2003 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Capitel S. Eugenio

Sommertid er Amaronetid.. eller hvordan er det nu det er?

Le Ragose producerer klassiske Valpolicella-vine i traditionel stil med stabilt højt niveau, helt fra de saftige basis-vine over ripasso-klassikeren Le Sassine til amaronerne. I gode år aftappes enkeltmarksamaronen Capitel S. Eugenio selvstændigt og det er denne topvin vi har i glasset i fejringen af året 2003!

2003 var meget varm overalt i Europa og med en i forvejen ‘varm’ og alkoholtung vintype som amarone, lurer farerne. På den anden side er der i Capitel S. Eugenio kun 15% alkohol, hvilket er lavt for amarone og vel efterhånden tæt på en slags norm for store (italienske) vine i det hele taget.

Capitel S. Eugenio er på corvina og rondinella og lagres på store fade. Farven er mørk rødbrun, men ser egentlig yngre ud end man skulle tro. Stor og flot krydret-æterisk duft af kanel, nelliker, lak, karamel og bolværk sammen med både frisk og tørret frugt - kirsebær, figner, blommer. Frisk og fuldmoden, ikke det mindste kogt eller overdone, her dufter det mere af traditionel italiener end pseudo-port.
I munden er den tilbageholdent magtfuld - intens og fyldig, men stadig med aristokrati og elegance. Syren er flot og fast og frugten er i den (relativt) friske ende med de fine kirsebær og tørrede figner. Anis-lakrids og læder tager ved henover midten og dominerer finishen sammen med velbalancerede tanniner. Igen her kigger alkoholen frem som en let brændende varme, hvilket vel nærmere er signatur for typen end en svaghed. Fin og lang eftersmag af figner og anis.

Nogen siger, at en amarones første opgave er at klare mere end 10 år, og det består Capitel S. Eugenio med bravour. En klassisk og imponerende vin! 2003 er fortid, men 2005 koster samme 275,- hos Carlo Merolli.
92

2012 Ca’ dei Colli, Bardolino Classico 'Umby'

Bardolino hovedsageligt på corvina vinificeret på stål hos Gabriele Tanazzi, som råder over 12 hektar øst for Gardasøen.

Rubinrød farve. Levende, saftet og frisk næse med klar og ren frugt - kirsebær, ribs og æbler (granny smith) og strejf af kalkmineraler.
Let og saftig i munden med et godt bid fra den friske syre. Ren og ukompliceret frugt med røde bær, crispy og frisk i strukturen og med et fint greb i afslutningen. Den er helt ung og det er godt - en herlig madledsager, som har intensitet og energi. Der er ikke så meget at tænke over, bare på bordet med flasken!

Jeg kan ikke helt svinge mig op til lovord af samme pragt som IV, men det skyldes sikkert min umodne hang til det mærkelige og spektakulære. Corvina har - ligesom barbera - aldrig helt fået mig igang, men det kommer måske en dag. Her er ihvertfald en skøn repræsentant for en klassisk italiensk hverdagsvin, som er fremragende til virkelig mange typer mad. Og med frisk syre, let krop og 12,5% alkohol foretrækker jeg dette fremfor en ripasso anytime. 79 kr. hos Carlo Merolli.
85

2008 Le Ragose, Valpolicella Classico

Basis-valpolicella på 50% corvina, 30% rondinella og 20% andre druer (molinara, croatina, barbera m. fl.) fra den gode producent i Negrar Le Ragose, som i alt råder over 17,5 hektar med vin. Vinificeres på stål.

Mørk rubinrød farve. Klassisk og ren Valpolicella i næsen med de karakteristiske likørkirsebær, sødlakrids, lidt bark/læder, en lille sødlig-kemisk tone af maling eller ketcherstrenge og en let krydring af muskatnød og anis.

