lørdag den 2. januar 2016

Biobobler



2014 Fuchs & Hase, Pet Nat Vol. 1
En lækker gang naturbobler på lige dele sauvignon og chardonnay, som spontangærer med skallerne og kapselflaskes uden dosage eller filtrering før gæringen er helt færdig. Den er fra et samarbejdsprojekt mellem de to unge winzer-par Arndorfer og Jurtschitsch i Kamptal, Østrig.
Flot næse med tydelige spor af skalmacereringen - kridt, muslingeskaller, jord og en delikat frugt af æbler og appelsin/citron-skal. Virkelig balanceret og karakterfuld i munden med perfekte perler og god kraft. Læskende og spændende på samme tid.



2007 Raumland, Pinot Noir BdN Brut Prestige
En afdæmpet, men vidunderlig pinot-sekt fra Rheinhessen, som jeg har drukket nogle flasker af over et par år, men som her med 8 år er bedre end nogensinde. En fantastisk lille aroma af Karl Johan svampe er vildt forførende, frugten er helt let og gennemsigtig lys og der er ristet rugbrød, kridt og grønæblet syre. Er også smuk i munden, men det er egentlig næsen som er mest frapperende. Helt tør med 1,4 g restsukker, 12,5% alk. En skøn sekt, jeg er ked af at det er sidste flaske.

Raumland laver også fremragende alkoholfri sekt, som ungerne fik nytårsaften. Der er både rød og hvid cuvée og en på røde vildæbler.
Fuchs & Hase var iøvrigt ideel ledsager til den her geniale tidlige noma-ret som jeg havde modificeret med lokale ørredrogn fremfor caviar (hvilket jeg synes giver mere mening af flere grunde).

søndag den 6. september 2015

2011 Eugenio Rosi, ‘Anisos’ Vallagarina IGT


Hvidvin på pinot bianco, chardonnay og nosiola fra Trentino. Økologisk og spontangæret med skalkontakt, ufiltreret og minimalt svovlet ved aftapningen.

Anisos dufter fuldstændig vidunderligt - kraftige toner af koldpresset rapsolie ligger i front og en fin kompleks frugt af sukat, appelsinskal, citron og fennikel. Det er en på samme tid reserveret og indsmigrende vin med masser af udvikling i glasset - en kæmpe fornøjelse at dufte til over aftenen. Ingenlunde nogen ekstrem vin, som trods skalkontakt og ufiltreringen er klar og gylden i farven, og det er endda umuligt ikke at tænke lidt på Bourgogne med raps- og smørtonerne og den fennikelstængte citrusfrugt.
Frisk og spændstig i munden, igen med klassiske chardonnaytoner af citrus, kalk og høj intens syre, men også nosiolas runde appelsin-, sukat- og mirabelletræk, som bløder op. Vinen er let (12,5) og uhyre velbalanceret, men føles fyldig med den tætpakkede struktur og nuancerige frugt. Der er en del fad som viser sig med smørtoner i finishen, men det forstyrrer ikke mig og bidrager til bourgognereferencen og kompleksiteten - frugt og struktur kan sagtens klare det.

Stor og flot hvidvin - købt hos Cibi e Vini, 175,- Ingvar har besøgt Rosi.


onsdag den 10. juni 2015

2013 Strohmeier, TLZ Weiss no. 6


En perle af en vin! Biodynamisk dyrket og vinificeret og aftappet uden tilsætninger. Blend af pinot blanc og chardonnay, som lagrer halvandet år på 500liters-fade. 12,5%. Strohmeier ligger i Steiermark i det sydøstligste Østrig.

Vinen er ikke filtreret så farven er let mat i hvidgule nuancer. Helt forrygende duft - frisk og dyb på samme tid med frugt af hvid fersken, zucchini og golden delicius sammen med kraftige toner af modelervoks, kalk og røg og florale træk af syren og birketræ. Umiskendeligt usvovlet med det man kunne kalde en direkte adgang til elementerne og en lille animalsk tone af ren dyrepels. En helt vidunderlig duft!

