli di Luni ‘Ithaa’

Ren vermentino fra Ligurien. Macereret i 7 dage og lagret ni måneder sur lie på tonneaux og stål. Spontangæret og aftappet uden filtrering eller klaring. 40-årige stokke, 2500 flasker.

Mørkegul farve. Hø, nykløvet lærketræ, bivoks, vådt mos, gule æbler, bergamotte, flødekaramel og ruskind i duften. Godt med macererede og let oxiderede toner, det er rigtig flot.
Smagen følger op med elegant intensitet, friskhed og dybde. Frisk og levende syre i en olieret tekstur. Masser af fennikel/thaibasilikum sammen med modne spisedruer, bivoks, clementinskal og bergamotte-agtig floralitet. Er egentlig fyldig med de 14% alkohol og den intense struktur, men virker nærmest let i kraft af friskheden og balancen. 

En speciel og vidunderlig macereret hvidvin med et særligt aromaspil og meget flot balance. Længde, originalitet og klasse! 175 kr.
92

2011 Tenuta la Ghiaia, Colli di Luni ‘Undicinone’
Den røde bror er et blend af sangiovese, merlot, vermentino nero og massaretta. Koldmacereres i to dage og efterfølgende i tre uger i stål. Lagrer på stål og cement et år.

Helt tæt mørkeviolet farve. Duften er intenst frugtig med hyldebær, søde kirsebær og blommekompot og der er en mørk krydring af chokolade, kardemomme, sort peber.

Meget fyldig i smagen, intens og kraftig i teksturen med tæt frugt af hyldebær og blomme. Syren er høj og saftig og finishen har uslebne tanniner og kølig mint. 

Det er på samme tid en frisk og tung vin. Den er herligt ung her med masser af syre og saftighed og det gør at den koncentrerede frugt og høje alkohol ikke bliver alt for meget. Og befriende med en tæt og ambitiøs vin som ikke er fadet - krydderier er der masser af i frugten, så den behøver det ikke. En flot og vellavet vin, god til kraftige kødretter. 129 kr.
88 

2011 Tenuta Santa Giuliana, Più Rosso Veneto IGT

Denne vin har vel fundet den helt rigtige blog? Tak for tanken, Carlo!

Santa Giuliana laver Più Rosso fra 2,5 hektar med 50% merlot, 20% af hver cabernet og 10% refosco. 18 dages maceration og et år på barriques.

Fin næse med godt med fad og en slank mørkerød frugt præget af dybe kirsebær sammen med kraftig peberfrugt, sødlakrids, saltlakrids og dild og smørtoner fra fadet. Dejligt at snuse til og man tænker kølig Bordeaux, selvom også refosco faktisk synes at gå klart igennem.
Smagen er fast og saftig med høj syre som rygrad. Ret slank og kølig mørkerød (solbær)frugt og fine lakrids- og fadaromaer i finishen. Sødme fra fadet, stilkede bittertoner og rigtig fine, let rustikke tanniner. Var Bordeaux sådan i gamle dage måske?

Det virker lidt som et hårdt markedsført ‘moderne’ produkt, men i flasken er der faktisk en ret klassisk vin i kølig stil, som er en fornøjelse at drikke med sin gode syre og let rustikke struktur. Più Rosso!

2007 San Felice, Vigorello Toscana IGT

San Felices Vigorello var med sin blanding af sangiovese, cabernet og merlot en af supertoscaner-revolutionens allerførste i slutningen af tredserne. For nylig blev druesammensætningen ændret, sangiovese røg helt ud, angiveligt for at skærpe forskellen mellem Vigorello og San Felices anden topvin Poggio Rosso (Chianti Classico Riserva). Tilbage er et rendyrket Bordeauxblend med 50% cabernet, 45% merlot og 5% petit verdot fra 3 marker på sammenlagt 8 hektar i Castelnuovo Berardenga. De macererer 3 uger og ligger 18-20 måneder på barriques.

Blodrød, næsten sort. Intens og dyb næse, fadpræget og Bordeaux-agtig i frugtprofilen, dog varmere og mere krydret med blomme, kirsebær, kardemommekapsler, fyrnåle, friskt læder, vanilie og engelsk lakrids. Fuld kraft på næsen og ret skøn at dufte til.

Lækker og cremet i munden med en supersmooth frugt, som alligevel byder på struktur og modstand fra syre og tannin. Rund og dyb og igen tænker man på Bordeaux fra en varm årgang. Afslutningen er det bedste med et godt, saftigt tanninbid og lækre fadaromaer af friskt læder og smør. Der kommer en bitter fadlakrids til som måske bliver for meget i længden med mindre der er kraftig mad involveret.

En flot og oppulent vin med masser af både Bordeaux og Toscana i karakateren. Meget åben og heftig, men ikke udpræget elegant. Kræver lagring eller en god dosis stegeskorpe som ledsagelse. 149 kr. i Føtex Food. Når den er på tilbus til 109 kr. er det europas klart bedste pris - til sammenligning koster den €30 hos Superiore.de. Mine indlæg om 2001 og 2004 her.

88

Bordeaux 2011 Primeur på Børsen

"Back to life, back to reality" kunne med sin muntert-melankolske fejring af hverdagen have runget i børssalen som et passende soundtrack til primeur-smagningen af Bordeaux 2011. Efter superårgangene 09 og 10 er festen forbi, en i bedste fald middelmådig vækstsæson i 2011 har slået bdx-feberen lidt ned og bibragt en smule realisme i prissætningen. Hos nogle slotte koster 11'eren op til 50% af 09-prisen, hvilket siger noget om hvor følsom Bordeaux er for årgangsvariationer. Smagningen var godt arrangeret og afviklet af Theis Vine i den flotte børssal, hvor man næppe kan forestille sig et bedre sted til Bordeaux's em af luksus. Der manglede et par af sidste års superstars, men som jeg også skrev dengang, er det en genial praksis at slottenes nye vine holdes op mod en valgfri tidligere årgang, det sætter tingene i det helt rette perspektiv samtidig med at der naturligvis gemmer sig store oplevelser i de enkelte 00'ere, 05'ere osv på smagningen.

