2011 Quinta do Regueiro, Vinho Verde

Vi ser semifinale med et par portugisere på bordet: Vinho Verde fra Monção e Melgaço, den nordligste af kommunerne i Vinho Verde-regionen, som adskiller sig fra de andre med den syrerige drue alvarinho. Quinta do Regueiro er et lille hus på 6 hektar, som kun producerer disse to hvidvine og en mousserende.

2011 Quinta do Regueiro, Vinho Verde Alvarinho Reserva

Reservaen er på 100% alvarinho. Dyb gul-grøn farve og en seriøs, tung næse som med det samme afslører at vi er langt fra de lette, ultrafriske saft-vine som skyller den ristede fisk så vederkvægende ned i den portugisiske hede. En tæt næse med en mineral- og alkoholstruktur man nærmest kan dufte og frugt af passionsfrugt, pære og ymer.

Smagen er fyldig og tæt, men har et friskt spritz og en markant mineralsk rankhed. Også masser af passionsfrugt her i smagen sammen med pære og en tæt, animalsk syrlighed a la ymer. I eftersmagen dominerer pæren og så kommer der en vegetal tone til af fennikel og græs. Meget lang!

Det her er rigtig godt - en oppulent og frugtig hvidvin, men med masser af spændstig friskhed og fremfor alt syre nok til at balancere frugten.

88

2011 Quinta do Regueiro, Alvarinho/Trajadura

Lillebroderen på blanding af alvarinho og trajadura har ikke det samme at byde på. Kraftig pære i duften sammen med en delikat floralitet af hvide blomster. Også mørke mineraler som næsten dufter af tørre grene.

Virker meget sød i smagen med honningbolcher og tropefrugt og en klart mere plumb mouthfeel end den spændstige reserva. Syren frisker dog op hen mod finishen og der er overordnet set ok harmoni og især god fylde. En fin ledsager til mad hvor der er lidt sødme.

Paradoksalt nok virker reserva'en faktisk friskere end lillebroderen her, som er sødere og har en lavere syre. Men stadig et godt bud på en hvidvin, finishen redder balancen og kroppen er god.

84

Koster henholdsvis 129 og 89 kroner hos A Vinstouw.

ViniPortugal smagning på Hotel D'Angleterre

Det er ikke tilfældigt at min vin-kærlighed er kastet på Italien. Mangfoldigheden og kvaliteten er indiskutabel og åbenlys (the sky is the limit!), men den gennemgående kompromisløse, skarptskårne karakter er måske det som særligt vækker genklang og appellerer til min person: jeg er nok noget tannisk i strukturen..

Men det er ikke klogt at bære skyklapper og man snyder sig selv for meget hvis man ensporer. I nysgerrighedens navn tog jeg hen til ViniPortugals årlige smagning for at korrigere og særligt for - indrømmet - at stifte nærmere bekendtskab med Baga-druen fra Bairrada-regionen: 'Portugals nebbiolo', som pioneren Luis Pato har kaldt den på grund af dens høje syre- og tanninniveau.

Af Baga-vine var der dog kun én eneste repræsentant - Azul Portugal Bairrada, som var ok, men ret tynd og ikke imponerende - så det bekendtskab må stiftes en anden gang. Douro-vinene var derimod dominerende og ikke uventet flot repræsenteret. Ligesom forleden til Vini d'Italia var Atomwine med som importør af den absolutte top og Tom Pedersens bord var spækket med overlegen kvalitet i både rød og hvid.
Stjerneparret Borges og da Silva producerer hver deres vin (hhv. Passadouro og Chocapalha) og har derudover tilsammen et tredje hus kaldet Wine & Soul (Pintas). Det er allesammen topvine i den her stil og er flotte lige fra entry level til de koncentrerede riservaer. Sandra da Silva var med ved bordet.

Chocapalha fra Estremedura-regionen var repræsenteret med tre røde vine: et entry level tourigo nacional-blend, enkeltmarks-riservaen på samme druer og indimellem en ren cabernet sauvignon. Alle lagrede på barriques, hvor de nye er forbeholdt riservaen og delvist cabernet'en. Riserva'en (18 mdr. nye barriques) er en hårdt skåren vin, mørk og bister, men alligevel med den karakteristiske indbydende varme fra overmoden frugt. Fadpræget næse med mørke, kogte bær og karamel sammen med masser af asfalt, boullion og kattetis. Varm frugt og lav syre i smagen med en kradsbørstig og grøntonet finish med kraftige kaffetanniner og alkohol. Lillesøsteren (16 mdr på 2.- og 3.-års barriques) er også en seriøs vin, men med lidt mindre koncentration, struktur og fadpræg og på den måde måske mere anvendelig - for 59 kr får man absurd meget kvalitet for pengene.

Rødvinene fra Passadouro i Douro er paradoksalt nok mere friske og køligere i deres umiddelbare frugt: Næsen har nærmest Valpolicella-saftig frugt med mørke, sødlige kirsebær og en kulsyreagtig spritz i frugtsyren. I munden er de temmelig anderledes end næsen lover, dumpere og mere sure end syrlige; blød, mørk frugt og frugtyoughurt.
Forskellene mellem de fire Passadouro-vine ligger umiddelbart mest i frugtkoncentrationen og tanningreb, Passa Tinto er blød, saftig og letdrikkelig, Passadouro er seriøsere med dybere frugt og faste kaffetanniner. Riserva Tinto er storladen og imponerende med stor, mega-poleret fylde og heftige, tørre tanniner som er varme af alkohol - lige på grænsen til sprittet, men frugt og struktur holder vinen på den rigtige side.

Wine & Soul's toprødvin Pintas har en skøn og meget særpræget vegetal næse med tonsvis af rucola, mælkebøtter, selleri og tomatjuice sammen med asfalt og gummi fra fadet. Tæt frugt og superflot koncentration - frugten er fuldmoden, men har en karakteristisk sur (ostet) tone. Igen den (for en italofil) specielle kombination af meget lav syre og kraftige, lækre tanniner. Alkohol, likøragtige bær og kraftig asfalt i eftersmagen. Storladen vin, 349 kr hos Atomwine.

Flot arrangement i to sale på D'Angleterre - mange gode vine i den lidt specielle portugisiske stil, som nok minder mere om sydøstfrankrig end Spanien. Eller bare er sin egen. Den kvalitetsmæssige fremgang er ihvertfald åbenlys. Og sjovt for mig i den grad at føle sig på udebane oven på sidste uges Vini d'Italia.