Smagen er lige så god - strukturen er fantastisk sat sammen med sprød friskhed, syre og og sødme i ideel balance. Let og elegant men utrolig rig i syre og smagsnuancer - muskatnød, æbler, fersken, blomster. Der er noget mellemøsten kørende her, nærmest orangeblomstvand sammen med den lette muskatkrydring. Men hovedindtrykket er sprødt, ferskt og syrerigt.
Utrolig fin finish med lakridspulver, meget lang eftersmag og i det hele taget en intensitetskurve der stiger hele forløbet igennem og kun langsomt slipper i eftersmagen.

En meget imponerende vin, den bedste hvidvin vi har drukket længe. Ren og ligetil og alligevel så nuancerig. Druer, kærlighed og tid.


lørdag den 30. maj 2015

NV Tissot, Crémant du Jura Extra Brut


Løgskalsfarvet. Fin, ren duft af æblemos, hindbær, indersiden af appelsinskal, kridt, kringle, ruskind og salmiak. Kraftig mousse (gør sig ikke bedst i et fluteglas) og læskende struktur med tændt syre og saftig frugt af æble og appelsin. Herlige bittertoner støtter op om saftigheden, og der er fint lille bid med ingefær-vibes i finishen. Saftig, let og elegant - ren og helt tør
55% chardonnay, 35% pinot noir, 10% poulsard og trousseau. 2g/l dosage. Biodynamisk, spontangæret på brugte barriques, andengæret i flasken. Den her vin er lidt af et restauranthit for tiden og det forstår jeg godt, for det er rigtig fine, karakterfulde biobobler til en god pris. 170,- hos Rosforth.

tirsdag den 26. maj 2015

2008 Werlitsch, Ex Vero I Spätfüllung


Usvovlet, biodynamisk vin med 4 år på gærresterne i små fade. Hovedsageligt chardonnay med lidt sauvignon og welschriesling. Ewald Tscheppes Weingut Werlitsch i Steirerland er demeter-certificeret. Der er kalkmergel i undergrunden og i kælderen tilsættes ingenting, ligesom vinen heller ikke filtreres ved aftapning.

Superkraftig fadnæse - der er dømt reel whisky sour: Citronsaft sammen med et stort register af fadaromaer - gran, træ, røg, enebær, nelliker og kaffe. Det dufter meget af ung, heftigt fadet bourgogne: Grønne æbler og citrus i frugten bag træet og godt med slanke kalkmineraler.
Let og elegant krop i munden med høj, meget intens syre og tæt citrusfrugt, igen sammen med grønne æbler. 12,5% betyder her slankhed og dejligt fravær af sødlige glyceroltoner. Tæt og flot struktureret, meget velbalanceret og fokuseret. Fin og koket syrlig finish med smør og golden delicius æbler.
En virkelig flot vin, hvor næsen desværre er gemt rigeligt væk bag det kraftige fad. I smagen er træet meget mere subtilt, fordi strukturen er så tæt og syren så høj.

fredag den 17. april 2015

2012 Patrice Rion, Bourgogne Chardonnay


Patrice Rion har 6 ha marker i Nuits-Saint-Georges, husets eneste hvide her er dog fra en lille mark udenfor Beaune. Biodynamisk dyrket og lagret et år på gamle fade. Lukket med skruelåg, som Rion gør en målrettet indsats for at indføre, også på lidt større vine. Ifølge dem koster det ikke mindre, men korkkvaliteten er kritisk dalende og syntetisk prop er det dårligste valg. Old world-fetichister som mig græmmer sig jo lidt, men de er i det mindste velargumenterede omkring det.

