tirsdag den 1. september 2015

2011 Emmanuel Giboulot, Bourgogne Rouge Hautes-Côtes de Nuits


Biodynamisk Bourgogne fra Emmanuel Giboulot - en ikonisk figur i fransk vin nature, han nægtede for eksempel at bryde 40 års økologisk dyrkning ved at sprøjte mod en bestemt plantesygdom i udbrud i 2013 og blev idømt bødestraf. En protest fik over en halv million underskrifter. Giboulot spontangærer alle sine røde på stål og aftapper med minimal svovl efter ca 15 måneder på brugte fade.

Æterisk og elegant næse med rabarber, hel ananas, friske hasselnødder og mandler i den fine, lyse frugt sammen med undertoner af acetone, dæk, ruskind og blå gajol.
Skøn duft, men den er endnu bedre i smagen. En vidunderlig pinot med struktur og dybde. Levende, tændt og kødfuld med høj og intens syre og et skønt aromatisk spil i frugten. Hele tiden er det æterisk og let, så kødfuld betyder her substantiel og bredspektret, ikke tung. God længde med en rigtig fin sødme af rabarber og vanilie.

Det er ikke en højtråbende vin, men virkelig levende, frisk, karakterfuld og balanceret. 185,- hos Rosforth, udsolgt nu.

fredag den 17. april 2015

2012 Patrice Rion, Bourgogne Chardonnay


Patrice Rion har 6 ha marker i Nuits-Saint-Georges, husets eneste hvide her er dog fra en lille mark udenfor Beaune. Biodynamisk dyrket og lagret et år på gamle fade. Lukket med skruelåg, som Rion gør en målrettet indsats for at indføre, også på lidt større vine. Ifølge dem koster det ikke mindre, men korkkvaliteten er kritisk dalende og syntetisk prop er det dårligste valg. Old world-fetichister som mig græmmer sig jo lidt, men de er i det mindste velargumenterede omkring det.

Klassisk bourgognenæse med fin, krydret frugt og moderat fad. Nelliker, citronskal, æble sammen med kraftige mineraler af kalk og salmiak og lette animalske toner af tørret fisk og jomfrusmør. En delikat og ganske kompleks duft.
Flot frugt i smagen, fint forløb i klassisk, slank stil - dog med en vis tyngde og intensitet i frugten af citron og filippaæbler. Ikke superlang, men meget elegant og nuancerig og med rigtig god fasthed isæt på midten. En fornøjelse. 180,- Bichel

mandag den 16. marts 2015

Vinduo 2015

Rosforth og Vinrosen bød op til dans i Odd Fellows fine sale sidste weekend. Omgivelserne skriger Bourgogne, og det er der da også en del af - men bourgoisie-fimsen luftes ud af de rebelske øko-producenter, der gør tingene præcis som de vil. En virkelig flot smagning, her et par noter på noget af det mest interessante:




Et enkelt blik ind i lokalet og man ved hvem smagningens eneste italiener er. Guilio Armani er vinmager hos La Stoppa og har her sit eget projekt Denavolo med orange vine fra Emilia Romagna. Alt er økologisk, vinene spontangærer med skalkontakt og der tilsættes ingen svovl, ingen klaring eller filtrering.

Topvinen Dinavolo er et blend på bl. a. på malvasia candia aromatico, marsanne og sauvignon med 4 måneders skalkontakt og to år på botti. 2010 Dinavolo er en smuk vin med letbrændte toner af farin og malt og masser af oxiderede aromaer. Syren er rigtig høj i munden og der er fin tannin i finishen. Ingen tvivl om at det er radikale vine vi har med at gøre, jeg elsker kompromisløsheden her! 2008 Dinavolo har relativt få ox-toner og er bredere og mere udviklet - tungere og dybere i aromaspektret: lak og fernis spiller her sammen med karamel, kløvet træ, læder og staldtoner i en harmonisk helhed, der mere minder om fx. ældet nebbiolo end hvidvin. 2006 Dinavolo har igen masser af oxiderede toner og dyb aroma af lynghonning og kogte stikkelsbær og bittertoner af lever og rust. En meget intens vin, næsten voldsom i sin aromastyrke.