For at sige det som det er, var der mange skuffende vine blandt 11'erne. Det er definitivt en årgang man skal smage før man køber ind, men gør man det, kan man være heldig at finde kup - de findes (alt er relativt). Jeg gik efter venstrebredsfavoritterne, men jeg skulle nok have tænkt mig lidt om og koncentreret mig mere om højrebreds merlot-dominerede vine hvad angår 11'erne. Jeg lister her hurtige noter på nogle af de vine jeg smagte:

Château Lascombes, Margaux 2. Cru Classé

2011 har en flot ren solbærfrugt i næsen med en let fadsødme. I munden er der sød frugt, sød lakrids og lav syre - det bliver for meget for mig. 2009 har en flot duft med masser af kaffe og ristede toner. Frugten er tændt og saftig i smagen og syren er rigtig god! En lille varme bagpå, men ikke nok til at vælte en virkelig flot struktureret vin!

Château Haut Bages Libéral, Pauillac 5. Cru Classé

2011 er helt lukket i næsen. I smagen er der grøn umoden bærfrugt med bitre tanniner. 2008 er mere åben og har udmærket frugt at dufte til, men stadig i en stram og bittertonet stil.

Château Beychevelle, Saint-Julien 4. Cru Classé

2011 har en fin sødlig krydring i næsen, men for mig bliver det til en lidt for irriterende vingummi-profil i munden. Dog er der god tanninstruktur og det kan måske ende godt. 2005 har en superflot duft: Letmodnet frugt, integreret luksuslakrids, skovbund og vanilie. Temmelig sød er denne også i smagen, faktisk med en brændt karakter (creme brulée) og syren er for lav til at opveje.

Château Talbot, Saint-Julien 4. Cru Classé

2011 har vådt træ, lakrids og slank solbærfrugt i næsen. I munden er den slikket og grøn på samme tid, det her hænger ikke sammen, lad os kryds fingre. Til gengæld havde Talbot en 2000'er med som havde en overdådig næse af megaintense figner - tørrede og brændte - ristede mandler, pandekager og dækgummi. Udviklet og blød moden frugt i munden med en nødde-agtig profil. Flot!

Château Smith Haut Lafitte, Pessac-Léognan Grand Cru Classé

2007 er kødfuld og meget røget i næsen - lufttørret kød og slukket bål. Masser af kirsebær i intens smag - en ganske elegant vin. 2011 er meget, meget mørkere i farven. Lille og meget primær i næsen, lukket ultraung frugt med en lille kanelsødme. Men i munden er det anderledes - masser af fylde i den saftspændte mørke frugt, rigtig gode tanniner og ingen bittertoner. De 60% ny eg er godt gemt i begge vine.

Château Larrivet Haut-Brion, Pessac-Léognan

2011 har en fantastisk trøffelagtig næse med nødder og flotte røde bær - jeg må sikre mig at det virkelig er 2011 i glasset. Smuk i smagen med blød, fuldmodnet frugt, saftig syre og en flot tanninstruktur. Lækker lakrids i finishen og ingen grønne træk. Her er der et vaskeægte 11'er-kup, 200 kr getouttahere! 2009 er om muligt endnu flottere i næsen, landlig med kolort og jasmin og en flot parfume i let æterisk frugt. Sød, varm og lidt flad i smagen, slet ikke så interessant som 11'eren her i munden!

Château Latour-Martillac, Pessac-Léognan Grand Cru Classé

2011: Uha, meget lukket i næsen med et lille lak-kemisk strejf. I smagen er den noget tynd og kort i frugten med en ubalanceret slikken sødme.. 2005'eren er en anden historie: Meget smuk næse med trøffel, svampe, gummi og syngende kirsebær. Mindre interessant i munden med lidt for meget varme og lidt flad frugt. God tanninstruktur dog, sødlakrids i eftersmagen.

Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan Grand Cru Classé

2011: Afdæmpet næse, straight-forward med brombær og ungt læder og også nogle grønne blad-agtige træk inde bagved. Grøn i munden med umodne bær og lerjord.. Håber den finder sig selv i fadet.

2007 var en af smagningens vine sidste år og den er også nu utrolig køn at dufte til - samlet, elegant og intens næse med poleret frugt og levendelagtig parfume. Flot og velbalanceret i smagen - måske en lidt anmassende vingummi-synteticitet i finishen?

Chateau Guiraud Sauternes 1. Cru Classé

Vi slutter af med en drøm af en 2001-sauternes. En fuldstændig vidunderlig vin med utrolig kompleks næse og en herlig kombo af den uimodståelige sødme, dyb syre og nærmest uendeligt aromaspil. Tæt, men elegant og utroligt lang.

***
Den mere bdx-kyndige Vintresserad har også smagt 2011 og er lidt mere positiv.

Villa Pillo, Cingalino & Borgoforte

Basis- og topvin fra Villa Pillo, som siden 1989 ejes og drives af det amerikanske ægtepar Dyson. Villa Pillo har 40 hektar med vin og ligger i Chianti-zonen, men producerer udelukkende IGT-vine.

2011 Cingalino Toscana IGT

2011 - det er ungt! Basisvin på 65% merlot og cabernet franc, som er kort forbi brugte fade.

Både cabernet franc og især merlot går direkte igennem i næsen med friske solbær, flæskede merlot-kirsebær, youghurt og fennikelfrø. Lille, men frisk næse.

Enkel og mellemfyldig i munden med høj, saftig syre som gør den virkelig vellegnet som madledsager. Godt greb og fint forløb med friske, mørkerøde bær hele vejen og finish med fennikel og spændstig syre.

