fredag den 7. november 2014

NV Calabretta, Gaio Gaio Rosso & Elisir Rosso


Vinene i Calabrettas smagekasse fra Carlo Merolli er intet mindre end fantastiske. Hver for sig, men allerbedst er det måske at opdage hvor forskellige de er. De fire ‘bordvine’ er alle umiskendeligt prægede af den naturlige vinifikationsmetode, men de er studier i fire forskellige stilarter. Nerello Cappuccio’en er mørk, tæt, blød og ung-saftig, Cala Cala er lys, transparent, moden og old school.

Og så er der disse to: (2011) Gaio Gaio er på syv år gamle mascalese-stokke og afslører som den eneste det sydlige ophav. Ikke i kroppen som er let og elegant, men med aromaer af tørrede frugter (figner, dadler) og nordafrikanske krydderier. (2012) Elisir på helt nyanlagte mascalese-stokke minder i forbløffende grad om ung natur-franc fra loire med sin slanke og ekstremt syrerige krop, kølige mørke blålilla bærsorbet-frugt og matte rødviolette farve.

Gør dig selv en tjeneste og få fingre i den her kasse, eller gør os andre en tjeneste ved at lade være. 

søndag den 31. august 2014

NV Calabretta, Cala Cala Rosso


Wow! Endnu en fantastisk vin fra Calabrettas (nye?) sortiment af forskellige aftapninger fra Etna. Her er hvad der sker når der er en usvigelig sikker hånd i mark og kælder, som tænker vinen først og forretning/brand bagefter. I 2009 var vejret så dårligt at Calabretta ikke aftappede deres Etna Rosso, så hovedbestanddelen i denne bordvin er altså Etna Rosso 2009. Dertil er tilføjet nerello mascalese fra 2005 og 2008, altsammen fra ca 750 meters højde.

Transparent rød-orange farve. Ærketraditionel og æterisk næse med en del udvikling - lim, balsamico, lak og ruskind over en syrlig frugt af citrusfrugter, rønne- og tranebær.
Masser af mandarin og hindbærbolche i smagen, som er transparent men intens. En salt smagsprofil som også har lim og balsamico. Fantastisk finish med velsatte tanniner og koncentration i det elegante udtryk.
En utrolig flot vin med arketypisk nerello-karakter. Der er en del volative vibes, så det er ikke den store lagringsvin. Men nu er den dælme god! 95,- hos Carlo Merolli.
91

søndag den 3. juni 2012

2005 Passopisciaro, Sicilia IGT


Andrea Francetti etablerede i 2000 ejendommen Passopisciaro i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Nerello mascalese-stokkene her er 60-80 år gamle og vokser på 8 hektar i 1000 meters højde. De er først fuldt modne i november og høstes med meget lavt udbytte på 30 hl/ha. I 2005 var man ikke begyndt at aftappe enkeltmarker, så denne Passopisciaro indeholder også de bedste druer fra de fire crus Rampante, Sciarnuova, Chiappemacine og Porcaria, som fra 2008 aftappes enkeltvis i Contrade-serien. Lagrer 12-18 måneder i store fade og gamle barriques.

Transparent rubinrød farve med små tendenser mod tegl. Åbner med en vidunderlig duft af træ, hø, kompot af rabarber og hindbær sammen med subtile, sødlige fadtoner af underskov, tobak, anis og karamel. Næsen falder i styrke med luft og drejer i en æterisk og renere retning med anislikør, lim, menthol, mørke mineraler og en spidst lysende og næsten blomstret rødfrugt. Hele tiden er der en lillebitte tone af humle som er typisk for nerello og som er det eneste (hvis noget overhovedet) som ikke ville placere denne næse som pinot hvis prøvet blindt.
Smagen kræver også lidt luft, men samler sig så til en utrolig elegant rødfrugtig mund. Vildt høj, spids og intens syre som matches af den lige så slanke frugt. Det er saftigt, balanceret og meget elegant! Tanninerne sikrer en god, struktureret finish, men igen meget aristokratisk - de er slet ikke upfront som fx. hos Terre Nere's eller Calabretta's Etna'er. Eftersmagen er lang med den meget syrlige røde frugt forrest sammen med menthol, humle og toner af underskov og frisk løvtræ, som faktisk er med hele vejen fra midten af forløbet.