Saftig i smagen hvor de søde kirsebær går igen. Syren er lav og der er så godt som ingen tannin, så det er alene på denne indsmigrende frugt at den her vin skal hente den hjem, og det gør den ganske udemærket. Mellemfyldig, rund og saftig frugtprofil, som er enkel men charmerende nok til at fastholde interessen. Forløbet er smooth og harmonisk, men der er ikke noget greb i finishen, hvor fraværet af syre- og tanninstruktur bliver markant. Længden er derimod god med den sødlige kirsebærfrugt og den lette, barkede krydring.

Ragose's Valpolicella kan drikkes i store slurke og er ikke noget født analyse-objekt, men er man til sødlig frugt med den ærkeitalienske renhed i behold, er dette et glimrende bud på en hverdagsvin. Masser af ærlighed og typicitet, men ikke vildt karakterfuld. 80/60 kr ved 1/6 hos supervin.dk. Finare Vinare er begejstret for 09'eren og 10'eren.

86

Vinevent Aarhus 2011

Vinevent er en årlig smagning i Aarhus, som i år havde fundet ideelle lokaler i Früds Spisehus. Her var mere end 20 importører samlet for at vise deres sortiment frem, jeg holder mig her til det italienske repetoire med store forventninger til bl. a. Bichel, Lahvino, Pran og Carlo Merolli. Det skulle - lidt uventet - vise sig at dagen for mig kom til at stå i Venetos tegn:

Vin300.dk præsenterede det lille familiehus Bonazzi, som var et meget positivt bekendtskab. Klassiske Valpolicellavine med en meget tændt frugt i slankt udtryk med god dybde i alle tre produktled: 2008 Bonazzi, I Campo Veneto IGT er en fremragende basisvin lagret 6 måneder på botti og barriques: Ren, saftig corvina-frugt med den karakteriske sødlige kirsebærsaft og en helt tændt, rund frugtsyre som får det til at føles prikkende på fortungen. Den samme frugtprofil går igen i 2008 Bonazzi, Valpolicella Classico Sup. Ripasso som også har høj, blød syre men kombineret med sødlige fadkrydderier (2 år botti/barriques 2/1) af sødlakrids og kanel og en flot dybde. 2005 Bonazzi, Amarone della Valpolicella Classico er rank og klassisk i stilen med en rigtig flot duft af kirsebærsovs, kanel, vanilie, dæk og en metallisk rusttone. Virkelig god struktur, godt med tannin, rank syre og bittertoner, som får den til at virke meget frisk. 2 år på botti og 18 mdr. på barriques. Til hhv. 84, 89 og 188 er alle tre gode køb.

Carlo Merolli havde et fokuseret line-up med 10 vine af allerhøjeste kvalitet. Bl. a. Quercecchio Brunello og Rosso (Montalcino), den helt fantastiske 2000 Gemma Tabui Barolo Riserva, 2007 Cascina Cuccos Barolo Vigna Cucco og så denne Le Ragose-vertikal som blev dagens hovednummer. Le Ragose har nogle af de højest beliggende marker i Negrar, 500+ moh på stenet og meget mager jord, som giver ranke og mineralske vine.

2002 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Wow, vi lægger downright dirty fra land i den her minivertikal med 02'eren som har en skøn, snavset brett-næse med mødding, kloak, skrald sammen med (sur)kål, balsamisk frugt, lakrids og julekrydderier (især kanel). Blød og dyb, moden frugt i den klassiske stil hvor sødme og rund frugt vejes op af rank struktur, især med faste tanniner. Imponerende Amarone fra en på papiret temmelig svag årgang - det mærker man ikke her og det er en meget anbefalelsesværdig udgave hvis man godt kan lide det lidt beskidt!

2003 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Fra en kold og våd årgang til en varm og tør - to ekstremer i hver sin ende af skalaen. Men her i den hede 03 virker det til at Ragose har haft gavn af den høje beliggenhed: Næsen er overraskende frisk med ligefremme, krydrede kirsebær, blomme i madeira og vegetale fadtoner a la svampe og våde blade. Enormt blød frugt i munden, med masser af blommesaft og remonce i finishen. Svagere struktur end 02'eren, men mere saftig i frugten.