Ikke mindeværdig, men et godt glas til rustik middelhavsinspireret hverdagsmad.

84

2009 Borgoforte Toscana IGT

50% sangiovese, 40% cabernet sauvignon og 10% merlot lagrer et på barriques.

Mørkt rubinrød farve, næsten tæt i kernen. Dufter indbydende af arketypisk moderne toscaner med friske sorte kirsebær, brakvand og sødlige fadtoner af kanel, vanilie og læder. Der er god intensitet og friskhed i frugten, så fadet tager ikke over, fin næse.

Fyldig og koncentreret i smagen med blød, intens frugt af røde og sorte bær. Delikat, let krydderkage-sødme og en resolut syre balancerer godt mod hinanden. God struktur og tæt finish med godt greb fra (fad)tanniner. Men alkoholen (14,5%) føles efter min mening for høj her, den vælter afslutningen og efterlader en varm hedvinstone i eftersmagen, som ellers har god længde med mørke kirsebær fint understøttet af bittertoner. Når grillbøffen spiller, er det måske acceptabelt - men efter min smag er alkoholen pt. for kraftig til at vinen helt balancerer.

86

Borgoforte minder om så mange andre moderne toscanere i mellemklassen. Til prisen får man dog god uddeling, især hvis man godt kan lide kraftige (oversøiske) vine. Men personligt foretrækker jeg faktisk her og nu den friske Cingalino til maden - en væver sag med saftig, enkel drikkeglæde og ligefrem druetypicitet. 59 og 89 kroner hos A Vinstouw.

2007 Sportoletti, Assisi Rosso

Sportoletti råder over 20 hektar i Assisi DOC i det østlige Umbrien og er den lille appellations store navn. Der dyrkes sangiovese, cabernet (sauvignon og franc), merlot, chardonnay og grechetto. Der produceres fem etiketter - 1 sød, 2 hvide, 2 røde og basisrossoen her er lavet på sangiovese, merlot og cabernet sauvignon i forholdet 50/30/20. I gennemsnit 20 år gamle stokke dyrket i ca 400 meters højde, 15-20 dages maceration og et års lagring i brugte franske barriques. Den navnkundige Riccardo Cotarella er ønolog.

Mørkerød farve med en del bundfald. Mediumintens næse med mørk frugt af kirsebær og hyldebær, dieselolie og en bitter, kommenagtig duft af Rød Aalborg og afbrændte våde grene. Og så en glycerolsødlig tone af amaretto og bærlikør.

Meget koncentreret og fyldig allerede i indgangen i smagen, dump kakaopulver-agtig med tilbagelænet hyldebærfrugt og lidt engelsk lakrids. Høj alkohol allerede fra start og det bliver kun værre: Finishen overdøves helt af brændende chili-bitter alkohol, selvom der egentlig er god tanninstruktur inde bagved og frugtsyren liver lidt op her i afslutningen. Meget markant kakao og marcipan (kartoffelkage!) i eftersmagen sammen med lidt triflibær og igen en lidt ubehagelig spritbitter snapsefornemmelse. Medium(-) længde.

Egentlig et godt forsøg og med et kvalitetsbevidst, lovende scheda technica i forhold til prisen, men der er alt for høj alkohol (15%) her, som helt forhindrer vinen inde bagved i træde frem: Brændende og alkohol-sød både i næse og mund, som medvirker til et overordnet uharmonisk indtryk. Det hjælper lidt at køle den et par grader ned. 120 kr hos Theis Vine, €7,70 (09'eren) hos Superiore.de

84

2008 Ca' Marcanda (Gaja), Promis Toscana IGT

Angelo Gaja købte Ca' Marcanda-ejendommen i Bolgheri ved den toscanske vestkyst i 1996 og tilplantede de 100 hektar med hovedsageligt merlot, cabernet og syrah. Gaja er (som nok bekendt) modernistisk pionerånd i Piemonte inkarneret: Han tilskrives bl. a. indførelse af grøn høst, enkeltmarksvine, malolatisk gæring, barriques-lagring og franske druer i Piemonte. Selvfølgelig ikke alene, men hans enorme succes var afgørende for at de moderne teknikker vandt udbredelse. Nogle af dem er indlysende kvalitative, andre er kontroversielle - ikke mindst i en så traditionsbevidst region som Piemonte. Og selvom sublim kvalitet altid er i forgrunden hos Gaja, er der også et element af provocateur, som da han omplantede en nebbiolo-topmark i Barbaresco med cabernet (til vinen 'Damargi') eller deklassificerede sine Baroloer for at kunne tilføje barbera.

Der produceres tre vine fra Ca' Marcanda, Promis er basisvinen og laves på 55% merlot, 35% syrah og 10% sangiovese. Lagres et år på brugte barriques.

Mørk rubinrød farve. Dyb og intens, kødfuld duft af mørk frugt med sø-vand, kraftigt mørkt læder, lidt engelsk lakrids, bitter mælkebøtte, uparfumeret creme og en marcipanagtig sødme i den dybe, chokoladesvøbte bærfrugt. Det er den her duft man går hjem med fra en Gambero Rosso-smagning: Mørk, blød frugt + fad i højkvalitets-stil. Det er skønt, det er high class - en næse skabt af en topkirurg..

Smagen er et studie i smoothness: Superblød frugt i mellemfyldig krop med helt lette balsamiske toner, medium syre og smørret fedme. Hen mod finish fader gode bittertoner ind og syren hæver sig til et godt bid i afslutningen. Her er ingen skarpe kanter (såsom høj syre eller hvasse tanniner), kun poleret balance og blød feelgood. Eftersmagen er lang og silkeagtig med cremet flødekaramel og blød frugt sammen med meget tydelige estragontoner og det kraftige læder.

