mandag den 31. januar 2011

2009 J. Hofstätter, Lagrein

Alto Adige (Sydtyrol) er Italiens nordligste vinregion - og også en af de mest dynamiske. Her i alpelandet dyrkes bl. a. pinot (blanc og grigio), chardonnay og gewürztraminer, som kommer herfra. Af de blå er lagrein, pinot noir og schiava (vernatsch) de mest udbredte sorter.
Hofstätter er et gammelt hus, som har hjemme i Tramin. De producerer fra ca. 50 ha og er kendt for deres udgaver af pinot noir og traminer aromatico (gewürztraminer), men også lagrein som vi tester her.

Dyb, mørk rubinrød farve og en vidt åben og meget indtagende næse - frisk og varm på samme tid; bred, parfumeret stil med nyplukkede sorte bær og sødlakrids og toner af mælk, lade (støv/korn) plus en lille antydning af fadagtig karamel og søde urter.
Mørk og meget fyldig frugtighed i smagen i mediumfyldig krop. Frugtsyren er frisk og prikker næsten forrest på tungen, men det er en utrolig blød og frugtig vin med de modne sorte bær, rødt melet æble og lidt kvasede toner af bærbuskblade. Finishen har helt små, men velplacerede lakrids-tanniner og den friske varme frugt dominerer overalt - også i eftersmagen sammen med en lille smørnote. Det er en meget velbalanceret vin, som er fattig på syre og tannin, men frugtens fylde er imponerende og udgør på den måde nærmest en slags alternativt strukturparameter.

Flot komponeret og ekstremt drikkevenlig - men bestemt ikke på en kedelig måde, der er godt med personlighed: Lagrein er meget letgenkendelig drue med sin paradoksale kombination af blød, mørk frugtfylde og næsten hvidvinsagtig struktur.
€12,50 hos Weinladen Schmidt i Berlin, 112 kr. herhjemme hos Enoteca.
 
87 

onsdag den 26. januar 2011

2009 Sirch, Ribolla Gialla COF

Colli Orientali del Friuli (COF) er sammen med Collio de førende områder i regionen Friuli, som ligger nordøst for Veneto helt op ad alperne og den slovenske grænse. Ribolla gialla og friuliano er et par af de grønne indfødte sorter som sammen med internationale sorter som sauvignon, pinot grigio, chardonnay m. fl. danner grundlaget for en varieret produktion (typisk af enkeltsortsvine) på et generelt meget højt niveau. 

Sirch's ribolla gialla har en lys, citronsaftet farve med små grønne nuancer. Grønfrugtig frisk næse med melon, pære og citrus i front og underneden niveacreme, youghurt og klare smeltevandsbæk-agtige mineralske træk.
Lækker grøn melon i smagen sammen med Ramlösa citrus i et meget harmonisk forløb, der begynder med helt let perlen og frisk, syrlig frugt og slutter i en fin finish med en hel del lakrids og mineraler ud i eftersmagen. Der er en rigtig flot spændt bue i forløbet og der er ok længde og intensitet i eftersmagen.
Her er balance mellem syre, frugt, mineraler og alkohol (12,5) - det er en enkel, men karakterfuld hvidvin, hvor ingen elementer stikker ud, og fornemmelsen af harmoni og delikat friskhed er hovedindtrykket. 10€ i tyskland hos superiore.de
86

Det er ikke en stor kendis-region, men Friuli hører til blandt de bedste hvidvinsområder i verden. Her er stor mangfoldighed og skaberlyst, og også rødvinene stormer frem. Vil man undersøge Friuli nærmere anbefales det varmt at læse bloggen Billigt Vin, hvor Ingvar Johansson er en stor Friuli-kender. Eller bloggen bag Do Bianchi & Co's årlige Friulidelegation. 

mandag den 24. januar 2011

1997 Guiseppe Mascarello e Figlio, Langhe Status

Langhe Rosso på 70% nebbiolo, 25% barbera og 5% freisa fra en af de store klassikere i Monforte d'Alba, Barolo. Langhe Rosso er hos mange producenter det man skæmtende kalder gulvopfej, altså 2.-, 3.-, 4.-sorteringsdruer af forskellig slags som blandes til en absolut basisbordvin. Det er der ikke tale om her. Mascarellos Status er et blend på et højt niveau fra Mascarellos marker i Castiglione Faletto og Santo Stefano i Monforte d'Alba. Maceration i 2-3 uger og 24 måneder på mellemstore fade. Den er bygget til et mellemlangt liv - det får den lov at bevise her, hvor vi tester 97'eren.

