onsdag den 13. marts 2013

2008 Franz Haas, Alto Adige Pinot Nero



Franz Haas både køber og dyrker druer fra i alt 50 hektar, hvoraf lidt over halvdelen tilhører familien Haas selv. Druerne til pinot nero'en her kommer bl. a. fra Mazzon, hvor Haas har parceller på den øverste del, ved siden af Gottardi. Udbyttet er 35-40 hl/ha, gæres spontant i åbne kar og lagrer et år på barriques.

Helt lys gennemsigtig tomatrød. I duften er der vidunderlig pinot-karakter med frugt af hindbær, tranebær og skovjordbær sammen med sødlakrids, karse, spearmint og gummi - et komplekst aromaspil med et fint højfrekvent mineralsk spor og afstemt fad. Med luft drejer duften i en sødere retning med jordbær, vanilie og skocreme.
Smagen er virkelig salt med sød saltlakrids (Saltbomber) og frugt af især tranebær. En fornemmelse af icebergsalat og sød mint indføjer sig i mineraliteten og i finishen smørtoner fra fadet. Med luft bliver frugten mere slikken og jordbær/vanilie-agtig, som dog holdes godt i ave af den levende syre. Især den røde frugt holder langt ud i eftersmagen.

En poleret og læskende pinot, som det er en sand fornøjelse at dufte til og drikke. Masser af kompleksitet og dybde og samtidig en saftig drikbarhed. Rund, uhyre velbalanceret og med delikat pinot-karakter. 230 kr. hos Laudrup.
90

lørdag den 2. februar 2013

2009 Nals Margreid, Alto Adige Pinot Noir Mazzon



Skulle man illustrere forskellen mellem årgangene 2008 og 2009 for pinot noir i det meste af Europa, kunne man fint gøre det med Nals Margreids version fra den navnkundige Mazzon-mark. 2008'eren var en pinot-åbenbaring af skinnende lys, ultraslank frugt med et væld af komplekse, æteriske krydderier. Knastør, kølig og superelegant.

2009'eren her er mørkere i både farve og frugtprofil med bløde blommer, marcipan, sødlakrids og tobak i duften. Smagen er præget af sødlig frugt med let likørpræg, selvom de 14,5% er maskeret ret godt af en velbalanceret frugt og mest fornemmes som viskositet og fylde. Fin kølig mineralitet, lækker Barbaresco-agtig sødlakrids og præcise små tanniner, men det varme indtryk vender tilbage i afslutning og eftersmag med likør og julekrydderier. 

En rigtig god madvin som har syre og alkohol nok til at skære gennem fede retter, og der er er egentlig fin karakter - bare ikke så meget drue-ditto. En dejlig vin, men slet ikke en opvisning i pinot noir som 2008'eren var det.
87

tirsdag den 15. januar 2013

2009 Alois Lageder, Alto Adige Pinot Noir



"Vores mål er ikke at producere imposante, vægtige vine som imponerer ved blindsmagninger. Vi vil lave alsidige vine med dybde, som man gerne drikker 2. glas af og som passer sammen med mad". En sympatisk indstilling hos Alois Lageder, som passer som hånd i handske med vores egen. Lageder er under gradvis omlægning til biodynamisk produktion, og de laver to blauburgundere hvoraf denne kommer fra 10-40 årige stokke på en håndfuld små parceller på det øverste Mazzon i 400+ meters højde. Udbytte på 56 hl/ha, gæring på stål og lagring på slavonske botti i 15 måneder.

Rubinrød farve med grantrøde træk. Næsen åbner lidt tilbageholdende med saltlakrids, kirsebær og guldkorn og åbner efter en dags tid i flasken op for mere kompleks rød bærfrugt under masser af røg, urter og lakrids.
Mere decideret pinot-karakter i munden med den delikate og typiske frugt af hindbær, ribs og skovjordbær. Meget salt og tætvævet i smagen, med høj syre og saftig frugt. En forholdsvis smalspektret men intens pinot med god koncentration, cremet/olieret midte og godt med mineralske bittertoner i finishen. Afslutningen er en anelse hård og varm, men ellers er det en flot balanceret vin, som nok er mere italiensk end burgundisk og sender tankerne i retning af en slank barbera af høj kvalitet - med samme madvenlighed og drikkeglæde. €13 i Tyskland hos unserweinladen.de
88

onsdag den 22. august 2012

2008 Girlan, Alto Adige Pinot Nero Riserva Trattmann



For nylig smagte vi Hofstätters udgave og vi bliver nu på Mazzon-skråningen, hvor familien Holzknecht bestyrer Trattmann-ejendommen på ialt knapt 10 hektar, hvorfra druerne til denne riserva udvælges. Vinifikationen og aftapningen foregår hos Girlan med 25 dages maceration og 15 måneders lagring på en kombination af barriques og botti.