2004 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Næse domineret af læder og lakrids og friskere urter, næsten krydderurter. Tilbageholdende og kølig i frugten og pt. den strammeste af de fire her - men måske også den mest elegante. Ikke så spændende i munden som de 03'eren og faktisk med mere blottet alkohol i finishen. Men i den kølige stil er den frisk og ligefrem saftig, og er man ude efter en elegant Amarone til lagring er dette et godt bud.

2005 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

har en meget speciel og karakteristisk 'spids' i duften, som måske bedst kan beskrives som stilket med toner af kanel og lakrids. Meget rank - minder om 04'eren i stilen, men er endnu mere frisk og spændt og virker faktisk bedre struktureret med et højere syreniveau og en kraftigere tanniner. Jeg drak en flaske af denne for et par år siden og den er klart bedre og mere karakterfuld nu.

Fire flotte, klassiske Amaroner af høj kvalitet (90-92 pts.) og det er et spørgsmål om personlig præference og formål, hvilken man foretrækker. Igen en lektion i ikke at lade sig blænde af årgangsskemaerne, jeg foretrækker fx. idag helt klart 02'eren, som jeg synes har mest karakter og kompleksitet - og så er den moden.

MwineM.dk havde 2006 Bussola, Valpolicella Classico Sup. Ripasso Ca' del Laito fra Bussolas i 2001 tilkøbte 8 hektar i udkanten af Classico-zonen. Mørk og intens ripasso-fortolkning, som er saftig og blød men med så meget fokus i frugten at det føles alvorligt og fast - ikke noget floppy, semiamarone her!

2005 Bussola, Amarone della Valpolicella Classico er meget anderledes: En ekstremt kemisk og superintens amaronenæse med acetone, amaretto og sultaniner - en vildt æterisk og sprittet parfume. Smager af hedvin i munden med oxidative toner og masser af alkohol i den ellers elegante og egentlig lyse likørkirsebær-frugt. Det her viser hvor speciel og ekstrem en vintype Amarone kan være - elegant og tonstung på samme tid. Vildt, karakteristisk og flot! Bygget til fremtiden.

Pran var også rigtig godt repræsenteret også bl. a. med den saftige og kraftfulde 2006 Basilisco, Aglianico del Vulture, en mørk og koncentreret aglianico med moderat fad og god længde og især en meget intens og dyb syre. Også meget interessant 2006 Plozza, Sfurzàt di Valtellina - DOCG'en fra Lombardiet på tørret nebbiolo. En speciel smagsprofil som ikke umiddelbart blindt er til at gætte som nebbiolo. Mere sagrantino-agtig faktisk, med tæt frugt, sødme, høj alkohol og så den velkendte, faste struktur. Godt bekendtskab og bestemt en vintype, som er et nærmere kig værd.

Derudover smagte jeg blandt andet for første gang vine fra Mallorca og Canada - bl. a. en fremragende selection-riesling (2006 Cave Spring, Riesling CSV) fra Ontario, som var næsten ligeså petroleumsaromatisk som Sarraccos piemonte-riesling (samme breddegrad, også fra 06) og havde en skøn sødme og kompleksitet i frugten.

Generelt kan man måske give det råd til importørerne at de skal gøre op om det vil det eller ej. Man kan ikke fedte sig igennem sådan et arrangement med basisvine og nærig udskænkning - så bliver man kørt over af dem som går all-in. Carlo Merollis stand var (hvad angår røde) hovedattraktion på grund af den kompromisløse kvalitet i det fokuserede line-up og den rundhåndede udskænkning, som frigiver alle aromaer i glasset og betyder at man faktisk kan smage ordentligt på vinene. Det får simpelthen vinene til at fremstå i det bedst mulige lys - og det er vigtigt når rammerne ved en messe i forvejen per definition er vanskelige.