Alle tre årgange har flot syre- og tanninstruktur og dyb, flerlaget frugt med både friske og udviklede elementer. Vi er i toppen af italiensk orangevin her, og det siger som bekendt ikke så lidt!



Armani havde også 2010 & 2011 La Stoppa, Ageno med, ligeledes på malvasia candia aromatico, her blandet med bl. a. trebbiano. 30 dages maceration og 12 måneder på brugte barriques. Meget mørke, næsten brune, og ret ekstreme i deres udtryk også, masser af calvados og lever i næsen og mærkbart højere alkohol. Men flotte vine, lidt mere mad-krævende måske.



I den anden ende af spektret - det friske og hvidgule - finder man Jo Landrons superærlige vine fra Muscadet-Sèvre et Maine. Økologiske, sur-lie lagrede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Især den mousserende NV ‘Les Atmosphères’ imponerede med overraskende kompleksitet og harmonisk mund-feel og duft af anis, hvedebrød og hvid fersken. 2012 Melonix VdF er helt usvovlet og var den bedste af de stille hvide med rugbrøds-aromaer inde bag den slanke, saftige hvidblomstrede frugt. Fine bittertoner. Dette er ikke de dyreste vine, men hvor er det dog godt!

Pierre Frick fra Alsace laver klokkeklare biodynamiske enkeltsortsvine fra Alsace, hvor druekarakteren går fuldstændig rent igennem. Smuk, klingende og helt ren pinot noir, ung klassisk riesling fra skolebogen og fed, lavendel-/hyldeblomstret og hamrende aromatisk gewürztraminer. Men det er pinot gris’erne der er sjovest, ikke mindst den skalmacererede 2014 Pinot Gris Macération med 2 ugers skindkontakt, hvilket for gris betyder at den er decideret rød-roséfarvet. Fantastisk anisduft af Kongen af Danmark-bolcher og frugt af roser og ribs. Nul svovl. Også superflot oxidativ 2009 Pinot Gris og 2013 Blanc et Noir på lige dele pinot blanc og noir med især en vidunderlig duft af tang, æg og saltmineraler.




Maison Pierre Bourée (récoltant-négociant) stiller med et flot line-up med en forbilledligt gennemtænkt rækkefølge, hvor logikken findes i vinene og ikke tallene - 1998, 2010, 2007, 2006, 2002, 2006. Her er det klassisk Bourgogne med årgange der går rent igennem, lige fra de elegante, over de helstøbte og til de kradsbørstige. Vinene er ikke økologiske, men der bruges ingen ukrudtsbekæmpelse. Spontangæring og lagring i to år på barriques. 1998 Chambolle-Musigny er utrolig elegant og i balance med læder, sart lakrids og skovjordbær. 2006 Beaune 1er cru Les Epenottes er fint særpræget med masser af mynte og bildæk og kraftige tanniner. 2006 Charmes-Chambertin Grand Cru er endnu vildere med de heftigste pinot-tanniner jeg har mødt. Her snakker vi nebbiolofadprøve-niveau. Helt slank og lys i frugten og på den måde et fascinerende struktur-paradoks.
Rigtig flotte vine allesammen, lyse og klassiske med beherskede fadaromaer mere i dild- og kanel-genren, fremfor de mange mørke kaffe/gummi/nellike-toner man finder hos nyere og mere hårdt ristede fade..



Charles Dufours biodynamiske champagner var højeste klasse, ihvertfald dem på pinot noir. Blanc de Noir Haut de Guignelle Brut Nature er smuk med ruskind, brød, æblekage i næsen og i munden en så fin cremet-mineralsk finish. Og rosé-champagnen Le Champ du Clos ‘Rosé de Saignée’ var ung og med smukke toner af anisbolcher, roser, ribs og hvedebrød og igen med en fin cremet mund og (med lidt luft) topbalance i forholdet mellem syre, mousse og mineraler.