Flot moden farve - rabarberfarvet med rødbrune træk. Næsen er ikke så intens, men delikat og mangelaget med modenhed og tydeligt præg af især nebbiolo, men også barbera. Blød frugt med bolcheagtig sødme og bærtærte sammen med nebbiolos rust, frugtsten og slanke lakrids og tertiære elementer af røget kød, balsamico og tjære. Man skal give den fuld opmærksomhed og ikke servere for kold - men så er der også fin subtil kompleksitet i duften.

Moden elegance i smagen, syren er stadig særdeles levende og spiller flot sammen med den sødmefulde, blide bolchefrugt. Tanninerne er helt integrerede, men klart tilstede i det klassiske samspil med saltlakrids og lille tjæresnert i finishen. Det som imponerer her er den fylde og dybde der er i frugten. Ikke på en aggressiv og magtfuld måde overhovedet, men roligt og elegant folder den sig ud. Lang eftersmag med jordbær i forskellige modenhedsgrader sammen med lidt tjære og balsamico.
Status 1997 minder mig på en måde om skuespillerinder som Juliette Binoche; past her day, ja - men den klassiske, dybe skønhed fortager sig ligesom aldrig.

Den her vin oser af kvalitet, helt fra prop til langt ud i eftersmagen er alt gjort med en omhu som man kun kan beundre. Det her må allerede være kandidat til årets køb: 75 kr, getouttahere! Carlo Merolli ryder op et par dage endnu..
89

PS. Who Cut The Cheeze tester 99'eren her, Finare Vinare tester 01'eren her og Vinhulen begge her 

lørdag den 22. januar 2011

2007 Masi, Brolo di Campofiorin

I Valpolicella skelner man mellem to grundlæggende måder at fremstille en ripasso-vin på. Enten ved at lade den almindelige Valpolicella-vin 'passere gennem' kvaset fra fra recioto- eller amaroneproduktionen og derved vaske sukker-, alkohol- og smagsrester fra kvaset ud i vinen. Den anden måde er at tilføje et hold tørrede druer til den almindelige valpolicella-vin og derved starte en ny gærring. Det kaldes dobbeltgærring (doppio fermentazione) og er den metode Masi anvendte til deres Campofiorin, som var en af de første ripasso-vine i 60'erne.
Masi er en gigant i Valpolicella, som trods enorm produktion har beholdt et kvalitesfokus og engagement og har om nogen været i front i markedsføringen af Valpolicellas særlige metoder og vine. I midten af 90'erne lancerede Masi en storebror til Campofiorin med tilnavnet Brolo fra de 5 ha som udgjorde den oprindelige mark til Campofiorin. Brolo er lavet på 80% corvina/corvinone og 20% rondinella, de tørrede druer der tilsættes til andengærringen er udelukkende corvina og den lagrer to år på 600-liters fade (70% ristet fransk og 30% slavonsk).

Brolo di Campofiorin er mørk rubinrød med sortviolette træk. Smuk farve. Masser af Valpolicella i næsen med de karakteristiske søde kirsebær, rosiner og mandler, men også klare træk fra fadet i form af kaffe, kakao, bananmos og lidt mint. Duften er egentlig ret lækker i den her stil og ok at snuse til. Med luft integreres fadaromaerne noget og kompleksiteten vokser en smule med lidt mørk mineralitet og lette animalske toner.
I munden er vinen ikke vildt spændende. Glat og ok, men hul på en måde. Frugten er god og fyldig med behersket sødme, men man savner greb og karakter. Lidt fadtanniner i finishen, men ikke nok styrke her heller til at hamle op med den høje alkohol. Kort udklang præget af alkohol i svælget.
Det er ikke nogen dårlig vin, og hvis den lige får tid til at smide noget fad er der også fin Valpolicella- og ripassokarakter. Men poleret og lidt kønsløs er den også.
 
86 

mandag den 17. januar 2011

Moden hverdags-aglianico

Jeg har flere gange erfaret at aglianico ligesom sangiovese kan være meget tilknappet og mere eller mindre præget af reduktion i sin pure ungdom - også i basisvinene som jo ellers netop er beregnet til at blive drukket helt unge og friske og uden så mange dikkedarer som fx karafler osv. Mange af disse vine vil dog (stik imod fornuften og intentionen) måske faktisk være bedst efter nogle år på flaske. Men det er selvfølgelig  gambling, fordi materialet i mange tilfælde slet ikke er godt nok til at klare tabet af umiddelbar friskhed. Vi prøver med et par modne frugter plukket fra Carlo Merollis januaroprydning:

2004 Castelmagno, Sannio Aglianico
Vi er i Kampanien, nærmere bestemt nordøst for Vesuvio og Napoli. Sannio DOC dækker hele Beneventano-provinsen, den nordlige nabo til Avellino-provinsen, som er Kampaniens vinmæssige storebror med de tre store DOCG'er Taurasi, Greco di Tufo og Fiano d'Avellino. Aglianicodruen er den røde konge i Kampanien og således også i Beneventano.

