tirsdag den 5. februar 2013

Spätlese fra 2001 og 2011



To meget forskellige spätleser, både i alder og stil:

2001 Johs. Christoffel Jr., Ürziger Würzgarten Spätlese Riesling trocken
Grønlig gylden farve. Smukt modnet duft med petroleum i front sammen med mælkechokolade, safran, anis og frugt af gala-æble, ananas og pære. Smagen er frisk med let sødme af fuldmoden frugt. Tør, men umiskendelig frugtig mosel-stil. Åbningen er frisk og delikat og midten er virkelig flot med kompleks frugt af grønne æbler og krydrede toner. Finishen har super syre, men med 9,5% er det en meget let vin og uden nogen særlig restsødme står afslutningen en anelse nøgen og tynd. Til gengæld er det en elegant og saftig vin, som har vundet flot aromadybde med de 11 år og drikker perfekt nu. 129 kr. Atomwine


2011 Matthias Müller, Mittelrhein Riesling Spätlese Mandelstein
10 år yngre og en helt anden type spätlese, her er nemlig masser af restsukker og sød fylde. Næsen er næsten urtet og fed med karry og selleri under tropefrugt og kandiseret frugt. Flintede mineraler kommer også til og giver rygrad til en virkelig lækker 'new-school' spätlese-næse. Smagen er utrolig velbalanceret med både forførende sødme, frisk syre og krydret mineralitet. Flot intensitet og længde. Man bliver nysgerrig på Müller og hans portefølje! €14 hos Not Only Riesling i Berlin.

torsdag den 3. januar 2013

3 x €10-riesling



2011 Künstler, Rheingau Riesling trocken
Klassisk og meget velbalanceret Rheingau med en virkelig fin rieslingkarakter. Let sødme i duften med moden pære og abrikos, bivoks og en let træ- eller kalkagtig bittertone. Tør, men rund i munden med masser af charme og fremfor alt balance mellem sødme, syre og markante (mineralske) bittertoner. Flot! (87)

2011 Josten & Klein, Mittelrhein riesling trocken
'Männer-riesling' blev den kaldt af vinhandleren og det er da også den kraftigste og mest radikale af disse tre. Her er fuld tryk på riesling-næsen og en hel del automekaniker trods den unge alder: Diesel og dækgummi blander sig med en delikat og tæt floralitet med æblekernehus, citrus og hvide blomster. Knastør, krydret og fyldig - hård og næsten magtfuld i smagen, samtidig med at den indynder sig med et lille spritz og en saftig syre. En af de bedste basisrieslinge, jeg har smagt! (90)

2011 Pauly, Mosel Lieserer Schloßberg Riesling trocken Kabinett 'Purist'
Purist er et rammende navn til denne riesling - trioens mest slanke vin med næsten vandklar farve, lav alkohol og tæt på ingen restsødme. Fin og delikat duft af gråpære og granny smith og en virkelig læskende fornemmelse i munden med let spritz og frisk, sank frugt. Der er næsten schorle-fornemmelse her og enkelheden som læsker så godt, gør samtidig vinen lovlig hul på midten og i eftersmagen. Meget atypisk Mosel. (85)

Henholdsvis €10, €11 og €9 hos Not Only Riesling i Berlin.

søndag den 9. december 2012

Schmidt og Rebholz: Riesling fra Mosel og Pfalz



Henholdsvis Mosel og Pfalz, moden og ung, sød og tør, great og great!

1997 Heinz Schmidt, Riesling Spätlese Köwericher Laurentiuslay
Moden spätlese fra Heinz Schmidt i Mosel, hvor Laurentiuslay er en af de stejle skråninger ned mod floden overfor Köwerich. Virkelig herlig spätlese-næse med lokkende frugt af mango, dåsepære sammen med mineraler af flint (nærmest over i grøn peberfrugt) og røg og godt med modningstoner af petroleum og nougat.
Masser af ungdom tilbage i smagen, som er sprød og frisk, ja næsten spritzig helt forrest. Så kommer den modne sødme med blød pære og sukat rullende og i finishen er der krydrede bittertoner af peberfrugt, karry, røg og petroleum. Skøn spätlese, et sublimt match til aftenens sushi. Og et af årets kup til 69 kr. hos SuperBest på Østerfælled Torv - tak til Alex fra Kældernoter for tippet!