At bede om tradition eller typicitet fra Bolgheri svarer vel nærmest til at forvente europæisk højkultur på den amerikanske prærie i nybyggertiden. At kritisere Gajas Bolgherivine for at være internationale eller moderne giver ikke mening, det er ligesom hele præmissen. Og I den her stil er det supergodt, kvaliteten er slet ikke til at tage fejl af. Faktisk er Promis overraskende (moderne) toscansk, den minder hverken om fx. sydfrankrig eller højrebredsbordeaux på trods af druesammensætningen. Den tilbageholdende, mellemfyldige krop og den egentlig temmeligt sarte balance klæder stilen. Flot! Meget få kan tage den pris for en tredjevin, men der er en grund til at Gaja er en af dem. 259 kr. hos Vinoble.
90

Bordeaux 2010 Primeur på Børsen

En forbilledlig smagning på Børsen arrangeret af Theis Vine. Der var god plads og udskænkningen perfekt - og Børsens rammer kan vel ikke være mere passende. Der tjenes store penge på cru classé-slottene i Bordeaux, og det mærkes: Her er det ikke landbrugsparret fra den lille cantina i den italienske provins, det er mere ovre i urban fransk high class med nålestribede og spadseredragter, formfuldendt engelsk og strømlinet, charmerende salgsattitude.

Det er en primeursmagning, så vi skal smage 2010. Producenterne havde desuden den samme vin med fra ældre, valgfri årgang - en enkel, men virkelig genial fremgangsmåde (som man da burde overveje til italienske smagninger i stedet for den endeløse række af basis-/bordvine man skal igennem - og som man jo ELSKER, bare sjældent til en smagning). Det sætter den latterligt unge fadprøve i relief at se hvordan vinen er, når den er lidt nærmere sit drikkevindue. Lad det være sagt med det samme: De fleste 2010'erne ER urimeligt unge, især de cabernet-dominerede tatoverer PAS ENCORE på næsevægge og tunge med rødlilla blæk. Fælles for dem er den karakteristiske limeskal- / nytrykt avis-agtige harskhed i duften, som kommer til at lægge sig allerede i løbet af et det næste års tid på fad/flaske.

Der var både skuffelser og overraskelser, men overordnet var det personligt en ganske markant oplevelse med en Bordeaux-injektion af den her størrelse og kvalitet. Bordeaux er endnu mere end før maîtressen i mit italienske vinhjerte.. Her er mine lynhurtige indtryk på nogle af de bedste og et par positive overraskelser.

Château Montrose, Saint-Estèphe 2. cru
1998: Fantastisk duft med nødder, gammelt læder, tobak og skøn blommefrugt. Sødkrydret med kanel og kardemomme. Fremstår alligevel frisk i munden - dyb frugt i superelegant, færdigmodnet stil. Fin struktur med relativt høj syre og god tannin i finish. 1998 er måske ikke det største år, men her sættes de mange unge vine virkelig i perspektiv - her er svaret på hvorfor Bordeaux skal modne. Intens, men elegant og transperant i øjne, næse og mund (93).
2010'eren er selvsagt helt anderledes og vil nok også komme til at udvikle sig et andet sted hen på 13 år. Tæt, blækket sag - meget parfumeret og livlig duft med masser af blomster og græs sammen med den sorte frugt. Meget saftig i smagen og tung, hård struktur. Utrolig kombination af saftighed og stålagtig kølighed i frugten. Dyb og lang. Leave it! (94)

Château Pontet-Canet, Pauillac 2. cru
2000: Smuk sødme i næsen med sødtobak, trøfler, skovbund og flot, dyb kirsebæragtig frugt. Moden og blød, men flot struktur i smagen - forløbet er helt velafbalanceret og elegant (92).
2010 er tæt, hård og kantet - koncentreret, mørk frugt med suveræn syrestruktur og kraftige tanniner. De sødlige fadkrydderier er særligt flotte her og er smukt vævet ind i frugten. Megalang (93).

Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
Den bedste 10'er i dag! Cabernet ud over det hele. Fuldsændig suveræn mouthfeel, megaintens og kraftfuld samtidigt blød, utroligt balanceret. Ubeskriveligt. Stort fokus i frugten, intenst struktureret finish med helt vild tæthed og enormt bid og stor, stor længde med masser af frugt, læder og tobak. Wow.. (95)

Château d'Armailhac, Pauillac 5. cru
Igen en 5. cru som overraskede: 2006'eren har en meget åben duft med delikat sødme og rund frugt - dufter af merlot, selvom der kun er 23%, hvilket angiveligt skyldes Armailhacs terroir som giver meget afrundet cabernet. Colasødme, mørk frugt og kraftigt læder og grønne toner inde bagved (89). 2010: Hold da op, megavegetal næse med porrer, selleri og druestilk sammen med en intens, sæbeagtig parfume. Rigtig flot i munden med kraftfulde tanniner. Jeg kan godt lide denne her som ung. (91)

Château Lagrange, Saint-Julien 3. cru
2008: Virkelig fin, feminin næse med dæmpet, fint krydret frugt og fin tone af våd lerjord. Meget høj syre hele vejen gennem paletten og gode resolutte tanniner. En smuk vin hvor balance er kodeordet. Elegant! (92) 2010'eren virker lukket og ufærdig i dag, ihvertfald på mig.

Château du Tertre, Margaux 5. cru
2010: En overraskelse fra 5. cru slottet i Margaux, som jeg egentlig ikke havde specielt høje forventninger til. Men her er der den skønneste Margaux-næse med klokkeklar solbærfrugt - saftig og intens, men alligevel blød - suveræn fadhåndtering med sorte oliven, tæt gummi og masser af sødlakrids og engelsk lakrids. Frugten er afdæmpet i munden, men syren er god og fast og især længden imponerer! Alt cab franc kom i andenvinen, til gengæld er der 10% petit verdot her i 10'eren.. (92)

Château Giscours, Margaux 3. cru
2004: Smuk og meget præcis solbærfrugt i superintens næse med læder og vanilie i flot løb med frugten. En af de bedste vine i duften i dag, virkelig intens og fokuseret og karakterfuld! Munden er desværre svagere med lidt lav syre, slap finish og faktisk lidt for kort i eftersmagen (91). 2010'eren har en intens duft i sammen stil men mere sæbe-parfumeret og lidt harsk olie-agtig i sin unge grønhed. Men her er munden mere klar med smuk solbær-syltetøj, kaffe og engelsk lakrids. God kraft og balance.

