lørdag den 25. januar 2014

2012 Ca’ di Rajo, Lemoss Glera frizzante


Her har vi virkelig herlig frizzante fra Treviso i det østlige Veneto. En enkel og læskende vin, som alligevel på ingen måde er kedelig eller endimensionel. 
Lemoss er på druen glera (prosecco) og spontangæres, andengæres i flasken og er ufiltreret. Lukket med kapsel og 10,5% alkohol.

Mat lysegrøn farve. Intens og levende duft med grønne æble, melon, citronskal, krydderkviste og gær. Smagen er let mousserende og faktisk temmelig øl- eller nærmere cidre-agtig. Frisk og læskende, tør men med en velbalanceret sødme og et bittert nap. Perfekt hvis man indimellem vil have et hvidt break fra lambruscoen. Carlo Merolli importerer, 75 kr.

lørdag den 10. november 2012

2011 Terre di San Venanzio Fortunato, Valdobbiadene Prosecco Superiore Extra Dry



Med 18 g/l sukker er vi her nummeret sødere end den glimrende Brut fra samme hus. Fin og frisk næse med mandarin, sprød pære, gær og citronskal, indbydende og ligetil.
Smagen er trods sødmen stadig frisk - syren er god og mineralerne giver god struktur. Der er ikke meget at sige, udover at det virkelig er en lækker saft med finesse og blød, poleret balance. Måske især egnet til lunt sommervejr - sødmen gør at man kan køle den langt ned.
Her og nu foretrækker jeg Brut'en fra samme hus, som er nummeret mere rank og karakterfuld. Carlo Merolli har en blandet kasse med to af hver (+ to basis-frizzanter) til 450 kr. - et tilbud som anbefales!

torsdag den 1. november 2012

Prosekto



2011 Terre di San Venanzio Fortunato, Valdobbiadene Prosecco Superiore Brut
Tankgæret. Lys gylden farve og en indbydende duft af pære og franskbrødsskorpe. En dyb og lidt mørktonet duft, som lover rigtig godt. Blød og velbalanceret i munden med en meget delikat smagsprofil med fin frisk frugt og en krydret sødme (11 g/l). I finishen kommer et karakterisk grønkrydret indslag af kaffir limeblade. En seriøs og  vellavet Prosecco - fremragende aperitif, efter hver mundfuld overraskes af hvor forførende og læskende en saft man har i glasset. Drikkes den til mad skal det være helt lette retter. 90 kr. hos Carlo Merolli.

NV Paulinshof, Riesling Sekt Brut
Lysere i farven og mere højfrekvent i duften også: Lys frugt, hvide blomster, masser af kridt, gærbrød. Flot fylde i smagen med den diskante syre i front og så en typisk riesling-frugtfylde i mellemregistret. De markante kridttoner og den høje, tætte syre gør det til en karakterfuld sekt med kant, men strukturen føles alligevel indbydende og charmerende, især sammen med mad - og ikke mindst hjulpet af en blød og meget elegant mousse. Flot balance og en anbefalelsesværdig flaskegæret sekt med masser af rieslingkarakter. 139 kr. hos Løgismose/Magasin.

onsdag den 12. januar 2011

NV Adami, Prosecco Superiore 'Bosca di Gica'

Spumante fra den nyslåede DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore på 97% Prosecco og 3% Chardonnay.
Hvidgul farve med moderat skummen. Køn, enkel næse med Champagnebrus-is, æbleskrog og en mørk kul-agtig mineralitet.
I munden er den frisk og godt syrlig med tilpas skum og fin lys frugt af kernehus og hvide blomster. Kul og mandel i karakteristisk finish med god styrke som leder over i en syrepræget finale, der er til den korte side.
Frisk, tør og enkel Prosecco som er ideel til aperitif og antipasti eller sart fisk. Vinder en del med luft og sjatten er stadig lækker på andendagen, så dekantering er måske faktisk en ide her?
€12 i Tyskland hos Superiore.de
 
85