søndag den 31. august 2014

NV Calabretta, Cala Cala Rosso


Wow! Endnu en fantastisk vin fra Calabrettas (nye?) sortiment af forskellige aftapninger fra Etna. Her er hvad der sker når der er en usvigelig sikker hånd i mark og kælder, som tænker vinen først og forretning/brand bagefter. I 2009 var vejret så dårligt at Calabretta ikke aftappede deres Etna Rosso, så hovedbestanddelen i denne bordvin er altså Etna Rosso 2009. Dertil er tilføjet nerello mascalese fra 2005 og 2008, altsammen fra ca 750 meters højde.

Transparent rød-orange farve. Ærketraditionel og æterisk næse med en del udvikling - lim, balsamico, lak og ruskind over en syrlig frugt af citrusfrugter, rønne- og tranebær.
Masser af mandarin og hindbærbolche i smagen, som er transparent men intens. En salt smagsprofil som også har lim og balsamico. Fantastisk finish med velsatte tanniner og koncentration i det elegante udtryk.
En utrolig flot vin med arketypisk nerello-karakter. Der er en del volative vibes, så det er ikke den store lagringsvin. Men nu er den dælme god! 95,- hos Carlo Merolli.
91

lørdag den 30. august 2014

2012 Gerhard Mäurer, Pfalz Gewürztraminer Spätlese Trocken


Her tordner gewürztraminer ind på arenaen i fuld galop! Megaintens næse, som oser af traminer: Tæt, sød, parfumeret og kraftfuld med hyldeblomst, hyacint, lavendel, gin og lynghonning.
I smagen er den overvældende fyldig - sød, bitter og alkoholtung. Bolcher, vingummi og karamel sammen med en klædelig bitterhed. Et flot forløb som afsluttes med stor længde.
Det er næsten for meget, men på den anden side: Det går hele vejen og skal noget være sådan her, er det traminer. Balancen er i behold med en fin syre og relativt sprød tekstur i munden. Flot vin, Gerhard Mäurer er spændende. 85,- er en superpris hos Winefly. Fra Freinsheimer Musikantelbuckel i det midvestlige Pfalz, nord for Bad Dürkheim.
89

fredag den 29. august 2014

2006 Guiseppe Campagnola, Amarone della Valpolicella


Amarone på 65% corvinone og 35% rondinella, som er tørret i 100 dage. 30 dages maceration og lagring 2 år i store slavonske 50hl-fade (60%) og franske barriques. 15% alkohol.
Stor næse med tæt frugt af svedsker og kirsebær sammen med kanel- og nellikekrydring og bitter engelsk lakrids.
Smagen er tæt og tung med masser af typisk amarone-frugt af blommer, kirsebær og rosiner. På midten ankommer en markant krydret bitterhed af nelliker, brændt karamel og engelsk lakrids og i finishen også en smule sødlige fadaromaer.

En arketypisk amarone i rummet mellem moderne og traditionel stil. Det er godt og ikke til at sætte en finger på - og alligevel er flasken ikke blevet helt tømt her flere dage efter åbning.. Købt for 140,- for nogle år tilbage i Salling, hvilket er/var meget flot for Amarone på det her niveau.
87

mandag den 25. august 2014

Cisterzienser Weingut Michel, Silvaner og Spätburgunder BdN


Michels sauvignon blanc er en lille perle af en tør, sprød og grønt aromatisk hvidvin som er læskende og hyper-anvendelig. Vi ser om det også gælder to andre enkeltsortsvine fra Michel i Wonnegau i det sydlige Rheinhessen; en silvaner og en hvidvin på spätburgunder.

2012 Cisterzienser Weingut Michel, Silvaner ’S’ Löwenerz trocken
Intens duft med blød gul pære, kraftige mirabeller, ymer og en smule anis. Tæt og cremet i munden med en del restsødme - mango og mirabeller i frugten og krydring af peber og anis i en fin og kraftfuld finish.
En genial ledsager til fx. finere thai-køkken hvor det frisk-krydrede og stærke her får en medspiller i den cremede, saftige sødme og de pebrede anistoner.

2013 Cisterzienser 
Weingut Michel, Spätburgunder Blanc de Noirs
Pinot noir vinificeret som hvidvin. Ferskengul-orange farve og en flot og klar aromatik i duften af blommer og bagte citroner sammen med en sødlig krydring a la brunkage. Også her er der i smagen en restsødme og en fin, tæt aromarigdom i en ellers herligt letdrukket vin.

To lækre og fyldige vine som gør sig godt til tungere, krydret mad. Med flot balance mellem sødme og mineralitet foretrækker jeg nok silvaneren - men min Michel-favorit er stadig deres sauvignon. Henholdsvis 95,- og 65,- for silvaner og blanc de noirs hos Winefly.

torsdag den 21. august 2014

2012 L’Olivella, Bombino Lazio Bianco IGT


En herligt særpræget vin! Lowkey, frisk og enkel men med en original aromaprofil og kompromisløs struktur.
Helt lys, næsten farveløs grønliggul. Speciel duft med melon, pære og en hel del petroleum/diesel. Også en tone af mandelessens og tydelige bittertoner sammen med lidt fennikel.
Helt knastør i munden med høj syre og sprød tekstur. Bittert og saftigt som et næsten modent philippa-æble. Fersk i smagsprofilen og let i kroppen. Petroleum kommer til og i finish og eftersmag kommer den karakteristiske mandelessens, kemisk - som de der blå limstifte der duftede af kemisk marcipan..

