onsdag den 12. oktober 2011

2008 Di Majo Norante, Ramitello Biferno Rosso


Di Majo Norante er det vinøse fyrtårn i et ellers hurtigt overskuet Molise. Ramitello laves på 80% montepulciano og 20% aglianico fra 18 hektar med samme navn i Campomarino, Biferno DOC. En måneds maceration og lagring i 18 måneder på en blanding af stål og mindre egefade. Sammen med aglianicovinen Contado og den barriquelagrede Don Luigi udgør den husets top.

Tæt mørk-rubin farve med dybe violette træk. Typisk montepulciano-duft med tæt og blød mørk solbærfrugt, tindrende kirsebær, æterisk-kemiske toner af lim og maling fra den lange maceration og sødmefuld fudge, engelsk lakrids og læder fra fadlagringen. Det tegner rigtig godt og overraskende seriøst, det her.
I munden fortsætter montepulcianofrugten med sin mørke og bløde solbærfrugt i frugtig, intens stil. Så kommer syre og tannin fra de 20% aglianico buldrende frem inderfra og danner en fokuseret strukturel rygrad i den saftige, faste finish. I eftersmagen er der syntetiske kirsebær og masser af de langmacerede sødligt-kemiske træk sammen med den virkelig tændte frugtsyre. Medium længde, men rigtig god intensitet.
Kombinationen af den enormt bløde og mørke frugt og den meget lange maceration er lidt af en genistreg her, fordi de æteriske træk får den mørke frugten til at lyse op på en måde. Fadlagringen er perfekt styret og også den mørk-bitre engelske lakrids (som er et andet karakteristisk træk ved fadlagret montepulciano) er holdt godt. Det er en ligefrem crowdpleaser, men der er sandelig også vitaminer - struktur og seriøsitet.

Forbløffende og tankevækkende hvor lille kvalitetsforskellen er på den her og Gajas Promis i samme runde, frugtige stil - den enorme prisforskel taget i betragtning. 60 kr. v/6 hos supervin.dk er et kup. Ramitello 08 bliver skamrost med bl. a. 90 pts Veronelli og 92 pts Galloni - det er i overkanten, synes jeg, men forstår begejstringen.
89

lørdag den 4. september 2010

2007 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva


Di Majo Norante er Moliseregionens absolutte førerhus. Selvom man i Molise kan brillere på en ret billig baggrund, står der stor respekt om Norantes topvine på Aglianico, Montepulciano og Tintilia - Aglianicoen Contado 07 fik fx. 3 glas i årets Gambero Rosso. 100% Aglianico som lagrer et år på en blanding af barriques og tank.
Farven er sortrød med rubinrøde reflekser. Dyb, blød næse med masser af liv og hvor den lange maceration (over 1 mdr.) går tydeligt igennem med masser af mineraler og mangelaget, parfumeret frugt. Solbær, kirsebær, grapefrugt, hyldeblomst, sødlakrids, kaffe og tørrede figner. Barberaagtig sødme i frugten sammen med fine, særprægede citrusparfumer (minder faktisk en del om den fremragende Gigondas fra La Ferme du Mont som også macererer megalænge). I munden er der koncentreret bærfrugt med spillevende syre og lækker lakridsfinish inden de faste tanniner leder over i en lang, vedholdende eftersmag med cyntetisk citrus, friske bær og superflot integreret fadsødme. Den her vin er en vinder på balance, der er kul på elementerne men de er i imponerende harmoni. Er nok bedst om 1-3 år, men kan holde længere.
 
90