tirsdag den 13. november 2012

Jean-Marc Burgaud, Morgon

Jean-Marc Burgauds basis-beaujolais giver i den grad appetit på mere, og her har vi de to topvine fra domainet:

2011 Morgon Vielles Vignes
Fra 60 år gamle gamay-stokke. Macération carbonique i 10 dage og et halvt år på fad. Naturgær og ingen filtrering. Mørk rubinrød. Næsen er lukket med lidt kirsebær, solbær og stilk og åbner aldrig helt op, selv efter flere dage i flasken. Sammensnørende syre i munden, igen med lidt lukket frugt og mørke, umodne kirsebær og bitre mineraler. Tæt og brydsk i frugten og tanninerne er beherskede, men har en lidt umoden tone. Med luft lukker vinen op og har masser af saft og bid i frugten uden dog helt at slippe den strenge karakter.
Har ikke Thulon-villagens indtagende sødme og delikate lethed og det virker umiddelbart som den svageste i denne trio - men det kan sagtens være den snyder og tager revanche med tiden! 125 kr.
85

2011 Morgon Côte de Py
Stokkene her er endnu ældre end VV-aftapningen, over 80 år. Côte du Py - de skifferholdige skråninger på Mont du Py ved Morgon - regnes for den bedste cru i Morgon, måske i hele Beaujolais. Her er vi også ved Burgauds topvin, som gennemgår macération carbonique i 9 dage og ligesom de andre vine afrundes et halvt år på fade.
Mørk rubinrød med violette reflekser. Ung og lukket i næsen, men efter en tur på karaflen åbner en skøn og seriøs næse med dyb frugt af kirsebær og kogte jordbær sammen med salmiak og nyt ruskind. Intens i munden med høj syre og tæt supersaftig frugt. Den unge struktur er åbenlys og tanninerne sætter bestemt ind i finishen. Minder meget om ung sangiovese af høj kvalitet og folder på samme måde en let, delikat sødme ud med luft.
En virkelig frisk og lækker vin, ikke mindst sammen med mad hvor dens ungdom kommer til sin ret. Jeg er vild med det nu, men potentialet er stort og det er ret beset alt for tidligt at tage hul på den her perle. 149 kr.
90

Har man ikke smagt Beaujolais siden 90'ernes nouveau-bølge eller Nettos Duboeuf, så bør man ikke snyde sig selv for muligheden for her at smage hvor seriøs, særlig og interessant Beaujolais kan være. Beundringsværdigt at A Vinstouw har taget disse vellavede Morgoner hjem!

søndag den 11. november 2012

2011 Jean-Marc Burgaud, Beaujolais Village 'Les Vignes de Thulon'



Beaujolais Village fra den ambitiøse Jean-Marc Burgaud som har 19 hektar hovedsageligt i Morgon. Villagen her kommer fra markerne omkring Thulon-slottet og vinificeres med maceration carbonique i 5-6 døgn og lagrer på store fade i et halvt år. Ingen tilsat gær og ingen filtrering.

Efter rigeligt med luft vågner duften op med en temmelig intens karakter. Kraftig frugt og tætte mineraler. Surdej, vaniljesukker, sure sokker og frugt af blåbær og kirsebær - hvilket desværre ikke helt beskriver hvor speciel og uhåndgribelig frugtprofilen faktisk er her. For de italofile kan formuleres som en slags mellemting mellem dolcetto og lagrein her i duften.
Smagen er mere pinot-agtig, dog tættere og mere mørktonet. Meget høj - næsten vild - syre og virkelig saftig bærfrugt - især intensiteten i finishen er ganske imponerende. Her kommer finkornede, ungdommelige tanniner til sammen med den markante mineralitet. Eftersmagen åbner med bigtime Dr Pepper (cherry+vanilin), en virkelig markant karakter der åbenbarer sig dér og holder medium længe.

En vin som vækker opsigt ved bordet med sin særlige kombination af saftig fylde og charmerende lethed. One of a kind! Giv den godt med luft. 99 kr hos A Vinstouw.
87

lørdag den 7. januar 2012

Tire Bouchon

Vil man lufte de frankofile tilbøjeligheder i København K, er vinbaren Tire Bouchon et godt sted at gå hen. Hernede i kælderen på Teglgårdsstræde er der virkelig hyggeligt og stemningsfuldt, vinkortet er stort og maden enkel, men god og ærkefransk. Jeg fik en stor tallerken med rillette, paté, røget andebryst, luftørret kød og pølse m.m. og ost, virkelig vellavet alt sammen og flotte oste. Næste gang vil jeg have østers, som er en af stedets specialiteter.
Men det er især vinen man kommer for og i herligt selskab med Ingvar, en af de svenske topbloggere, smagte vi et par skønne vine fra det kølige Frankrig.

2009 Domenique Piron, Morgon Côte de Py
Côte de Py er en af de bedste marker i Beaujolais, måske dén bedste og her i Pirons udgave er der ihvertfald fuld uddeling: Lys vin med flot, mineralsk næse af røde bær, umoden blomme, laurbærblade og en let reduktiv gummitone som næsten kan forveksles med fad. Masser af krop for typen i munden med en flot, koncentreret frugtkerne som holder hele vejen ud i finish - en virkelig fokuseret og balanceret vin, som det er herligt at dufte og smage på. Et reelt kup for de 113 kroner den koster en detail hos importøren KB Vin.

2004 Domaine les Chesnaies, Chinon 'Cuvée Marie'
Pascal Lamberts topvin på 100% cabernet franc fra 55-70 årige stokke, biodynamisk dyrket med udbytte på bare 30hl/ha og maceration på over en måned, hvorefter vinen lagrer på 40% nye barriques i et år og aftappes ufiltreret.
Mørkfarvet, men transparent vin med en overraskende ung duft - vegetal og kompleks med fine solbær, lille delikat barriquepræg og et pift af hvid peber og kommen. Meget elegant at dufte til. Også elegant i munden, næsten for let med et vandigt præg, hvor man savner intensitet især på bagkanten. Men her sker der virkelig noget efterhånden som temperaturen stiger og den sidste mundfuld er fantastisk med fuldt vågen frugt og flot struktur med heftige tanniner. Meget flot vin som virkelig vækker nysgerrigheden for rød Loire!

Begge vine serveres ALT for kolde, men som Ingvar bemærker: Hellere for koldt end det modsatte, det er interessant at følge vinen op i graderne.