onsdag den 29. september 2010

2000 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Montestefano [revisit]

For nøjagtig 10 år siden høstede man druerne til den her vin. Årgang 2000 var et varmt år i Piemonte og er blevet beskrevet med både ros og skepsis. 100 points for årgangen i Winespectator var nok lidt overstadigt, ligesom på den anden side affærdigelse som 'amerikanerårgang' selvfølgelig er useriøs. Foråret var varmt og vådt, juli kold og sensommeren meget varm, en udvikling som er mindre god for de tidlige druer, men udmærket for sent modnende druer som Nebbiolo. Man kan læse Produttoris egne beskrivelser af årgangene her.
Farven er decideret rødbrun. Up front møder en tør, hård frugtighed næsen med tranebær, ferskensten og kridt. Underneden strømmer en delikat julekage-/panfortesødme, sammen med tung lakrids, tjærefyldt tobak, lidt skovbund og spearmint. Duften er karakteristisk, men medium-intens og med aftagende tendens.
I munden går den stenede frugt igen i en elegant, afdæmpet smagsprofil. Nogen ville måske betegne fraværet af de typiske lyse, tindrende kirsebær som et tegn på alderdomssvækkelse, men jeg holder meget af den her modenhed, hvor bærfrugten og syren er trådt lidt tilbage for de mange nuancer af læder, tobak, jord, sten og stenfrugt. Sødmen ligger som en konstant, blød bas her med syren (stadig helt klart levende) i kontrolleret diskant og de modne elementer i det dominerende mellemregister. Fine og elegante tanniner tørrer stille og roligt i hele munden, mens moden syre bliver ved og ved på helt klassisk PdB-måde i eftersmagen. Har udviklet sig siden sidst og det er et udtryk med vægt på moden harmoni mere end power. Skal ikke luftes.
 
91 

søndag den 26. september 2010

2006 Pecchenino, Dogliani Sirì D'Jermu

Med denne glimrende meningsudveksling om Dolcettodruens purpose in life i tankerne, kunne jeg ikke lade Peccheninos Sirì D'Jermu ligge. Dolcetto er bedst kendt i Barolo- og Barbarescoproducenternes udgaver, der oftest er vine i let og enkel stil, som er fremragende til det italienske hverdags- og primokøkken. Producerer man Nebbiolo til fx. Barolo, er det klart at man ikke tilplanter sine bedste spots med Dolcetto, ofte kommer endda Barbera foran Dolcetto i den kø, hvilket naturligt nok resulterer i vine som ganske vist er glimrende(!) til deres mere ydmyge formål, men sjældent 'store'. Udenfor de berømte nebbiolozoner derimod, er hierarkiet mindre fastlåst, og i Dogliani har man traditionelt plantet Dolcetto på de bedst eksponerede steder. Dolcetto di Dogliano DOC blev i superiore-udgaven ophævet til Dogliani DOCG i 2005. Pecchoninos Sirì D'jermu vinificeres i moderne stil med kort maceration og mikrooxidation i tanklagringen (6 mdr.) efterfulgt af 6 mdr. på flaske.
Meget smuk rubinrød-violet farve i glasset, tæt og fed i farve og struktur. Næsen er varm og frugtig - ren og intens med modne sorte kirsebær, blåbær, salmiaklakrids, korn, kommen og en forførende underliggende sødme fra frugttærte og marcipan.
I munden er Sirì D'Jermu intens, tæt og imponerende. Blød og cremet i den mørke og meget rige frugt med solbær, blåbær, sur-sødt træk fra syltede rødbeder og hamrende salmiaklakrids som glider over i et letbittert indtryk i finishen, som spiller flot op til den fyldige stil i frugten. Den elegante syre og bittertonerne danser lifligt i eftersmagen.
Det er en fremragende vin med stor balance mellem frugt, sødme og syre. Hvor er det skønt og uventet at smage en vin af tydelig storhed og moderne topklasse som ikke har set skyggen af træ. Det gør den på ingen måde mindre seriøs.. 125 kr. hos HJ Hansen.
 
