onsdag den 24. juni 2015

NV Strohmeier, Rosé Sekt


Strohmeiers Weiss no. 6 var ren lykke forleden, vi kører videre på Steiermark-biodynamikken og kigger på husets rosé-sekt på Blauer Wildbacher. Basisvinen (2012) er spontangæret og har 20% reserve-vin. Der tilsættes gær og sukker ved andengæringen på flaske. Ingen klaring eller filtrering og der tilsættes ikke svovl på noget tidspunkt i processen.

Meget smuk rosé-farve med orangebrune skær i den klare, varmt-røde væske. En forbilledlig ren jordbær-note i næsen sammen med kalk og kraftig lakrids.
Modne, rolige jordbær går rent igennem i den friske smag også, her tilføjet blodgrape og igen kraftig lakrids, faktisk er vi ovre i engelsk lakrids i den bittertonede finish.
Der er ikke så meget mere at skrive, og det er nok den eneste anke ved en vin som smager virkelig godt, er ren, ærlig og i flot balance og med karakterfuld bitterhed. Mangler måske noget vildskab eller karakter for at sparke sokkerne helt af, men en flot sekt!

mandag den 26. maj 2014

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir og Rosé


2 unge basisvine fra Josten & Klein, som ligger lige hvor Ahr munder ud i Rhinen, og har marker i både Ahr og Mittelrhein. Her er det spätburgunder og rose fra Ahr

2012 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir
18 dages maceration og et halvt år på brugte barriques.
sødlige aromaer af stald og friskkværnet kaffe, intens spændstig frugt af parfumerede hindbær, multebær og tranebær med lidt sødme af tørrede bær nedeunder. En slikken og lækker næse.
Smagen er rigtig lækker, både frisk og sødmefuld frugt med røg og salmiak i finishen. Ingen tanniner eller mineraler - det er saftdrevet pinot det her, skabt til mad og sommer. Men med antydningen af animalske toner og det herlige røg-pift i afslutningen er det heller ikke for simpelt - nærmere enkelt, saftigt og elegant. Endnu en virkelig flot vin fra Josten & Klein. 100 kr. hos WineFly.
88

2012 Josten & Klein, Ahr Rosé
Rosé på spätburgunder og regent, som er høstet og gæret seperat og lagret et halvt års tid sur lie på tank.

Flot lys laksefarve. Fin og intens duft af jordbær, ymer og fenikel. Slikken næse, men de mørk-bitre aromaer til at støtter godt op. Let friz i munden, sprød tekstur som har en skøn saftet frugt. Godt med sødme henover midten og så en fenikel-præget finish, hvor jordbærene drejer i en mere syrlig retning og ender slankt og friskt.
Fin og letdrikkelig rose, som har klasse. WineFly importerer, 90 kr.
86


onsdag den 19. juni 2013

2011 Kellerei Terlan, Alto Adige Lagrein Rosé


Rosato på ren lagrein som overskriften antyder. Terlan er et af de store kooperativer i Sydtyrol, og her - i modsætning til de fleste andre steder - er det ikke kun en dårlig ting; kooperativerne er generelt velanset i Alto Adige og betaler for kvalitet og ikke kun kvantitet. Druerne her er dyrket i op til 500 meters højde, udbyttet er 60 hl/ha og lagringen et halvt år sur lie i ståltanke.

Mørk lyserød farve. Herlig duft med hindbær, jordbær sammen med søde gala-æbler og en distinkt tone af fennikelfrø.
Smagen har saftig tæt frugt med jordbær i front og masser af salte mineraler. Og der er en en interessant bitter tone som går godt i spænd med den sødlige, saftige frugt og salten. Finish og udklang er moderate i intensitet og længde, men det er overordnet et herligt glas rosato med karakter og attitude. En anbefalelsesværdig vin, som med sin tætte frugt, karakteristiske bittertoner og 13% alkohol også er seriøs til tungere sommermad. Og husk - du kan godt drikke rosé og stadig være en bad-ass!
86


tirsdag den 28. august 2012

2010 August Kesseler, Rheingau Spätburgunder Rosé



Sidst vi smagte denne forførende spätburgunder weißherbst var på besøg hos Kesseler i 30+ grader, hvor dens læskende kvalitet virkelig kom til sin ret. Vi gensmager nu hjemme i 'neutrale' forhold og mere nordisk sommervejr..