Klassisk bourgognenæse med fin, krydret frugt og moderat fad. Nelliker, citronskal, æble sammen med kraftige mineraler af kalk og salmiak og lette animalske toner af tørret fisk og jomfrusmør. En delikat og ganske kompleks duft.
Flot frugt i smagen, fint forløb i klassisk, slank stil - dog med en vis tyngde og intensitet i frugten af citron og filippaæbler. Ikke superlang, men meget elegant og nuancerig og med rigtig god fasthed isæt på midten. En fornøjelse. 180,- Bichel

fredag den 31. oktober 2014

2013 Cascina Cucco, Langhe Chardonnay


Cascina Cucco har et lille plot i Serralunga på en halv hektar med gamle chardonnay-stokke. Lagrer på barriques i fire måneder.
Farven er mørk grøngul. God, klassisk chardonnay-duft med syrligt æble, bagt marcipan, appelsinskal, våde sten, gummi og lidt ananas inderst.
Smagen har også god kraft med et højt, heftigt syreniveau. Æble- og citrusfrugt dominerer hele vejen, det er en vin på syre og frugt. Ren og mellemfyldig, uden spor af fadlagringen - det skulle lige være en marcipantone inde bagved syren. Flot intensitet, balance og længde. Men også lidt forudsigelig og interventionistisk i stilen..
86

onsdag den 1. oktober 2014

Weisskopf og Tissot!


2011 Le Rocher des Violettes, Montluis sur Loire ‘Le Negrette’
Økologisk chenin fra Xavier Weisskopf på gamle (70-80 år) stokke på Le Negrette-parcellen i Montluis sur Loire mellem Saumur og Sancerre. 18 måneder på 30% nye fade.
Ikke særlig aromatisk til at begynde med, men med bare kort tid i glas og flaske siver en utrolig flot duft frem med muslinger, mirabeller, gule æbler, tørt pap og læder.
Hamrende syrlig i munden, tæt og slank med dybde og kompleks varme bag syrefronten: bagte frugte - mirabeller, pærer, blommer - og en krydret og diskret delikat finish med stor kompleks længde. Smukt! 99 kr. hos Atomwine.
91



2012 Tissot, Arbois Chardonnay ‘Empreinte’
Smuk og rig duft hvor den kalkede chardonnay-syre nærmest fylder rummet. Appelsin, honning, grønne æbler og markante fadtoner af salmiak, gummi og vanilje. Tydelige natur-vibes uden at være oxidativ, smager og dufter lidt ældre end den er og har en utrolig flot lakridset dybde, stenet mineralitet og et animalsk snert af gedeost i finishen. Virkelig balanceret, chardonnays klassiske citrusfrugt har her en drejning mod appelsin, syren er heftig og rank. En spillevende og flot hvidvin med klar reference til bourgogne på højt niveau, men også sig selv bevidst.
Fra yngre stokke på 25 år, biodynamisk dyrket af Stéphane Tissot, spontangæret og aftappet ufiltreret efter et år på tonneaux. 150 kr. hos gladvin/rosforth.
91

To meget flotte og overlegne, naturlige hvidvine med stor dybde og nuancerigdom. hver mundfuld er en nydelse her. På papiret burde det ikke være sådan, men Tissots vin er mere fadpræget end Le Negrette. Negrette er udsolgt, Tissot er der mere af, go get!

tirsdag den 9. september 2014

2010 Montechiari, Oro Bianco Toscana IGT


Fattoria Montechiari er en biodynamisk producent øst for Lucca. 10 hektar marker som blev plantet i 1978. Vi prøver en hvid og rød købt i den smukke og stejle Bargas glimrende enotek.

Oro Bianco er på ren chardonnay som lagrer et halvt år på barriques. Det er en virkelig flot hvidvin som dufter af bagte æbler, appelsinsaft, bivoks og lynghonning. Fersk og afdæmpet i smagsprofilen med middel syre og en dyb og flot frugt af æbler, honning og en tør, fenikel-krydret finish. En bio-chardonnay med fin udvikling i en lidt sky og mørkgylden stil, som er meget sympatisk og tiltrækkende.