2010 Ökonomierat Rebholz, Riesling vom Bundsandstein trocken "S"
Rebholz er en af Pfalz' topproducenter. Der dyrkes økologisk og vinificeres med minimal tilsætning. Bundsandstein trocken "S" tilhører Terroir-serien i produktlinien, mellem Lagen- og Rebsortenweine.
En helt vidunderlig ung riesling med friskhed og slank sødme. Åben duft med frugt af gråpære, grøn melon, mineraler og hvide blomster. Smagen er tør og frisk med let spritz og delikat frugt af gråpære og fin mineralitet. Syren er høj og sødmen lav, men det hele balancerer i en forførende helhed, som virkelig vækker appetit på mere Rebholz. Et par år på flasken har givet et perfekt afrundet og åbent udtryk. €16,50 i Tyskland hos unserweinladen.de

søndag den 15. januar 2012

Ved Stranden 10


Ved Stranden 10 på hjørnet af Ved Stranden og Boldhusgade er uden tvivl en af Københavns bedste vinbarer. Her serveres terroirdrevne vine, mange af dem 'naturlige' eller ihvertfald økologiske/biodynamiske fra flere af de interessante små niche-importører i byen. Vinene, stemningen og serveringen er helt i top her!
Vi fik oste og pergamentskåret charcuterie fra Frankrig, Italien, Østrig og Danmark, siden vidunderlig braiseret oksebov med pastinakgratin og til sidst klassisk (grov) æblekage. De fire vine var lækre og rene og blev præsenteret med vid og holdning - en sand fornøjelse:

2010 Pittnauer, St. Laurent Klassik
Pittnauer er en af dem som for alvor har sat st. laurent-druen på kortet som andet end dagligvin. Biodynamisk fra Burgenland i Østrig. De laver stor og seriøs st. laurent, her er det basisudgaven - en ung, frisk og umiskendelig østrigsk vin med rød frugt, creme fraiche og karakteristiske krydderurter i duften. God frugtintensitet i smagen, som er bærfrisk og læskende, men samtidig blød og med udmærket dybde. Ikke så lang og bedst i den forreste del af forløbet, men en rigtig god, kølig og meget ren madvin i umiskendelig kvalitet.

2009 Roucas Toumba, 'Les Grands Chemins' Vin de France
Grenache, carignan og syrah fra biodynamisk mark i Vacqueras. En mørk og kradsbørstig vin med duft af mørke bær, læder, sort peber, salmiaklakrids og kakao. Rustik og rå i munden med masser af læder og kakao sammen med den intense, mørke frugt. Godt med kantet kraft og masser af tanniner fra midt og ud i afslutningen. Jeg kan bedst lige Rhône, når den er upoleret og bondsk - og det er den her!

2009 Domaine Jean Michel Stephan, Côte Rotie
Fra 15-40-årige økologiske stokke med syrah og viogner (10%), udbytte på 30hl/ha, macération semi-carbonique og lagring i 2 år på store fade. Aftappet ufiltreret og uden svovl.
Rubinrød farve - mørktonet men ikke tæt, masser af fint bundfald. Skøn, ung næse med saft og spændstighed - et meget frisk-aromatisk, let syrahudtryk. Smukke kirsebær, stikkelsbær og røde æbler sammen med mineralske elementer af grus og røg. Duften er lidt tilbageholdende, men smagen er intens og superflot med høj, æbleagtig syre og tæt, rød frugt. Meget lang og intens vin, som er overraskende frisk og elegant med befriende 12,5% alkohol.

2007 Rita & Rudolf Trossen, Riesling Auslese Mosel Madonna
Fuldstændig vidunderlig rieslingnæse med en hel del begyndende petroleum og udstødning sammen med frugt af pære, mirabelle, honning og gule æbler. Man kan dufte til det her i dagevis uden at trætne, det er fantastisk. Smagen er stor og koncentreret med superfokuseret frugt med flot behersket sødme, en tæt mineralsk kerne og en helt utrolig syre som er perfekt pakket ind af sødmen og mineralerne. Wow!!

---
PS. Apropos naturlig vin: Læs dette flotte indlæg på bloggen Mad About Wine.

søndag den 27. marts 2011

2009 C. Jüngling, Riesling Feinherb

Feinherb er betegnelsen for halvtørre vine i Mosel. Det er hvidvine i en speciel stil, som kan være fantastiske madledsagere, hvor andre må melde pas: asiatisk mad, fed fisk eller fjerkræ, eller salater med frugt/sød dressing. Christa Jüngling ejer Weingut Paulinshof på 8 ha og aftapper denne exportetiket i navnet C. Jüngling, som er moderat i sødmen med 10,5% alkohol.

Halvtyk vin i glasset og flot gyldengul farve. Frisk næse med kraftig champagnebrus-is, umoden ananas og moden pære sammen med træk af friske jordbær og spæde bøgeblade. Ikke superintens eller kompleks næse, men fin og delikat og med en god mineralsk næseryg.
Feinherb-karakteren er helt evident med det samme i munden, hvor sødmen trædder rigtig frem uden at det er på bekostning af friskheden: Mikroperler og meget friskt og saftigt mineralsk attack fra begyndelsen, så tager den sødmefulde ananas- og pærefrugt over sammen med parfumeret akaciehonning og derefter dominerer syren i finish og eftersmag: En let, men meget saftig syre, som er vedholdende i eftersmagen og fint kontrasterer den tunge, overmodne pæresødme.
Jeg kan bedst lide denne type vin ret kold, så friskheden understøttes maksimalt. Løgismose importerer til Netto, som aktuelt sælger for 49 kr. Er man til feinherb/halbtrocken i den lettere afdeling er det et rigtig godt køb.
 
85