Et mærkeligt og skønt bekendtskab - særpræget og letdrukket på samme tid. Jeg elsker at man kan have smagt sig igennem så ufatteligt meget italiensk vin og stadig møde en drue man aldrig har hørt om. Nu er jeg så heller ikke længere bombino-jomfru.
Man har troet at bombino og trebbiano d’Abruzzo var den samme drue, men det gør man ikke længere. Tjek den udmærkede wiki på bombino. 69,- hos Carlo Merolli.
87

tirsdag den 19. august 2014

2011 Josten & Klein, Ahr Pinot Noir Mayschosser Mönchberg


Josten & Kleins basis-pinot var en saftig og frugtig sag i en klar og fokuseret stil, så vi ser frem til at se hvad storesøsteren bringer. En Lagen-pinot fra Mönchberg-marken lige ovenfor Mayschoss i Ahr. Høstet ved 104 oeschle, 4 ugers maceration og halvandet år på nye franske barriques.

Smuk, rød gennemsigtig farve. Flot næse, som er ung og tight men har masser af kraft. Intens frugt af appelsin og hindbær og en kraftig dild-tone fra fadet. Fin æterisk dybde og gode, friske lædertoner kommer til.
Smagen er fremragende med perfekt balance mellem syre og sødme. Intens og saftig frugt af appelsin, hindbær og kirsebær som får kryddertoner af let lakrids, nelliker og dild hen mod afslutningen. Mellemfyldig krop med kraft og længde.

Den rene og fokuserede stil er bevaret her i Josten & Kleins top-pinot. Her tilføjet dybde og fine fadkrydderier i den slanke, præcise frugt. En meget flot vin, som er ung nu og helt klart har det bedste i vente. 250,- hos Winefly.
91

lørdag den 16. august 2014

2011 Calabretta, Nerello Cappuccio Sicilia IGT


Nerello cappuccio bruges næsten udelukkende til at blande i nerello mascalesen i vinene fra Etna. Her når den står for sig selv er det tydeligt hvor forskellig den er fra mascalese: Med sin mørke bløde frugt er det nærmest som en Sicilia-version af Chiantis colorino. Calabretta dyrker og vinificerer ikke-interventionistisk og lagrer på store fade eller gamle barriques.

Men i Calabrettas udgave står cappuccio på ingen måde tilbage. Hvilken fantastisk vin! Tæt og mørk i glasset og en helt vidunderlig duft af mørk brombærfrugt, kardemommekapsler, sødlakrids og nykværnet frugtig kaffe. En meget intenst frugtig duft.
Smagen er ligeså flot. Rund og dyb frugt af solbær og brombær med en køling af spearmint og metalmineraler og en frisk finish med lakrids og små tanniner.

En fantastisk vin: Rustik og frisk, rund og intensiv - uden på nogen måde at blive for meget, ikke mindst pga de herligt lave 12% alkohol. Minder lidt om bio-blaufränkisch, eller om kølig, rustik merlot - måske smagte højrebreds-bdx sådan i gamle dage?
 185,- hos Carlo Merolli.
92

fredag den 8. august 2014

2011 Balthasar Ress, Rheingauer Landwein Blanc de Blanc trocken


Balthasar Ress ligger i Hattenheim i det østlige Rheingau og råder over hele 46 hektar. Mest riesling naturligvis, men også lidt spät- og weissburgunder. Man besluttede i 2011 at eksperimentere med sidstnævnte fra en lille parcel på Hattenheimer Heiligenberg og lavede denne vin som macererer en uge og lagrer på nye amerikanske fade. “Når man vil eksperimentere, må man gå til ekstremerne, og det har vi gjort (…) Den mest usædvanlige vin vi har produceret nogensinde”.

Trods det ser den relativt traditionel ud i glasset - omend mørk gul. 
Duften har et kraftigt fadpræg med krondild, røg og vanilie sammen med fennikel og mint og en klar, intens frugt af ananas og grape. Et herligt snus med masser af udvikling undervejs.
I smagen er der heftig syre, virkelig intens syrlig frugt af grape og lidt frisk ananas. Tæt og fyldig krop. Krondilden fra fadet er med her igen og hen mod slutningen køler et element af mint, som blander sig med den intenst syrlige frugt.

En lystonet og superintens vin, som også har lidt af skalmacerationens tunge dybde af læderagtige mineralaromaer. Lang og heftig eftersmag. Jeg ville lave mere af det her hvis jeg var ønolog hos Ress! Det her vinder med lagring, så fadet kan få lov at lægge sig lidt.
€19 i Tyskland hos Orange Wines, desværre udsolgt nu i denne årgang.
90