2007 Montechiaro, Rosso Toscana IGT er en vin på biodynamisk sangiovese grosso (85%) og cabernet+merlot som lagrer 14 måneder på slavonske botti. Desværre virker det til at den varme årgang her har sat sit mærke, vinen er syrefattig og domineret af varm, tørret frugt - rosiner, svesker, dadler etc.

lørdag den 17. maj 2014

Monferrato Bianco


Fordommene mod piemontesisk hvidvin er at druerne er lidt syrefattige og de gode marker bruges til alt andet end grønne druer. Her tester vi et par hvide fra Monferrato, som man må formode har lidt bedre plads til grønne druer end Langhe. Begge fra Carlo Merollis forårsudsalg, hhv. 62 og 45 kroner. Iøvrigt sjovt at se de temmeligt forskellige etiketstrategier her:)

2012 Castello di Gabiano, Monferrato Bianco ‘Corte’
Sauvignon vinificeret på stål og lagret dér et halvt år sur lie. Helt klassisk, enkel sauvignonnæse med masser af tomatstilk og frugt af kølig pære og fennikel. I munden har den fin syre og er både frisk og crispy. Frugt af sprød pære og gala-æbler og med en markant tomatagtig bitterhed hele vejen. Der er ikke så meget at skrive hjem om, men en glimrende, enkel og druetypisk sommerhvid. Grignolinoen fra Gabiano er fremragende.

2010 Franco Mondo, Monferrato Bianco
En blanding af cortese, favorita og chardonnay, som ikke har så meget at byde på - måske skulle den have været yngre. Alkoholen er høj (13,5), hvilket giver et lidt tungt præg, fordi syren er meget lav og frugten dæmpet. Mandler, melet æble og lidt tropefrugt i en noget enstrenget aroma og smag.

PS.
Ikke fra Piemonte, men fra samme forårsudsalg var 2009 Fattoria Zerbina, Albana di Romagna  - en helt igennem skøn hvidvin, stadig helt frisk og crisp med flot balance og et udviklet, seriøst fundament. Jeg havde ikke forventet mig meget, men blev overordentligt positivt overrasket.

fredag den 20. december 2013

2010 Radikon, 'Slatnik' Venezia Giulia IGT



Lys orange farve med let rosa skær. Herligt spændstig frugt i duften, ekstremt syrlig allerede her i duften med ribs, hindbærbolcher og grønne æbler. Lakridsrod, kridt og læder er vævet tæt ind i frugten.
Meget høj syre i smagen også, det er en ung vin med slank og intens frugt med masser af saltmineraler og en finish med greb fra tanniner og udklang med lette animalske toner af læder, skovbund og kød.

Endnu en smuk vin fra Stanko Radikon, denne gang på 80% chardonnay og 20% friulano, som macererer i tre uger og lagrer et år på botti, aftappes ufiltreret. Bliver bedre med lidt tid på langs. €25 hos Orange Wines.
92

fredag den 18. oktober 2013

2009 Dario Princic, ‘Bianco Trebez’ Venezia Giulia IGT



Blend på chardonnay, sauvignon og pinot grigio fra en anden af Oslavjes store naturvinsikoner Dario Princic. Maceration i 18 dage (pinot grigio 7 dage) og gæring i åbne fade. Ingen filtrering, ingen svovl.

Dyb kobberorange farve. Stor og intens næse med ærketraditionelle (rødvins)markører af lakrids, mint, læder, røg sammen med den meget indtagende frugt af havtorn, gule æbler, multebær og strejf af fino-sherry.
Smagen er kølig og enormt velbalanceret. Meget mineralsk, frisk og elegant, samtidig med at der er kraft og dyb kompleksitet. Frugt af gulerødder, æbler og gule bær. Flot og lang finish med lakrids og fine tanniner. Forløbet er imponerende og man må bare læne sig tilbage, nyde turen gennem munden og tage hatten af: Det her er stor vin.