Meget lys farve for en rosé, nærmere gul - blanc de noir er måske mere betegnende end rosé:-) Skøn og meget delikat næse af marcipan, fersken, gule blomster, mosede hindbær og en lille distinkt safrantone. Med luft kommer også lidt anis og mælkechokolade til. Tæt og aromatisk duft.
Munden er fyldig og blød med frisk frugt af fersken og hindbær. Sprøde mikroperler frisker op i strukturen og det er i det hele taget en utrolig delikat historie med med mindelser om kabinett-riesling når den er bedst - plus de lidt fyldigere strejf af røde bær. Forløbet gennem munden er forbilledligt og man efterlades virkelig forført og med lyst til mere. Balancen mellem syre og sødme er i top og længden medium+.

Med 26g restsukker er den bedst helt kold og har da alligevel masser af aromakraft i behold. Alkoholprocenten er 11,5, så det havde været lidt af en bamse hvis den var gæret helt ud (hvem sagde Boca di Rosa?). Voksenslik alene, men ligeså perfekt til mad - fx. et genialt match til vores rå forårsruller med hoisin- og jordnøddesovs. Vi fortryder nu bittert at vi ikke havde plads til flere flasker med fra Kesseler.. €12,50 ex-cellar.
89


tirsdag den 6. september 2011

2010 I Veroni, Iveronirosé Colli della Toscana Centrale Rosato IGT

Rosato på 100% sangiovese fra den gode Chianti Rufina-producent I Veroni. Gæring med skalkontakt i 2 døgn og lagring 6 måneder på ståltank.

Lyserød farve. Frisk duft med lyse blomster, champagnebrus-is, frosne jordbær og en lille sødlig kerne af remonce og anis. En let og lettilgængelig næse med god friskhed.
Det er mere substantielt i munden: Frisk og lækker smag, hvor en blød frugt overrasker lidt med sin fyldighed. En flot streng af fennikel/anis/lakrids klinger med den sorbetagtige hindbær- og jordbærfrugt, de lette mineraler og sarte blomster. Salt finish, igen med lette lakridstoner og harmonisk udklang præget af sorbettonerne.

Flot i strukturen - frisk og floral frugt og saltmineralsk kerne, medium syre. Det er en let rosato med hvidvinsagtig struktur, men god balance og delikat, blød frugt. Sødmen er fint afstemt med den relativt lave syre. 75 kr hos Carlo Merolli.
 
84 

onsdag den 8. juni 2011

2010 Tabarrini, La Bocca di Rosa

Meno Rosso!
La Bocca di Rosa er den eneste rosato der findes på ren sagrantino. Unge stokke (10-15 år) som høstes med lavt udbytte på 45hl/ha. Tabarrini producerer fremragende Montefalco-vine fra 22 hektar, 11 af dem er beplantet med sagrantino.

Farven er lyserød med orange reflekser. Fine frugttoner og parfumeret sødme i duften: Tæt og lidt lukket med jordbærgrød, remonce, likørbær, rabarber og toner af kød og frisk kål underneden.
Stor, tæt og fed i smagen med imposant og voldsomt koncentreret frugt af kandiserede æbler, tranebærjuice, jordbærsaft, rabarber og likør-bær sammen med en mineralsk saltagtig kerne under den tætte frugt. Helt vildt kraftig alkohol (15,9%!!), som er altdominerende, især lige ved åbning. Glycerolindholdet er meget højt her og det giver en ekstra sødme i alkoholen, som sammen med den saftige frugt giver en markant cocktail-/hedvin-agtig feel. Eftersmagen er megalang og lægger sprittet ud, men finder sig til rette i en fin udklang af pastis, remonce og kandiserede æbler.