Lad os starte helt udefra: Castelmagnos Aglianico kommer i den grimmeste flaske ever og proppen er dårlig og lille og halvt gennemvædet. Nu lader jeg mig kun i beskeden grad forføre af det ydre, men forventningerne er alligevel i bund og man håber på en måde at selve vinen overrasker; det ville der være en vis tilfredsstillende retfærdighed i..
Og det sker næsten. Aglianicoen her har nemlig en ganske fin, udviklet duft - lettere æterisk og med en klar to-sporet profil af lys hindbær, frisk blomme og kemiske træk på toppen og en mørk, vampet bund med bagt marcipan, tørt træ, sure sokker og læder.
I munden er frugtens karakter egentlig frisk, syrlig og lys, men man kan ikke overse en lettere oxideret tone som relativt hurtigt vokser i glasset. Ellers ok saftighed i smagen, men finishen mangler bid og kraft. Finkornede små tanniner med ok længde åbner eftersmagen.
Kvaliteterne er ikke svære at få øje på, når man smager på den for sig selv - men sammen med mad lider den lidt under manglende styrke. Alligevel er det samlet set en ganske god flaske bordvin med dejligt lav alkohol (12%), fin druekarakter og en lidt vaklende statur som vækker en slags omsorg.
82

2003 D'Angelo, Sacravite Basilicata IGT
D'Angelo er et af de største og absolut førende huse i den ellers nemt oversete region Basilicata. Også her dyrkes primært aglianico og 'Sacravite' er en af basis-aglianocoerne fra D'Angelo, som producerer en stor håndfuld aglianico-baserede vine i varierende stil og tyngde, med kvalitativt fokus og traditionelle metoder.

Farven er mat rubinrød med brunrøde toner. Duften lægger virkelig svinsk ud med snavset dyrepels, urin og terpentin. Det viger en smule for en medium-intens næse med røde tilbagetrukne bær (jordbær og hindbær), røg, lak og masser af læder. Delikat på en lidt rå og dirty måde.
Frugten er en smule fraværende i munden, men ellers virker den egentlig ikke 7 år gammel. Mellemfyldig vin med røde bær, frisk syre, masser af røg og og gammelt læder og fast, integreret tannin i finishen. Benzin og limeskal i eftersmagen aftager med luft.
Selvom det er en absolut moden vin skal den nok fluftes lidt for at smide de mest urene træk. Men så er den også god.
84

Det er et par beskidte tøjter, disse modne og lettere affældige aglianicoer. Men det er heller ikke dårligt. Tværtimod spændende at møde, selvom det nok står klart at der skal større vine til at årene for alvor åbner for noget.
 

onsdag den 12. januar 2011

NV Adami, Prosecco Superiore 'Bosca di Gica'

Spumante fra den nyslåede DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore på 97% Prosecco og 3% Chardonnay.
Hvidgul farve med moderat skummen. Køn, enkel næse med Champagnebrus-is, æbleskrog og en mørk kul-agtig mineralitet.
I munden er den frisk og godt syrlig med tilpas skum og fin lys frugt af kernehus og hvide blomster. Kul og mandel i karakteristisk finish med god styrke som leder over i en syrepræget finale, der er til den korte side.
Frisk, tør og enkel Prosecco som er ideel til aperitif og antipasti eller sart fisk. Vinder en del med luft og sjatten er stadig lækker på andendagen, så dekantering er måske faktisk en ide her?
€12 i Tyskland hos Superiore.de
 
85 

søndag den 9. januar 2011

2006 Calabretta, Nerello Mascalese 'Nonna Concetta' Sicilia IGT

En 'extrem fyndvarning' fra Patrik på Italienska Viner bør man ikke sidde overhørig, og idag er det blevet tid til at teste Calabrettas 'Nonna Concetta'. Nerello Mascalese-druerne dyrkes langt oppe ad Etna, i over 700 meters højde, fra ældgamle stokke på 70+ år med helt lavt udbytte. Kun 600 flasker produceres af denne topcuvée.