Transparent, rubinrød farve med let modning i kanten. Wow, op ad glasset vælter en hamrende intens duft, en af de vildeste næser i vores glas længe. Enormt æterisk med intens sød krydring af marcipan, basilikum, nødder, gummi og vanilie. Frugt af jordbær og appelsin, bittertoner af kirsebærsten, friskkværnet kaffe og lakrids og lækkert snavsede animalske træk af stald. Man kan blive ved - et eventyr af en næse!
Let til mellemfyldig i munden og ikke helt så ekstraordinær som næsen lægger op til. Stadig super dog: Frugten er sød af modne kirsebær og jordbær og bittersyrlig som i blodappelsin. Frisk, læskende og sød på samme tid og med gode bittertoner i finishen af røg og lakrids. Lette tanniner og en lille alkoholvarme i afslutningen, rigtig god frugtintensitet og længde.


Hvor Hofstätters Mazzon var en pæn bankmand med styr på sit og balance i alle kolonner er Trattmann her en moden punkstar af en pinot med fuld power, karakter og attitude. En fantastisk næse - måske smell of the year - og ok, så ryger der måske lidt småfinker af panden hist og her, men det er alligevel på alle måder sjovere og en vin efter mit hjerte. Hank Moody som pinot..
93

søndag den 19. august 2012

2009 J. Hofstätter, Alto Adige Pinot Nero Riserva 'Mazon'


Hofstätters top-pinot fra Sydtyrol, nærmere betegnet Mazzon-marken - plateauet på skråningen øst for Egna, som også kaldes blauburgunderhimmel for dens ideelle betingelser for pinot. Mazzon ligger i 3-400 meters højde og der er ialt 70 hektar med vin, hvor Hofstätter er en af de største besiddere.
Hofstätters Riserva fra Mazzon laves på 30-årige stokke. 75% af klaserne afstilkes inden den 10 dage lange maceration. Lagring et år på barriques plus 6 måneder på store fade.

Farven er transparent mørk rubinrød. Næsen lægger lidt lukket fra land, men åbner lidt op med meget fine skovjordbær, hindbær og med mere luft toner af lerjord, røg, bark og lakrids. Der er især efter luft en god æterisk-sød kerne i duften.
Smagen er derimod rigtig intens fra begyndelsen med saftspændt rødfrugt og høj syre som både har et højfrekvet spidst bånd og et dybere balsamisk. Den bløde bærfrugt drejer i en lidt mørkere solbær-retning i finish og eftersmag og tanninerne manifesterer sig kun som en lille kridtet fornemmelse på midten af forløbet. Eftersmagen er meget lang og intens og her kommer et sødt træk fra fadet til - men ellers er der tale om en ren og frugtig pinot-fortolkning uden meget fadpræg.

En flot pinot med en tændt og saftig frugt og super balance. Alligevel er det som om den mangler noget karakter. Med parallel til to nylige tyskere, så har Hofstätters Mazon ikke fx. Kesselers krydring eller Künstlers mineraler. Det er en flot, ren og saftig pinot af høj kvalitet, men måske også lidt anonym - og ikke så interessant som Manincors Mazzon. Måske kræver den lidt mere tid? 249 kr hos Enoteca Vin for 2008, €21 hos Mair-Mair for 2009.
88


onsdag den 4. april 2012

2008 Manincor, Alto Adige Pinot Nero Mason


Manincor's biodynamiske Mazzon kommer fra fra 4 sydvendte hektar i 400 meters højde. Ventilering betyder meget for pinot nero fordi druerne sidder så tæt i klaserne og dermed nemt udsættes for råd hvis de ikke får luft nok. Her i Adige-dalstrøget presses luften fra nord om morgenen og fra syd om aftenen, hvilket sikrer optimal ventilering.
Manincor Pinot Nero Mason høstes med lavt udbytte på 30 hl/ha, gærer spontant med to ugers skalkontakt og lagrer et år på barriques, hvoraf 10% er nye.