Her giver 'orange' virkelig mening - en kategori for sig med lige mange associationer til rød og hvid. Man kommer til at tænke på store, modne vine fra piemonte og toscana, samtidig med at frugten har en vidunderligt indtagende 'gul' friskhed og parfume. Trebez har en fremragende balance og struktur - en mesterlig hånd har interveneret minimalt her. €30 i Tyskland hos Orange Wines.
93

onsdag den 9. oktober 2013

2004 Radikon, Oslavje Venezia Giulia IGT



Stanko Radikon fra Oslavia i Friuli er et af de store ikoner i den italienske naturvin, som producent af nogle af italiens bedste og mest radikale orangevine. Oslavje er et blend af chardonnay, pinot grigio og sauvignon som vinificeres med skalkontakt i tre måneder, uden tilsætninger eller temperaturkontrol. Lagring 36 måneder på store fade.

Ved første snus er man nærmest åndeløs, det her er helt fantastisk. Ubeskriveligt kompleks næse med frugt af gulerødder, gule æbler, hyldeblomst og abrikos. Smukke, æteriske modningstoner af læder, cognac, tør tang og kul og delikat parfumeret krydring af kardemomme, lakrids og blomster. 
Smagen er utrolig samlet og intens. Elegant og slank men med fuld kraft. Igen søde gulerødder, gule æbler og citron i frugten. Høj, intens syre og hen mod slutningen sætter kridtede tanniner ind sammen med lakridsrod og fadtoner af smør og svampe. Frisk, safttig, udviklet og kompleks på samme tid.

Denne dyborange vin er intet mindre end fænomenal, en af de bedste vine jeg har drukket nogensinde. Radikal, intens, original og fyldt med oplevelser. Tak.
95

Én er for lidt til to og for meget til en, mener Radikon om den konventionelle flaskestørrelse på 0,75 liter. Derfor fåes de største af hans vine i 0,5 og 1,0 liter. Men den lille flaske opstod også fordi Radikon ville bruge en lokal kork som var tyndere og mere kompakt og derfor måtte flaskehalsen proportioneres derefter. 0,5 l koster i Tyskland €22 hos Orange Wines. Drunken Monday er også begejstrede og Ingvar har besøgt Radikon.

lørdag den 5. oktober 2013

2008 Sumenjak, Alter



Økologisk, ikke-interventionistisk vin fra den lille producent Sumenjak i Slovenien. Her er vi ikke i Friuli-tvillingen Primorska vestpå, men i den anden ende af landet, i området Podravje.
Alter var Sumenjaks første macererede hvidvin, den er lavet på lige dele chardonnay og riesling, gærer med skalkontakt i åbne træfade i 5 dage og lagrer 2 år på store fade inden den aftappes uden filtrering og med minimal svovl.

Dyb, gylden farve med bronzefarvede reflekser. Helt vidunderlig næse med en fantastisk kombination af petroleum og frisk mynte. Inde bagved er der frugt af æble og appelsinskal og en skøn note af regnvåd asfalt.
Smagen er ikke mindre imponerende. En virkelig saftig og samlet smag med en frisk syre og rynd, dyb frugt med æbler, mirabeller og citrusfrugter. I begyndelsen fersk, men saltmineraler kommer til hen mod afslutningen og danner en rigtig flot finish sammen med toner af lakrids og citrus-syre. Meget lang.

En ganske enkelt fantastisk vin som er både frisk og kompleks i næse og mund og med et imponerende fokus. Det semikætterske blend af den stolte tysker og ditto franskmand fungerer ideelt. Hut ab! I Tyskland koster Alter €14 hos Orange Wines
91

fredag den 13. april 2012

2009 Costa Olmo, 'A Paola' Piemonte Chardonnay


Hvidvin fra den lille familieproducent Costa Olmo i Vinchio, som imponerede for nylig med deres ærlige barberaer, især den rustikt-moderne Barbera d'Asti Superiore. Udover de to barberaer producerer huset en vivace og så denne hvidvin på chardonnay og lidt arneis. 20% vinificeres og modner på fade, resten på stål.