Alkoholniveau er sagrantinodruens akilleshæl efter min mening. Det løber sommetider simpelthen løbsk. Bocca di Rosa er på alle måder en ekstrem rosato. Terrassevin - forget it, her har vi rosato for amaronefans! På samme måde som med de heftigste amaroner er man her faktisk i tvivl om hvilken kategori, vinen tilhører. Og om man kan lide det. Men kvaliteten er helt indiskutabel, det er en stor og flot vin, og ekstremiteten er i sig selv fascinerende, omend anvendeligheden lider lidt under det. Drik den kold til kraftig mad i små slurke, eller hvad med (tænk at jeg skal skrive det) at fortynde den? Jeg ved det, det er forargeligt, men måske ikke helt ude i hampen lige præcis her.
Under alle omstændigheder er Bocca di Rosa en vinøs oplevelser som sætter vanetænkningens katagorier i relief. 90 kr. (80/6) hos BB Vinimport. Vinens navn kommer fra denne fine sang af Fabrizio de André.
 
89 

mandag den 6. juni 2011

2010 Chateau Vignelaure, Rosé 'La Source'

Det danskejede slot Vignelaure ligger i den østligste del af Coteaux d'Aix-en-Provence, nordøst for Marseilles og Aix-en-Provence, og regnes for en af appellationens bedste huse. Af de ialt 55 hektar går 12 til produktionen af roséen 'La Source'. 60% Grenache, 20% Cinsault og 20% Syrah høstet med lavt udbytte helt nede på 30 hl/ha.

Meno Rosso!
Lyserød farve. Frisk og floral næse med nektarin og sommerblomster sammen med rød frugt af ribs og lidt hindbær. Let-bitre træk er tydelige allerede i duften i form af citrusskal og fenikel.
Sødme forrest i munden, men syre-strukturen tager hurtigt over: En saftig og meget frisk syre, som blødes op af rund, blomsteragtig frugt. Syren spidser til i en rigtig god finish med flot lakridsrod og ribs. Frugt og syre balancerer perfekt op mod alkoholen (12,5%). Delikat, mediumlang eftersmag som klinger ud med hindbær og anis.
Det her er en virkelig skøn vin, som har alt det man ønsker sig af en rosé: Frisk, læskende og delikat uden at tabe dybde og kompleksitet. Super balance, på samme tid stringent og forførende. Irma har af en eller anden grund ikke nogen spændende eller kvalitetsorienteret vinafdeling, men den her rager op. Anbefales varmt - 80 kr, inkl. Eske Kath-etiket (hey Halfdan Rasmussen).
 
88 

fredag den 29. april 2011

Gerbola på Ahlefeldstgade

Brødrende Gerbola har hidtil haft lager og udsalg i deres 'vinbunker' på Fredriksberg, men er nu flyttet ind mere centralt, på Ahlefeldtsgade 16 ved Ørstedsparken. I går åbnede biksen med smagning af sortimentet, jeg smagte fx. i anledning af det obskønt smukke forårsvejr årets første rosato: Nys hjemkomne 2010 Cantina Tramin, T Rosé på merlot, lagrein og pinot nero - en skøn og ukompliceret vin, der oser af jordbær, hindbær og sødlakrids og har en fin - og ikke for sød - frugtfylde med ok friskhed og fine bittertoner.
Gerbola Vin har et fantastisk, nichepræget norditaliensk sortiment: Principiano, Schiopetto, Clementi, Azelia, Cantina Tramin m. fl. Er man til den slags (who isn't?!) kan det virkelig anbefales at svinge forbi Ahlefeldtsgade 16, når der er åbent om torsdagen.

PS. Italenska Viner har flere gange blogget fra Gerbola-bunkeren.