Hvilken duft! Lige ud af flasken strømmer en vidunderligt intens pinot-parfume op fra glasset: Tindrende rød bærfrugt med hindbær i front, en delikat bredspektret sødme af anisbolcher, spearmint, lynghonning og lidt kanel - og så subtile fadtoner af klokkeklare varme hasselnødder, hudcreme og lyst læder.
Smagen er på samme tid frisk og cremet - igen med den lysende, slanke frugt af røde bær sammen med en høj og intens syre, letkrydrede bittertoner og en fræk blød sødme inde bagved. Finishen er intens med kraftfuld syre og frugt med en lille lakridstone. Her er ingen tanniner, afslutningen drives af intensitet, friskhed og aromadybde. Ud i eftersmagen drejer bærfrugten mod æble. Medium+ længde.




En virkelig flot pinot som både er smooth og har karakterfuld kant. Intens i duften og silkeagtig balance i munden. Manincor's Lagrein Rubatsch imponerede og det gør Mason'en her også - en meget interessant producent. Varm anbefaling - 20€ i Italien hos Enovit.
91

søndag den 25. marts 2012

2009 Weingut Gottardi, Südtiroler Blauburgunder Mazzon

'Südtiroler Blauburgunder' = 'Alto Adige Pinot Nero'. Sydtyrols tilhørsforhold er - som i så mange andre europæiske grænseregioner - en lang og kompliceret historie. Kort fortalt har Sydtyrol gennem det meste af sin historie haft germansk(-østrigsk) tilhørsforhold indtil 1. verdenskrig, hvor provinsen blev indlemmet i Italien. Efter 2. verdenskrig fik Sydtyrol vidtrækkende selvstyrebeføjelser, og så sent som i 1972 blev der indført en ordning som de facto adskiller Sydtyrol og naboprovinsen Trentino med et løsere regionalt fællesskab som overbygning.

Gottardi er en traditionsrig vinhandlerfamilie fra Innsbruck i Nordtyrol (Østrig), som i 1986 erhvervede sig et vineri på Mazzon-marken ved Neumarkt. Parcellerne med pinot og gewürtztraminer ligger hovedsageligt i den sydlige del af Mazzon i 375 meters højde mellem Carlotto's og Hofstätter's. Gottardi's bedste markandele ligger længere oppe ad skråningen sammen med cantinaen oppe i 425 meters højde. Bruno og sønnen Alexander Gottardi's Blauburgunder Mazzon lagrer et år på en blanding af nye og brugte barriques.

Smuk rubinrød farve i glasset. Lukket ved åbning med en kraftig duft af karse, men åbner op i glasset: Rund og sødmefuld pinot-næse med søde jordbær, hindbær, æble og lakrids. Ungdommelige bittertoner af karse og stilk sammen med nykværnet kaffe, nøddekaramel og lidt kanel fra fadlagringen. Duften er dyb, der er et langt spor ind til kernen, hvor en æterisk sødme sitrer. Det dufter faktisk temmelig meget af traditionel sangioves.
I smagen lægges der virkelig godt fra start med en vidunderlig rundhed forrest, blød og balanceret med god fylde i den gennemsigtige, bløde frugt af jordbær, hindbær og lidt mandarin. På midten melder bittertonerne sig og i finishen trædder sødmen frem med kaffebolche og søde jordbær. Lette, velplacerede tanniner og en udklang med en anelse højde på alkoholen (14%), som dog lægger sig med luft. Medium intensitet og længde på finalen.