Château Ferriere, Margaux 3. cru
2004: Super Margaux-parfume: Tæt, intens frugt og flot mangefacetteret fadsødme. Direkte læskende frugt i munden, saftet på en god måde for der er syrerygrad til at komplementere. Flot tyngde og længde (91).

Château Pichon-Longueville Baron, Pauillac 2. cru 2004: En helt fantastisk næse, meget elegant og moden: Nødder, trøfler, karamel og bouillion sammen med fin frugt af tørrede figner og bær. En anelse afdæmpet i munden - kandis, nødder og jordbær og ikke så intens i finishen som man kunne håbe på. Men superelegant og smuk vin (94)

Château d'Issan, Margaux 3. cru
2007: Overraskende fyldig for 07 - smuk tindrende næse, knivskarp solbær- og brombærfrugt. Flot balance i smagen med fyldig frugt og gode mørkbitre toner af rugbrød, kaffe og fremfor alt engelsk lakrids. Savner måske lidt tyngde bagerst, især flot i næsen (91). 2010 er plumb, lidt klodset og neongrøn nu, slet ikke klar.


***
Læs også indtryk fra Stockholm og Oslo.

2001 Chateau Lilian Ladouys, Saint-Estèphe Cru Bourgeois

Meget vand er løbet gennem Gironde siden Chateau Lilian Ladouys i det 19. århundrede blev regnet blandt eliten i St-Éstephe. Det gør det ikke længere, men er måske på vej opad med nye ejere og investeringer. Der er vin på 47 hektar med fordelingen 60% cabernet sauvignon, 35% merlot og 5% cabernet franc - i gennemsnit 40-årige stokke. Naturlig gæring og lagring på en tredjedel nye fade i 18 måneder.

2001'eren her har en smuk moden farve - mørk rubinrød med postkasserøde modningstræk. Duften har moden flæsket frugt af mørke, saftige bær med en syrlig, animalsk tone: meget tydeligt råt oksekød og toner af tørret fisk, en barneånde-agtig sur-sødme og friskmalet kaffe. Venstrebredstypiske grønne grene og lidt grafit og modningstoner af balsamico og læder. Ikke intens, men ganske kompleks næse som changerer en del henoover tid og er lidt snavset i stilen.
God kraft og balance i munden. Høj, koncentreret syre, som ligger godt i hele forløbet også ud i eftersmagen. Grene og (tørrede) mørke bær sammen med café au lait-agtigt fadpræg. Fadet er helt integreret men løber som en understrøm i den modne vin. Let til medium finish og smør, bærkompot og en bbq-agtig brændt tone i eftersmagen.
En god, moden og klassisk bordeaux. Fint integreret fad og tannin. Lidt flygtig i duften og indimellem med urene træk i munden. Det er en rustik og lidt grov vin, men alligevel ret tiltrækkende i momenter. Lidt som når Kempf spiller Beethoven: Alt for groft og indimellem endda kluntet - men egentlig charmerende på sin egen lidt off måde.. Læs iøvrigt Winedoctors informative artikel om Lilian Ladouys. 

87 

2008 Chateau Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois

Med den absurde prisudvikling i Bordeaux er det faktisk utroligt at det stadig kan lade sig gøre af få Cru Bourgeois til omkring €10. At det ikke kun er på bekostning af kvalitet beviser fx. Chateau Beaumont - her tester vi en anden: Chateau Grand Clapeau Olivier, som laves på 55% cabernet og 45% merlot.

Ret transparent rubinrød farve. Frisk og grønlig næse som med luft åbner sig til en traditionel, lowend bordeauxnæse med nygæret frisk rød frugt, den typiske kvasede bitterhed fra cabernet (som med luft drejer over mod en lavendelagtig blomstersødme), lidt restgær og let lakrids - det hele svøbt i sødligt læder, friskost og bouillon fra gamle fade. Ikke ubehagelig næse overhovedet, men det er klart at det ikke er stor vin her. Næsten ung Valpolicella-agtig duft med den unge, letbitre og overspændt saftige frugt. Fadbehandlingen er mere rustik end ren - men det generer sådan set ikke mig.
Enkel, men frisk i munden med god syre og ok balance. Markant bitterhed hele vejen, som peaker i finish sammen med lakrids og syre. Bedst på midten, hvor tanniner i form af kridt- og lædertoner lægger sig ind og balancerer godt op mod frugten.
Mediumfyldig og mediumintens og også medium længde på en ganske udmærket eftersmag med frugt, dæmpet syre, lakrids og en let alkoholvarme. Medium er i det hele taget kodeordet her - en udmærket vin på bordet til rustik mad, men forveksler nogen dette med grand vin fra Bordeaux, bliver de skuffede. Men hvem forventer også det til €10? 

82 

2008 Chateau de Fonbel, Saint-Émilion Crand Cru

Plus de Rouge!

I layoutet lægger Chateau de Fonbel-etiketten ikke skjul på det direkte slægtskab med en af verdens dyreste (og påstået bedste) vine: Chateau Ausone. Fonbel ejes da også af Alain Vaultier fra Ausone, og det ydre slægtskab skal vel ses som en slags gestus til lillebror Fonbel - ihvertfald at man ikke er bange for referencen. Poor man's Ausone, som Parker kalder Fonbel. Det lyder jo godt: Når trangen til ranke vine med tæt, mørk frugt og velhåndterede barriques (kort sagt bordeaux) melder sig indimellem, vil man på en måde hellere have det direkte fra kilden, end de mange (også italienske) wannabees. Vi får at se om en denne prisrimelige kandidat kan tilfredstille det behov.