Det her er superelegant og virkelig velformet - en kølig, harmonisk og slank vin, som trædder uden vaklen på tåspidserne. Meget pinot-agtig og med en fascinerende lethed og kompleksitet, samtidig med en tændt intensitet i både frugt og syre. Varme anbefalinger! €23 hos Mair-Mair.it - nyere årgange importeres til DK af HJ Hansen til en højere pris.
92

Wine Virtuosity har meget læseværdige posts fra og om Sicilien - her om Passopisciaro.

lørdag den 2. april 2011

2006 Benanti, Etna Rosso 'Rosso di Verzella'

Benantis basis-rosso fra Etna. Primært nerello mascalese fra 40-årige stokke dyrket i 700 meters højde i Verzella-kommunen på nordsiden af vulkanen. Lagret 9 måneder på barriques.

Transparent rubinrød med let teglfarvede tendenser. Medium intensitet i duften som er typisk for nerello mascalese med tobak, jord, lys parfumeret frugt og slank mineralitet sammen med diskrete træk af fad. En lækker næse som lider lidt under manglende intensitet, men vågner lidt op med luft og giver ok typicitet og kompleksitet for prisklassen.
Smagen er mediumfyldig med frisk syre og slank frugt og så masser af de lækre, tørre jord-, tobak-, lakrids- og ståltræk. Heller ikke her i munden fornægter den parfumerede nerello sig: HubbaBubba-tyggegummi og blomster ligger som en lun understrøm i den ellers kølige, tørre karakter.
En fin og frisk madledsager, som er i sit es med fx. kraftige pastaretter eller risotto. De rigtige elementer er der, men man savner intensitet og kraft. Måske var der mere af det for et år eller tre siden.
 
86 

lørdag den 19. marts 2011

2001 Calabretta, Etna Rosso [revisit]

Etna Rosso på nerello mascalese og nerello mantellato fra gamle stokke, som dyrkes økologisk og med lavt udbytte på nordsiden af Etna-vulkanen i 700+ meters højde. 
Moden rubinrød farve med mørk kerne og orange kant. Helt fantastisk og intens næse åbner sig med luft - moden og kompleks med varm rød frugt, krydderkage, brun sæbe, tørt læder og de meget karakteristiske parfumerede, blomstrede elementer som her giver sig udtryk i lavendel og lyng. Integreret lakrids og en kraftig, mørk kul-agtig mineralitet fungerer som duftens næseryg.
I smagen er der imponerende koncentration i den slanke, lyse frugt af hindbær, ribs og (balsamicodressed) jordbær, og syren er kraftig og intens og godt balanceret op mod den karakterfulde frugt. Super finish med kul/kridt-mineralitet og smooth tanningreb som er fast og seriøst. Kraftig æbleskræl, philipa-æble og ribs i sekunderne efter tanninerne har sluppet - drejer over mod jordbærgrød med vanilie, som sammen med syren bare fortsætter og fortsætter.
Der er virkelig omhu, druetypicitet og terroir i den her vin. Botti-lagret, traditionel stil med fast greb, subtil styrke og fantastisk kompleks balance.
Virker mere moden end sidst, især er tanninerne mere integrerede. Den kan godt have en antydning af endimensionel slaphed ved åbning som kan forveksles med at den er på vej ned. Men det er den ikke - giv den tid til at folde sig ud i sin modne, elegante storhed - på vores bord var den klart bedst dag 2. Er ikke så exceptionel som Nonna Concetta fra samme producent, men heller ikke så langt fra - og holder lige sit niveau fra sidste år:
 
92

PS. Også Italienska Viner og Billigt Vin har smagt

lørdag den 26. februar 2011

2009 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso

Tenuta delle Terre Nere er den store eksportør Marc de Grazias egen ejendom og hjertebarn på Etna-vulkanen på Sicilien. Etna Rosso er basisudgaven lavet på nerello mascalese med en lille del (2%) nerello cappuccio - begge fra stokke plantet i 1927 og 1967 i 650-900 meters højde. Lagrer et halvt år på fade af forskellig størrelse.