En meget delikat, lidt tilbagelænet pinot-fortolkning - en flot vin som samler sig med luft og udfolder sit afdæmpede, bløde væsen. Er ret toscansk i stilen og minder om en slank, traditionel Brunello. Den er meget ung nu og vil vinde de næste år i flasken. 2009 er udsolgt, 06 og 08 kan købes hos KB Vin i Bredgade for 248,-
90

fredag den 9. marts 2012

2008 Ferruccio Carlotto, Alto Adige Pinot Nero 'Filari di Mazzòn'


Mazzon er en cru eller subzone i 3-450 meters højde i det sydlige Sydtyrol på knap 70 hektar. Her er der optimale betingelser for pinot nero af høj kvalitet, så optimale at nogle mener, det er det bedste sted overhovedet for druen i Italien, og Mazzon har da også kælenavnet Blauburgunderhimmel. Nals Margreids PN Mazzon vækkede interessen for et halvt års tid siden, og vi har anskaffet os andre udgaver, som vi smager på henover det næste. Her er det Carlotto, som er et lille familiehus på godt 2 hektar der går flere generationer tilbage, men først begyndte at aftappe selv fra 2000-årgangen. Filari di Mazzòn lagrer et år på barriques.

Smuk, arketypisk pinot-farve - helt transparent postkasserød med lyserøde reflekser. Æterisk næse med delikat, sval frugt af rabarber, hindbær, grapefrugt og anis sammen med røg, dæk og rust og så en superelegant fadbehandling underneden som bidrager med lette, animalske toner som hud, læder, skohylde, moskus og friskt træ. Hvilken duft!
I munden er vinen helt slank i stilen, men med stor smagsfylde og intensitet: Samlet og helstøbt med høj syre og frisk mint og en fin balance mellem den røde frugt, de grenede og røgede bittertoner plus de animalske træk fra fadet i baggrunden. Især på midten af forløbet er intensiteten imponerende. Eftersmagen er fin med den røde frugt og grape, og så toner der en lækker lakridsrods frem et stykke ude.

Det her er rigtig, rigtig godt! En meget elegant og fokuseret pinot nero, som selvsagt er en ideel madledsager (genialt match med aftenens svamperisotto på intens kalvefond med oreganovinegrette) og også har dybde og kompleksitet under den frisk-æteriske overflade. Umiskendelig norditalien, umiskendelig pinot. €20,50 hos Enovit eller 165/180 kr for hhv. 2005/2006 hos KB Vin.
90

lørdag den 17. september 2011

2008 Nals Margreid, Pinot Nero Mazzon


Mere pinot nero fra 2008, denne gang Alto Adige (Südtirol), hvor zonen Mazzon regnes for at give et af de bedste forhold for pinot nero i Italien. Nals Margreids Mazzon dyrkes i 450 meters højde og lagrer et år på barriques og botti i forholdet 40/60.

Meget lys og transparent rubinrød. Vidunderlig duft med røg, grill-briketter, kål, spegepølse og med ultraslank, floral frugt med tulipaner, ribs og røde æbler. En smuk, æterisk lakridsrod vokser helt frem med luft og de animalske toner udvikler sig til mere integrerede, lyse læderaromaer.
Det er en meget rank og elegant vin, men smagsfylden overrasker i munden med en tæt kerne i den florale, røde frugt. Tårnhøj syre, tændt og saftspændt frugt og alligevel med en særlig blød ro i frugten, som er meget karakteristisk. Finishen har godt bid fra frugtsyre, lakridstonerne og lette tanniner, som leder over i en enormt lang eftersmag som har rødt økofrugtslik, røg, lidt røde æbler og igen en tæt kerne - her nærmest a la stearin.


Der er sublim balance i forløbet og stilistisk elegance i denne her vin. Slank som en haute couture-model, men med masser af koncentration, stålsat fokus og nuanceret aristokratisk dybde. Det er en helt sikker hånd som fører denne pinot - utroligt vellavet fra yderst til inderst og med en beundringsværdig fadbehandling, der er helt umærkelig og på en subtil måde understøtter de animalske og røgede træk i vinen.
Meget helstøbt og karakaterfuld - en af de mest elegante vine, jeg har drukket. Førhen kunne jeg ikke helt forstå hvorfor man skulle drikke pinot nero, når man kan få det hele og dertil masser af (tannin)struktur hos nebbiolo, grignolino eller nerello. Men med denne og forrige udgave har jeg lært pinot er noget for sig selv og meget nærmere studier værd. En grundig indføring i pinot nero finder man for iøvrigt hos pinot-specialisten Finare Vinare, som aktuelt har blogget masser af italiensk pinot med vanlig ekspertise og læseværdighed.
Nals Margreids PN Mazzon koster 150 kr. hos Theis Vine.
91