Andre gode ting:

2008 Dublère, Charmes-Chambertin Grand Cru - klassisk Bourgogne-pinot med velintegreret fad og rigtig elegant og velbalanceret struktur. Kaffe, trøffel, nelliker og jordbær. Også flot 2011 Chablis Grand Cru Les Preuses på indkøbte druer. Men ellers generelt lidt rigeligt fadpræget stil for min smag, selvfølgelig især de yngste vine.

Alexandre Bains vine fra Pouilly-Fumé er skønne og herligt sauvignon-aromatisk i den der grønne, tomatstilkede stil som vi allesammen elsker. Især 2012 Pierre Précieuse var flot og havde fin udvikling med gule æbler, petroleum, anis og masser af salt.

2011 Domaine Trapet, Chambertin Grand Cru havde en utrolig præcis og intens syre og en kraftig, fokuseret frugt med mørke kirsebær, kalkmineraler og tobak som fik mig til at tænke på slank højklasse-sangiovese.



lørdag den 14. februar 2015

2011 Sébastien Magnien, Bourgogne Hautes Côtes de Beaune VV


Den unge Sébastien Magnien har 10 hektar i Mersault, som han dyrker økologisk uden at være certificeret. HCB lagrer 12 måneder på brugte fade.
Flot pinot-duft med let fad og fin personlighed: Hessian/sækkelærred, citronskal og saltlakrids dominerer duften.
Slank og let i smagen med delikat frugt med kraftig citronskal og ribs. Saltlakrids og gran/grene kommer til midtvejs. Syren støtter flot op om frugten og der er god tænding i strukturen, men i forhold til hvor syngende syren kan være i Beaune-vine, mærker man her den tidlige og varme 2011-årgang som et let klæde henover løjerne. Ganske let tannin og god frugtintensitet sikrer en flot og elegant finish.
En fin Bourgogne, elegant og med interessante citrusskal-aromaer. Brandis importerer Sébastien Magnien og sælger til gode priser.

søndag den 9. november 2014

2010 David Duband, Bourgogne Pinot Noir


En rigtig fin og ren basis-pinot fra David Duband. Duband drejede i midten af 00’erne stilen fra estraheret, med 100% afstilkning og masser af ny eg til en mere elegant, friskt krydret stil med op til 70% hele klaser og længere brug af fadene. ‘Vin er til for at drikkes, ikke smages’ som han sympatisk proklamerer i det her lille videointerview.

Farven er helt lys, transparent tomatrød. Rigtig fin parfume af ribs, appelsin, kalk og røg, lakridspulver og et lille delikat muskustouch af friske svampe. Mineralerne og den lyse krydring giver næsten associationer til kalkstensriesling.
Utrolig elegant i smagen også, fløjlsblød og syredrevet, igen med ribs og appelsin. Der er en fin balance hele vejen, vinen flyder let og ubesværet hen over tungen og efterlader en lille fryd. 99,- hos Atomwine, 2010 er udsolgt.
89

mandag den 4. marts 2013

Bourgogne ved stranden



Ved Stranden 10 er et af mine absolutte favoritsteder i København. Altid et besøg værd - ikke mindst om onsdagen, hvor der bydes på uformel smagning indenfor vekslende emner. I onsdags var der rød Bourgogne på tavlen:


2011 Catherine & Dominique Derain, Pommard 'Les Petits Noizons'
Demeter-certificeret biodynamik, lavt udbytte på under 40 hl/ha og naturlig kælderstrategi.
Meget ung vin med karakteristisk, enkel pinot-næse med pigeon-æble og hindbær. Saftet og lidt vandig i smagen, men strukturen er god med høj syre og unge bittertoner. Lidt svag finish.


2010 Domaine Dublère, Morey-Saint-Denis Les Blanchards 1. Cru
Lang maceration på tre uger og 20 måneder på 25% nye fade. Her er der meget mere lakrids, kaffe og røg i næsen sammen med den lyse røde frugt. En væsentlig bedre kerne i duften, virkelig lækker med behersket, delikat fadpræg. Kraftig i munden med fyldigt peak på midten. Sødmefuld og med alkoholisk finish, men klart et overordnet elegant og komplekst udtryk med især en lækker anistone.