Helt lys grønlig farve i glasset. Næsen er fra åbning meget interessant og overrasker med kompleksitet og moden rigdom: Mørk lynghonning og kemiske toner a la maling, voks og harpiks sammen med lidt lakridsrod og nøddeagtig basilikum. Med luft trænger frugten igennem med syngende lime og frisk pære.
Meget (bourgogne)chardonnay-typisk i munden, superslank og mineralsk og med hård mineralsk struktur og høj, spids syre som især vågner efter lidt tid i glasset. Frisk lime og pære i frugten i et virkelig balanceret og elegant forløb gennem munden. I finishen kommer nødde- og kemitonerne frem og trækker ud i en fin, lang eftersmag med den citrus-syrlige frugt og bittertoner.

En skønt udfordrende hvidvin med et eksemplarisk balance mellem syre, frugt, mineraler og lagringstoner. Meget karakteristisk og druetypisk og med en interessant udvikling efterhånden som den bliver luftet - fra komplekst kemisk til skinnende ren citrusfrugtig - hele tiden i et slankt, elegant udtryk. 119/99 kr ved 1/6 stk hos A Vintouw.
89

onsdag den 8. februar 2012

2005 Le Mazel, Cuvée les Lèches


Hvidvin på viognier og chardonnay (60/40) fra Domaine du Mazel i Ardèche, som dyrker biodynamisk fra 18 hektar og vinificerer 'naturligt', dvs. med skalkontakt, spontangæring, ingen klaring og filtrering, ingen svovl mm.

Gulorange, tåget farve - som ufiltreret æblemost. Tæt sammenvævet næse med tydelig alder - masser af petrokemi som sammen med pærefrugt giver markante calvados-vibes. Gulbrune nedfaldsæbler, appelsinmarmelade og mælkechokolade. En meget intens, aromatisk og spændende duft.
Overraskende frisk og saftspændt i munden, men også slikket - en slank sødmefuld frugt af langtidsbagte æbler og pærer kontrasteret af en frisk og meget levende syre. Flot fokus og greb i smagen, kompleks og frisk på samme tid. Finishen er virkelig indtagende med lakridsrod, kemi og lynghonning som de dominerende nuancer.

En virkelig lækker hvidvin med både natur- og alderstræk, uden at den virker det mindste træt eller druefjern. En vin som deler vandene og er krævende - I like that!
90

fredag den 23. december 2011

Trattoria Fiat


Skal man spise nær Nyhavn, gør man klogt i at vogte sig - her er der lagt turistfælder ud! Men der er også mange gode restauranter i området, omkring Kgs. Nytorv kan bl. a. Fishmarket på Hovedvagtsgade virkelig anbefales, det er en suveræn bistro de poisons. Den ejes af folkene bag Pastis, et ligeså anbefalelsesværdigt fransk bistrokøkken lidt oppe ad Gothersgade. Er man til italiensk er der ikke så mange muligheder lige i dette mikroklima, men der er én: Fiat, et lille trattoria på hjørnet af Kgs. Nytorv ved St. Kongensgade. Her er der glimrende, enkel italiensk mad og et flot vinkort. Et ærligt og gedigent trattoria. Vi fik cremet græskarsuppe med kammusling og estragon, grillede vildsvinekoteletter på jordskokpure med østershatte og til sidst tiramisu. Straight og godt og med to udemærkede vine til - den hvide mere karakterfuld end den røde:

2008 Passopisciaro, Guardiola Sicilia Bianco  
100% chardonnay fra unge stokke, plantet i 1000 meters højde og høstet med lavt udbytte på 30 hl/ha. Vinificeret på botti og lagret 3 måneder på cement.
Mørk strågul farve og en skøn, kraftig duft af bivoks sammen med frugt af abrikos og bittersød mandel. Lav syre i munden, men også tilbageholdt sødme, så udtrykket er tørt og først og fremmest frugtigt med abrikos, gule roser og honning og et støvet halmelement. Savner lidt syre i finishen også, men længden er rigtig god. En glimrende hvidvin - ikke frisk, men med fascinerende letmodnede aromaer og flot krop.