Dyb rubinrød farve med lysebrune nuancer. Smuk og kompleks næse med elegant, lys bærfrugt og en meget karakteristisk sød floralitet af tulipan, hyacinth og ananas sammen med mørke toner af læder, bark og lakrids.
Smagen er intet mindre end fantastisk med klokkeklar frugt og utrolig balance mellem heftig syre, blød kompleks frugt og en knogleagtig mineralitet. Det er en vin med en smuk, massiv struktur hvor hård og rå syre matches af vilde tanniner, som limer gummer, kinder og tunge fuldstændig sammen i en magtdemonstration af en finale. Jordbær laangt, langt ud i eftersmagen sammen med pirrende ananaset syre og mineralske elementer af kalk og hvid røg.

En klassicistisk marmorskulptur af en vin - blank, forfinet og alligevel tonstung. Det er kort sagt mega-imponerende og selvom strukturens heftighed og den slanke frugt minder en hel del om stor traditionel Barolo/Barbaresco, er det en særegen personlighed som åbner sig her. En parfume som er speciel - en fed tulipanagtig tone, som jeg ikke har mødt før. Lækkert er det ihvertfald, overlækkert endda. 159 kr. hos Carlo Merolli - værsgo!
 
93 

fredag den 7. januar 2011

2008 Spadaio e Piecorto, Chianti Classico

Chianti Classico på 95% Sangiovese og 5% Canaiolo lagret 15 måneder på franske tonneaux (500-700 liters fade).
Semi-transperant rødbedeagtig farve. At man allerede på proppen kan dufte at den her sangiovese fra 2008 ikke behøver at blive luftet sønderligt siger meget om stilen: Kort maceration og mikrooxidering på tank og fade: Klar til pop-n-pour anytime, anywhere. Moderne stil med andre ord, og selvom jeg personligt måske ikke lyder top-entusiastisk er det nok alligevel primært i denne stil, man finder de vine, som har genrejst Chianti Classico med gode vine fra fx. Querciabella, Fonterutoli, Fontodi, Badia e Coltibuono og mange flere.

Diskret næse, som ikke giver meget fra sig, men som har de klassike sure kirsebær, lidt mørkere bløde bær i baggrunden og en god dosis sort læder sammen med integrerede, søde fadtoner af ristede nødder og farin.
I munden er der gode, sure kirsebær og salt frugtsuppe sammen med diskret surdej og kvasagtig æblestilk. Tanninerne peaker kort i udmærket finish med den kvasede syre tilbage i eftersmagen. Strukturen er generelt noget slap, men der er ok balance mellem sure, søde og grønne elementer og god fadhåndtering.

Det er en fin og letdrikkelig Chianti i mellemfyldig krop, som også lige klarer lidt mere seriøse retter. Men vi når ikke op på niveau med de store navne i denne stilart. Frugten savner dybde og især koncentration, og indtrykket er overordnet en behagelig og poleret Chianti Classico, som dog bestemt ikke er noget særligt. Hvor i alverden kommer de tre Gambero Rosso-glas fra?
 
85 

tirsdag den 4. januar 2011

2008 Garofoli, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Podium'

Verdicchio dei Castelli di Jesi er Marche-regionens største vin i omfang og classico-delen er hele 2/3 af den samlede zone. Her produceres nogle af Italiens bedste hvidvine og Garofolis topvine anses normalt for at være blandt appellationens referencevine.

'Podium' er fra Garofolis egne marker omkring Montecarotto vest for Jesi. Den har en halmgul farve med grønlige træk og en indtagende duft med spændstige, søde æbler og pærer, parmigiano og smør. Virkelig frugtig, men også med kompleksitet og karakter i form af mineraler og mejeri.

I munden er der forrest antydning af lækre mikro-perler og en fed og tæt cremet smag med honningbolcher, pære og anis. Der er en ret utrolig bolcheagtig konsistens i frugten henover midtpaleten og i finishen spidser den til med slankere antydninger af mynte, stål og anis og en vel nærværende alkohol (14%). Flot længde og dybde i eftersmagen som desværre åbner lidt sprittet.

Der er en god balance mellem friskhed i syre og mineralitet på den ene side og sødmen i den tætte frugt på den anden. Personligt synes jeg alkoholen bliver vel kraftig i finishen og det er generelt en hvidvin i den oppulente genre, selvom læsset aldrig vælter til den uelegante side. Parrer man den med fisk eller salater skal det være i de velnærende ender af spektrene. Et fremragende glas ikke desto mindre, helt op ad Tavignanos ligeså kraftige VCJ 'Misco' i stilen (med et plus for en mere intens næse). Kunne nok med fordel ligge lidt.
 
89+