2008 Les Larmes de Divona (Ameaury Beufort), Bourgogne Rouge
Beaufort-familien har dyrket økologisk heroppe tæt på Champagne siden 70'erne. Få hundrede flasker rød pinot. Håndpresset, ingen svovl, gamle fade, 11,5%. Helt lys, nærmest rosé-farvet. Fantastisk fin duft med kildevand, anis og lakridspulver og helt lyse ribs og stikkelsbær + en lille note af skaldyr. Smagen er virkelig heftig med en superintens syre. Slank profil i frugten med syrlig appelsin i front sammen med røde bær og touch af fiskesauce. En eventyrligt kompleks mouthfeel og fin udvikling. Lidt tilbageholdende i finishen, men ekstremt mineralsk og syrlig.


2008 Fanny Sabre, Beaune Chouacheux 1. cru
Occhipinti i Beaune! 25-årig kvinde, som har overtaget fra faderen og drejet produktionen i biodynamisk retning. 4,5 hektar, spontangæring i åbne kar, gamle fade, minimal svovl, hun flasker selv. Skøn, slank og æterisk næse - næsten nebbioloagtig med roser, sæbe og lak. Virkelig slank i munden, ekstremt ribs-drevet med kalk og syre ud i finishen.


2005 Domaine Van Berg, Le vin le plus simplement Bourgogne Grand Ordinaire Rouge
Vi slutter med den ældste vin, som samtidig er den, der ser yngst ud med sin mørke rød-violette farve. Fra parceller i Meursault, hvor den pensionerede belgiske fotograf Bernard van Berg laver alt selv - høst, kælderarbejde, aftapning, alt. 15 hl/ha, økologisk, ingen maskiner, ingen filtrering, ingen tilsætning, 100% ny eg.
Mørk farve og duft. Ikke så aromatisk i duften - mørk kirsebærfrugt sammen med mandler, sødlakrids, fudge og kemisk-æteriske toner i kernen. Intens og heftig i smagen. Parfumeret mørk frugt med rosmarin, mørke bær, eg. Fyldig i hele forløbet og kraftig finish med virkelig stor tannin. En meget imponerende og speciel vin. Vild og kraftig i udtrykket og alligevel karakteristisk svævende pinot-træk. Afdæmpet, letmodnet syre, men struktur til et meget langt liv.

***

Fem vine som udgjorde en fantastisk introduktion til det 'naturlige' Bourgogne. Og som altid med en nærmest rørende stemning og passionerede introduktioner. Vi ses ved stranden!


søndag den 21. oktober 2012

2008 Thibault Liger-Belair, Bourgogne Rouge 'Les Grands Chaillot'



I endnu et udslag af telepatisk vinvalg, havde også vi for en gangs skyld ikke-italiensk pinot i glasset igår - ligesom Italienska Viner. På vores bord er det Bourgogne fra Thibault Liger-Belair i Nuits-Saint-Georges. Selvom det ligner basis-rouge, er der tale om en enkltmarksvin fra en parcel på knap 1 hektar lige nedenfor 1er cru'en 'Les Saint Georges'. Der gåes meget omhyggeligt til værks hos Thibault Liger-Belair, både i mark og kælder. Der dyrkes biodynamisk og med en ikke-interventionistisk approach og der aftappes uden klaring og filtrering.

Farven er ung, transparent rubinrød med blålige træk. Duften er ren og ligetil, meget kølig med fremragende slank frugt af hindbær, rabarber og skovjordbær sammen med mineraler, røg og lakridsrod. Vinen har ligget på brugte fade, men det er slet ikke sporbart her i næsen som er helt ren og enkel.
Høj og intens syre i munden og igen ren, rød frugt med masser af mineraler og letbitter appelsin. Intens og fokuseret mouthfeel, saftig pinot som måske føles lidt enkel til at begynde med, men som er fantastisk sammen med mad. Finishen har (for druen) markante tanniner sammen med elegant lakrids og den allestedsnærværende syre. Medium+ længde.

