torsdag den 29. december 2011

2009 Fredriksdal Gods, Frederiksdal Kirsebærvin

En nyklassiker på det danske julebord - hvorfor ikke ledsage kirsebær med.. kirsebær? Mange mener den bedste danske vin slet ikke er rigtig vin, men derimod kirsebærvinene fra Fredriksdal Gods. Godset ligger ud til langelandsbæltet på Lolland - et af de tørreste og mest solrige steder i landet. Her er det basiscuvéen på sorten Stevnsbær, tappes ufiltreret fra ståltanken.

Selvfølgelig er her masser af kirsebær i næsen her - de helt sorte af slagsen med masser af indkogt sødme, kirsebærskind og bittermandel fra stenene. Sammen med lette, sødlige krydderier og vanilje, karamel og engelsk lakrids. Utroligt at der ikke er fade involveret her, det dufter og smager af fransk eg..
Smagen er fyldig og tæt men har en vidunderlig frugtsyre, som minder mig om recioto: livlig og føles næsten prikkende på tungen. Meget cremet og sød, men samtidig saftig og frisk og med fine bittertoner af engelsk lakrids og bittermandel i finishen.
Min referenceramme for kirsebærvin er lig nul, men det her er en fremragende dessertvin uanset - meget anbefalelsesværdig og ikke kun til ris à l'amande. 149 kr / 50 cl.

fredag den 15. juli 2011

2010 Alstrup Vin, Rondo

Blogkollegaernes fantastiske beretninger fra de store vindistrikter (fx. her og her) vækker i den grad udlængslen. Men hvorfor tage sydpå nu hvor landet endelig viser sine ynder frem? Selvom man bliver i DK, kan man stadig besøge vingårde - vi er nemlig på Samsø, et af landets solrigeste steder.

Alstrup Vin ligger på den nordligste del af sydøen, lige syd for Stavns Fjord, hvor der er fladt og øen smallest. Gården drives af Jette og Stig Hedeboe og producerer nu max 650 flasker fra stokke plantet i 2004, men der er en hektar mere på vej, som kan høstes fra næste år. Druerne er rondo, regent og bolero, men 2010-årgangen var så dårlig at kun rondo overlevede. Derfor produceredes kun 300 flasker ren rondo - normalt blandes den med 40% regent. Skalkontakt i 15 dage og lagring først på stål og siden 3 måneder på barriques.

Helt tæt sortlilla farve med rubinrøde træk. Duften har meget kraftige solbær og kirsebær med lette undertoner af røg og lim. Indbydende næse, som er meget frugtig og purung. Minder mig i duften mest af alt om ung lambrusco.
Ekstremt syrlig i munden. Frisk og saftig frugt - mørk og blød smagsprofil kombineret med tårnhøj frugtsyre. Meget saftet og frisk vin uden særlig vinøsitet eller kompleksitet, men med flot koncentration i frugten. Saftig, tanninløs og syrerig finish med let lakridsrod og også ok mediumlang eftersmag som er båret af syren med bær nedenunder.
Interessant at prøve en dansk rødvin og et overraskende godt bekendtskab. Vinen her er helt nyaftappet og fremstår nu ekstremt ung. Selvom årgangen ikke er god, vil den vinde lidt over et år eller to, og er nok bedst afkølet - fx. super til lyst kød og nye samsøkartofler. 09 var efter sigende en fantastisk årgang på Samsø, den ville jeg gerne have smagt, men der er desværre ikke mere tilbage.
 

PS. Vinsiderne.dk har lavet grundig gennemgang af dansk vin.