Chateau de Fonbel er på 16 hektar med 70% merlot, 20% cabernet sauvignon, 7% petit verdot og 3% carmenere - i gennemsnit 20 år gamle stokke. Lagrer et år på en tredjedel nye fade. Når det gælder Bordeaux, blev 2008 imødeset efter et svagt 07, men er siden ligesom druknet i hypen omkring 09 og 10. Så der bliver måske (relativt) gode køb at gøre, mange (bl. a. Parker) mener, at især højre bred er ganske god i 08.

Sortviolet farve med rubinrøde reflekser. I duften er der intens frugt af søde solbær (creme de cassis) og kirsebær og vegetal-mineralske toner af earl grey, grafit, lyst læder og lidt røg. Næsten ingen fad at spore og de 33% nye fade er meget svære at få næse på, men en lille, forknyt kandis-smørkaramelagtig sødme stammer derfra.
Den samme intense frugtighed går igen i munden med en tæt, syrligt-bitter solbærfrugt. Balsamisk tæthed og høj syre, grønne stilk-træk en masse og i finishen en let lakrids sammen med læder og små tanniner. Eftersmagen er enkel og lidt tynd og præget af en tynd bittersort engelsk lakrids og den syrlige sol/-kirsebærfrugt.

Jeg er ingen stor bdx-kender, men ville aldrig have gættet det her som højrebred og merlot - cabernet går klart igennem med de grønbitre solbær. Lidt endimensionel og lukket, men man kunne godt forestille sig den tage revanche med tiden - den er urimeligt ung nu og vokser da også betragteligt over nogle dage. Den tætte frugt er i god balance og vil uden tvivl lagre godt i mange år. Klassisk og stram Bordeaux, som ikke giver meget nu - men der er grund til at håbe det bedste. Theis Vine forhandler Fonbel, 08 koster pt. 150 kr.  

85(+) 

2005 Chateau Citran, Haut-Médoc Cru Bourgeois Superieur

Plus de Rouge! Vi vender for nogle dage blikket vestpå og kalibrerer næse og mund til ugens vinøse begivenhed i København: Bordeaux 2010 Primeur smagningen på Børsen. Hvide fra Tyskland og Røde fra Bordeaux kan stadig få hjertet til at slå hurtigere, også selvom det for længst er tabt til Italiens mangfoldige storhed.

Vi lægger ud med en moderne Haut-Médoc-klassiker fra superåret 2005. Chateau Citran dyrker vin på 90 hektar og blander lige dele merlot og cabernet sauvignon. Maceration (cuvaison, oui) i tre uger og lagring et år på 40% nye barriques.

Mørk og tæt rubinrød farve med sort kerne og fed struktur i glasset. Duften er mediumintens med dyb, blød kirsebær- og solbærfrugt og modne fadtoner i gummi-, tobaks- og læderantræk. Distinkt tone af brun sæbe og krydderier kommer frem med luft, især nelliker sammen med lidt lavendel og kanel og en tiltalende sødme a la bittermasse bag frugten.
Smagen er fløjelsblød med mørk, vandig bærfrugt fra merlot og klare grønbitre træk fra cabernet. God koncentration i frugten. Syren lægger udmærket ud forrest og dukker fint op igen i bagkanten af finishen og lever længe ud i eftersmagen - men den har ligesom et markant dyk på midten af forløbet. Lædertoner plus porøse tanniner i afslutningen og god længde i udklangen med den delikate mørke frugt med nuancer af de sød-krydrede fadtoner.
Lækker og tiltalende på grænsen til forførende, men ikke dyb nok i hverken næse eller mund til at vække stor begejstring. Noter fra mere substantielle og erfarne bordeauxkilder her og her og en artikel om Citran hos winedoctor. 

87 

2008 I Veroni, Toscana IGT

I Veroni er en klassisk producent i Chianti Rùfina. Toscana IGT er deres basisrødvin som er lavet på 60% sangiovese og 40% merlot med 12 dages maceration og lagring i 7 måneder på halvstore botti. En vin som blev solgt meget billigt af Dansk Supermarked og Carlo Merolli for et halvt års tid siden - vi stester til en gang hjemmebagte pizzaer.

Allerede ved åbning overrasker denne vin med en rigtig fin duft. Med det samme mere tiltalende og klassisk end jeg husker I Veronis Chianti Rùfina. Lys rubinrød farve og slank, let-mineralsk næse med masser af sødlige kirsebær, våde blade og tørre tobaks- og røgtoner.
Lækker sangiovesefrugt i smagen, lyse klare kirsebær i en dejligt kantet stil med let bitter frugt og igen tørre toner af tobak. Enormt læskende vin med en meget tiltalende eftersmag med salatagtig saftighed af kinaradise, eukalyptus, frisk merian i udklangen af den røde bærfrugt. Hverken lang eller intens, men med balance og et vellykket fokus på frisk saftighed.
Stor drikkeglæde til enkel mad og med et par år i flasken har den fået en lille blød modningstone, som klæder frugten rigtig godt. Cabernet og sangiovese har jeg svært ved at forstå, mens merlot og sangiovese er et langt mere indlysende match. Denne vin minder mig om Lamborghinis Trescone, som er bedre og dybere men har den samme bløde, tobakkede stil fra merlot-sangiovese-blandingen med kort fadlagring. 

85 

2006 San Valentino, Rubicone IGT 'Luna Nouva'

Azienda Agricola San Valentino er et nyt, moderne hus tæt ved Rimini i Emilia-Romagna. Der produceres fra 28 hektar med lave udbytter og en stor ny-anlagt barrique-kælder. 'Luna Nouva' er på 80% cabernet sauvignon og 20% merlot med et udbytte på 25 hl/ha. Lagrer et år på 80% nye barriques og aftappes ufiltreret.

