fredag den 31. maj 2013

2009 Ökonomierat Rebholz, Spätburgunder ‘S’



Spätlese trocken fra Rebholz, som dyrker økologisk fra 14 hektar i Pfalz. I kælderen arbejdes der uden gær, chaptalisering, syrereduktion etc. Spätburgunderne lagres på barriques af varierende alder.

Gennemsigtig tomatrød farve. Fremragende og superintens duft, som man bare kan blive ved med at snuse til. Frugten er gemt bag et fascinerende lag af røg og krydrede vegetale toner af enebær, kafir-lime, græs, løvstikke, majroe, lakridsrod, friske grene og melasse-sødme. Frugten er af kirsebær, hindbær og rabarber har både sødme og typisk SB-spids. Fadtoner af diskret vanilie og smør.
Smagen har samme forførende balance af frugt og krydring. Strukturen er saftig, men syren føles lavere end normalt, vi er klart i 2009 her. Og med 14% er det en forholdvist fyldig pinot med en seriøsitet som dog aldrig truer det letdrikkelige, saftige og elegante udtryk. Flot finish med fint bid og delikate (fad)toner af smørstegte svampe ud i den lange eftersmag.
Det her er godt! €17 i Tyskland hos Belvini.
91

mandag den 20. maj 2013

2008 Tenuta Montanello, Barolo Montanello



Tenuta Montanellos eneste Barolo er fra marken af samme navn i Castiglione Falletto, hvor 40% af nebbiolostokkene blev plantet i 1943 og de resterende 60% i 1992. Montanellos Barolo modner 2 år på barriques af forskellig alder.

Farven er transparent rubinrød med orange træk. Duften er ligeså klassisk og flot med de helt rigtige frugt-, mineral- og bittertoner. En hård kalkmineralitet ligger helt i front og ledsages af appelsinskal, ribs, kongen af danmark, saltlakrids, tjære, animalske toner (kalvefond) og et snert af nougat.
Smagen er først og fremmest sprød med en rigtig tiltrækkende balance mellem syre, frugt og mineraler. Rigtig fin transparens og en struktur som især bæres af syren. Tanninerne er afmålte men vågner efter luft og lukker fint i afslutningen. I finishen kommer de animalske træk diskret ind med toner af smør og fond. Alkoholen er høj (15%), men indkapslet forbilledligt og især ved lav temperatur er det her en både frisk og seriøs Barolo, som viser årgangens klassiske karakter og balance glimrende. God nu, men kommer til at lagre rigtig flot! 229,- hos Il Buco.
91


2010 Wittmann, Spätburgunder



Wittmann har dyrket biodynamisk siden 2003 på nogle af de bedste marker i Westhofen, Rheinhessen. Der er hovedsageligt plantet riesling og især Wittmanns tørre hvide er store. Men der er også to spätburgundere i serien, vi smager her basis’en, som er et lille foretagende med kun 2000 flasker. Spontangæring og lagring på brugte fade.

Lys rubinrød farve. Intens og helt vidunderlig spätburgunder-næse med forførende kombo af krydderi og sødme. Surkirsebær, rabarber, sukat, appelsin, sødlakrids, kringledej og en æterisk kerne af lim og bittermandel som fra lang maceration. Det sidste giver faktisk associationer mod slank, traditionel sangiovese, som man ikke helt glemmer når man smager:
Her er der smuk balance mellem syrlig frugt af rabarber og surkirsebær og den krydrede bolcheagtige sødme. Den kombo, som er så utrolig forførende i vellykket pinot. Kroppen har fylde og bredde og i finishen er der det fineste spil mellem krydring, rabarberagtig syre og smørtoner fra fadet. God længde.

En glimrende pinot med en skøn aromatisk lethed, men alligevel fylde til at minde lidt om en højklasse-rosso på sangiovese.
90

mandag den 13. maj 2013

Tenuta Montanello, Barbera d'Alba



Montanello er en cru i kommunen Castiglione Falletto i Barolo-zonen. Det er også navnet på en producent her, Tenuta Montanello, som dyrker en klassisk håndfuld piemonte-sorter - hovedsageligt nebbiolo, naturligvis - fra 11 hektar i 250-300 meters højde. 

2010 Tenuta Montanello, Barbera d'Alba 'Crocetta'
‘Crocetta’ Tenuta Montanellos bedste barbera som lagrer 12 måneder på barriques.
Rubinrød farve med violette træk. Arketypisk barbera i duften med fuld hammer på de syrlige brombær, kirsebær og røde æbler Man kan dufte syren, der er nærmest citronskal i næsen her. Der er til at begynde med en lille reduktiv tone, som brænder af med luft. Fadet er helt diskret men bidrager med et animalsk-parfumeret træk af hudcreme, gummibånd og vanilie.
Smagen er frisk, frugtig og meget tændt. En rund frugtprofil af mørke bær og søde æbler går godt i spænd med en saftig syre. Der er en flot samling og fokus og selvom 15% jo er for meget, er alkoholen faktisk flot inddæmmet i den spændstige frugt. Lækker barberatypisk lakrids og syrebid i finishen, som trods alt også har en markant alkoholvarme der trækker ud i eftersmagen.
En flot og koncentreret vin, som har høj kvalitet i frugten og både dybde og friskhed. Kræver kraftigt makkerskab i form af grillet rødt kød eller lignende.
88

2011 Tenuta Montanello, Barbera d'Alba
Her har vi Montanellos basis-barbera, men med 15% er vi også her i den tunge ende. Denne yngre barbera er mere mærket af sin alkoholprocent, og har brug for tid til at falde til ro - eller igen meget kraftige kødretter ved siden af.
Duften er ung og lidt lukket med søde brombær, solbær og kirsebær og toner af lakridsbolcher. Smagen har kraftig frugt med sødme af fuldmodne bær. Der er glimt af barberaens spændstighed, men syren er lav for typen.
Blindt havde jeg faktisk gættet på oversøisk og det er en vin for folk med hang til høj alkohol og kraftig sødlig frugt, som man finder det i fx. amarone/ripasso og oversøisk vin. Og dem er der mange af! Personligt bliver det dog for meget for mig, og jeg bliver ærlig talt lidt bekymret for Piemonte med disse alkoholbomber her fra 10 og 11.
85

Tenuta Montanello importeres af Il Buco i Njalsgade. Priserne for de to barberaer er hhv. 119,- og 99,-