90 

onsdag den 22. september 2010

2004 Giacomo Ascheri, Barolo Sorano


Cantine Giacomo Ascheri ligger i byen Bra lige nordvest for Barolozonen. Her producerer Ascheri rødvin fra to ejendomme indenfor zonen - i Serralunga d'Alba og Verduno. Det er altså er egne druer som vinificeres og de aftappes seperat. Fra Serralunga producerer Ascheri to baroloer fra Sorano-marken: Topvinen Sorano Coste & Bricco fra knap 1 ha og og så Sorano fra 4 ha. Sorano macererer i hele 40 dage og lagrer 28 mdr. på botti af slovensk eg, hvoraf 15% er nye.
Rubinrød og gennemsigtig farve. Virker helt ung i glasset. Meget afdæmpet næse i mørk, lukket stil med lakrids og tjære upfront ledsaget af mandelessens, læder, tobak og sort gummi fra fadet. Langsomt pibler frugten frem i form af roser, syrlige bær, jordbær og lidt syntetisk slik (jenka-tyggegumi). Frisk og ren frugt under det mørke lag af tobak-læder-lakrids-tjære.
Kraftig i munden lige fra start, her er der ingen betænkningstid! Smagen er intens og saftig med spids og heftig syre og pulvertanniner som hurtigt fader ind og tager rigtig hårdt fat i finishen. Masser af roser og læder i smagen som hænger godt ved henover tanningærdet; tungekanterne husker den ribsagtige syre længe.
Ærkeklassisk Barolo som lukker langsomt op og i smagen har godt fat med den helt typiske intense syre og hårde tannin. Minder i stilen om Produttori del Barbaresco, men er mere rå. Det er klart en vin som stadig er på vej og som er endnu bedre om et par år og fremefter.
 
91 

søndag den 19. september 2010

2009 Velenosi, Falerio


Store Velenosi er blandt de bedre producenter i Marche herunder blandt andet af Falerio som er en lille DOC til hvidvin. Denne Falerio er andenvin til enkeltmarksaftapningen Vigna Solaria. Begge laves på håndplukket Trebbiano, Passerina og Pecorino. Basisfalerioen er entry level og vi er på hverdagsniveau her.
Farven er hvidgul med grønlige toner. Næsen er tilbageholdene og let med sodavandsis (champagnebrus), ananas og umoden melon sammen med en tæt, frisk citrus som øger med luft. Smagen er let besk og tør med bitter pæreskræl og Granny Smith. Fin finish med anisstrejf og især med luft kommer en meget fast og ret lækker bittermandel frem.
Det er en frisk hvidvin som vil gøre sig godt til lette fiske- eller skadyrsretter eller anden sart mad. Allerede ved en kraftig tomatsovs står den af, så det er en vin i den lidt benede, skrøbelige ende. Jeg vil gerne smage enkeltmarkscuveen, som må være mere koncentreret - det føles som om udbyttet er alt for højt her i basisvinen.
Selvom den selvfølgelig skal drikkes ung, vil et halvt år på flaske gøre den godt og udvikle dens karakter. Frisk og liflig, men heller ikke mere end det.
 
82 

onsdag den 15. september 2010

2004 Taurino, Notarpanaro Salento IGT


Betyder årgangen overhovedet noget helt nede sydpå i Apulien? Hvis ja, er det ikke problemer med modning eller for meget regn, som man kender så godt fra Norditalien, der har betydning. Tværtimod er tørke og hede de største trusler hernede. For nylig testede vi 03'eren og det er spændende at se hvordan 04 er i forhold til.
Den hede 03'er har én procent lavere alkohol (13,5%), hvilket er lidt svært at forstå i en varmere årgang, og det smages tydeligt at der var mere restsukker i dén vin. 04'eren kæmper ikke med den lidt vamle sødme, næsen er renere og smagen mere afbalanceret.
Farven er rubinrød med let brunlige aftegninger. Duften starter interessant ud med ris, Hubba Bubba og marcipan og udvikler gradvist en flot, intens næse med rosiner, port, læder, kirsebærlikør, lakrids, asiatisk supermarked og sødlige nødder fra den korte tid på fad. Hele tiden med en fin mineralitet up front. Smagen er domineret af kraftig lakrids, portvinstoner, rosiner og en meget karakteristisk sødmefuld kirschtone som trækker over i eftersmagen som er ganske lang og med vedholdende karakter. Er lige på grænsen til oxiderede toner, men det er helt tydeligt at denne er en bedre vin end 03'eren - elementerne er de samme, men her er de kontrolleret og er i markant bedre balance og med mere snert og fokus hele vejen igennem. Flot.
 