Farven er tæt sort-rød med rødbrune kanter. Tung og mørk, moden duft med kraftig tobak, våd jord, læder, balsamico og tæt frugt af solbær og kirsebær. Det er en lækker duft som begynder lidt introvert, men åbner godt op med luft.
Smagen har meget kraftig sødlakrids og koncentreret, stringent frugt med balsamico- og bitre jordtoner. Tæt fornemmelse i munden og en koncentreret, mørk syrestruktur. Finish og eftersmag er til at begynde med domineret af alkoholvarme, men med luft bliver afslutningen mere harmonisk med fin tobak og lakrids og integrerede tanniner vågner op, ligesom længden i frugten tiltager.

En mørk og seriøs vin, som er overraskende 'italiensk' (i moderne toscansk stil), på trods af at udgangspunktet mildest talt er bordeaux-inspireret. Blindt ville jeg ikke have gættet på ren fransk druekombo, hverken på duft eller smag. Frugten er tæt og sluger fadet virkelig overbevisende, det er ikke tydeligt at der er tale om nye barriques. Flot vin, luft den godt. 

88 

Rejen på Hotel D'Angleterre - Gambero Rosso 'Boutique Wineries' smagning

Ideen til denne særlige Gambero Rosso smagning i København og Hamburg fik Den Røde Rejes direktør Daniele Cernilli angiveligt i Australien, hvor betegnelsen dækker over de mindre vinerier, der underforstået satser på omhu, typicitet og lokalforankring fremfor stordrift (læs: gigadrift) og eksport. Nu er det jo sådan at selv mindre aktører i Australien kan være volumenmæssige kæmper set i europæisk målestok, og det er da også med en vis forbløffelse man går gennem listen af udstillende 'Boutique Wineries' på denne smagning og fx. finder en stor aktør som Falesco (med value-verdenshittet Vitiano). Men ideen er god nok, og sympatisk: At bringe nogen af de mindre spillere frem i lyset og give dem en mulighed for at markedsføre sig i fællesskab i stedet for ensom usynlighed. Eksklusive rammer på D'Angleterre og god stemning med producenterne selv bag langt de fleste borde. Her er lidt hurtige noter på de bedste af vinene (pointene skal som altid tages med et gran salt):

2007 Podere Sapaio, Sapaio Bolgheri Superiore

Medocblend fra Bolgheri. Smuk næse som fremstår ret merlot-domineret med bred, flæsket bærfrugt. Tæt struktur og god blød sødlakrids og blåbær i munden. Virkelig tiltalende kombo af fadsødme og friskhed, som i mintgele. Ok tannin i finalen og megaparfumeret, lang eftersmag med lavendel og kongen af danmark-bolscher. Varm bordeaux-årgang i indtrykket. 2008 Volpolo har ikke samme elegance og kompleksitet - virker lidt kluntet og overkoncentreret på nuværende.
91

2005 Silvio Nardi, Brunello di Montalcino Manachiara
Silvio Nardi har en traditionel stil med lang maceration og lagring slavonske botti af forskellig størrelse. Enkeltmarksaftapningen Manachiara har flotte sure kirsebær, tobak, svampe og skovbund. En fin sødme i bærfrugten holdt i ave af en klassisk rank syrestruktur og den korte, feminine tannineruption, som er så karakteristisk for klassisk Sangiovese. Virker lidt tynde i aktuelle årgange (Brunello 05, Rosso 08) og det skal blive fint at smage 06 og 07, som bliver på højde med 04 ifølge producenten: 06 har rå power og 07 stor frugt. Sigurd Müller importerer.
90

2006 Castello di Ama, Chianti Classico Vigneto La Casuccia
En fantastisk vin med fuld kraft i næsen som har en delikat sødme, stegt oksekød, røg, fadgummi og sødtobak og kompleks frugt med alskens bærnuancer. Kanonflot i smagen med sure kirsebær, tobak og læder og megapower i tanninfinish og lang, lækker eftersmag. 20% Merlot er klart tilstede som æbleflæsket ingrediens, men ødelægger ikke den rå sangiovesekarakter. 900 kr hos Jysk Vin.
93



2007 og 2008 Montevetrano, Rosso Colli di Salerno IGT
Montevetrano laver kun denne ene vin, et blend af Cabernet, Merlot og Aglianico. 2007'eren er bedst med lækker, varm næse - blød frugt og undertoner af vanilie og sødlakrids. Næsen er bedre end smagen, som ikke rigtig når hen over tungen. Finalen er lidt svag, men overordnet alligevel et godt bekendtskab. Fine, helt mel-lette tanniner. Elegant vin i mediumfyldig stil, Aglianico synes at smage mere igennem end de 10%. 300 kr v/12 hos Philipson.
89

2007 Petrolo, Galatrona
100% Merlot. Det er ufatteligt at der er tale om 100% ny eg her, det kan på ingen måde spores. Producenten er enig og siger at deres merlot kan absorbere enorme mængder eg i modsætning til Sangiovesen i deres Torrione, som derfor lagres på brugte eller større fade. Igen en meget frankofil producent som vedholdende beskriver deres approach til Sangiovese som Bourgogne og Merlot som Bordeaux. Men fascinerende og sympatisk kompromisløst at arbejdet med de to druer er helt forskelligt og yderst bevidst.
Galatrona har en køn, mangelaget næse med sødlig tjære (svelle) og syrlige bær. Meget blød stil i munden med anis og klokkeren kagedej. Slet ikke tæt som fx. Sapaiovinene, men lysere og mere elegant.
90