En flot introduktion til Côte de Nuits og en kæmpe fornøjelse ved middagsbordet! Udsolgt hos Atomwine, 2009'eren koster 159,-
88

fredag den 29. april 2011

Blanc

2009 Domaine de l'Évêche, Bourgogne Côte Chalonnaise
Det lille familiedrevne propriétaire-récoltant i Mercurey (St. Denis de Vaux) producerer fra 12 ha med pinot noir, aligoté og chardonnay. Importeres til få restauranter i Danmark og sælges ikke en detail.
Lys, hvidgul farve. Intens, ultramineralsk næse - virkelig klassisk Bourgogne med umoden ananas, syrlig æblegrød, citrus og flint en masse. Der er en flot styrke i duften og det er virkelig skolebogseksempel på duften af Bourgogne og en næse med karakter, som hænger længe i næsen.
Smagen er knastør og slank med kraftig syre og letbitter, mineralsk karakter: Granny Smith og ananasæble sammen med stål, blommesten og citron. Lakridsvingummi kommer frem hen mod finish og eftersmagen har bittertoner fra stenfrugt, appelsinhinde og (mørke) mineraler.
Det her er en lille perle af en vin, indbegrebet af chardonnay i Bourgogne. Mellemfyldig og ikke 'stor' eller fadet, men bare rank elegance, typicitet og fantastisk drikkeglæde.

2009 Chateau Bois Noir, Blanc de Bois Noir
En anden ikke-importeret vin, som mine kære beaux-parents har hjembragt fra Fronsac, er den skønne hvide basisvin fra Chateau de Bois Noir i Marinsin, som ejes af det store Fronsac-slot Chateau de la Riviere: Blanc de Bois Noir på 50% Sauvignon, 25% Muscadelle og 25% Semillon fra de halvanden hektar med grønne druer af slottets ialt 26.
Mørk-gylden farve. Kratig næse med moden frugt af abrikos, melon og gule roser sammen med lidt youghurt, anis-lakrids, rå løg og et touch af mineralsk kølighed.
Blød frugt og lav syre forrest i munden, med sød, moden abrikos, hyldeblomstsaft og fede blomster. Frugten er fyldig og finishen er flot og karakteristisk med anis og markante bittertoner, som holder langt ud i eftersmagen sammen med den gyldne tropefrugt.
Muscadelle går tydeligt igennem med sin sødmefulde hyldeblomstfrugt. En forførende hvidvin i en mere fedladen og syrefattig stil end jeg ellers kender hvid Bordeaux for, men den markante bitterhed redder det hele hjem i en rigtig flot og atypisk helhed, hvor friskheden bæres af bittertoner fremfor syre.

2009 Domaine Cédrick Bardin, Puilly Fumé
Ren sauvignon fra Loire. På 15-årige stokke, lagrer et halvt år sur lie.
Dyb, gul farve og en meget delikat, beskeden duft af citrus, melon og forårsblade sammen med kalkmineral og en ganske lille hvid peber-/safranagtig krydring.
Smagen er kraftig mineralsk med en næsten uigennemtrængelig viskositet: Slank, men meget koncentreret frugt af citrus, melon og grape og nærmest flydende sten i strukturen. Syren frisker godt op og afstemmer helheden perfekt og ledsages af en let bitterhed a la nøddehinde og friske blade.
Det er en let og afdæmpet duft- og smagsprofil som man plejer at møde i mellemfyldige vine og derfor overrasker den kraftige krop lidt. Men en flot og stilren Loirevin i den koncentrerede ende og en super ledsager til stegt fisk. Den ændrer sig meget efterhånden som temperaturen stiger - folder sig flot ud i bred hyldeblomst og citrusen drejer næsten over i appelsin. Skønt.

Tre basishvide franskmænd fra små producenter - meget forskellige og meget karakterfulde hvidvine, som er kærkomne eksempler på hvor meget godt der findes også udenfor DK-importørernes hovedårer.