Lys transparent rubinrød med lyselilla reflekser. Fantastisk æterisk næse med lak, mandelessens, lyst læder og mint sammen med frugt af hindbær, æbler og blommer og en blomstret, sødmefuld parfume plus grønlige, stilkede anstrøg.
Saftige, helt lyse bær, umoden blomme og lidt æbler i smagen som er fløjelsblød forrest og tiltager i intensitet hen mod en afsindig flot finish med klingende syre, lakrids og grundigt udtørrende tanniner i en superskøn forening. Det er virkelig saftigt og det er som om man tager bidder af den her vin. Syren er imponerende i eftersmagen sammen med kridtmineral og mint, men frugten mangler måske lidt fylde på bagkanten og drejer mod humle, faktisk kommer der lidt Alsterwasser-vibes på tungen.
Det er umuligt ikke at komme til at tænke på Piemonte - grignolino og nebbiolo - men der er alligevel den nerello-typiske parfume, som er umiskendelig. En stor fornøjelse at dufte til og skøn i strukturen. Det er sådan her en ung, frisk vin skal være! Dykker en smule til mad hvor de finere nuancer forsvinder lidt, men det er jo ikke fordi den er skrøbelig - funktionaliteten er med den høje syre, heftige tanniner og slanke stil naturligvis i top. Men drik den ikke til for mørk/fed mad, ost/pølse eller hvidt kød vil være optimalt.
Jeg kan bedst lide den (især duften) ved åbning hvor de æteriske toner er på max og en lille grenet grønlighed understreger hårdheden. Vil man have det lidt rundere, kan man give den noget luft. 110 kr hos Enoteca.
 
90

Italienska Viner foretrak 2008'eren og har sammen med Billigt Vin prøvet hele Terre Neres store og kostbare portefølje. Det samme har Finare Vinare

søndag den 9. januar 2011

2006 Calabretta, Nerello Mascalese 'Nonna Concetta' Sicilia IGT

En 'extrem fyndvarning' fra Patrik på Italienska Viner bør man ikke sidde overhørig, og idag er det blevet tid til at teste Calabrettas 'Nonna Concetta'. Nerello Mascalese-druerne dyrkes langt oppe ad Etna, i over 700 meters højde, fra ældgamle stokke på 70+ år med helt lavt udbytte. Kun 600 flasker produceres af denne topcuvée.

Dyb rubinrød farve med lysebrune nuancer. Smuk og kompleks næse med elegant, lys bærfrugt og en meget karakteristisk sød floralitet af tulipan, hyacinth og ananas sammen med mørke toner af læder, bark og lakrids.
Smagen er intet mindre end fantastisk med klokkeklar frugt og utrolig balance mellem heftig syre, blød kompleks frugt og en knogleagtig mineralitet. Det er en vin med en smuk, massiv struktur hvor hård og rå syre matches af vilde tanniner, som limer gummer, kinder og tunge fuldstændig sammen i en magtdemonstration af en finale. Jordbær laangt, langt ud i eftersmagen sammen med pirrende ananaset syre og mineralske elementer af kalk og hvid røg.

En klassicistisk marmorskulptur af en vin - blank, forfinet og alligevel tonstung. Det er kort sagt mega-imponerende og selvom strukturens heftighed og den slanke frugt minder en hel del om stor traditionel Barolo/Barbaresco, er det en særegen personlighed som åbner sig her. En parfume som er speciel - en fed tulipanagtig tone, som jeg ikke har mødt før. Lækkert er det ihvertfald, overlækkert endda. 159 kr. hos Carlo Merolli - værsgo!
 
93 

mandag den 23. november 2009

2001 Calabretta Etna Rosso


Gennemsigtig orange med en smuk fed viskositet i strukturen. Særpræget næse som i den grad minder om traditionelt fremstillet nebbiolovin med lak, lakrids, blomme, dæk og glycerin. Men samtidig har den en lys og slank parfumeret primærfrugt i form af ribs, hindbær og roser. Næsen trækker sig lidt ind imellem, men i munden er denne vin i fantastisk balance og virkelig heftig, uden at den mister det klare elegante udtryk. Skarp syre og rå tanniner ledsager en fin, lys frugt og en lang eftersmag med stor kompleksitet. Perfekt moden nu, lækkert bekendtskab!
92