2006 Perticaia, Sagrantino di Montefalco
Virkelig skøn næse med sødlig gummi og fremragende mørk frugt. Lidt lukket, men kommer på med lidt arbejde. Super koncentration og intens syre i munden, der angriber munden i et imponerende crescendo som kulminerer i en heftig tanninfinale med lækker karamel, anis og mørke bær ud i megalang eftersmag. Wow, virkelig imponerende og aftenens vin. Rossoen (2007) var også god, bedst i næsen. Absurd at Perticaia ikke importeres til DK, Superiore.de sælger Sagrantinoen for €25(!)
93



2008 Cantina Bolzano, Alto Adige Lagrein Prestige
1 på stål og 1 år på barriques, 1/3 nye. Blæktæt lilla farve. Røde æbler, kanel og fløde. Simpelthen ren æblekage i den her fascinerende og kønne næse. Fyldig i munden og virkelig appetitlig på en kageagtig måde - men samtidig er den også saftet, næsten smoothieagtig i fornemmelsen. Grønne, letbittert kvas i finishen som er uden tanniner, men det er også noget andet det handler om her. Laaang og vital eftersmag. Wow, hvilket bekendtskab, jeg skal helt klart kigge nærmere på denne og seriøs Lagrein i det hele taget. Moderne stil med tæt struktur og koncentreret frugt, men alligevel meget mere interessant end mange af bdx-epigonerne fra Toscana. Ello Food (Supermarco) importerer. Jeg må i Sydhavnen..
91+

Rigtig mange lækre vine og gode nye bekendtskaber! Et flot arrangement. Rammerne var perfekte og det er bare helt specielt at få skænket af og at kunne snakke med producenterne selv. Men nok generelt lidt skuffende at stilen forekom så tilpas ensartet. Fx. var der næsten ingen 'førstevine' som ikke har været i kontakt med barriques. Ikke at det gør noget i sig selv(!), men det siger alligevel lidt om stilistisk fokus. Og når man nu fokuserer særskilt på små producenter, er mulighederne og den stilistiske variation jo nærmest uendelig. Det så man ikke så meget til. Og forresten: Hvor var Piemonte?

2004 San Felice, Vigorello

Supermarkederne oversvømmes af billig ripasso, tvivlsomme amaroner og oversøisk masseproduktion. Men ret skal alligevel være ret, for der findes også indimellem rigtig gode ting på hylderne til vildt fordelagtige priser. Pelisseros Barbaresco Nubiola i Superbest for eksempel. Eller San Felice-søstrene Poggio Rosso (Chianti Classico Riserva) og Vigorello (Toscana IGT). Jeg smagte dem begge i den aktuelle 04-årgang på Gambero Rosso-smagningen og var imponeret over hvordan de uden videre hamlede op med de mange (kæmpe)store vine som koster minimum 3-4 gange så meget. Dansk Supermarked har en superdeal på disse topvine som på tilbud sælges for 100 kr. Til sammenligning koster de omkring 30€ i fx. Tyskland.
Vigorello er en vigtig vin i nyere italiensk vinhistorie, idet den faktisk var den første supertoscaner i 1968, en slags forløber for bølgen af store 'bordvine'. Vigorello laves på lige dele Sangiovese og Cabernet sammen med 20% Merlot. Lang maceration (20-25 dage) og lagring i 20 mdr. på barriques.

Virkelig køn i glasset: Dyb rubinrød med violette træk, funklende og tykt struktureret. Næsen er intens og fadpræget, men alligevel med kompleksitet og flotte florale nuancer. Solbær og amarena-kirsebær indhyllet i kaffe, gummi, læder og lidt bananskræl sammen med lynghonning, mandelessens og grønlige træk.
Det urtede går igen i smagen som har grøn peber/æblestilk, løvstikke og kaffe sammen med kirsebærfrugt med en intens, ren syre som holder godt ved ud i eftersmagen sammen med smør, lædertoner og kirsebær. En meget tydelig blanding af cabernet og sangiovese, hvor druernes karaktertræk hver især går klart igennem. En stilsikker supertoscaner i det man vel kan kalde dén kategoris signaturstil med masser af eg og koncentration kombineret med den arketypiske italienske syrerigdom og elegance i frugt og struktur.
Det er en rigtig flot vin, som alligevel ikke helt gets me going. Hvis man som mig holder af stedtypicitet og stilistisk renhed er Vigorelloen nok for meget en bagdel mellem to stole - den vil både Toscana og Bordeaux på samme tid. Det gælder jo i det hele taget for rigtig mange af disse barriquelagrede supertoscaner-blends, og det synes man enten er fedt eller uinteressant. Jeg tenderer mod det sidste.
Læs også indlægget om 01'eren. 

89 

2005 Château du Cèdre, Cahors Cedrus

Château du Cèdre drives med enorm omhu og dedikation af brødrene Pascal et Jean-Marc Verhaeghe og er blandt Cahors' absolut bedste producenter. De har som erklæret mål at finde afspejlinger af Malbec kombineret med deres terroir i alle klasser - fra megavinen Grande Cuvée (70€) og hele vejen ned til denne basismalbec Cedrus (7€).
Helt mørkerød farve med violette indslag. Næsen er mørk og har lidt bagte blåbær sammen med vidunderlige søde kirsebær - decideret kirsebærsovs af sorte kirsebær, som sammen med bittermandel næsten frembringer julestemning midt i den tordenlumre augustaften.
I munden er vinen en del friskere end næsen lægger op til. Markant syre modsvarer de bløde, søde kirsebær og kraftige tanniner lukker grundigt med en karateristisk bittertone som holder ud i eftersmagen sammen med de sorte bær og balsamicostrejf. Det her er en træsko af en vin. Hård, markant og bondsk. Balancen fejler ikke noget, men det er ikke nogen elegant vin. Til gengæld er den lækker, karakteristisk og med god koncentration. Kan man som mig lide den her hårde, rustikke stil, er det skønt til enkel sydfransk mad. Den meget anbefalelsesværdige butik på Knaackstr., Berlin Prenzlauer Berg Les Rouges du Midi importerer. 

86