Men der var få svipsere blandt standene og som arrangement var Vinevent 2011 en yderst veltilrettelagt smagning med plads nok, god stemning og mange flotte og alsidige vine fra små importører.

2008 Cantina Valpolicella Negrar, Amarone Classico 'Le Preare'

Supermarkederne bugner med mere eller mindre tvivlsom Amarone til 100+/- kr. Amarone sælger åbenbart alene på sit navn, selvom de fleste er enige om, at det er så godt som umuligt at producere ordentlig amarone-vin, som kan sælges til den pris. Hvis man kan lide den sødlige appassimento-stil, vil man som regel få langt mere ud af at finde en ripasso fra en god producent til ca. samme pris.

Acceptable og stadig relativt billige amaroneversioner findes dog indimellem trods alt, og et muligt sted at søge kunne være vine fra Cantina Valpolicella Negrar. Det er et kooperativ, som trods kæmpestørrelse (hver 8. amarone kommer herfra!) anses for at gøre en hæderlig indsats. Basisamaronen laves på 85% corvina/corvinone og 20% rondinella og lagrer på en blanding af barriques og botti i 18 måneder.

Tyktflydende i glasset og med dyb sort-rubin farve. Klassisk, sødmefuld amaronenæse med kirsebærsovs, port, blod, kraftig engelsk lakrids og krydrede toner af nelliker, lidt kanel og så en lille mælkebøtteagtig friskhed. Det er en ung amarone og der skal en del luft til for at de mere subtile af nuancerne kommer frem.
Sød og kødfuld på tungen med rosin, blod og indkogt kompot sammen med tæt lakrids og gummigtoner. Procenterne viser sig med det samme og finishen er meget alkoholpræget, men har ok tæthed i lakridstonerne og koncentration i frugt-peaket. Port, kirsebærsovs og rosin hænger ved under spritten i eftersmagen, som er mediumlang. Meget lav syre og ingen tanniner gør, at strukturen stort set alene er båret af alkohol og frugtkoncentration og det er nok ikke lige min kop vin, må jeg indrømme.

Jeg drikker ikke så ofte Amarone, men tænker hver gang over hvor specielt det egentlig er. En bastard ville være den negative formulering, unik mellemting er den positive. Selvom denne version er en acceptabel intro, skal det være bedre for at begejstre - og det er heldigvis heller ikke svært at finde. Fra Superbest/supervin.dk. 

84 

2007 Masi, Brolo di Campofiorin

I Valpolicella skelner man mellem to grundlæggende måder at fremstille en ripasso-vin på. Enten ved at lade den almindelige Valpolicella-vin 'passere gennem' kvaset fra fra recioto- eller amaroneproduktionen og derved vaske sukker-, alkohol- og smagsrester fra kvaset ud i vinen. Den anden måde er at tilføje et hold tørrede druer til den almindelige valpolicella-vin og derved starte en ny gærring. Det kaldes dobbeltgærring (doppio fermentazione) og er den metode Masi anvendte til deres Campofiorin, som var en af de første ripasso-vine i 60'erne.

Masi er en gigant i Valpolicella, som trods enorm produktion har beholdt et kvalitesfokus og engagement og har om nogen været i front i markedsføringen af Valpolicellas særlige metoder og vine. I midten af 90'erne lancerede Masi en storebror til Campofiorin med tilnavnet Brolo fra de 5 ha som udgjorde den oprindelige mark til Campofiorin. Brolo er lavet på 80% corvina/corvinone og 20% rondinella, de tørrede druer der tilsættes til andengærringen er udelukkende corvina og den lagrer to år på 600-liters fade (70% ristet fransk og 30% slavonsk).

