onsdag den 31. august 2011

2008 Chateau Grand Clapeau Olivier, Haut-Médoc Cru Bourgeois

Med den absurde prisudvikling i Bordeaux er det faktisk utroligt at det stadig kan lade sig gøre af få Cru Bourgeois til omkring €10. At det ikke kun er på bekostning af kvalitet beviser fx. Chateau Beaumont - her tester vi en anden: Chateau Grand Clapeau Olivier, som laves på 55% cabernet og 45% merlot.

Ret transparent rubinrød farve. Frisk og grønlig næse som med luft åbner sig til en traditionel, lowend bordeauxnæse med nygæret frisk rød frugt, den typiske kvasede bitterhed fra cabernet (som med luft drejer over mod en lavendelagtig blomstersødme), lidt restgær og let lakrids - det hele svøbt i sødligt læder, friskost og bouillon fra gamle fade. Ikke ubehagelig næse overhovedet, men det er klart at det ikke er stor vin her. Næsten ung Valpolicella-agtig duft med den unge, letbitre og overspændt saftige frugt. Fadbehandlingen er mere rustik end ren - men det generer sådan set ikke mig.
Enkel, men frisk i munden med god syre og ok balance. Markant bitterhed hele vejen, som peaker i finish sammen med lakrids og syre. Bedst på midten, hvor tanniner i form af kridt- og lædertoner lægger sig ind og balancerer godt op mod frugten.
Mediumfyldig og mediumintens og også medium længde på en ganske udmærket eftersmag med frugt, dæmpet syre, lakrids og en let alkoholvarme. Medium er i det hele taget kodeordet her - en udmærket vin på bordet til rustik mad, men forveksler nogen dette med grand vin fra Bordeaux, bliver de skuffede. Men hvem forventer også det til €10?
 
82 

mandag den 29. august 2011

2005 Chateau Citran, Haut-Médoc Cru Bourgeois Superieur

Plus de Rouge! Vi vender for nogle dage blikket vestpå og kalibrerer næse og mund til ugens vinøse begivenhed i København: Bordeaux 2010 Primeur smagningen på Børsen. Hvide fra Tyskland og Røde fra Bordeaux kan stadig få hjertet til at slå hurtigere, også selvom det for længst er tabt til Italiens mangfoldige storhed.
Vi lægger ud med en moderne Haut-Médoc-klassiker fra superåret 2005. Chateau Citran dyrker vin på 90 hektar og blander lige dele merlot og cabernet sauvignon. Maceration (cuvaison, oui) i tre uger og lagring et år på 40% nye barriques.

Mørk og tæt rubinrød farve med sort kerne og fed struktur i glasset. Duften er mediumintens med dyb, blød kirsebær- og solbærfrugt og modne fadtoner i gummi-, tobaks- og læderantræk. Distinkt tone af brun sæbe og krydderier kommer frem med luft, især nelliker sammen med lidt lavendel og kanel og en tiltalende sødme a la bittermasse bag frugten.
Smagen er fløjelsblød med mørk, vandig bærfrugt fra merlot og klare grønbitre træk fra cabernet. God koncentration i frugten. Syren lægger udmærket ud forrest og dukker fint op igen i bagkanten af finishen og lever længe ud i eftersmagen - men den har ligesom et markant dyk på midten af forløbet. Lædertoner plus porøse tanniner i afslutningen og god længde i udklangen med den delikate mørke frugt med nuancer af de sød-krydrede fadtoner.
Lækker og tiltalende på grænsen til forførende, men ikke dyb nok i hverken næse eller mund til at vække stor begejstring. Noter fra mere substantielle og erfarne bordeauxkilder her og her og en artikel om Citran hos winedoctor.
 
87 

fredag den 16. juli 2010

2006 Chateau Beaumont, Haut-Médoc CBS


Coop springer (surprise) superåret 05 over og går direkte fra 04 til 06 med denne vin. I mellemtiden har Beaumont fået sammenpresset kork som prop.
Farven er sort-rød med violette reflekser. Tæt, frodig sommerskov og varm parfumeret frugt sammen med sødtobak, mokka, jern/rust og træ i næsen. Skøn at dufte til, omend ikke uendeligt dyb. Virkelig klar Médoc-stil med intense, modne sorte bær / solbær og markant fad, som er rigtig godt vævet ind i helheden.
I munden er der kraftige blåbær, solbærmarmelade, lidt ferskenskræl, friske grene og grafit. Fra midtpaletten og ud kommer fadet med fede, bløde toner af smør/ost, mokka og (para)nødder. Frugten virker fuldmoden og varm, alkoholen kigger frem (jeg skyder på at de 12,5% er omkring én procent for lavt sat) i den lidt nøgne finish, hvor tanningrebet virker en anelse slappere end i 04'eren, som nok var lidt bedre struktureret. Overordnet en meget typisk og derfor anbefalelsesværdig venstrebredsvin.
 
88 

lørdag den 8. maj 2010

2004 Château Beaumont, Haut-Médoc Cru Bourgeois Supérieur


48% Merlot, 46% Cab. Sauvignon, 4% Cab. Franc, 2% Petit Verdot med 14 måneders lagring på 1/3 nye fade. Farven er tæt mørkelilla med rubinrøde kanter. Duften er blød og karakteristisk med koncentrerede solbær, sorte kirsebær, blåbær, grafit, frisk basilikum og delikate, nøddeagtige fadaromaer i baggrunden. I munden har vinen masser af kølig, mørk frugt og en god balance mellem spids syre og let, blød sødme. Tanninerne er rigtig flotte og tørrer fint ud og eftersmagen er domineret af smør, paranødder og lidt mokka fra fadet med en lækker mørk frugt-undertone. Jeg kan rigtig godt lide kombinationen af højt merlotindhold og kølig årgang i denne Médoc. Karakterfast og typisk, er rigtig god nu og holder fint et par år+. Skal pt iltes moderat for at vågne helt.
Læs også det fremragende site The Winedoctors side om Beaumont.
 
88 

mandag den 30. november 2009

2005 Chateau Segur Haut-Médoc


Smuk dyb rubinrød farve. Næsen er klassisk med lakrids, kirsebær, blyant, grøn peber og lidt sort peber. Umiddelbart fin balance og ok dybde i den mellemfyldige smag, som er lakridset og frugtig med røde bær. Tanninerne er ret svage og resultatet er en lidt for brat overgang fra den udmærkede forpalet til en også ok subtil og nuancereret eftersmag. Alt i alt dejlig og klassisk, men hurtigt glemt.
Forløbet fra forpalet til slutning glattes ud med luft og den skarpe grønhed+blyant aftager til fordel for lidt svampe og mørkere frugt understøttet af diskret fadsødme i en delikat balanceret helhed. Bør klart iltes grundigt på nuværende.
 
84