88 

søndag den 12. september 2010

2005 Tenuta Serradenari, Barolo Vigna Serradenari


Tenuta Serrradenari ligger i La Morra og ejendommens 7 hektar er blandt de absolut højest beliggende marker med nebbiolo til Barolo - over 500 meter oppe. Serradenari er ejet af Giovanni Negri, en kendt venstrefløjsaktivist, -journalist og -parlamentariker som er opvokset her på gården og nu er vendt tilbage til vinproduktionen. 30.000 flasker produceres ialt, herunder Baroloen som lagrer 2 år på tonneaux.
Smuk og klassisk nebbiolofarve - klar rubinrød med teglreflekser og lækker, fed viskositet når den slynges rundt. Duften er fantastisk og her aflyses alle mistanker om svagt år omgående. Der vælter klassisk Barolo op ad glasset. Sødmefuld næse med trøffel, jordbærgrød, roser, lakrids, (dæk)gummi, sukat og masser af kanel. Traditionel, men bred og kraftfuld stil som minder en del om Schiavenzas moskusdrømme i stilen (minus serralunga-minten).
Den har brug for lidt tid til at åbne op i smagen, men udvikler en flot spændvidde med sødmen i front fulgt op af den insisterende nebbiolosyre og flotte tanniner. Vildt meget kanel i den lange eftersmag, fuldstændig som Wrigleys Big Red Cinnamon Gum sammen med den lækre (bær)syre prikkende på tungesiderne, svampe/trøfler og thai-basilikum. Det her er rigtig godt!
Efter et døgn i flasken har smagen samlet sig yderligere, syren er varmet godt op og tannnerne er foldet ind i den lakridsede finish. Næsen er blevet lidt mere almindelig og tæmmet med syrlige bær og lakrids. Duft og smag krydser hinanden over et døgn, den første aftager lidt i kompleksitet og styrke, den anden vokser.
Jeg har efterhånden smagt nogle 05-baroloer og har faktisk ikke rigtig kunnet spore svagheden. Serradenaris 05'er koster €17,50 hos Superiore, det er et kup.
 
92 

onsdag den 8. september 2010

2003 Taurino, Notarpanaro Salento IGT


Taurino kickstartede kvalitetsbevidstheden i Apuliens vinproduktion i midten af 70'erne med de to 'supersalentinere' Notarpanaro og Patriglione hovedsageligt på Negroamaro. Notarpanaro lagrer 6 mdr. på store fade, efterfulgt af hele 4 år på tank inden aftapning.
Smuk rubinrød farve med høj viskositet og modne, rødbrune indslag. Flot mineralsk næse med frisk syre. Modne blommer, cherrycoke, rosiner, lakrids og kagetoner som kaffelikør, kanel, brændt karamel og lys chokolade. I munden starter den svagt op med en lidt halvvammel sødme, som heldigvis brænder af med luft og giver plads for en vin i moden balance med fylde i frugten og delikat krydderi. Traditionel stil med lang maceration og dejligt fri for fadpræg. Det er stadig en sødmefuld, blød og bredspektret vin, men med den saftige, modne syre (overmoden citron) som ganske lækkert modspil. Der er ingen tvivl om at det er en vin med typicitet og klasse og med mange facetter som den lange tankmodning har fremhævet. Men man skal være til den her lidt sødlige, tanninfattige stil for ligefrem at blive begejstret. Bør lige samle sig i karaflen / den åbne flaske.
 
86 

lørdag den 4. september 2010

2007 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva


Di Majo Norante er Moliseregionens absolutte førerhus. Selvom man i Molise kan brillere på en ret billig baggrund, står der stor respekt om Norantes topvine på Aglianico, Montepulciano og Tintilia - Aglianicoen Contado 07 fik fx. 3 glas i årets Gambero Rosso. 100% Aglianico som lagrer et år på en blanding af barriques og tank.
Farven er sortrød med rubinrøde reflekser. Dyb, blød næse med masser af liv og hvor den lange maceration (over 1 mdr.) går tydeligt igennem med masser af mineraler og mangelaget, parfumeret frugt. Solbær, kirsebær, grapefrugt, hyldeblomst, sødlakrids, kaffe og tørrede figner. Barberaagtig sødme i frugten sammen med fine, særprægede citrusparfumer (minder faktisk en del om den fremragende Gigondas fra La Ferme du Mont som også macererer megalænge). I munden er der koncentreret bærfrugt med spillevende syre og lækker lakridsfinish inden de faste tanniner leder over i en lang, vedholdende eftersmag med cyntetisk citrus, friske bær og superflot integreret fadsødme. Den her vin er en vinder på balance, der er kul på elementerne men de er i imponerende harmoni. Er nok bedst om 1-3 år, men kan holde længere.
 
90