Brolo di Campofiorin er mørk rubinrød med sortviolette træk. Smuk farve. Masser af Valpolicella i næsen med de karakteristiske søde kirsebær, rosiner og mandler, men også klare træk fra fadet i form af kaffe, kakao, bananmos og lidt mint. Duften er egentlig ret lækker i den her stil og ok at snuse til. Med luft integreres fadaromaerne noget og kompleksiteten vokser en smule med lidt mørk mineralitet og lette animalske toner.
I munden er vinen ikke vildt spændende. Glat og ok, men hul på en måde. Frugten er god og fyldig med behersket sødme, men man savner greb og karakter. Lidt fadtanniner i finishen, men ikke nok styrke her heller til at hamle op med den høje alkohol. Kort udklang præget af alkohol i svælget.
Det er ikke nogen dårlig vin, og hvis den lige får tid til at smide noget fad er der også fin Valpolicella- og ripassokarakter. Men poleret og lidt kønsløs er den også. 

86 

2007 Le Arche, Recioto della Valpolicella

Recioto er Amaronens søde ophav. De er begge passito-vine, dvs. de fremstilles af druer som har tørret nogle måneder inden vinifikationen. Det er en decideret dessertvinsmetode, hvor formålet er at hæve sukkerindholdet - og som findes i forskellige varianter mange steder - og Amaronen er da også opstået ved en fejl, hvor recioto har fået lov at gære helt ud med en tør vin med højt alkoholindhold som resultat. Druerne er Corvina, Rondinella og Molinara.
Flot mørkerød farve med violette indslag og en fin næse med klokkerene kirsebær, mandler, brændte toner og et meget let strejf af gummi fra fadlagringen. I munden er vinen overraskende frisk med en koncentreret, levende frugtsyre som giver en interessant lille effekt af spøgelses-perler. Kirsebær, tørrede frugter, lidt farin og bitre elementer afsluttes af helt finkornede tanniner. Sødmen er ikke bombastisk overhovedet, det er nærmere en frisk og delikat dessertvin. Strålende til chokoladedesserter eller skimmeloste og kan også sagtens drikkes alene. 

87 

2008 Le Tobele, Valpolicella Superiore Ripasso 'Storia Antica'

Coop fører denne aftapning fra Le Tobele. Mørk, klar rubinrød i glasset. Duften er præget af koncentrerede kirsebær, peber, frugtgrød-sødme og lillebitte antydning af gummi-/nøddearomaer fra de 12 måneder på (store / gamle) fade. Næsen er enkel og reserveret, i munden er vinen mere karakterfuld og frisk med søde kirsebær, peber, let lakrids, svedsker og så en god dosis alkohol i eftersmagen som skubber vinen noget ud af balance. Men en supermarkedsripasso i det bedre leje, som klart er værd at tjekke ud, hvis man er til stilen. God til krydret mad, evt. med søde elementer. 

83 

2007 Le Arche Valpolicella Ripasso

Farven er dyb rubinrød med hældning mod det violette. Sødlig duft med gode kirsebær, lidt jordbærmarmelade og tjære. Næsen er lille og vigende, men kan indimellem lokkes frem. I smagen er vinen yderst ligetil, saftig og rund og igen med gode kirsebær i front. Lav syre og meget bløde tanniner. Den er lidt kedelig, men performer egentlig ret godt til den meget lave pris (35 kr); den er velbalanceret med fin frugt, kontrolleret sødme og en saftig, letdrikkelig stil. Med luft vokser vinen en anelse og den korte fadlagring fornemmes en smule. Overordnet god og saftig hverdagsvin til lette retter.

81

2005 Le Ragose Amarone della Valpolicella Classico

Dyb rubinrød-violet med sort kerne. Tyk, koncentreret struktur. Duften er indbydende og kompleks med sorte bær, kirsebærsovs, portvin og lakrids med lidt mynte og tobak. Smagen er intens og tyk med sorte, søde kirsebær og lakrids. Alkoholen stjæler billedet lidt i finalen, men det overordnede billede er en god, klassisk Amarone, som det dog egentlig er alt for tidligt at drikke. Genrelt synes denne vintype at have karakteristika som er mest charmerende i moden tilstand og det gør sig også gældende her.

87