2008 Pio Cesare, Barbera d'Alba
Barbera fra det klassiske hus Pio Cesare, som råder over 50 hektar spredt i alba-zonen. 15 dages maceration og 18 måneders lagring - 30% i barriques og 70% i botti.
Farven er mørk rubinrød. Fadpræget barberanæse med kirsebær, tjære og røg sammen med kaffe, fudge og vanilje fra fadet. Mellemfyldig i smagen med flotte transparente kirsebær og solbær og et godt greb i finishen med tilstrækkelig tannin. Moderat syre for barbera, men også med styr på alkoholen - en fordel ved den lidt kølige 2008, og det er overordnet en vin i rigtig god balance. Moderat længde. Jeg kan godt lide harmonien her og synes fadpræget er iorden.

fredag den 29. juli 2011

2009 Roagna, Langhe Bianco

Roagna producerer klassiske røde Langhe-vine i absolut topkvalitet, men også to hvide som begge blander chardonnay og nebbiolo. Det er frækt - men også på en sær måde indlysende - med nebbiolo i en chardonnaydomineret hvidvin og jeg er spændt på at smage denne, ikke mindst efter Italienska Viners og Svenssonsmakerens posts.

Tyk tekstur i glasset og dyb gul farve - mørk og med lysegrønne reflekser. Supermineralsk i næsen med meget tydelig nebbiolo i front med de typiske bitre, ranke mineraler: Hvid røg, strandsand, kridt og umoden nektarin(sten). Anis, æble, nykløvet træ og akaciehonning i frugten underneden. Intens og spændende duft, som med luft blomstrer op - chardonnay tager over med federe og mere floral frugt af netmelon og gule roser.
Smagen er lidt mere almindelig end duften, men ikke desto mindre lækker. Teksturen i munden er rigtig flot, fed og tæt frugt, blytung med flot balanceret frugt og intens stålagtig syre. Ligesom i duften er der masser af mørke mineraler, som ledsages af en kraftig syrlig bitterhed a la citronskal og hvid balsamico. Afdæmpet syre forrest men den tager kraftigt til henover over forløbet og dominerer finish og eftersmag. En anelse sprit i udklangen, men en meget imponerende længde med fin frugt.
En virkelig interessant og lækker hvidvin, som forbilledligt kombinerer koncentration og friskhed. Den kan ligge længe og kommer til at vinde af det. 89 kr. hos Atomwine.
 
89 

lørdag den 2. juli 2011

NV Nicolas Feuillatte, Champagne Brut Réserve Particulière

Fransk visit fra Champagne. Nicolas Feuillatte's hus-Champagne 'Brut Réserve Particulière' er lavet på 40% pinot noir, 40% pinot meunier og 20% chardonnay og har lagret 3 år før frigivelse.
Hvidgul farve. Ren og frisk duft med frugt af citronskal, æble og appelsin. Masser af røg også plus undertoner af lidt vanilie og friske hasselnødder.
Flot frugtfylde i munden med citrusfrugter, æble og stikkelsbær. Smagen er meget elegant og blød forrest, velafrundet og i fløjlsagtig i kombinationen af frugt og perler. Syren tager til henover tungen og smelter sammen med bittertoner (citrusfrugt-hinde) bagerst i munden hvor de bliver liggende i en eftersmag af ganske imponerende længde.
En blød og klassisk champagne, som er frisk og delikat, men ikke stor og den savner nok noget dybde og kompleksitet. 249 hos Kjær & Sommerfeldt.
 
86 

fredag den 29. april 2011

Blanc

2009 Domaine de l'Évêche, Bourgogne Côte Chalonnaise
Det lille familiedrevne propriétaire-récoltant i Mercurey (St. Denis de Vaux) producerer fra 12 ha med pinot noir, aligoté og chardonnay. Importeres til få restauranter i Danmark og sælges ikke en detail.
Lys, hvidgul farve. Intens, ultramineralsk næse - virkelig klassisk Bourgogne med umoden ananas, syrlig æblegrød, citrus og flint en masse. Der er en flot styrke i duften og det er virkelig skolebogseksempel på duften af Bourgogne og en næse med karakter, som hænger længe i næsen.
Smagen er knastør og slank med kraftig syre og letbitter, mineralsk karakter: Granny Smith og ananasæble sammen med stål, blommesten og citron. Lakridsvingummi kommer frem hen mod finish og eftersmagen har bittertoner fra stenfrugt, appelsinhinde og (mørke) mineraler.
Det her er en lille perle af en vin, indbegrebet af chardonnay i Bourgogne. Mellemfyldig og ikke 'stor' eller fadet, men bare rank elegance, typicitet og fantastisk drikkeglæde.

2009 Chateau Bois Noir, Blanc de Bois Noir
En anden ikke-importeret vin, som mine kære beaux-parents har hjembragt fra Fronsac, er den skønne hvide basisvin fra Chateau de Bois Noir i Marinsin, som ejes af det store Fronsac-slot Chateau de la Riviere: Blanc de Bois Noir på 50% Sauvignon, 25% Muscadelle og 25% Semillon fra de halvanden hektar med grønne druer af slottets ialt 26.
Mørk-gylden farve. Kratig næse med moden frugt af abrikos, melon og gule roser sammen med lidt youghurt, anis-lakrids, rå løg og et touch af mineralsk kølighed.
Blød frugt og lav syre forrest i munden, med sød, moden abrikos, hyldeblomstsaft og fede blomster. Frugten er fyldig og finishen er flot og karakteristisk med anis og markante bittertoner, som holder langt ud i eftersmagen sammen med den gyldne tropefrugt.
Muscadelle går tydeligt igennem med sin sødmefulde hyldeblomstfrugt. En forførende hvidvin i en mere fedladen og syrefattig stil end jeg ellers kender hvid Bordeaux for, men den markante bitterhed redder det hele hjem i en rigtig flot og atypisk helhed, hvor friskheden bæres af bittertoner fremfor syre.

2009 Domaine Cédrick Bardin, Puilly Fumé
Ren sauvignon fra Loire. På 15-årige stokke, lagrer et halvt år sur lie.
Dyb, gul farve og en meget delikat, beskeden duft af citrus, melon og forårsblade sammen med kalkmineral og en ganske lille hvid peber-/safranagtig krydring.
Smagen er kraftig mineralsk med en næsten uigennemtrængelig viskositet: Slank, men meget koncentreret frugt af citrus, melon og grape og nærmest flydende sten i strukturen. Syren frisker godt op og afstemmer helheden perfekt og ledsages af en let bitterhed a la nøddehinde og friske blade.
Det er en let og afdæmpet duft- og smagsprofil som man plejer at møde i mellemfyldige vine og derfor overrasker den kraftige krop lidt. Men en flot og stilren Loirevin i den koncentrerede ende og en super ledsager til stegt fisk. Den ændrer sig meget efterhånden som temperaturen stiger - folder sig flot ud i bred hyldeblomst og citrusen drejer næsten over i appelsin. Skønt.

Tre basishvide franskmænd fra små producenter - meget forskellige og meget karakterfulde hvidvine, som er kærkomne eksempler på hvor meget godt der findes også udenfor DK-importørernes hovedårer.